Det var en kold, raa Novemberaften; Vinteren havde allerede meldt sig med Is og Sne; store hvidgraa Skyer jog hen over Himlen, og Maanen fik en sjælden Gang Lov til at titte et Øjeblik ned paa de hvide Marker.
Vinden peb og susede i Poppelalleen, der førte op til Oberstens smukke Landsted; den hvirvlede det gule Løv højt i Vejret og blæste Hatten af Karlen, der stod og spændte Hestene for Wienervognen. Lyset fra Dagligstuevinduerne kastede et livligt Skær ud paa Sneen; det saa saa hyggeligt, saa indbydende ud, og derinde var ogsaa hyggeligt; rigt og smagfuldt, varmt og lyst var der, fornøjede Ansigter og en god Stemning.
Obersten gik med faste, rolige Skridt op og ned ad Gulvet. Han var en Mand henved de Treds, temmelig mager, høj og rank, med graasprængt Haar, ædle, regelmæssige Træk og noget bydende i Blik og Mine. Det var et rigtigt Enehersker-Fysiognomi; man saa straks, at han ingen Modstand taalte, eller rettere, ingen kendte. Med samme ubøjelige Villiekraft beherskede han sig selv og andre, og holdt et Løfte og en Trudsel med lige Samvittighedsfuldhed. Fra sine Beslutninger lod han sig aldrig rokke; de var jo først fattede, efter at han havde spurgt sig selv, hvad der var det rigtigste, ikke, hvad der var det behageligste. At ogsaa han kunde fejle, faldt ham ikke ind; fuldt og fast troede han paa sin egen Indsigt og Retfærdighedsfølelse. Han var iøvrigt en øm og kærlig Familiefader, og det var milde Blikke, han sendte sin Hustru, der stod halv rejseklædt foran Kakkelovnen, og sine unge Døtre, hvoraf den ene forseglede et Brev, medens den anden tittede ud af Vinduet og smaaskændte paa Vejret.
Det var et rigtig rart Ansigt, Oberstinden havde, et ærligt Ansigt, der tro afspejlede hendes blide, trofaste, kærlighedsfulde Sjæl. Skønt hun ingen direkte Indflydelse havde paa sin Mand, virkede hendes Nærværelse, uden at det var nogen af dem bevidst, altid blidgørende og formildende. Hun var netop den Kone, der passede for ham; hvor ypperligt forstod hun ikke at bortrydde smaa Plager, jævne smaa Ubehageligheder og ordne huslige Anliggender, uden at han mærkede det, og saa gik hun saa imødekommende og livlig ind paa alle hans Planer og Ideer. Men han, gik han ind paa hendes? Det tænkte han ikke paa; det lille Træk af Resignation omkring hendes Mund undgik hans Opmærksomhed; hun levede sit eget ensomme, indre Liv, sørgede, haabede, kæmpede, og voksede i Udholdenhed og Tro. Den ældste af de unge Piger kunde vel omtrent være atten Aar; hun var høj, slank og meget smuk. Uden i fjerneste Maade at ligne sin Fader af Træk, var der noget i hendes Mine og Væsen, som mindede om ham; ogsaa hun bar sit Hoved højt, og fremmede erklærede hende ofte for stolt, ja overmodig. Hun var det ogsaa, men hun var tillige en varmhjertet, enthousiastisk, ædelmodig Pige. Den yngste var en fin, lyshaaret Skikkelse, med et Par blaa Øjne, der skinnede som to Stjerner, og en klar, gennemsigtig Rose paa hver Kind, en yndig Rose, som Huslægen dog betragtede med Alvor, og Moderen med anelsesfuld Uro.
„Det er saa underligt," sagde Oberstinden, idet hun saa paa sit Ur, „at skulle rejse bort alene; det er første Gang, jeg forlader Børnene, og jeg vilde ønske, at min gode, gamle Venindes Sølvbryllup var overstaaet, og jeg igen velbeholden hjemme. Jeg er ligefrem ganske beklemt, ja, le Du kun, Anna, men det er Alvor, Barn".
„Er det for os, Du frygter, lille Moder? hvad ondt skulde kunne times os, naar Fader er hjemme?" Og den unge Pige fæstede sine mørke, straalende Øjne med et Udtryk af uendelig Kærlighed og Tillid paa Faderen.
