Anna tog endnu samme Dag fat paa sine gamle Beskæftigelser; hun følte, at hun maatte være uendelig flittig, dersom Livet skulde blive udholdeligt. Det var lange, tunge Dage, men hun kæmpede modigt med Fortvivlelsen, bar sin store Sorg i Stilhed og gjorde alt for at Hjemmet kunde blive hyggeligt for Faderen. Det var dog intet let Arbejde; naar hun læste højt, faldt han i Søvn, og deres Samtale gik altid i staa; hvad skulde de ogsaa kunne tale om, deres hele Livsopfattelse var jo saa grundforskellig. Havde hun blot fundet en Egenskab hos ham, hun kunde agte og holde af vilde hun have baaret over med meget, men, nej, hun ledte forgæves. Det eneste, der knyttede dem sammen, var hans Hjælpeløshed, dog det Baand var da ogsaa tilstrækkelig stærkt.
Og Uge gik efter Uge, Maaned efter Maaned, indtil endelig den otteogtyvende September, Sølvbryllupsdagen, oprandt. Der var netop Marked i den lille By, og hun havde Ferie; o, dersom hun havde kunnet ile bort fra al denne Støj og Larm og fejre Dagen paa et stille, ensomt Sted i Bøn og Eftertanke.
„Hvor gaar Du hen, Fader?"
„Jeg vil ud og se mig lidt om; det er en sølle Handel, at sidde inde altid, som var man i Fængsel, og Du savner mig nok ikke synderlig; ak ja, hvad skal man sige."
Nej, i Sandhed, han blev ikke savnet; ganske lettet trak hun Vejret, da han forlod Stuen.
Hvorledes havde de det i Dag i det kære velsignede Hjem? Gik de ene med sørgende Hjerter til Graven, eller var Gustav hos dem? Hun tænkte paa Moderens Ord: „Jeg skimter en Udvej," ak, hun saa ingen. Dersom Gustav tog hendes Parti mod Faderen — og det vilde han gøre, hun kendte ham jo — vilde det da ikke skabe en ny Kamp og Uro i Hjemmet; o, han maatte heller blive borte; hun vilde før give Afkald paa al Lykke i Livet end være Anledning til Splid mellem Fader og Søn.
Da Mureren efter kort Tids Forløb kom hjem, blev Anna slaaet af hans besynderlig urolige Væsen; hans sædvanlige Flegma var som bortblæst, og han kastede et langt, mistænksomt Blik omkring i Stuen; derefter saa han nedad Gaden, og saa endelig paa hende:
„Her har vel ingen været, vel?"
„Ikke et eneste Menneske."
Jens saa lettet ud, og vedblev venligere:
„Du skulde gaa lidt ud, min rare Pige, og se paa Stadsen; jeg er nu for gammel, mærker jeg nok, og bliver straks træt; ak ja, Gud ved, hvor længe Du beholder mig."
Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulde svare hertil; hvor den gamle Mand dog saa besynderlig ud; hvad kunde der være paa Færde?
„Naa, gaar Du saa, lille Datter?"
„Jeg vil hellere blive hjemme; Du er bestemt ikke rask."
„Sikke Snak, jeg har aldrig været raskere; jeg trænger bare til lidt Ro, og til at strække mig en Smule i Lænestolen. Aa, ja saamænd, bare jeg havde Dig vel ude!"
Da hendes Nærværelse lod til at opirre og forurolige ham, skyndte hun sig bort, idet hun forgæves brød sit Hoved med at udfinde Grunden til hans Opførsel. Havde han maaske, som en Gang tidligere, gjort Gæld og var bange for, at hun skulde blive anmodet om at betale den, eller var det noget endnu værre; hun var ganske beklemt og forvirret.
„Naa Frøken," lød pludselig Peters Stemme tæt ved hende, „fandt han saa ind til Dem."
„Hvem?"
