Der er noget til Dem, Frøken!" raabte Peter næste Formiddag, idet han stak Hovedet ind i den lille Dagligstue, „den dejligste Læderkoffert, nogen kan ønske sig. Jeg saa den hos Postmesterens, hvem jeg gaar tilhaande" — Peter gik næsten alle Mennesker tilhaande — „og laante straks en Trillebør, at De kunde faa den, jo for, jo heller. Hejsa, hvor den er tung! Maa jeg sætte den i Stuen? — Værsgod, her er en lille Pakke med Nøgler."
Fra dem hjemme; hun betragtede henrykt den store, gule Koffert; maaske indeholdt den et Ord, en Hilsen. Hendes Haand skælvede af Sindsbevægelse, medens hun lukkede den op; dog, det var taabeligt at hengive sig til Haabet, alene Adressen sagde jo, at alt var forbi. „Jomfru Anna Mortensen, Adr. Murer Jens Mortensen," stod der, hun læste det tre Gange; derpaa tømte hun ivrigt Sagerne ud, og ledte i enhver Fold efter en Seddel, en eneste Linie, dog al Søgen var forgæves; Faderen havde ganske sikkert forbudt dem at skrive; o, hun var overtydet derom. Indholdet bestod af en hel Del Linned, tre, fire af hendes daglige Vinterdragter, en tyk Pakke Noder og nogle udvalgte Bøger. Hun rystede dem utaalmodig en efter en, men der faldt intet ud; ved den sidste standsede hun; det var en meget gammel Bibel med Sølvspænder, et Familiearvestykke; hun havde ofte hørt Plejemoderen sige, at den var det kæreste, hun ejede, og det første hun i Ildsvaade vilde søge at redde. Anna kyssede den ærbødigt; kunde noget skrevet Ord have sagt halvt saa meget som denne gamle Bog; den forkyndte hende jo Moderens fuldkomne Tilgivelse, fortalte om hendes Kærlighed og pegede derhen, hvor hun skulde søge Trøst. — Men hvad var det, der glimrede i Krogen? Hun trak tre blanke, smaa Nøgler frem, der sammenholdtes af en grøn Silkesnor. Hvor godt kendte hun dem ikke; de passede til hendes Kommode, Sy- og Skrivebord. „Ingen skal gaa i Dine Gemmer, før Du selv kommer," syntes deres muntre Klirren at sige. O, Gud velsigne Moderen og Søsteren for deres kærlige Hjerter, der lærte dem at omgaa Forbudet, uden at overtræde det.
Den unge Pige græd meget, medens hun omhyggelig ordnede Tingene i sine faa Gemmer; men det var ikke længer en saa trøstesløs, fortvivlet Graad; hvor mange kære Minder knyttede sig ikke til alt. I Syæsken laa flere paabegyndte Arbejder, der havde været bestemte til Julegaver; ak, den kære, kære Jul, den vilde blive meget sørgelig for hende i Aar, og, desværre, ikke alene for hende, men ogsaa ved hendes Brøde for dem alle, og maaske især for Faderen. Hvor ofte havde hun ikke i tidligere, lykkelige Dage ønsket at kunne gøre noget for ham, og tænkt, hvor meget hun var villig til at lide og taale for hans Skyld. O, var hun blot død dengang!
Hendes lille Pengepung laa ogsaa i Syæsken; den var saa fuld, at den næppe kunde lukkes og indeholdt alle de smukke Guldmønter, hun og Clara havde haft i Sparebøssen.
Da hun netop var bleven færdig, bankede det sagte paa Døren; var det Stine? Eller Christoffersen? Eller, endnu værre, Fru Klemme? Hun følte sig slet ikke oplagt til at tale med nogen nu, og lukkede tøvende op. Det var imidlertid ingen af de ventede, men en lille, skaldet Herre med et rynket Ansigt, et kantet, kejtet Væsen og en snurrig, gammeldags Dragt. Det forekom Anna, at hun havde set ham før, hvor vidste hun dog ikke.