„Med Guds Hjælp vil intet ondt times," svarede Oberstinden med et sagte Suk, „min lille Clara vil være smukt forsigtig, ikke gaa i Træk, og pakke sig godt ind, naar hun spadserer. Giv mig saa Brevet! Føl, Hugo, hvor tykt det er; jeg skal love for, at den kære, kære Dreng bliver glad, naar han faar det, gid det kunde naa ham til Julen. — Naa, nu er der forspændt, Du bliver inde Clara, Farvel, Farvel."
Obersten pakkede sin Hustru omhyggeligt ind; lille Clara stod bag de røde Gardiner og nikkede ned til Moderen; Anna kyssede hende leende, idet hun bad hende endelig fatte Mod, det var jo kun tre Dage. Tre Dage! Derpaa rullede Vognen bort, efterladende dybe, mørke Spor i den bløde Sne. Fader og Datter saa et Øjeblik efter den, men den skærende Blæst jog dem snart ind.
„Jeg har en Del at skrive i Aften," sagde Obersten, efter at have maalt Gulvet et Par Gange, „og vil ikke forstyrres; sæt blot en Kop kold The og et Par Skiver Brød i Spisestuen til mig. Godnat, kære Børn, og lad mig saa, under alle Omstændigheder, være uforstyrret."
Han kyssede dem ømt paa Panden, og Anna gentog forsikrende: „under alle Omstændigheder."
„Se, Clara, hvor lystigt det brænder i Kakkelovnen, er her ikke mageløs hyggeligt? Naar det saadan stormer og tuder udenfor, føler man sig dobbelt veltilmode inde i Stuen."
„Der er vist mange ude, kan Du tro, Anna, og det uden at have gode Klæder paa og en varm Stue ivente."
„Det er der naturligvis, men det er vel ingen Synd at være glad og tilfreds med, hvorledes man har det."
„O, nej, vist ikke! Du maa ikke være vred, Anna, jeg kan ikke gøre for saadanne Tanker, de kommer ganske af sig selv. — Stakkels Lars, i Dag er han kommen hjem til sin Moder i Jylland!"
„Der er en vis sygelig Medlidenhed, hvormed jeg ikke kan sympathisere," svarede Anna lidt heftigt, „det er næsten, som Fader havde begaaet en Synd ved at jage en utro Tjener bort."
„Men han fortrød sin Opførsel."
„Fortrød! Jeg har ikke synderlig Tro til den Anger, der først indfinder sig efter Opdagelsen. Desuden er altfor megen Overbærenhed demoraliserende med Hensyn til de andre Folk. Det gjorde Fader ondt for Lars, jeg kunde tydelig mærke det, men han havde alligevel Karakterstyrke nok til at handle rigtigt."
„Men er det rigtigt at staa imod sit Hjertes Indskydelser? Undertiden kan jeg blive ganske angst ved den Tanke, at jeg nogensinde skulde fortørne Fader og føle hans urokkelig afvisende Blik fæstet paa mig. Gud ske Lov for ham, for os alle, Vorherre er ikke saa haard. Nu bliver Du vred igen, Anna, og jeg burde maaske heller ikke tale saaledes, men jeg elsker ham saa højt, og ogsaa Dig saa højt, og det piner mig, at Du ser Dyder netop i hans Fejl. — Men det er sandt, jeg har noget paa min Samvittighed."
„Hvad kan det være?"
„Du ved, jeg var den sidste, der skrev til Gustav, og da jeg lagde alle Brevene ind i Konvoluten, læste jeg nogle Linier i Faders, der forbavsede mig i høj Grad. „Misforstaa mig ikke," stod der, „som vilde jeg lægge Dig Hindringer i Vejen, jeg ønskede kun, at Du skulde opsætte din Erklæring, til Du kom tilbage; jeg ønskede dette lige saa meget for hendes som for din Skyld." Ganske saaledes stod der, for jeg læste det to Gange. Maaske burde jeg ikke have læst det, men jeg kom næsten uforvarende dertil, ellers plejer der jo aldrig at staa Hemmeligheder i Brevene. — Hvem kan det være, Gustav holder af? Tænk, at han har gaaet saa stille dermed, saa vi ikke har anet det ringeste. Blot jeg kunde begribe, hvem det kan være; man maa næsten antage, at hun er af ringere Stand."