„Aa, det var saadan en pæn, gammel Mand, der spurgte, hvor Murer Mortensen boede, og sagde, han kendte ham fra gamle Tider og vilde gerne tale med ham. Han havde set et Glimt af Deres Fader i et Telt, fortalte han, men da han kom derhen, var han gaaet."
„Har Du aldrig set ham før?"
„Nej aldrig, men jeg tør vædde en Tiøre paa, at det var en Skolemester."
Stod denne Mand i nogen Forbindelse med Faderens Uro og hans Lyst til at faa hende af Vejen, spurgte hun sig selv, medens hun gik tilbage; man maatte næsten tro det. Gud ske Lov, det ikke var en Politibetjent.
Højrøstede Stemmer naaede hendes Øre, da hun gik forbi, og idet Døren blev aabnet, hørte hun Faderen sige: „Naa, Gud hjælpe mig, der er hun." Da hun kom ind, var han gaaet, og en meget gammel Mand med lys Paryk, blide, blaa Øjne og et stort, hvidt Halstørklæde, havde indtaget hans Plads i Lænestolen. Det var, som Peter havde sagt, en pæn, gammel Mand, en sindig, fredelig, godmodig Olding; "han støttede begge Hænder paa sin Stok og Hagen paa Hænderne og stirrede tankefuldt hen for sig.
„Min kære, unge Pige," begyndte han langsomt, idet han saa ganske venligt og bekendt paa hende; „jeg har noget at meddele Dem; De maa forberede Dem paa en uventet Efterretning. Naa, naa, De skal ikke blive bange, det er ingen Ulykke, mit Barn, tvertimod. — Nej, hvor De ligner ham!"
„Hvem ligner jeg? O, jeg er saa rystet, saa underlig tilmode, hvad betyder alt dette? De maa ikke blive vred, men vær for Guds Skyld kort; jeg kan ikke holde det ud!"
Den skikkelige Skolelærer kom aldeles ud af Koncepterne ved hendes Heftighed.
„Jeg kan sandelig ikke saadan straks buse ud, det er mod min Natur. Jeg har ikke anet, at De var her; jeg troede Dem velbeholden hos Deres Plejeforældre; ellers var jeg kommen før, trods Gigten og mine øvrige smaa Svagheder. I Dag, da jeg saa Jens Murer paa Torvet, vinker jeg af ham, alene i den Tanke, at han mulig havde hørt noget om Dem, men han lod, som han ikke kendte mig, og stak af, hvad rimeligt var, da han ikke havde rent Mel i sin Pose. Han har handlet meget samvittighedsløst imod Dem, ved ikke straks at opklare Deres Vildfarelse."
„Hvilken Vildfarelse?" Stuen løb rundt for hende, og hun saa den gamle Mand som i en Taage, „hvilken Vildfarelse?"
„Den, at han var Deres Fader!"
„Er han det da ikke? O, jeg er nær ved at miste Forstanden!"
„Man bør beflitte sig paa Ro under alle Livets Omskiftelser," formanede Skolelæreren, „men De har Deres Moders Sind, kan jeg mærke; hun tog alt saa ivrigt, den kære, salig Sjæl. Nej, han er ikke Deres Fader; da begge Deres Forældre var døde, tilbød hans Malene paa rimelige Vilkaar at passe Dem med sin egen lille. Naa, jeg kendte hende som en flink, stræbsom Kone, og gik ind derpaa; siden hørte jeg, at en hæderlig, velhavende Familie havde taget Dem som eget Barn, og saa mente jeg, alt var i Orden."
„Tør jeg tro det," spurgte hun næsten knælende, „narrer De mig ikke?"
„Hvad skulde kunne bevæge et Menneske paa Gravens Rand," vedblev den gamle Mand i samme afmaalte, uforstyrrede Tone, „til at drive Spot med saa alvorlige Ting. Jens Mortensen er, saa vist der er en Gud til, ikke Deres Fader. De er bleven lumpent behandlet, og har sandelig Grund til at være opbragt; jeg kan godt forstaa, at det i Øjeblikket vil falde Dem haardt at tilgive ham."
