Naar man ser de ældste af vore Kirkemalerier, forbavses man over den rene Stil, den dybe religiøse Aand og den fuldt udviklede Behandlingsmaade, de ere prægede af; dertil røbe de et Kjendskab til Farvesammenstilling, som kun fuldt udlærte Malere kunde sidde inde med. Det Spørgsmaal trænger sig derfor uvilkaarligt frem: Hvorfra ere disse Folk komne? Det er ikke muligt med nogen Sikkerhed at svare paa det. I flere af de sjællandske Malerier og nogle af de jydske — især paa Jellinge Kirkes Korvæg og i Spentrup Kirke ved Randers — er der en ren byzantinsk Karakter (se f. Ex. ovenstaaende Kristushoved fra Jellinge), og der er i Ansigternes Farvenuancer ligesom en Bestræbelse for at efterligne de sydlandske Mosaikbilleder, saa at Tanken uvilkaarlig føres hen paa, om ikke de Forbindelser, der vare tilstede imellem danske og normanniske Slægter i det sydlige Evropa, i Italien og Byzants (Konstantinopel), have haft nogen Betydning og Indflydelse hos os i denne kunstneriske Retning. Men hertil maa bemærkes, at den ejendommelige byzantinske Karakter i kirkeligt Maleri findes i mere eller mindre Grad i alle tidlige middelalderlige Kirkebilleder over hele Syd- og Mellemevropa, saa vi behøve ikke at antage, at nogen Indvandring af Malere er sket umiddelbart til os fra saa fjærnt liggende Steder.
I Frankrig havde der alt i niende og tiende Aarhundrede udviklet sig en stor Kunstkultur, hvis Virkninger traadte frem i en rig Udsmykning med Skulptur og Maleri i Kirker og Klostre. Som bekjendt kom vi i 12te Aarhundrede i nær Berøring med Frankrig, da Medlemmer af franske Munkeordner sendtes hertil. At disse Ordensbrødre medbragte Sans for at udstyre Kirkerne med Billeder, kan ikke betvivles, og i nogle af vore Malerier er det kjendeligt, at franske Forbilleder have været benyttede. Men en vedvarende Paavirkning kan ikke paapeges; muligt er dette begrundet i, at der i Frankrig i Midten af det 12te Aarhundrede er noget, der ligesom hæmmer og bindrer Kirkemaleriet der, vistnok fremkaldt ved den hellige Bernhards († 1153) og Cistersienserordenens Modstand og strænge Forbud mod Anvendelse af Billedkunst i Kirkerne. Ogsaa indvirkede det en Del, at den romanske Stil i de franske Kirker i Løbet af Aarhundredet mere og mere fortrængtes af den gothiske Spidsbuestil, hvor der kun delvis levnedes Plads til større Malerier, da de fra Gulv til Loft eller Hvælving rækkende Søjler og Pilastre brød Væggenes Flader og afdelte dem i mindre Rum, hvilket ikke var Tilfældet ved de romanske Basilikaers store, fortløbende Vægflader.
England, som alt i ellevte Aarhundrede sendte Klosterbrødre til Danmark, havde ved den Tid endnu ikke nogen udpræget Kunst i Retning af Kalkmaleriet, skjønt det siges, at man alt under Kong Alfred († 901) havde begyndt at pryde Kirkerne med Malerier. Men Kunsten der har sikkert været en Aflægger af den rige keltiske eller irske Kunst, som endnu holdt sig og gjorde sig gjældende særlig i Ornamentiken længe efter, at den normanniske Indvandring havde ført Fastlandets Malemaade til England. Denne har synlig indvirket paa den engelske Kunst, hvor det ejendommelig engelske kun er fremtrædende i den nævnte keltiske Ornamentik, som vi ikke finde Spor af i vore ældste Billeder. Ganske uden Paavirkning ere vi dog heller ikke fra England; men det er først i Billeder fra omtrent Aar 1400. Man træffer nemlig i enkelte af dets Kirker) en rødbrun Baggrund om Figurerne, hvor der hos os og andre Steder almindeligvis er en klar blaa Ultramarinfarve; en saadan rødbrun Baggrund fandtes ogsaa paa et Par — nu tabte — Malerier hos os, det ene i Aarhus Domkirke og det andet i Saxkjøbing Kirke. Anden Lighed med de engelske Billeder kan ikke sikkert paavises.
I de til Frankrig grænsende tyske Lande bøjede man sig mindre for St. Bernhards og Cistersiensernes strænge Love; kun i de würtembergske Landskaber synes man at have været modtagelig for Ordenens Byggeregler, dog mest i Retning af Bygningsstilen i Kirkerne. I det øvrige Tyskland holdt den romanske Bygningsmaade sig noget længere; først efter at der havde udviklet sig en fri Overgangsform i Stilen, afløstes den af Gothiken.