„O, nej, vist ikke, hvorfor?" afbrød Anna, idet hun rødmede af Uvillie, „Gustav kan ikke finde Behag i, hvad der er simpelt og udannet. Det er iøvrigt urigtigt, Clara, at fortælle mig, hvad der jo med Villie maa være holdt skjult for os. Lad os se, kan der ikke ligge en anden Mening i Ordene, jeg vil dog saa nødig tro, at Gustav allerede! — Det foruroliger og bedrøver mig, men jeg er dog, i ethvert Tilfælde overtydet om, at hans Valg ikke er faldet paa en uværdig."
„Ingen er vissere derpaa, end jeg, men hun kan jo gerne —."
„Forskaan mig, lille Clara, jeg kan det udenad, hun kan gerne være simpel og fattig, og dog et fortræffeligt Menneske. Upaatvivleligt, men hun vil alligevel ikke passe til Gustav. I smaa Forhold bliver Sjælen let smaalig, man sige, hvad man vil, og den, der altid føler Savn, er saa udsat for at blive misundelig og interesseret; det er saa undskyldeligt, jeg fordømmer det slet ikke, men det gør uelskværdig."
„Du har en underlig Rædsel for Fattigdom, Anna."
„Og Du en besynderlig Forkærlighed. Ser Du blot Nød og Pjalter, er Dit Hjerte straks borte, og Du tænker ikke paa, hvor selvforskyldt Elendigheden ofte er. Naar Du sidder ved et Fattiglems Sygeseng, tror jeg først, Du er rigtig i Dit Es. Ogsaa jeg vil gerne hjælpe, dog helst i Afstand og uanmodet. Men Du ser jo ganske bedrøvet ud, lille Clara, har jeg sagt noget, der gør Dig ondt, saa om Forladelse."
„Det gør mig ondt for Din Skyld, Anna, det gør mig meget ondt for Din Skyld. Jeg kan ikke udtrykke, hvad jeg føler, dog tror jeg, det er Utaalmodighed, efter at Du skal blive bedre, og efter selv at blive det. Undertiden kan jeg næsten ikke holde det ud, dog Moder siger, at jeg blot skal være rolig, det vil alt blive godt, men jeg kunde ønske — Du forstaar mig bestemt ikke — at være rent, rent borte, indtil det var godt."
Anna ilede hurtig hen til Søsteren, strøg kærtegnende hendes Haar, kyssede hendes Kind og betragtede hende ømt og ængstelig.
„O, Du lille kære, velsignede Barn, Du maa ikke gaa omkring med saadanne Tanker; Du skal være glad ved Livet og sætte Pris paa, hvor godt vi har det. Nu vil jeg spille lidt for Dig og synge en munter lille Vise."
Clara lyttede opmærksomt til den smukke, klang- og følelsesfulde Stemme, og medens hun betragtede Søsteren med Beundring og Glæde, rødmede hun af Undseelse, fordi hun havde talt saa dristigt og bebrejdende til hende, hvem hun dog igrunden saa saa meget op til. „Tys, Anna, der kom bestemt en Vogn." „Hvem kan det være saa sent? — Hvad nu?" Disse Ord henvendtes dels til Tjeneren, dels til en lille kaabeklædt Dame, der fulgte umiddelbart efter ham ind ad Døren. Det var en vims, travl, lille Skikkelse, med et rødladent, sødtsmilende Ansigt og et Par skarpe Øjne, der ilsomt forskende gled baade over Værelset og de tilstedeværende. Hun var meget ivrig efter at komme tilorde og præsenterede sig selv:
„Fru Klemme, forrige Christiane Spag. Skade, at Oberstinden ikke er hjemme, De har maaske aldrig hørt Christiane Spag omtale." „Det har vi rigtignok," svarede Clara venligt, idet hun rakte den lille Frue Haanden og bad hende tage Plads, „De bestyrede jo mine Forældres Hus i flere Aar, og blev gift derfra med en Prokurator, jeg kender det hele. Hvor uheldigt, at Moder netop skulde være rejst." „Ja, højst uheldigt! Jeg har været et Par Dage hos min Svoger, der ejer Mosegaarden; kender De Mosegaarden? Ikke det. I Nat skal jeg saamænd rejse med Diligencen til København, for jeg skal i Morgen tidlig med Jærnbanen. Svoger var saa god at køre mig et Svip herhen med sin Befordring, da han hørte, hvor gerne jeg vilde se dem alle. — Gustav er jo Søofficer, det ved jeg, og De er naturligvis Clara; hvor De ligner Deres Moder! Sidst jeg saa Dem, blev De baaret paa Armen, ja, hvor Tiden dog gaar. Det er vel Anna, kan jeg tænke?"