Anna stod ganske stille og lyttede henrykt til hans Forklaring; var den frygtelige Byrde, der havde tynget hende til Jorden, virkelig pludselig borttaget, var Lænken, der havde holdt hende saa fast, saa fast, faldet af?
„O, De tager fejl," svarede hun, „jeg er altfor lykkelig, altfor inderlig, usigelig taknemmelig, til at kunne nære Vrede og Nag. — Er han derinde, og mon han virkelig er bange for mig?"
Mureren stod sammenkrøben i en Krog, et kummerligt Billede paa Skræk og Skam; idet Døren gik op, fæstede han et forstyrret Blik paa den unge Pige; hun nærmede sig imidlertid venligt, og rakte ham med et medlidende, næsten hjerteligt Udtryk Haanden. Alt kunde hun tilgive ham nu, han ikke var hendes Fader.
Ved denne uventede Mildhed fik Jens Mod til at fremkomme med Undskyldninger: han havde ikke haft Bud efter hende; hun var kommen af sig selv, og Plejeforældrene vilde ikke have modtaget hende, om hun var rejst tilbage. Havde han haft sin Helsen og Førlighed, vilde han aldrig have dulgt Sandheden, men Fristelsen havde været for stor for saadan et elendigt gammelt Liv; naa, nu vilde Fattighuset smage saa meget værre ovenpaa, thi der maatte han jo hen; hun vilde naturligvis ikke tage sig af ham længer.
Der laa et halvt Spørgsmaal i denne Bemærkning, og Anna svarede i sin Glæde, at hun ikke havde til Hensigt straks at slaa Haanden af ham.
„Jeg har jo selv forvænt Dem, Jens," hvor det var herligt ikke at skulle sige Fader mere, „og maa se, hvad jeg kan gøre."
Skolelæreren bad hende derpaa følge hjem med sig, saa vilde han undervejs fortælle hende om Forældrene; det var en lille Mil, naar de gik gennem Skoven, og hun kunde ligge i Skolen Natten over; hans Sønnekone vilde glæde sig ved at se hende.
O, det var yndigt og opmuntrende at komme ud i det Fri; hun havde i sin sorgfulde Stemning ikke glædet sig over Sommeren, eller haft rigtig Følelse for Naturen, og nu forekom alt hende nyt og henrivende. Det var ogsaa en prægtig Skov; Solen faldt paa skraa henad de høje, slanke Stammer og lod de gule Blade, der allerede viste sig hist og her, skinne som Guld. Det var ganske stille, ikke et Blad rørte sig, og saa Luften, — saa blaa, ren og gennemsigtig. Da den gamle Skolelærer var en daarlig Fodgænger, gik det kun smaat frem, men de havde jo, som han sagde, ikke heller noget at haste efter.
