CADA PIEZA VIVE EN UNA DIRECCIÓN · NADA VIVE EN UNA SOLA SALA  

PoetósferaLa BibliotecaCornelia von Levetzow

Cornelia von Levetzow · Vanguardias / s. XX

Anna — SYVENDE KAPITEL.

danés

Den gamle Organist blev i den nærliggende By; tilfods og alene ønskede Anna at vende tilbage til Hjemmet. Hvor godt huskede hun ikke Genvejen over Markerne; Clara og hun havde saa ofte gaaet den med glade Hjerter og lette Skridt. Hun kendte hvert Træ og hver Busk; den store Sten, som Gustav en Gang havde væltet ned i Grøften, at de kunde komme tørskoede over, laa der endnu; i Gærdet tæt ved havde der været en Fuglerede, som de hver Morgen plejede at besøge.
Jo nærmere hun kom Maalet, desto langsommere gik hun, og da hun stod udenfor Døren, var hendes Hjerte saa tungt som Bly, og hendes Mod næsten borte. Huset saa venligt og hyggeligt ud, som altid; den vilde Vin slyngede sine purpurrøde Guirlander opad Muren og Taget; i det aabne Dagligstuevindue stod en blomstrende Rose. Tøvende lagde Anna sin Haand paa Laasen; det var saa underligt, hun hørte ikke en Lyd, saa ikke en Sjæl. I Gangen mødte hun dog en Tjener, et nyt Ansigt, der ikke havde været i hendes Tid. Han standsede hende, og sagde høflig undskyldende, at Herskabet ikke tog mod nogen.
„Jeg er en Undtagelse;" hun sagde dette saa bestemt, at han øjeblikkelig veg tilbage og aabnede Døren.
Obersten og hans Hustru sad i den lille Hjørnesofa i Kabinettet; de sprang begge op, da hun traadte ind, men, medens Moderen gik hende i Møde, blev han staaende paa samme Plet.
Hvor han saa uimodtagelig ud; Ordene døde paa hendes Læber; dog hun skulde, hun maatte tale; nu eller aldrig. Med Moderens Haand i sin, øsende Haab og Mod af dens sagte Tryk, traadte hun hen til ham, fortalte, at Mureren ikke var hendes Fader, og at hun nu stod ganske ene i Verden. Derpaa skildrede hun sin forladte Tilstand og hvor ubeskrivelig hun trængte til dem, men nævnede ikke med et eneste Ord deres Sorg, gjorde kun Krav paa Deltagelse, viste ingen; hun kendte ham jo. Og hun talte om hans Taalmodighed hin rædsomme Aften; da havde hun næppe hørt efter, hvad han sagde, men siden havde hvert Ord lydt for hendes Øre, og gjort hendes Anger dobbelt nagende.
„Tør jeg blive her?" endte hun, „jeg venter ikke, det skal være som før, jeg er tilfreds med kun at blive taalt."
Hun vovede ikke at se paa ham; han var marmorbleg, og hans Stemme sitrede, idet han sagde:
„Deres Medlidenhed med os maa være meget stor; for Deres egen Skyld vilde De aldrig have kunnet ydmyge Dem saaledes."
„Du har fuldkommen Ret," svarede Oberstinden med usædvanlig Fasthed, „hendes Medlidenhed er meget stor, og hendes Kærlighed ogsaa. Stakkels Barn, Du har ikke betænkt, at nogle Mennesker aldrig kan taale at blive overgaaede i Ædelmodighed. — Maa hun blive, Hugo?"
„Naturligvis, saa længe hun ønsker det."
Han forlod Stuen med hævet Pande og rolig Holdning. Anna havde ventet, at det vilde gaa saaledes, og dog brast hun i Graad.
„Du maa ikke tabe Modet, min elskede lille Datter: hvor det er en Trøst at have Dig igen, og det føler Fader ogsaa, det er jeg vis paa. Du maa nu besørge Dine gamle Pligter, Anna, som havde Du slet ikke forladt Hjemmet: spille for os, lave hans The, læse Aviserne højt, og sætte Blomster paa hans Pult. Jeg har med Vilje aldrig gjort nogen af Delene. — Du har hørt det med Gustav, og derfor er Du kommen; jeg vidste det, lige da jeg saa Dig; selv tror jeg ikke, han er død, jeg kan ikke tro det; der er et underligt Haab paa Bunden af min Sjæl, som holder mig oprejst og lover, at han vil komme tilbage. Min stakkels, lille Pige, hvor Du er bleg og ser alvorlig ud!"