„Er Frøkenen, er De hjemme?" spurgte han i høj Grad forlegen, „jeg mener, vil De tage imod mig?"
„Tør jeg spørge, hvem jeg har den Fornøjelse —"
„Fornøjelsen er ikke stor; jeg kommer sandelig ikke for Fornøjelsens Skyld, undskyld! Jeg er ellers Organist Fuglesang, men det kan naturligvis ikke interessere."
Anna huskede nu øjeblikkelig, at det var ham, der havde udfriet hende af den pinlige Stilling Aftenen i Forvejen, og hilste med et erkendtligt og genkendende Blik, idet hun bad ham tage Plads i Lænestolen.
Da den gode gamle Mand havde sat sig ned, blev han roligere, dog vilde Munden ikke rigtig komme i Gang, skønt han nøje havde overtænkt alt, hvad han vilde sige, medens han gik op og ned i sin lille Stue og klædte sig paa.
„Det er ikke godt at være for meget ene, mærker jeg," begyndte han endelig, „man bliver folkesky, og det er usselt, at et fremmed Ansigt skal kunne berøve en Fatningen. Jeg gaar sjældent ud, og det var et rent Held, at jeg skulde se Dem i Gaar. De passede ikke i de Omgivelser, min Frøken; man har fortalt mig Deres Historie, og jeg har ikke lukket et Øje den hele Nat for Deres Skyld. Barnlig Kærlighed har drevet Dem, og det har vakt min Sympathi, men jeg siger alligevel, at De har handlet urigtigt, og jeg haaber, Deres forgrædte Øjne er Tegn paa, at De erkender det samme."
Efterhaanden som Organisten talte sig varm, forsvandt det usikre, næsten latterlige, i hans Bevægelser, og hans Øje hvilede fast og gennemtrængende paa den unge Pige, der sagte hviskede:
„Jeg har handlet urigtigt."
„Nu, det glæder mig, at De saa smukt tilstaar det. De vil altsaa uopholdelig bede om Tilgivelse, eller tør De maaske ikke, skal jeg gøre det i Deres Navn?"
„O, nej, for Guds Skyld, De maa ikke!"
„Hvorledes? Hvad betød da Deres Taarer? Det er en elendig og frugtesløs Anger, der ikke driver til Bekendelse!"
Der var saa megen Alvor og sand Inderlighed i den gamle Mands Væsen, at hun ikke kunde blive vred, skønt han talte i en opbragt, næsten truende Tone.
„I de fleste Tilfælde, har De fuldkommen Ret," svarede hun sagtmodig, „men De kender ikke —"
„Ved De, hvad jeg kender," afbrød han ivrigt, „et forspildt Liv, en uoprettelig Anger, det kender jeg, og det vil jeg, saavidt jeg formaar, bevare Dem og enhver Sjæl fra. Uoprettelig, har De nogensinde tænkt over dette Ords fulde Betydning? Nej, aldrig, det gaar først op for en ved et elsket Væsens Grav. Vil De høre min Historie? Den er ikke lang; i faa korte Øjeblikke lagde jeg Spiren til mit hele Livs Retning. Min Moder var Enke med en meget lille Pension og maatte stræbe og arbejde haardt for at holde mig ved Studeringerne; min Søster Marie hjalp hende trolig; det var en pligttro, alvorlig Pige; jeg var derimod livlig og lystig, og den af os, Moder elskede højst. Inde i København fik jeg snart mange Bekendte, og da jeg skammede mig ved at tilstaa vor Fattigdom, deltog jeg i alle deres Fornøjelser; jeg maatte følgelig gøre Gæld, først ganske smaa Summer, siden større; Moder dækkede alt taalmodigt, maaske for taalmodigt. En Dag kom jeg rejsende hertil i Fortvivlelse; jeg havde tabt et hundrede Kroner i Spil og maatte have dem straks. De sad begge ved Vinduet og syede ivrigt, da jeg traadte ind; Moder havde Briller paa og saa bleg ud, men hun tog mildt og kærligt imod mig, som altid. Da jeg var kommen frem med mit Forlangende, vred hun dog sine Hænder: „Paul, Paul, det er vor Husleje." „Du har altsaa Pengene," raabte jeg, „Gud ske Lov, Værten faar vente; giv mig dem, Moder, ellers er