„Jeg har ofte ønsket," begyndte han, „at se Dem og tale til Dem om Deres Moder; jeg troede jo, at De havde det godt og levede i Lykke og Herlighed, men alligevel har jeg ønsket det og tænkt, at jeg egentlig skyldte hende at gøre det. Hun kom til Skolen som et otteaars Barn og vogtede Gæssene for os; det lille Skind havde hverken Fader eller Moder, Søster eller Broder, og saa sluttede hun sig rigtig til os. Det var en flink lille en, og da hun voksede op, tog vi hende til Pige, og saa blev hun tilsidst næsten som Datter; selv havde vi kun Sønner. Moder, min Kone, sagde altid, at Sidse var en Velsignelse for Huset, og saa lo Pigebarnet nok saa fornøjet, og forsikrede, at hun heller aldrig vilde bort; men vi gamle tænkte vort derved, for min Søn Magnus — ham, der nu har Skolen — havde et godt Øje til hende, og det vidste vi. Dog Mennesket spaar, og Gud raader; en Dag, Sidse var vel da tyve Aar, saavel, betror hun Moder, at en af Fiskerne i Lejet havde spurgt, om hun vilde have ham, og det vilde hun inderlig gerne. Moder indvendte, at det var for simpelt, og hun bad og skændte, græd og talte om Magnus, men det nyttede altsammen ikke en Smule. Naa, saa gik jeg da derhen for at se Fyren, og det var en smuk, stolt Karl med sort Haar og brune Øjne, og et Væsen havde han paa sig som en Prins. Hans Fader var en Udlænding, og de andre Fiskere kaldte ham Spanieren, og paastod, han var katolsk, men det tror jeg ikke. En god Kristen var han bestemt, og en stræbsom, dygtig Fyr. Han havde faret til Søs og faaet Medaillen for Druknedes Redning; den viste han mig, og sin Hytte og sit Smule Indbo; og saa lovede han at være hende en rigtig god Mand. Brylluppet stod hos os, og det gik pænt til; Moder havde for Alvor taget sig sammen. Den gamle Konsistorialraad levede dengang; han udbragte Brudens Skaal, og sagde mange smukke Ting. — Det kan nok være, at vi savnede hende i hver Krog; Moder blev ganske gnaven, og den nye Pige havde just ikke gode Dage, især i Begyndelsen. Jeg gik ofte ned til de unge Folk, og naar jeg saa spurgte Sidse, hvordan hun havde det, svarede hun altid: „Aa, jeg har det, som var jeg i Himlen." Men saa stor Lykke varer sjældent ved, og de havde ikke været gifte et fuldt Aar, før Søen tog ham. Dagen efter blev De født, men Sidse døde. „Det er det bedste, Herren kunde gøre mig," sagde hun, et Øjeblik før hun sov hen, „han tager sig ogsaa nok af den lille, jeg er slet ikke bange." — Min gamle var nær ved at græde Øjnene ud; hun havde gerne taget Barnet straks, men jeg mente, det var fornuftigst at sætte det hos en Kone, der selv havde et lille Barn, indtil det blev Aar gammelt, og saa kom De til Malene. Moder blev imidlertid syg og døde, og da Jens Mortensen saa kommer, efter Branden, og fortæller mig, at Barnet var i gode Hænder, mente jeg, alt var ført til det bedste. Jeg burde have forhørt mig lidt nærmere, men jeg var selv kun daarlig den Tid; Humøret var rent borte, og jeg havde ikke Lyst til nogen Ting. — Nu skal De se Gravene paa Kirkegaarden, og sove i det lille Kammer, Sidse havde, da hun var hos os; min Sønnekone bruger det netop til Gæstekammer. Deres Moders Skudsmaalsbog skal De ogsaa faa, og Medaillen, det har jeg da mange Gange tænkt paa at sende Dem."
Annas Hjerte svulmede, medens hun hørte paa den gamle Mands jævne Fortælling; hun kunde ikke lade være at græde, og var dog saa hjerteglad og taknemmelig.
„De er Deres Fader opad Dage," endte han, „men der er dog tillige noget, som minder om vor Sidse, nu jeg ser rigtig til. Naa, der er Skolen; min Sønnekone er nok bleven bange for Bedstefader, da det lakkede ad Aften; hun staar i Døren, ser jeg med den mindste paa Armen og spejder efter mig."
Svigerdatteren blev øjensynlig beroliget, da hun fik Øje paa den gamle, og viftede velkommen med sit Lommetørklæde. Det var en buttet, venlig, hyggelig lille Kone, og hun modtog Anna med ukunstlet Gæstfrihed. Da hun havde hørt, hvem den unge Pige var, slog hun Hænderne sammen og udbrød:
„Er det nu ikke en Styrelse! Og jeg, som siger til Magnus for et Øjeblik siden: bare Bedstefader ikke kommer til Skade, han havde en Uro efter at komme af Sted i Morges, der ikke huer mig. Ja, vi forstaar kun lidt, vi Mennesker!"