De gulbrune Øjne fæstedes med et underligt Udtryk paa den unge Pige, et spørgende Udtryk, der mishagede og generede hende. Hun vedblev imidlertid uforstyrret at spille, og lod Søsteren svare for sig. Fru Klemme løsnede nu Kaabe og Kyse, lagde den lille Katteskinds Muffe og ditto Pelskrave fra sig, og saa ud, som ventede hun en Forfriskning.
„Ingen Anstalter for min Skyld," sagde hun i det samme, „Alt, hvad jeg be'r, ingen Anstalter for min Skyld."
„Blot en lille Kop The," indvendte den godmodige Clara, „den skal være færdig om et Øjeblik; saa længe kan Vognen nok holde."
Og hun ilede let gennem Stuen, for at arrangere Thebordet; stakkels lille Clara!
Anna vedblev at spille; Fru Klemme stod op og nærmede sig hende.
„De spiller fortrinligt," sagde hun i en halv familiær Tone, „det er rart med saadan et Talent."
„Om Forladelse," svarede Anna, idet hun hurtig rejste sig op og lukkede Fortepianoet. Det fornærmende i denne Undskyldning slog øjeblikkelig Fru Klemme. Den unge Pige havde altsaa ikke spillet for at fornøje hende, men tværtimod glemt, at hun var nærværende. Atter kom det samme besynderlige Udtryk i de gulbrune Øjne; Anna mødte det først med stolt og kold Ligegyldighed, men, da det blev ved, og Fru Klemme forøgede dets Betydning ved en svag Hovedrysten og et lille: „ak ja," fandt hun sig endelig foranlediget til i en utaalmodig Tone at bemærke:
„De ser saa vist paa mig."
„Gjorde jeg? Det kan gerne være; det glæder mig ret, at De har det saa godt, for det har De jo, ikke sandt?"
Der spillede et halv snedigt, halv medlidende Smil om hendes Mund, da hun sagde dette. Anna følte en uforklarlig Gysen og en sælsom Lyst til at flygte bort; men hun betvang den straks; det var jo en taabelig Fejghed; hvad behøvede hun at ændse, endsige frygte denne simple, hverdagsagtige, lille Kone?
„Jeg har det fuldkommen godt," svarede hun, og saa Fru Klemme lige ind i de halvt undvigende Øjne, „men De har bestemt noget paa Hjerte, sig det kun ligefrem."
„Ikke for min egen Person, bevares, nej, men der er Modsætninger i Livet, som berører et følsomt Menneske smerteligt. — Jeg haabede halvt om halvt, at De havde haft et lille Ærinde til mig; De har vist fuldt op med Lommepenge, og en Hjælp kunde haardt behøves; men det kommer naturligvis ikke mig ved."
„De maa tale rent ud, jeg forstaar ikke et Ord."
„Jeg vil grumme nødig bedrøve Dem, mit kære Pigebarn, men jeg tror ogsaa, det er Pligt at tale. Det ene Uheld er stødt til efter det andet; først brækkede han Benet, og da det nogenlunde var sat sammen, saa han kunde gaa med Krykkestok, faldt det arme Skrog og brækker Armen. De usle Dyner har han maattet sælge af sin Sygeseng, og Huslejen er naturligvis ikke betalt. Han vil saa nødig paa Fattighuset, det Skind, men Værten vil ikke have ham længer for intet, som jo rimeligt er, saa han kommer der nok alligevel, hvis Feberen ikke tager ham forinden. Kan De nu forstaa, at jeg fik mange Tanker ved at se Dem saa pyntet og glad, medens jeg vidste, at den stakkels Skabning laa uden Pleje i Nød og Elendighed."