I sidste Halvdel af 11te og i Begyndelsen af 12te Aarhundrede, — hvilket ikke var meget tidligere end i Danmark) — rejste der sig overalt i Tyskland anselige Domkirker og mange mindre Kirker. I flere af dem er der fundet større Partier af de oprindelige Vægmalerier, som have en paafaldende Lighed med vore, navnlig i de ornamentale Baand og Bordter, og i Figurfremstillingerne træffer man de samme Æmner temmelig ens behandlede. Det nære Naboskab; Sprogslægtskabet og mange forskjellige Interesser knyttede os stærkt til Tyskerne. Næsten ved hvert af deres større Klostre var indrettet Læreanstalter for Lærlinge i forskjellige Kunstretninger, saaledes i Regensburg, Fulda, Reichenau, Paderborn o. a. St.; der er saaledes meget, der taler for, at det er fra Tyskland, at de fleste af vore ældste Kirkemalere ere hentede. Henved hundrede Aar før os havde Tyskerne benyttet Malerkunsten ved Kirkernes indre Udsmykning, ja selv verdslige Herrer satte Pris paa at udstyre deres Borge med Vægmalerier; fra Grækenland og Italien hentede de mange af deres ypperste Malere. Man nævner saaledes en Italiener Johannes, som Biskop Balderich indkaldte o. 1080 for at male Koret i St. Jakobskirken i Lüttich. Kejser Otto d. 2den (973—83) indkaldte en Græker Theophanos fra Byzants, og Ærkebiskop Adalbert af Bremen († 1072) havde en Italiener Transmandus i sin Tjeneste, og mange flere omtales. Disse fremmede Malere havde ogsaa det Hverv at pryde de mange religiøse Haandskrifter med malede Billeder, saaledes anføres dette om den ovennævnte Theophanos; men disse Haandskrifter med bibelske Tegninger vare netop et vigtigt Hjælpemiddel for Kirkemalerarbejdet Man vil let lægge Mærke til, at mange Fremstillinger, f. Ex. Kristus som Himmeldrot, Daaben i Jordans Flod, de tre Vises Tilbeden, Kristus for Dommeren o. s, v., i flere af vore Kalkmalerier ligne hverandre indbyrdes, og disse atter Billeder i udenlandske Kirker. Dette kan ikke alene være begrundet i Meddelelser, som ere gaaede fra Maler til Maler, men maa forklares ved Tilstedeværelsen af Forbilleder, som for Kunstneren fandtes let tilgængelige i de rigt malede Haandskrifter, der i mangfoldige Afskrifter vare spredte over hele den kristne Verden. Et Par af vore ældste Kalkmalerier synes at tyde paa Benyttelsen af et saadant Haandskrift, der i en Gjengivelse maa have været tilstede her i Landet. I St. Peters Stift i Salzburg er der nemlig bevaret et mærkeligt Haandskrift, en Messebog, der menes at være udført ved Aar 1170, nogle antage endnu tidligere. I denne Bog findes over 300 malede Billeder og deriblandt ét, som forestiller Ecclesia og Synagoga (den kristelige Kirke og Jødedommen) staaende ved den korsfæstede Kristus (Fig. 1); til højre ses Ecclesia i pragtfuld, byzantinsk Dragt, med Krone paa Hovedet og i de opløftede Hænder en Kalk, hvori den Korsfæstedes Blod optages. Til venstre staar Synagoga med tilhyllet Ansigt, der hentyder til, at Blikket ikke var opladt for den rene Tro og et Aag i Haanden, der ogsaa har en sindbilledlig Betydning. I Spentrup Kirke ved Randers er der et Kalkmaleri, der ligner hint Billede i en paafaldende Grad; den smalle Plads i Korbuens Underflade, hvor Billedet er malet, har ikke tilladt at fremstille Korset med Kristus; men i Stedet derfor er malet agnus dei d. e. Guds Lam, der meget tidlig blev brugt som Betegnelse for den Korsfæstede og ogsaa ofte træffes i Danmark (se Figuren S. 12). I Maleriet i Spentrup (Fig.2) staar Synagoga i samme Stilling som i Salzburg-Haandskriftet med et Klæde for Øjnene; men i Stedet for Aaget holder hun et Spyd i Hænderne, som hun støder ind i Lammets Bryst. Ecclesia staar iført omtrent samme Dragt, som Haandskriftets Figur bærer, og i samme Stilling opløfter hun Kalken for at modtage det udstrømmende Blod. I Haandskriftet er der et andet Billede, som vel ikke i sin Helhed ligner et Kalkmaleri i Bindslev Kirke ved Hjørring, men som i Kompositionen er det meget ligt. De forestille begge Maria med Jesusbarnet paa Skjødet. Figurerne have i Stilling og Klædedragt meget til fælles; nogen Frihed i Anordningen er vel sket, idet Englene ved hver Side af Gruppen i Haandskriftet ere i Kalkmaleriet anbragte for oven; men begge Billeder ere ens omfattede af en kvadratisk, ornamenteret Ramme.