Efter at have udhvilet sig et Øjeblik, fulgte den venlige gamle Mand hende til Kirkegaarden.
„Der er det," sagde han, og saa gik han hen til den anden Side; hun vilde sikkert helst være ene.
Anna knælede ned foran det lille simple Trækors og takkede Gud for sine Forældre. Hun var stolt af den simple Fisker og den fattige Tjenestepige og vilde bevare Mindet om dem som en hellig og dyrebar Skat.
Det var saa besynderligt at sidde om Aftenen i det Kammer, hvor Moderen havde opholdt sig. Himlen var ganske klar, i det fjerne saas en lys Stribe, det var Stranden, hvor hendes Fader havde fundet sin Død. Og hun tænkte paa den trofaste Kærlighed, der havde forenet hendes Forældre, og paa hvor tillidsfuldt Moderen havde befalet sit lille Barn i Guds Haand. Derpaa bad hun en brændende Bøn for de elskede Plejeforældre; havde hun kendt Sandheden, kunde hun bestandig være bleven hos dem. Men havde det været godt? Nej, hun indsaa klart og tydeligt, det havde ikke været godt. Dette tilsyneladende spildte Aar havde baaret Frugt; hun erkendte det med ydmyg Tak til Gud. Hun vidste nu, at hun var et svagt, skrøbeligt Siv, men tillige, hvor hun skulde søge sin Styrke; hun vidste, at Herren vilde give hende alt, naar han blot fik hendes stakkels syndige Hjerte til Gengæld.
Næste Dag tog hun meget tidlig Afsked, og gik saa bort med et let, glad Sind. Den ene store Hindring for hendes Genforening med Forældrene var bortryddet; var Herren ikke mægtig til ogsaa at fjerne den anden, fil at bøje Faderens Sind? Hun gik med hurtige Skridt, men standsede dog engang imellem, for at tage Medaillen og Skudsmaalsbogen frem, og forvisse sig om, at det hele ikke var en Drøm.
Da hun kom hjem, stod baade Stine og Christoffersen i Stuen; den første var forgrædt, den sidste vred for Alvor.
„De tror da ikke, Jomfru, at vi vidste Besked om denne Skurkestreg?"
„Nej, det er jeg vis paa; De maa ikke være saa heftig; jeg er slet ikke vred, kun glad."
„Glad, ja, det kan jeg tænke! Jeg ved ikke, hvad jeg vilde give den, der fortalte mig, at den gamle Rævepels ikke heller var Stines Fader."
„Jeg holder dog af det Skrog alligevel," indvendte Stine, „men Du, eller De, er rigtignok bleven lumpent behandlet, det skal jeg aldrig fragaa. Naa, hvad har De nu i Sinde?"
„Indtil videre vil jeg se Tiden an; vi vil sandelig ikke være Uvenner for den Sags Skyld."
Og hun rakte dem hver en Haand, og talte saa utvungent og venligt til dem som aldrig før.
Vadskerkonen blev umaadelig glad, da Anna fortalte hende Sammenhængen, og Peter spurgte ivrigt, hvad hun nu vilde gøre. „Se Tiden an," sagde hun igen, og samme Svar fik Organisten og lille Johanne paa deres Spørgsmaal.
„Flyt dog i hvert Tilfælde op til os," bad Provsten venligt, „Johanne deler altfor gerne sit Kammer med Dem, og jeg kan ikke taale den Tanke, at De skal blive der i Huset længer."
Hun takkede meget, men vilde dog helst vente lidt, og samle sig i Stilhed.
Paa Tilbagevejen fra Provstens kom hun forbi Fru Klemmes Bolig; den lille Kone var endnu uvidende om det passerede, og nikkede nok saa ugenert ud til hende, ja, lukkede endogsaa Vinduet op, for at de kunde tale sammen.