„Blot jeg ikke skal være ham en Torn i Øjet, Moder, blot han ikke vil berøve sig Dit Selskab, for at undgaa mit; da maatte jeg jo langt hellere rejse."
Han kom imidlertid igen, da Lampen var tændt og Maskinen bragt ind, og Anna skænkede Theen som i gode, gamle Dage. „Skal jeg lave den til?" spurgte hun frygtsomt, idet hun rakte ham Koppen.
„Tak," det forekom hende, at han saa lidt forundret, men ikke uvenlig ud.
„Hvad skal jeg læse?" spurgte hun senere.
Oberstinden rakte hende hurtig Aviserne.
„Her, Kære, men er Du blot ikke træt?"
„Jeg er slet ikke træt;" og hun betvang sine Taarer og beherskede saa godt hun formaaede Stemmens Skælven.
„Nu maa Du virkelig holde op, min søde Pige," afbrød Oberstinden, efter en Timestids Forløb. „Den lille blaa Hjørnestue er gjort i Stand til Dig, og Du trænger til Hvile efter Rejsen. — Ja, jeg gaar iforvejen for at se, om alt er hyggeligt og i Orden."
Lod hun dem med Villie alene? Anna var frygtelig angst! Det forekom hende, at hun kunde høre sit Hjerte slaa. Obersten sad, tilsyneladende rolig, og læste videre, hvor hun havde sluppet.
„Godnat," — han lod til ikke at høre det — „Godnat, Hr. Oberst."
„O, Anna," han sprang op og nærmede sig til hende, „hvor kunde Du!"
„Hvad maa jeg da sige?"
Han tav et Øjeblik, overvældet af sine Følelser, derpaa lagde han Armen om hendes Liv og trak hende til sig.
„Sig Fader."
„Tør jeg? Gud ske Lov! Jeg har ogsaa altid kaldt Dig Fader i mine Tanker. O, nu er det mig umuligt at gaa til Ro; jeg maa sidde og se paa Dig, ikke med stjaalne, flygtige Blik, men rigtigt. Du har ondt i Hovedet, Fader, jeg kan se det paa din Pande; maa jeg lægge min Haand paa den? Det har undertiden gjort Dig godt, og den er saa kold."
„Ved Du, hvad jeg aldrig kan tilgive mig selv, Anna? At jeg lod Dig rejse efter Claras Død uden et forsonende Ord; det var grusomt!"
„Men jeg havde ogsaa krænket Dig grusomt, Fader."
Lidt efter kom Oberstinden; hun nikkede mildt, men gav ingen Forundring tilkende.
„Imorgen er ogsaa en Dag!" sagde hun blot, „og Barnet trænger til Søvn. Vi maa være meget forsigtige med hende; hun ser saa angreben ud, den lille Stakkel."
„Store Gud, skulde hun ogsaa blive syg!" Han betragtede hende forfærdet. „Fejler Du det mindste, Anna, vil vi straks, endnu i Aften, sende Bud efter Lægen."
Hun forsikrede, at hun var fuldkommen rask, og fulgte saa op med Moderen. Den lille blaa Stue var saa yndig og venlig, men hun havde dog foretrukket at ligge i sit forrige Kammer; de sørgelige Erindringer gjorde hende det kun kærere.
„Saa, nu er Du da endelig hjemme igen, min egen Glut, hjemme i Huset, og hjemme i Hjerterne. Herren være takket, der gav Dig Mod til at komme! O, Du kan tro, Fader vil sove bedre i Nat, end han har gjort, siden Du forlod os."
Anna laa længe vaagen og grundede paa, om Gustav virkelig ikke var død; hun havde aldrig vovet sig til Hjemmet, dersom hun ikke havde troet det. O, Vorherre havde dog været uendelig naadig! Hun længtes efter Morgenen, da hun skulde se dem igen; mon han vilde være lige saa kærlig imod hende?
Ja, han var lige saa kærlig, maaske endnu kærligere; Halvhed laa ikke i hans Karakter, og gav han først efter, gjorde han det uden Forbehold.
„Hvorledes skal vi dog faa Roserne frem igen," sagde han, idet han klappede hendes Kind.