„Men Du store, barmhjertige Gud, hvem taler De om? Hvad vedkommer denne Mand mig mere end alle andre?"
Fru Klemme stirrede forskrækket paa det blege, ængstelige Ansigt; hun fortrød aabenbart, hvad hun havde sagt, og stammede:
„Maaske De slet ikke ved det? Hvad har jeg dog gjort, jeg troede, De vidste det."
„Hvilket?" spurgte den unge Pige lidenskabeligt. „O tal, hvad ved jeg ikke?"
„Intet, vær rolig, det var en Fejltagelse, en ren Fejltagelse, jeg forsikrer."
Men den unge Pige havde allerede hørt for meget; hun traadte tæt hen til Fru Klemme, og befalede hende at tale.
„Har jeg gjort Oberstens imod, er det ikke med min gode Villie; Himlen er mit Vidne, jeg troede ingen Hemmelighed det var, eller at De dog ialfald havde faaet det at vide ved Konfirmationen, og saa vilde jeg gerne bringe lidt Hjælp til Deres arme Fader, som —"
„Del er ikke sandt," afbrød Anna, „De lyver, jeg tror Dem ikke! Følg straks med ind til Fader, min egen, elskede Fader, han vil sige Dem at De lyver!"
Obersten hævede Hovedet med Forbavselse og Uvlllie, idel Døren blev aabnet, men Vreden
over Forstyrrelsen svandt straks, da han saa Anna træde ind, bleg som Døden, holdende den lille modstræbende Fru Klemme fast om Haandledet, og førende hende frem for ham, som var det en Forbryder, der skulde dømmes.
„Hun paastaar, at jeg ikke er Din Datter, men jeg ved jo, det er Usandhed, sig hende, at det er Usandhed!"
Obersten saa paa den unge Pige med et kærligt, medlidende Blik, derpaa tog han hendes Haand og trak hende tæt ind til sig, som vilde han beskytte hende mod den hele Verden.
„Den Plads, Du indlager i mit Hjerte, Anna, er lige saa stor som Gustavs og Claras, det sværger jeg ved den øverste Gud." Derpaa tilføjede han i en opbragt Tone henvendt til Fru Klemme: „Hvem er De, som kommer her for at gøre ondt? Har jeg ikke set det Ansigt før?"
„Mange Gange, Herr Oberst, jeg er forrige Christiane Spag, og tjente Dem til Deres Tilfredshed, det ved jeg. Aldrig i mit Liv har jeg villet gøre noget ondt, og jeg kom ganske uforvarende til dette, jeg troede nemlig —"
„O Fader, hvorfor siger Du hende ikke, at det er Usandhed!"
Hun saa bønfaldende op til ham, skælvende af Angst, uvis om, hvad hun skulde tro. Den alvorlige Mand var dybt bevæget og rystet, han talte i en blid, beroligende Tone.
„Min egen fornuftige Pige, min Stolthed, min Glæde, Du vil være rolig og fattet, ikke sandt? Alt er jo som før, vi elsker Dig ganske som vort Barn."
„Men jeg er det ikke?"
„Nej, men det vil Du snart glemme, som vi, Dine Forældre har glemt det."
Anna stod et Øjeblik som lammet; derpaa trak hun sin Haand til sig, og traadte et Par Skridt tilbage.
„Glemme! Nej aldrig, aldrig! Naar jeg ved Blodets Baand er knyttet til den fattige, syge, forladte gamle Mand, er min Plads hos ham.
Hvor kan I forsvare," tilføjede hun, næsten truende, „at have opdraget mig i Rigdom og Overdaadighed, medens min kødelige Fader led Sult. Hvor kan I forsvare at have skjult endog hans Tilværelse for mig, og tilranet Eder den Kærlighed, der retmæssig tilkommer ham!"