„Hvorledes gaar det?" spurgte hun, „jeg er saamænd lige kommen hjem fra et Besøg hos min Søster, og kan hilse Dem fra Deres forrige Hjem."
„De havde det da godt?"
„Aa, Gud hjælpe os, det var kun saa som saa. Obersten er blot en Skygge af sig selv; Tjeneren maatte hjælpe ham nedad Vognen, og hans Haar er blevet ganske hvidt; jeg havde nær ikke kendt ham. Det er ogsaa forskrækkeligt, hvor somme Mennesker bliver hjemsøgte. Den raske, kraftige Søn!"
„Hvad ham, er der tilstødt ham noget, er han død?"
Hun maatte holde sig fast i Vindueskarmen, for ikke at segne; Fru Klemme vedblev roligt:
„Saa De ved det ikke? det er ogsaa, ligesom jeg altid skal bringe Dem Hjobsposter. Ja, jeg kan jo ikke saa lige sige, om han er død, men sidst, de hørte fra ham, laa han af Klimatfeber paa et Hospital etsteds i en anden Verdensdel; jeg husker daarligt, og ved ikke saa nøje hvor. Skibet maatte sejle fra ham, og Kaptejnen har selv sagt, at der ikke var synderlig Haab om hans Helbredelse. — Men Kære, vil De ikke ind og have et Glas Vand? De er bestemt syg?"
„Nej Tak, jeg er fuldkommen rask," hun hilste hurtigt, ilede derpaa hjem, og lukkede sig inde i det lille Sovekammer.
Var han virkelig død? Hun kunde næsten ikke tro det; for hendes Tanke stod han saa kraftig, livsglad og haabefuld; og gamle kære Minder — dem hun i den sidste Tid med al sin Sjælskraft havde tvunget tilbage — trængte sig omkring hende. O, hvor hun havde holdt af ham, og været stolt af hans ærlige, højhjertede Karakter; og hvor han havde holdt af hende. Men han kunde alligevel se hendes Fejl; en Gang, hun huskede det saa tydeligt, havde han sagt: „Du maa gerne slægte Fader paa i alt, undtagen et." „O, i alt uden Undtagelse," havde hun svaret. „Nej, Anna, Du maa ikke tro Dig bedre end andre Mennesker." „Han er bedre, jeg vil stræbe ogsaa at blive det." „Tal med Moder," bad han derpaa, „hun er en dygtigere Prædikant end jeg, der selv strider med saa mange Fejl, men jeg ved dog idet mindste, at det er Fejl. Du maa ikke blive vred, Anna, det er netop, fordi min Ædelsten er saa klar, at jeg ikke kan taale den ringeste Plet paa den."
Nu vidste hun, o saa godt, at hun ikke var bedre end andre, og med Guds Hjælp vilde hun aldrig glemme det; men hun var bleven en stille, alvorlig Pige, og han vilde maaske dog ikke kunde elske hende som før? O, jo, han vilde, den kære, trofaste Gustav, hun følte det, hun turde sværge derpaa. O, Gud, var han virkelig død, eller laa han, hvad der sikkert var langt værre, dødelig syg i det fjerne Land, omgivet af udeltagende fremmede.
Annas første overvældende Sorg var egenkærlig; hun tænkte paa sit eget Tab, men snart græd hun over de barnløse gamle i det ensomme Hjem. Han havde været deres Haab og Stolthed; o, det var ikke saa underligt, at Faderens Mod var knækket og hans Haar blevet hvidt. Og Moderen, var det muligt, at hun ogsaa kunde bære dette paa sin stille, taalmodige Maade, uden Klage eller Knurren?
Rejs derhen, lød det pludselig i Annas Indre, hvad holder Dig her mere? Gør Afbigt for ham; støder han Dig bort, saa kom igen; forlang ikke hans Kærlighed, men kun Tilladelse til at være om ham. Han trænger til Dig, Moder trænger til Dig; her er ingen Grund til at vente eller betænke sig.
