Snart fik Obersten, thi Glæden er den bedste Doktor, paa noget nær sit gamle Udseende igen. Oberstinden levede ogsaa op paa ny; hendes mangeaarige Bøn var endelig opfyldt; der herskede fuldkommen Sympathi og Fortrolighed mellem hende og hendes Ægtefælle.
De kunde vente Gustav hver Dag, og der blev stor Travlhed i Huset; alt skulde indrettes til Sommerbrug, før han kom.
„I Dag bliver Gardinerne hængt op," sagde Oberstinden spøgende, „i Morgen maa han komme."
Det var en yndig Majdag kort før Pinse; om Natten havde det regnet, og overalt pippede og myldrede det grønne frem. Obersten havde travlt med at give Gartneren Ordrer; hans Hustru og Anna saa til.
„Haven kan ikke blive færdig før i Morgen," lo han, „før maa Drengen ikke komme."
I det samme raslede det i Buegangen ud til Vejen. Anna greb forskrækket Moderens Haand; Lyden kom akkurat fra det Hjørne, hvor Gustav, naar han som Kadet kom hjem i Ferierne, altid plejede at springe over Hækken ind i Haven. Vagtsom, der hidindtil rolig havde fulgt efter sin Herre, spidsede pludselig Øren og styrtede derpaa af sted.
„Gamle, gode Dreng, skikkelige Vagtsom, saa Du kender mig igen!"
Den friske, klare Stemme lød hen til dem, og et Øjeblik efter stod han der selv, høj, rank og brun, temmelig mager efter Sygdommen, men med sit gamle velsignede, sjælfulde, glædestraalende Ansigt.
„Det er jo mageløst, at Anna er her," sagde han, „og jeg Dumrian, som spildte hele Dagen i Gaar med at lede efter hende. Det var en kedelig lille By, og de Folk, jeg talte med var saa sendrægtige og tungnemme, at de hverken kunde besvare mine Spørgsmaal, eller sige mig Besked i nogen Henseende. Tilsidst traf jeg dog en prægtig, livlig Krabat, der var mærkværdig orienteret, og lod til at kende Dig ude og inde, Anna; han ledte sandelig ikke efter Ord til Din Ros; det gik som en flydende Strøm. — Jeg har været i det lille, lave Hus, hvor Du boede; det forekom mig som et indviet Sted; Du havde jo kæmpet og lidt inden disse Mure og været stor i tjenende Kærlighed. — Den gamle infame Slyngel var der endnu, men han saa saa fortabt ud, og klagede og ynkede sig selv i den Grad, at min Harme fuldkommen afvæbnedes, og jeg var lige ved ogsaa at ynke ham, fordi han havde mistet Dig. — Kan Du tilgive mig, Fader, og Du ogsaa, min egen Moder, at jeg i den sidste Tid har haft den største Lyst til at bryde med Eder? Og Brevet! Naar Du ser saa kærligt paa mig, Fader, falder det tungt paa min Samvittighed."
Moderen tog nu hans ene Arm, og lod Anna forstaa, at hun skulde tage den anden; Obersten gik bagefter! Han vilde ikke tabe Sønnen af Syne et Øjeblik.
„Vil Du gaa lidt ud med mig, Anna," bad Gustav om Eftermiddagen. Hun nikkede og tog sit Tøj paa.
„Gud velsigne Dig, min Solstraale," hviskede Faderen, da de gik forbi.
Hvor hendes Hjerte slog; hun vidste, hvad der vilde komme, men var dog ikke nær saa forvirret, som hun havde tænkt: det var saa godt og naturligt altsammen; hun var saa lykkelig, saa taknemmelig mod Herren.
Gustav brugte ikke mange Ord til at fortælle om sin Kærlighed og bede om hendes Haand, og hun brugte slet ingen, men gav ham kun Haanden, og saa gik de tilbage til Forældrene.
Næste Dag fortalte hun ham, medens de spadserede sammen til Kirkegaarden, alt, hvad der var foregaaet i hans Fraværelse.
„Det er dog besynderligt, hvor forskelligt en Historie kan opfattes," sagde han, „efter Faders Beretning havde Du ikke nær saa meget, og han langt mere at bebrejde sig. — Du kan tro, jeg lagde mange besynderlige Planer under min Hjemrejse: vi vilde straks gifte os og tage Din Fader i Huset; til mit Hjem vilde vi slet ikke komme; de skulde da i det mindste først give gode Ord. Jeg følte mig saa haard i Forhold til Fader, og Stoltheden, min Arvepart efter ham, besvor mig aldrig at give efter. Du ser, jeg har været meget genstridig, min blide, taalmodige Anna, og ikke fortjent den uendelige Lykke, Gud Fader gemte til mig herhjemme. Stakkels lille Clara," tilføjede han, „havde hun blot været hos os!"
De stod nu foran det lille Gravsted; det saa saa smukt og fredeligt ud med sit hvide Kors og de friske, yndige Blomsterkranse. Anna trykkede sagte Gustavs Arm; hun tænkte paa Søsterens Drøm. Og Solen skinnede klart og varmt paa Graven; Fuglene sang jublende om Foraar, Glæde og Liv.