Obersten rynkede harmfuldt sine Bryn ved disse uventede Bebrejdelser, men han betvang dog straks sit Sind, og hans Tone var endnu bestandig medlidende, da han sagde:
„Du ved ikke, hvad Du siger, Anna, og jeg vil derfor ikke tilregne Dig det; Slaget kom saa pludseligt, at det har omtaaget Din Dømmekraft. Din Fader betragtede det som en Velgerning, at vi tog Dig til os; med største Beredvillighed opgav han ethvert Krav paa Dig. Han var Murer og boede i en lille Landsby tæt ved Byen, hvor vi opholdt os. En Dag udbrød der Ildebrand i Landsbyen, og han mistede sin Hytte og sit Smule Bohave; jeg var netop tilstede og reddede hans Kone, der siden er død, og to smaa Piger ud af Ilden. Den ene af disse smaa Piger tog jeg paa mit Skød og lod hende lege med mit Ur; hun lagde sine smaa Arme om min Hals og græd, da jeg vilde gaa.
Jeg spurgte nu, om jeg turde beholde hende, og da de takkede og velsignede mig for Tilbudet, bar jeg Dig hjem under min Kappe. Du sov snart, Dit lille Hoved hvilede trygt ved mit Bryst, — Anna, hører Du efter?"
„Jeg kan ikke, jeg tænker hele Tiden paa den gamle Mand med Krykke, der faldt og brækkede sin Arm; jeg ser ham, o saa tydeligt, paa det ensomme Lidelsesleje, gruende for at kastes paa Gaden, anraabende Døden om at forløse ham. Jeg maa derhen! Vognen holder jo udenfor; sagde De ikke, at De vilde rejse straks? Jeg maa med; dersom jeg kom for sent, kunde jeg aldrig i Livet tilgive dem, der har holdt mig fra ham."
Obersten saa forbavset paa hende; var det tænkeligt, at hun turde tale saaledes til ham.
„Er Tilgivelse det eneste, vi kan vente af Dig, Anna! Taabelige Barn, tag Dig i Agt, sig ikke noget, der vil bringe en evig Kløft imellem os. — Det er iøvrigt højst rimeligt," vedblev han mildere, „at Du gerne vil hjælpe ham, og han skal blive hjulpet, læg Sagen kun trygt i min Haand; men selv maa Du ikke rejse derhen; jeg kender Forholdene, det maa ikke ske!"
„Det maa ske, han trænger ikke alene til Penge, men til min Omhu og Kærlighed, og jeg trænger til at vise ham den; hvad skulde kunne hindre mig deri?"
„Mit bestemte Forbud."
Der blev et Øjebliks Pavse, et Øjebliks Dødsstilhed; de saa paa hinanden; endnu kunde alt blive godt, men Moderen, hvis bedende Blik maaske havde formaaet den strenge Mand til endnu mere Overbærenhed, og hvis blide Haandtryk maaske vilde have kunnet standse Ordet paa Annas Tunge, var borte!
„Det er et umenneskeligt Forbud, og jeg bryder mig ikke derom; Du har ingen Ret over mig, jeg rejser alligevel."
„Du taler fuldkommen sandt, jeg har ikke den fjerneste Ret over Dig, men dersom Du rejser, er Du for stedse, husk vel, for stedse en fremmed for mig, for alle i dette Hus. Endnu har Du Valget, ulykkelige Barn, betænk Dig vel!"
Han strakte Haanden advarende ud imod hende, men hun ændsede det ikke.
„Vilde Du virkelig ikke foragte mig, dersom jeg betænkte mig? Og jeg, som antog Dig for en ædel, højsindet Mand."
Obersten fæstede et roligt, stolt Blik paa hende, et Blik, der sagde, at Grænsen var overskredet, og Baandet imellem dem sprængt. Hun havde sin Frihed, og dog tøvede hun; hendes Mod var pludselig knækket. Mon han ikke vilde sige mere, ikke et Farvel, ikke engang en Bebrejdelse, ikke et Ord.
„Anna, hvor er Du," lød i det samme Claras Stemme, „Store Gud, hvor Du er bleg og kold, og Fader, o, Fader! Hvad er der sket?
Han svarede ikke, men viste paa Døren, og saa stor var den vante Lydigheds Magt, at Clara uden ringeste Indvending gik ud, førende den næsten villieløse Anna med sig.