Hun sprang hurtigt op; i et Nu var Tanken bleven Beslutning; midt i sin egen Smerte følte hun en forunderlig Kraft til at trøste dem. Faderen vilde ikke lukke sin Dør for den hjemløse; han vilde unde hende en Krog ved sin Arne, og med det samme vilde denne Arne blive mindre ensom og sørgelig. Pligt og Tilbøjelighed drev hende lige stærkt derhen, og hun følte sig modig og bestemt.
Det varede ikke længe, før den gule Koffert var pakket; hendes Arv efter Forældrene laa øverst; med varsom Ærbødighed aabnede hun Skudsmaalsbogen. „Sidse Hansdatter" stod der, „har tjent mig i tretten Aar og i den Tid været flink og ordentlig, tro som Guld, og skikkelig i alle Maader." O, det var et herligt Eftermæle! Den gamle Skolelærer havde jo ogsaa sagt, at hun var en Velsignelse for Huset, og næsten som en Datter; hun vilde ogsaa lade sig nøje med at være næsten som en Datter, blot hun maatte blive en Velsignelse for dem hjemme.
„Naa, Gud ske Lov og Tak, at De har bestemt Dem til at rejse," sagde Vadskerkonen, medens hun dog samtidig tørrede sine Øjne, „jeg har saamænd ønsket Dem bort fra det Øjeblik jeg saa Dem; det er en daarlig Kærlighed, Rikke, at være bedrøvet, naar det gaar dem, man holder af, godt."
„De har altid været kærlig og god imod mig," sagde Anna hjerteligt, „og jeg tager saadan et glædeligt Minde med om Deres velsignede, lille Hjem; jeg har lært meget her, maa De tro."
„Nu spøger Frøkenen nok, hvad skulde De kunne lære af os?"
„Mange Ting, blandt andet at være flittig og nøjsom, velvillig mod andre, taknemmelig og gudhengiven."
Vadskerkonen tog den unge Pige i sin Favn og kyssede hende til Afsked.
„Gud velsigne Dem alle Deres Levedage, min kære, unge Frøken," sagde hun.
Anna sendte derpaa Bud til Organisten og bad ham om at ledsage hende; hun gjorde dette mere for at lette ham Afskeden, end fordi hun egentlig følte Trang til den gamle, ubehjælpsomme Mands Beskyttelse. Det var en frygtelig Begivenhed for Herr Fuglesang at skulle rejse; i over halvtredsindstyve Aar havde han ikke været ude af de vante Folder; og saa saa han saa oplivet ud, og trippede saa travlt omkring, at det var en Fornøjelse.
De skulde rejse ganske tidligt næste Morgen, saa Anna maatte ordne sine Anliggender endnu samme Dag. Stine fik alle hendes Penge — det var ingen stor Sum — og lovede at anvende hver Skilling paa Mureren. Han stod hos hende og klynkede og stønnede:
„Naa, nu faar jeg nok Kam til mit Haar, ak ja, man kan vel ikke altid have det som i Abrahams Skød."
Lille Johanne drak The hos hende og blev hele Aftenen, men ikke engang til hende omtalte Anna sin nye, store Sorg, den egentlige Bevæggrund til hendes Afrejse; hun kunde ikke faa det over sine Læber.
Det var en mørk, trist Morgen; Taagen laa kold og klam hen over Egnen; den gamle Organist mødte i rette Tid, vel indhyllet i en gammeldags Kavaj, der holdtes sammen med en enorm Sølvhægte; i Haanden havde han en drabelig Stok, og under Armen sin Paraply.
Idet Vognen rullede bort, nikkede Anna venligt op til Stine, som stod med røde Øjne i sit Kammervindue; derpaa drejede hun Hovedet og vinkede et sidste Farvel til den skikkelige lille Peter og Christoffersen, der var fulgt efter Vognen.