Det var et heldigt Tidspunkt, da de første gamle, mærkelige Kalkmalerier for o. 50 Aar siden fremdroges her i Landet. Indtil ind i vort Aarhundrede vare — navnlig i Byerne — mange af vore ældre Kirkebygninger nedrevne og ombyggede, hvori der sikkert har været Billeder af den Art, uden at de bleve agtede eller bevarede; men ved Aarhundredets Midte var Studiet af vor Fortid naaet saa vidt, at man nu paa rette Maade vidste at vurdere disse Fund. For bedre at kunne forstaa dette vil det være nødvendigt at give Læseren en kort Fremstilling af Forholdene i vor Oldtidsforskning i Tidernes Løb, og hvordan den havde udviklet sig, forinden disse Billeder fandtes.
I vort Fædreland rørte der sig tidligere end mange andre Steder en Bevægelse, som havde til Formaal at værne om de Levninger af Minder fra vor Fortid, som endnu fandtes spredte i stor Mængde over hele Landet. Alt for over tre Hundrede Aar siden viste der sig Tegn paa denne Interesse, og mange af den Tids ædle Mænd og Kvinder syslede gjærne med dette Arbejde og viste en alvorlig Stræben efter at samle og bevare, hvad der i Sange, Skrift og Fortællinger var efterladt fra Forfædrene. Denne Interesse maa vi vistnok kunne takke for, at et af vore stolteste Mindesmærker endnu er til, idet Lensmanden paa Koldinghus, Caspar Markdanner, 1586 lod den største af de to bekjendte Runestene i Jellinge, som var sunket ned i Jorden, udgrave og opstille og derved henledede Opmærksomheden paa dette historiske Sted; faa Aar efter, i 1591, fremkom et Skrift om disse Mindesmærker af P. Lindeberg med de første Billeder af Højene og Runestenene, der var udgivet paa Foranstaltning af den lærde Henrik Rantzau. Men mere end én Menneskealder før havde der hos andre ytret sig en lige saa varm, fædrelandsk Følelse for Bevaringen af, hvad der var overleveret fra de hensvundne Tider; om end ikke deres Gjerning er saa synlig, har Historien dog ikke glemt at optegne Navnene paa disse vore første Oldforskere. )
I det følgende Aarhundrede møder os i lyse Træk et Navn, som enhver dansk Fortidsforsker maa mindes med Højagtelse, det er den bekjendte, utrættelige Samler og ivrige Oldforsker Ole Worm (f. 1588, † 1654); han har Æren for, at Studiet af Oldtiden førtes ind i et fast og sikkert Spor. Efter ham fulgte i Midten af 18de Aarhundrede den mangesidige Lærde Erik Pontoppidan, og efter ham den varmtfølende, ikke mindre lærde Langebæk, der fortsatte hans Arbejde lige saa ihærdigt. Men saa kom i Aarhundredets Slutning de store politiske Verdensbegivenheder, der lagde et Tryk paa den hele Udvikling. Vore Oldtidsforskeres Virksomhed blev derved hæmmet, og kun lidet af Betydning fremkom fra dem i den Tid. Saaledes haves fra de allersidste Aar før 1800 kun nogle Forsøg paa at forklare Indskrifterne paa et Par mærkelige historiske Runestene, der vare fundne ved Danevirke.) I en Del Aar hvilede der saaledes Stilhed paa Oldforskningens Omraade, indtil denne pludselig afbrødes ved Guldsmedden Niels Heidenreichs Udaad, da han stjal de to mærkelige Guldhorn fra Kunstkammeret den 4de Maj 1802. Dette frække Tyveri kaldte Interessen til Live igjen i en saa høj Grad, at alles Tanker drejede sig om denne Begivenhed og om de tabte Horn. Almuen sang Viser om dem paa Gaderne, Digterne besang dem i prægtige Oder, og Videnskabernes Selskab udsatte Præmier for Tydningen af de sælsomme Fremstillinger og Indskrifter paa dem.)