Der er ikke Tvivl om, at de mange Evangelie-, Bønne-og Messebøger med malede Billeder, som fandtes ved ethvert gejstligt Stift, have været til stor Nytte for Malerne ved Udførelsen af Kirkemalerierne; og de vare godt kjendte med disse Billeder, da — som forhen sagt — mange selv udøvede den Kunst at udstyre saadanne Skrifter eller at eftertegne andre. Malerne vidste, uagtet man maa formode, at de vare fremmede, ogsaa at gjøre det rette Valg af de bibelske Æmner, og de fremstillede kun saadanne, der forstodes af den stedlige Menighed og passede til dens rene og simple Opfattelse af Kristendommen. Det viser sig tydeligt i, at Kunstneren ikke lader sig paavirke af den Helgendyrkelse, der alt begyndte at ytre sig i de sydligere Landes Kirkebilleder og Haandskrifter fra det 11te og 12te Aarhundrede; man ser dette i det omtalte salzburgske og andre Haandskrifter fra den Tid, hvor der findes mange Billeder af Helgenlegender, som lige saa vel kunde være valgte til Forbilleder af de Malere, der udstyrede vore Kirker. Hvorfra vi end have hentet vore ældste Kirkemalere, vidne Billederne fuldt ud om, at de have været besjælede af en sand religiøs Aand og en ren kristelig Tro, idet de vragede at fremstille noget, der ikke endnu forstodes her, og som de maaske ikke selv agtede eller troede paa.
Som ovenfor anført kunne vi ikke med fuld Sikkerhed sige, hvorfra vore første Malere ere komne; men det er os bekjendt, hvor vi kunne søge de tidligste Spor af det kristelige Maleri og tillige af den varige Maade at male paa, som man kan takke for, at saa mange af vore ældste Kalkmalerier endnu ere bevarede. I de underjordiske Begravelser (Katakomber) i Rom og andre sydlandske Byer findes kristelige Grave fra de første Aarhundreder af vor Tidsregning, hvor der paa Væggene er Malerier med religiøse Fremstillinger udførte paa forskjellige Maader, nogle i Mosaik, men de fleste og ældste malede „al fresco" —, det vil sige, en Maling med Vandfarve paa den friske, vaade Kalkpuds, hvis Mørtel var tilberedt og blandet efter visse Regler, og som efter at være lagt paa Murfladen glittedes med blanke Staalredskaber, indtil Pudsen havde faaet en glansfuld Overflade. Denne glatte Overflade maatte under Malingen omhyggelig værnes mod Paavirkning af den atmosfæriske Luft ved stadig at holdes fugtig; thi ellers lagde der sig en fin Hinde (Cruste) over den glittede Flade, som hindrede Farvens Indtrængen i Kalken. Til Malingen maatte alene bruges de saakaldte Jordfarver, som ikke angribes eller bortætses af Kalken. Denne Frescomaling har der været særlig god Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med ved Malerierne i de i nyere Tid udgravne Ruiner af Pompeji fra det første Aarhundrede efter Kristus. Mærkeligt nok er det netop denne samme Malemaade, der er anvendt i vore ældste Vægmalerier i Kirkerne, som omtrent ere tusende Aar yngre, og lige saa mærkeligt er det, at den tekniske Behandling synes at have været den samme; thi man finder her en lige saa glat og velbehandlet Pudsflade som paa de pompejanske Vægge. En lille Afvigelse er der dog; paa de sidstnævnte er Pudsen noget tykkere og kan træffes i indtil fem Lag af grovere og finere Blanding ud mod det yderste, glittede Lag. Frescopudsen i vore ældste Billeder er kun fundet i to Lag, et grovere, lagt umiddelbart paa Stenmuren, og over det et tyndt Lag af en finere sammenblandet Mørtel, der ikke staar tilbage for den pompejanske i Hvidhed og er lige saa glat behandlet. Paa Korvæggen i Jellinge fandtes endog kun ét Lag af omtr. 1/3 Tommes Tykkelse, som var udbredt paa selve Fraadstenen, hvis porøse og ujævne Overflade særlig egner sig til at binde Kalken. Man kan anføre som Grund til denne Forskjellighed i Behandlingen, at Sydens varme Klima maatte gjøre et tykkere Underlag fornødent for at kunne holde det yderste Lag længere fugtigt, medens Malingen udførtes, hvorimod færre Underlag vare tilstrækkelige i vort kolde og fugtige Klima. Men denne Forskjel maa her hellere tilskrives en Simplificering i Tekniken i Løbet af de tusende Aar, hvor andre Maader til at fremstille Billeder paa Væggene havde gjort sig gjældende — navnlig Mosaiken, der fra 3dje og 4de Aarhundrede var stærkt benyttet i de sydlige Lande; dog fortrængte de ikke ganske Frescomalingen, som i sin Behandlingsmaade var langt mere anvendelig, hvor det gjaldt at gjengive Enkeltheder i Former og Linier.