„Du maa hver Dag spadsere og ride med Barnet, Hugo," Oberstinden glædede sig til med det samme at faa ham ud; han havde næsten spærret sig inde i den sidste Tid, „saa kommer Roserne nok. — Ah, der er Posten!"
Hun blev ganske bleg af Bevægelse; Obersten aabnede hurtig Tasken og tog Brevene frem.
„Ingen Efterretninger," sagde han med et dybt Suk. Den samme Scene havde gentaget sig hver Morgen hele Sommeren; hvor var det dog muligt, at Moderen kunde haabe endnu!
Opad Formiddagen kom Hr. Fuglesang i sin bedste Puds: sort Spidskjole og Kalvekryds; Stokken havde han i Haanden, og der var et ophidset Udtryk i hans Ansigt. Han var bestemt paa ordentlig at læse Obersten Teksten, og blev ganske forbavset, da denne kom ham imøde med udstrakt Haand.
„Velkommen, gamle Ven, jeg staar i Taknemmelighedsgæld til Dem. Enhver Tjeneste, der er vist min Datter, er vist mig. Tillad mig at sende Bud efter Deres Koffert; De maa sandelig blive her dog i det mindste nogle Dage."
Oberstinden føjede sin Indbydelse til, og Anna tog uden videre Hatten og Stokken fra ham.
„Han skal blive," sagde hun bestemt.
„De vender Forholdet om, Hr. Oberst," indvendte Organisten, „jeg er i Deres Datters Gæld. — For Indbydelsen takker jeg iøvrigt mangfoldigt, men imorgen maa jeg rejse; jeg skal absolut være hjemme til Søndag, og længes desuden allerede efter min lille skumle Ungkarlestue; naar jeg sidder der igen, vil jeg først rigtig kunne glæde mig over Rejsen."
Medens Anna ordnede Kaffebordet, skildrede Hr. Fuglesang med Liv og Varme alt, hvad hun havde lidt og stridt: hendes Angst, hendes Længsel, hvor modigt hun havde kæmpet for Udkommet.
„Hjalp Fru Klemme hende ikke?" spurgte Obersten.
„Nej, hun laante hende rigtignok Møbler, men jeg ved, at der blev betalt Leje, høj Leje, baade af dem og af Boligen."
Obersten gik ind i Spisestuen til Anna, og tog hende i sine Arme.
„Min egen Pige, mine Øjnes Fryd, min Stolthed!"
Og han fortalte hende om Pengene, han havde betroet Fru Klemme, og spurgte hende, hvad hun nu vilde gøre med dem; den lille svigagtige Kone skulde sandelig ikke beholde dem.
Anna bestemte den lille Sum til Christoffersen og Stine, og Obersten skrev endnu samme Dag til Fru Klemme, og anmodede hende om at afgive de bevidste Ottehundrede til den unge Smedesvend.
Prokuratorens Kone blev højst opbragt, da hun modtog Brevet, talte meget om sort Utaknemmelighed, og havde stor Lyst til ikke at efterkomme Opfordringen; hun manglede dog heldigvis Mod hertil, og Christoffersen fik sine Penge. Han var umaadelig glad; det var jo en hel lille Kapital at sætte Bo for.
„Men er det ikke at sanke gloende Kul paa vore Hoveder," sagde han alligevel til den jublende Stine. —
Hvor det gjorde Anna godt, naar Faderen bad om hendes Arm at støtte sig paa, hvor det lød behageligt i hendes Øre, naar han spurgte: „Barn, hvor gaar Du hen? Kom snart tilbage."
Han var saa ængstelig for hendes Helbred, saa bange, at hun ikke skulde være tilfreds.
„Du har grædt," sagde han en Morgen, hun kom op fra Haven, „hvorfor har Du grædt?"
Anna smilede, og søgte at smutte forbi, men da han holdt hendes Haand fast, brast hun igen i Graad.
„O jeg kan ikke andet! Da jeg var borte, var mit Sind uroligt, og jeg var saa ulykkelig, og længtes saa inderlig efter Dig og Moder, men nu jeg er her igen og har det godt og velsignet, vaagner Sorgen over lille Clara. Vi havde jo alt sammen, maa Du huske, Fader, og der er ikke en Plet, uden den minder mig om hende. — Det er Synd mod Eder at tale saaledes, men, da Du spurgte mig, maatte jeg jo svare."