Dette Tyveri og Tilintetgørelsen af Hornene saarede saa alvorligt de fædrelandske Følelser, at det væsentligt bidrog til, at der dannedes en Kgl. Kommission til Varetagelse af vore danske Fortidssager og Mindesmærker, og et af dens Medlemmer, den fortjente Professor Rasmus Nyerup, lagde i 1807 Grunden til Dannelsen af Museet for de nordiske Oldsager, der først havde sin Plads paa Trinitatis Kirkes Loft. Man greb Sagen fat med stor Alvor og Iver for at vække Almenheden og aabne dens Blik for, at her laa en Arv fra Forfædrene, som det hele Folk havde en Pligt at værne om. Skjønt det lykkedes Kommissionen i faa Aar at samle betydelige Bidrag til Museet, magtede den dog ikke at foretage større og vidtgaaende Undersøgelser, og egentlig frugtbringende kunde saadanne heller ikke ventes at ville blive, før Sagkundskaben havde indvundet faste Støttepunkter, hvilket noksom fremgik af den mindre heldige Undersøgelse af Jellingehøjene i 1820; men de Bestræbelser, der for øvrigt gjordes, førte dog til, at et ikke ringe Materiale efterhaanden samledes, hvorved der fremvoxede et Kjendskab til vort Lands tidligere Kultur, som har været et værdifuldt Grundlag for senere Forskeres Arbejde.
Indtil Midten af vort Aarhundrede var Oldforskningens Interesse mest knyttet til, hvad der vedrørte vor fjærne Oldtid, d. v. s. de forhistoriske Tidsrum, der benævnedes Sten-, Bronce- og Jærnalder, og ved den ihærdige Ledelse af vort Oldsagmuseum forøgedes Antallet af Sager fra disse Tidsrum paa en overraskende Maade, saa at Samlingen i lang Tid hævdede sin Betydning og Anseelse som enestaaende i Verden. Interessen for Middelalderens Sager var vel ingenlunde ringe, men Studiet af dem var i mindre Grad fremmet, dels fordi Gjenstande fra dette Tidsrum vare kostbarere og ikke saa let overkommelige, dels fordi de for det meste laa skjulte og upaaagtede i Kirker og paa gamle Borge. De enkelte Stykker, som vare indlemmede i Museet, f. Ex. Relikviegjemmer, Kalke, Monstranser, Daabsfade og andet Kirkeinventar, betragtedes vel med Opmærksomhed, men man var endnu for andre Deles Vedkommende noget ukjendt og vaklende ved Bestemmelsen af deres Alder, Værd og undertiden ogsaa i Tvivl om deres Betydning. De faa Undersøgelser, der tilfældigt vare foretagne af middelalderlige Grave i den første Halvdel af Aarhundredet, havde ikke givet synderligt Udbytte eller bragt videre Oplysning. Dette havde for en Del sin Grund i, at de kristne Gravskikke i en længere Tid af Middelalderen førte det med sig, at Ligene — af religiøse Grunde — nedlagdes i et saa tarveligt Udstyr som muligt, uden Smykker, Vaaben eller Gjenstande, som brugtes i det daglige Liv. Det, man i Almindelighed fandt i saadanne Grave, var kun Skeletter eller Dele af dem, der ofte bar Spor af, at den afdøde kun havde været indhyllet i en simpel Lærreds-Ligskjorte; de eneste Gjenstande, der desuden undertiden fandtes, vare smaa Kors, »Pater-noster-Kjæder« og smaa Blyplader med Navn eller Indskrifter. Kun i nogle fornemmes Grave, navnlig gejstliges, fandtes rigere Klædninger og enkelte kirkelige Gjenstande, som Kalke, Ringe, Bispe- eller Abbed-stave m. m.). Middelalderens Grave frembød saaledes kun lidet imod, hvad der var samlet fra Oldtidens, hvorfra der stadig kom mere og mere og end yderligere maatte ventes et rigt Udbytte.
Men i de første Aar af Halvtredserne skete nogle Fund, der vakte en levende Interesse og aabnede Blikket mere for den middelalderlige Kulturtilstand i Danmark og tillige gav os en bedre Forstaaelse af denne. Det traf sig nemlig tilfældigt, at en Del gamle, mærkelige Kalkmalerier fra omtrent Aar 1100 til 1200 opdagedes under Hvidtelagene paa Væggene i nogle af vore Landsbykirker. De første fandtes i Skibby Kirke 1855, og kort efter de i Sæby, Hagested og Hjørlunde Kirker, alle i det nordlige Sjælland.