jeg fortabt." Hun rejste sig straks, aabnede Chatolklappen og rakte mig Seddelen. Marie saa forbitret paa mig. „Du tænker ikke meget paa os, Paul," sagde hun. „Og I ikke paa mig, I har ingen Medlidenhed med mig." Moder saa alvorlig og bedrøvet ud: „O, Paul, Du er meget utaknemmelig!" „Har jeg selv valgt min Vej?" spurgte jeg hidsig; „Du vilde, at jeg skulde studere og maa nu bære Følgerne." Det ene Ord tog det andet; tilsidst førte min Søster Moder ud og betød mig, at jeg skulde gaa. Jeg gjorde det ogsaa, men den gamle Kones sørgmodige, mildt bebrejdende Blik forfulgte mig, og da jeg kom til Hjørnet, vendte jeg om; jeg vilde bede hende om Tilgivelse. Marie tog imod mig i Gangen: „Hvad vil Du igen?" spurgte hun utaalmodig, som ventede hun en ny Krænkelse. „Jeg glemte min Stok," svarede jeg kort og mut; Stivsind og Hovmod vaagnede i samme Øjeblik, jeg saa hende, og jeg gik uden et forsonende Ord. Otte Dage efter fik jeg Brev, at Moder var farlig syg; jeg rejste uopholdelig, men kom for silde. Mørk, tavs, en levende Bebrejdelse, stod min Søster for mig. „Marie, tror Du?" spurgte jeg, og det var som mit Liv afhang af hendes Svar; hun mærkede det, men følte ingen Medlidenhed. „Jeg tror, at hendes Hjerte er bristet af Sorg over Dig." Mere hørte jeg ikke, en hidsig Feber berøvede mig Bevidstheden; var jeg ikke bleven syg, havde jeg mistet min Forstand. Da jeg kom til mig selv, laa min Søster paa Knæ ved Sengen; i fire Uger var hun ikke vegen fra mit Leje. „O, han vil leve, Gud ske Lov, han vil leve! Jeg ser, han kender mig. Saa hør da, Paul, hvad jeg straks burde have sagt: Moder velsignede Dig i sin Dødsstund; Du har heller ikke foraarsaget hendes Død; hun havde været svag i lang, lang Tid." Men jeg troede alligevel, at jeg var Skyld i Moders Død, og den fortærende Anger forsinkede min Helbredelse. Hendes Velsignelse var vel en stor Trøst, men jeg følte mig endnu mere brødefuld lige overfor et saadant Overmaal af Kærlighed. Som Barn havde hun ofte kaldt mig sin Alderdomsstøtte; ikke anede jeg dengang, at dette Kælenavn skulde blive en stikkende Torn i mit Hjerte. — De græder for min Skyld, Tak! Tak, unge Pige, men husk, at jeg ikke har fortalt Dem min sørgelige Historie for at vække Deres Medlidenhed, men for at De skal uddrage en Lære deraf. Vil De høre Slutningen: min Søster blev gift med en Præst i Norge; jeg forlod Studeringerne, og fik det lille Organistembede her i Byen; mit Hjerte var ved hendes Grav, Livet laa for mig som en lang Bodsvandring, hvad det ogsaa har været. Jeg har kendt Deres Plejeforældre; Majorinden følte Medlidenhed med mig, indbød mig ofte, og skændte, naar jeg ikke kom af mig selv. Dem har jeg ogsaa set; det var en Morgen, kort efter Branden, at Majorens lille Søn kom springende ud af Døren, idet jeg gik forbi, og raabte: „Vi har faaet en lille Pige til, Du skal ind og se hende!" De sad klædt i Hvidt paa Majorens Arm, og betragtede mig med et Par store, mørke, forundrede Øjne; derpaa dukkede De Hovedet og skjulte det ved hans Bryst. „Se blot," sagde Majorinden, „nu bliver min Clara nok Stedbarn," men hun tilføjede straks, idet hun klappede det lille mørklokkede Hoved: „Gud velsigne den kære lille Sjæl, og gid ogsaa jeg maa faa en Moders Hjerte for hende." — Det har hun haft, ikke sandt? Og De vil nu vise Dem som en god Datter. Udsæt det ikke; tænk, naar Deres Anger ingen Plads kunde finde mere, tænk paa Døden. Bøj Deres stolte Sind, bed om Tilgivelse; stødes De bort, saa kom igen, bed inderligt og ydmygt."