„Gud velsigne Dig for hver Taare, mit elskede Barn," sagde Moderen, idet hun ømt kyssede hendes Pande, „tror Du, noget kunde binde Dig fastere til mit Hjerte, end Din Sorg over Clara. Men vi vil ikke glemme, at hun bad os mindes hende med Glæde." —
Det var et dejligt Efteraar, og Oberstens kørte næsten hver Dag en Tur. Anna ytrede Lyst dertil for deres Skyld, og de tog med for hendes, og saa blev de alle tre opmuntrede og styrkede. Man kan ikke sige, at de var lykkelige — dertil var Sorgen over Clara altfor frisk, Uvisheden med Hensyn til Gustav altfor pinlig — men de var glade ved hverandre og taknemmelige mod Vorherre. Stundom var der en underlig, urolig Aand over Obersten, som følte han, at han havde uendelig meget at gøre godt mod dem begge.
„Hvor Du dog har været mig en kærlighedsfuld Hustru," kunde han pludselig udbryde, „og hvor jeg har forvoldt Dig mange Sorger, uden at tænke derover. Jeg ser nu mit eget Liv med en Klarhed, der næsten forfærder mig; dog Herren være takket, at mit Syn blev aabnet, før det var for silde."
Og han, den retfærdige, den stolte Mand, bad Anna læse Lignelsen om den forlorne Søn og det tabte Faar, og han bøjede sit hvide Hoved med ydmyg Tak for den guddommelige Trøst.
Hver Morgen, naar Posttasken kom, indtraadte der et Øjebliks spændt Tavshed; derpaa lød det nedslaaende: „ingen Efterretninger."
„Dersom han var død, fik vi nok Efterretninger," sagde Moderen undertiden; Obersten rystede paa Hovedet.
„Hvorledes skal vi trøste hende?" spurgte han Anna, „det ligner hende ikke, at hænge sig saa halsstarrigt ved Haabet. Jeg frygter, at hun kun vægrer sig ved at tro hans Død, fordi hun føler sig ude af Stand til at bære den. — Har Du Haab, Barn?"
„Ikke meget."
Hun kunde gerne have sagt: slet intet; hun ansaa ham for død, og tænkte paa ham og Clara, som var de samlede.
Og Vinteren gik sin rolige, regelmæssige Gang; i Skumringen spillede Anna gerne for Forældrene; en Gang imellem sang hun ogsaa, men det var kun sjældent; hun var ikke i den muntre Stemning, der før uvilkaarligt havde tvunget hende til at synge.
Hvor Obersten blev glad, naar hun kom hen til ham og tillidsfuldt som i fordums Dage lagde sin fine lille Haand paa hans Arm og bad om et eller andet. Det gik ikke saa sjældent paa; hun havde overtaget Omsorgen for Claras Fattige, og kunde bruge mange Penge, især da det blev saa koldt og Fødemidlerne saa dyre. Før havde hun ofte let af Moderens utrættelige Flid med alle de smaa Trøjer og Strømper; nu var hun lykkelig ved at maatte deltage i Arbejdet; og hendes hjælpsomme Haand og blide, deltagende Væsen blev velsignet i mangt et fattigt Hjem der i Egnen.
En Morgen, over et Aar efter Claras Død, sad de sammen i Spisestuen. Det var et koldt, uhyggeligt Aprilsvejr: store Hagl piskede mod Ruderne; Himlen var fuld af sorte Skyer, og Luften, trods sin Kulde, saa trykkende, at man uvilkaarlig blev ængstelig og beklemt tilmode. Da de havde drukket Theen, kom Posttasken, som sædvanlig.
Moderen sad ved Vinduet bøjet over sit Sytøj; Faderen gav et trøstesløst Suk, idet han aabnede den; Anna saa i det samme hen paa ham og mærkede, han skiftede Farve, og at hans Haand pludselig begyndte at skælve; han tav imidlertid, og skød hurtigt et Brev med en fremmed Udskrift ind imellem Aviserne.
„Der var vel intet?" spurgte Oberstinden, idet hun slog Øjet op. Han rystede paa Hovedet, og gik ud.