Tidligere havde man kun truffet paa enkelte raat malede Billeder fra 15de—16de Aarh., f. Ex. i Roskilde Domkirke, hvor der 1829 fandtes en Figur, som længe mentes at være et Billede af Kong Kristian den første, men som senere viste sig at være St. Kristoffer; det ses heraf, hvor lidet man endnu forstod sig paa at forklare den Art Fund. Disse nyfundne Malerier vare derimod af en helt anden Art og oplyste os om, at der her i Landet i tolvte Aarhundrede havde været en tidlig Kunstudvikling, som hidtil havde været os fuldkommen ukjendt, og hvorfra — bogstavelig talt — Dækket nu var fjærnet.
Medens Oldtidens mangeartede Fund havde oplyst os om meget, der var os fremmed i Livsvilkaarene hos Danmarks tidligere Beboere, gav disse ældgamle Malerier os et lignende Indblik i og et klarere Begreb om de middelalderlige Forhold her i Landet, ikke alene ved den Kunstsans, de bære Præg af, men ogsaa ved, at de give os en fyldigere Forstaaelse af det sjælelige Liv og den religiøse Aand, der havde rørt sig hos den Tids Folk, som levede her i de første Aarhundreder efter Kristendommens Indførelse. Dertil gav de os mange Oplysninger om Datidens Forhold, om Klædedragt, Redskaber, Vaaben m. m. Der var noget overraskende ved, at der i disse gamle, smaa Landsbykirker, gjemt under hundredaarige Hvidtelag, skulde findes noget saa mærkeligt og værdifuldt, og det var derfor med Grund, at Opmærksomheden vaktes, og at Forskerne med Iver greb dette ny Felt at arbejde paa, som tidligere savnedes.
Men forinden vi give en nærmere Beskrivelse af disse gamle Kalkmalerier, vil det være nødvendigt at faa en kort Redegjørelse for Kirkebygningsforholdene her i Landet i den første kristne Tid.
Den gamle Historieskriver, Sachseren Adam af Bremen, som opholdt sig en Tid i Danmark hos Kong Svend Estridsøn († 1076), fortæller, at der alt den Gang var en stor Mængde Kirker her; han nævner saaledes, at Antallet i Sjælland og Skaane alene udgjorde o. 450. Om vi end ikke tør sige, at de alle, saa er der næppe Tvivl om, at sikkert største Delen af dem vare byggede af Træ, et Materiale, som man fra Hedenskabets Tid var vant til at bruge til Bygninger, større Gudehuse o. 1. Det er saaledes bekjendt, at der i Æbelholt ved Arresø var en Trækirke, da Klosterkirken opførtes af Sten i Aaret 1210. I Aarhus byggedes en Trækirke endnu ved Aar 1202, der først nedbrødes 1548; i denne blev Liget af den hellige Niels af Aarhus, død 1180 (en Søn af Kong Knud Magnussøn), begravet, hvilket muligt skete ved hans Kanonisation (Optagelse blandt Helgenerne) 1260. St. Albans Kirke i Odense, hvor Knud den hellige blev dræbt 1086, var ligeledes en Trækirke, og flere Fund af Bygningsrester af Træ, som man i den senere Tid er truffet paa, vise, at Trækirkerne have været spredte over hele Landet. Deres Bygningsform kjende vi ikke, og Udstyrelsen af det Indre lige saa lidt; men man har Formodning om, at de i Lighed med de gamle hedenske Gudehuse have været prydede med udskaarne Figurer og Prydelser paa Søjler og i Friser.