„De bliver, Fru Klemme," sagde Obersten i en lav, unaturlig rolig Tone, „jeg maa anmode Dem om en Tjeneste".
Den lille Frue kom frem bag Kakkelovnsskærmen, hvorhen hun var tyet i sin Forskrækkelse, og forsikrede ivrigt, at dersom hun havde anet, sligt kunde være kommet ud af hendes uforsigtige Ord, vilde hun før have bidt Tungen af end udtalt dem.
„Nok herom, min gode Kone, De har sikkert ikke handlet i nogen ond Hensigt. Jeg vil nu blot bede Dem modtage en Sum Penge, og godhedsfuldt forvalte den for den unge Pige, der har stillet sig under Deres Beskyttelse. Forholdet imellem os er fuldstændig afbrudt, og det maa gaa i Deres Navn, thi af mig vilde hun sikkert intet modtage. Den Opdragelse, hun har faaet, har ikke gjort hende skikket til straks at sørge for sig selv, og det er følgelig kun en simpel Pligt, jeg opfylder."
„De kan stole paa mig, som paa Guld, Herr Oberst, seks Halvhundrede og fem Hundredekronersedler. Mange Tak paa hendes Vegne, Farvel."
De to unge Piger stod sammen i Dagligstuen; med korte, næsten hjerteløse Ord havde Anna fortalt alt til det skælvende lille Væsen ved hendes Side. Selv forstod hun egentlig ikke rigtig, hvad der var foregaaet, og følte i Øjeblikket ikke Skilsmissens Bitterhed; hele hendes Længsel og Higen stod til den syge, i hendes Øjne saa grusomt forurettede Fader. I Tankerne saa hun hans vansmægtende Skikkelse — den lignede, uden at hun tænkte derover, paa en forvirret Maade den før saa højtelskede Plejefaders — række Armene ud imod hende og anraabe hende om at komme.
„Ja, nu ved jeg ikke, om det skal være, lille Frøken," spurgte Fru Klemme i en klynkende Tone, der skulde udtrykke Medlidenhed, „jeg skal nok tage mig af Dem, det ved Gud, jeg skal."
„Jeg kan slet ikke tro det," sagde Clara fortvivlet, „se paa mig, Anna! nej, ikke med det kolde Blik, som saa Du mig alligevel ikke, se paa din gamle kærlige Maade. Min Søster, min egen Søster er Du, om end alle Mennesker siger, at det ikke er saa. — Jeg kan umulig fordømme Dig, fordi Du tager hen til den gamle, syge Mand, men har Du ikke sagt noget grueligt til Fader? Jeg har aldrig set hans Ansigt saaledes før. Dog, jeg bør ikke forskrække Dig, Vorherre vil nok se i Naade til os, det tror jeg fuldt og fast. Opgiv aldrig Haabet, og hvis det varer længe, før Moder og jeg kan gøre noget for Dig, saa tænk ikke, at vi har glemt Dig, men tænk, at med hver Dag vokser vor Længsel og bliver tilsidst saa stærk, at den kan overvinde enhver Hindring. Farvel, Anna, kære, kære Anna! O, dersom hun blot kunde græde, den Stakkel!"
„Det trækker paa Dig, Du taaler ikke den kolde Luft," hvor underlig følelsesløs lød ikke hendes Stemme, „tænk paa Din Moder, bliv inde og vær fornuftig."
Et Øjeblik efter sad hun ved Fru Klemmes Side i den lille aabne Vogn! Hun vidste næppe, hvorledes det var gaaet til, og forekom sig som en Søvngænger.
„Maa jeg nu køre?" spurgte Kusken; derpaa smækkede han opmuntrende med Tungen, smældede med Pisken, og saa gik det i roligt, jævnt Trav bort fra det lykkelige Barndomshjem. Da Vejen drejede, kom Maanen netop frem bag en stor, sort Sky, og hun saa det smukke Sted igen; Lyset fra det lille Studerekammer skinnede saa venligt i Afstand, man kunde tydeligt skelne en mørk Skygge derinde. Anna pressede Haanden haardt mod sin Pande; hun vilde ikke tænke, ikke se tilbage, nej, fremad til de nye Sorger og Pligter.