Det var et skrækkeligt Øjeblik; Anna var næsten vis paa, at Brevet indeholdt Efterretningen om Gustavs Død, og havde usigelig ondt af Moderen, som sad der saa rolig og tryg med sit milde, fredelige Udtryk. Hvorledes skulde hun kunne trøste hende, den stakkels, stakkels Moder! — Der var Faderen, nu vilde Slaget komme!
Idet Obersten aabnede Døren, saa de begge op, og udbrød derpaa i samme Aandedræt:
„Gustav lever!"
„Ja, Herren være lovet, han lever!"
Brevet var fra Hospitalslægen; der var ingen Fare mere, men Patienten turde dog ikke udskrives for det første; han havde opsat at skrive, indtil han kunde udtale sig med Bestemthed.
Det var en forvirret, lyksalig Stund; de ændsede ikke Uvejret udenfor, eller rettere mærkede det ikke.
„Dersom Du havde været borte, Anna," sagde Obersten, „hvilken Braad vilde der da ikke alligevel have været i mit Hjerte! Nu er Glæden ublandet."
Hun smilede og kyssede hans Haand, men tænkte i det samme, at hendes Glæde ikke var ganske ublandet; hun var saa besynderlig urolig, og sagde for første Gang til sig selv: maaske tager Du fejl, maaske er det en anden, han holder af.
„Moder", spurgte hun senere, medens hun syede frygtelig ivrigt, „ved Gustav, at jeg forlod Hjemmet?"
„Han fik det at vide kort før sin Sygdom, og den unge Skibslæge har fortalt mig, at han uophørligt fantaserede derom. „Vægten er for stor, hun bukker under," sagde han i sin Vildelse, „den gamle Mand er saa frygtelig tung, Clara er død, og ingen vil hjælpe hende uden jeg, og jeg kan ikke, jeg er i Lænker, men jeg vil bryde dem. Hold blot ud et Øjeblik endnu, min elskede Pige, saa kommer jeg." — Var det ikke mærkelige Ord, Anna? Før vilde jeg ikke fortælle det, af Frygt for at bedrøve Dig, men nu, han lever og kommer tilbage, tænker jeg, Du er glad ved at vide, hvor kær Du er ham, ikke sandt?"
„Jo, Moder," Synaalen fløj saa hurtig op og ned, at Obersten blev ganske utaalmodig.
„Læg det fatale Arbejde bort," bad han, „og kom hen til mig; min Rose er saa bleg endnu; hvor kan det dog være?"
„I Dag maa Du lægge Din sorte Kjole, Barn," hviskede Oberstinden, „og sætte Haaret paa Din gamle Maade; det vil gøre et behageligt Indtryk paa Fader." Og det gjorde det ogsaa. Hun saa meget smuk ud i den lyse Dragt, og var hun ikke saa blomstrende som tidligere, var der til Gengæld noget yndigt, blidt, lutret over hende, hun før havde manglet.
Omtrent otte Dage efter kom der et kort Brev fra Gustav selv. Obersten læste det først, og rakte det derpaa med en hjertelig Latter til sin Hustru; hun lo ogsaa.
„Du maa slet ikke læse det," sagde hun, „den fæle, uartige Dreng; det er ikke andet end Skænd og Bebrejdelser fra først til sidst; og alt det skal man taale for Din Skyld, Du slemme Barn. „Haarde, ubarmhjertige, samvittighedsløse," ja, han skaaner os saamænd ikke."

Sigue explorando

Por su autor
Cornelia von Levetzow · 75 piezas más en la casa
Dónde vive
La Biblioteca

← Anna — SJETTE KAPITEL.Anna — TREDIE KAPITEL. →

Expediente

Autor
Cornelia von Levetzow
Título
Anna — SYVENDE KAPITEL.
Lengua
danés
Época
Vanguardias / s. XX
Sala
La Biblioteca
Identificador
ws-da-anna-syvende-kapitel--cornelia-von-levetzow-2a668d
Cita recomendada
Cornelia von Levetzow, «Anna — SYVENDE KAPITEL.», Poetósfera, poetosfera.com/p/ws-da-anna-syvende-kapitel--cornelia-von-levetzow-2a668d.html

Las obras de dominio público se reproducen íntegras, con atribución y en la ortografía de su impreso. ¿Ves una errata o conoces una fuente mejor? Escríbenos desde Sobre la casa.