Væggene have vistnok staaet med de glatte Plankeflader eller undertiden været behængte med vævede og udsyede Tæpper, som man f. Ex. fandt Rester af i Gorms og Thyres Gravkammer i Jellingehøjene og i Mammengraven ved Viborg. Beskrivelsen i Laxdæla Saga af Olaf Paa's Bolig, ligesom Adam af Bremens Omtale af Upsala-Gudehuset, giver os en Forestilling om den indre Udstyrelse, som sikkert er bleven efterlignet i de første Kirker. At Farver og Maling have været anvendte, er troligt nok; vi have et lille Exempel derpaa i de udskaarne Træstykker fra Jellinge-Gravkammeret og et Stykke af en Planke fra Hørning Kirke ved Randers); men det maa betvivles, at der i den Tid, da Trækirkerne byggedes, kjendtes noget til det egentlige kunstneriske Maleri. Først da de større Stenkirker opførtes og prydedes med Søjleportaler og kristelige Skulpturbilleder samt rigt smykkede Vinduesomfatninger m. m., ligger det nær at antage, at det med den mere fuldkomne Bygningskunst beslægtede Maleri omtrent samtidigt er kommet her til Landet. Des værre er der hverken i Sagaerne — som dog ofte omtale Kirker og Kirkebygning — eller hos Saxo nævnt noget om malede Billeder. Tidligst er det berørt i et gammelt Haandskrift fra Roskilde-Bispen Arnolds Tid (1088—1124). hvori anføres, at Malerierne i Roskildekloster fornyedes. Hvad det var for et Kloster, vides ikke; men der er med Grund udtalt Formodning om, at det er det samme som St. Lucii Kirke, der opførtes af hans Forgænger Sven Norbagge. Denne Kirke var bygget af tilhugne Kvadre (Fraadsten?) og saaledes af en helt anden Karakter end Træbygningerne. Dens arkitektoniske Anordning og hele Stil har sikkert været hentet fra Udlandet, hvor Bisp Sven oftere færdedes og til sidst døde; de i Haandskriftet omtalte Malinger ere ikke nærmere beskrevne, men have sikkert været af en anden Art end dem, vi formene fandtes i Trækirkerne. Da vi saaledes ikke ere i Stand til at paavise noget, der her i Landet henpeger paa et tidligere Udviklingstrin for det kunstneriske Kalkmaleri, maa vi anse det for givet, at dets Anvendelse først træder frem her ved det Tidspunkt, da Kristendommen har fæstnet sig, og den fremmede Bygningsmaade er ført her ind.
I de større Byer, hvor de højere gejstlige havde Sæde, f. Ex. i Ribe, Roskilde og Lund, blev der alt i Slutningen af ellevte Aarhundrede paabegyndt anselige Kirkebygninger af Sten; da de for det meste stod under Bygning i en Række af Aar, blev der samtidig rundt om dem paa Landet rejst mange mindre Kirker, som efterhaanden traadte i Stedet for Trækirkerne. Dette medførte store Forandringer paa Byggeomraadet; de nye Former og det nye Materiale fordrede erfarne og øvede Arbejdere; og da vi manglede saadanne her, var det en Selvfølge, at man hentede dem fra Udlandet, hvor en stor Del Domkirker og Klosterbygninger alt længe havde staaet fuldt færdige. Kristne Lærere og Klosterbrødre havde man allerede tidligere indkaldt fra fremmede Lande; iblandt dem vare mange betydelige Mænd, som støttede og lagde fast Grund for den ny Lære, og ved deres Indflydelse og Bistand voxede stadigt Kirkernes Antal rundt om i Landet. Lægbrødre og dygtige Haandværkere, der havde modtaget deres Uddannelse i de fremmede Klostres Læreanstalter, fulgte efterhaanden efter dem, og deriblandt sikkert ogsaa Malere, der bragte en mere udviklet Billedkunst hertil. Der blev nemlig megen Brug for disse Kunstnere, eftersom Stenkirkernes Antal voxede; disses store, indre Vægflader, som kun afbrødes af meget faa, smaa, højt oppe siddende Vinduer, maatte ved deres Tomhed gjøre et fattigt Indtryk paa Øjet. Det laa da nær at følge den Skik, som kjendtes fra Udlandet: at pryde Kirkernes Vægge med malede Billeder, der vare langt lettere overkommelige end de kostbare Tæpper, som det fordrede lang Tid og mange Hænders Gjerning at udarbejde.