„De maa nu høre mig," sagde Anna bevæget, idet hun lagde sin Haand paa den gamle Mands Arm og saa tillidsfuldt op til ham, „og jeg haaber, De vil forstaa mig. Dersom jeg skrev og bad om Tilgivelse, vilde jeg kaste en Gnist af Uenighed ind i Hjemmet. Moder og Clara vilde da bestorme Fader; hans egne Følelser vilde bestorme ham, men alt uden Nytte. „For stedse en fremmed," o, jeg havde længe sat hans Taalmodighed paa Prøve, før han udtalte det, og det skete med Overlæg. Han bryder aldrig sit givne Ord, men selv om det utrolige blev muligt, om Hjemmet aabnede sig for mig, vilde han dog aldrig blive imod mig som før. Gud ved, det er ikke Stolthed, men jeg kan ikke leve i Hus med Fader, som med en fremmed, det vilde knuse mit Hjerte. De maa have Medlidenhed med mig og forstaa mig, De, der selv har lidt saa meget. Jeg er overtydet om, at naar jeg skrev og erkendte min Uret, vilde han anse sig forpligtet til at sende mig Hjælp og sørge for vort Udkomme, men det kan jeg ikke taale. Jeg vil ikke misforstaas, som gav jeg kun efter, fordi jeg var ude af Stand til at hjælpe mig selv. Ydre Fordele kunde jeg vinde, min Plads i Faders Kærlighed har jeg derimod forspildt, Gud hjælpe mig Stakkel! Kendte De ham, som jeg gør, vilde De vide, at jeg taler Sandhed."
Den gamle Mand tav og rystede paa Hovedet. „Jeg kender ham desværre," sagde han.
„Desuden," tilføjede hun med en vis Tøven, „er den Aarsag, hvorfor jeg forlod Hjemmet, jo endnu tilstede; det vilde være meget uforsvarligt, om jeg overlod min syge, gamle Fader til sig selv."
En flere Gange gentagen Stønnen lød i det samme fra Sideværelset; Mureren havde med Angst og Spænding fulgt Samtalens Retning, og fandt det nu paa Tide at bestyrke Annas Beslutning ved at minde om sine Lidelser.
„Tillad mig dog i det mindste," sagde Organisten, idet han gik, „at skaffe Dem Elever. Da De er musikalsk og kan Sprogene, vil det ikke falde mig vanskeligt, især, hvis De vil gaa omkring til Familierne."
Det faldt ham heller ikke vanskeligt, og snart havde Anna sin Dag besat; hun fik vel ikke høj Betaling, men da hun var meget, meget sparsommelig, kom hun godt ud af det, og lagde endog, efter at Gælden var betalt, en lille Nødskilling hen. Den anstrengende Flid var hende en Frelse, idet den kun levnede hende lidt Tid til frugtesløse Grublerier.
Fru Klemme var højst ærgerlig over Tingenes nye Vending: hun havde haabet at blive den eneste Raadgiverinde, og fortalte sine fortrolige, at hun var bleven skammelig tilsidesat, men at dette nye Bevis paa Verdens Utaknemmelighed ikke forundrede hende; Mureren havde altid været et daarligt Subjekt, og Æblet faldt vel ikke langt fra Stammen. Hun vilde nu blot ønske, at de ikke trak den gamle, halvfjantede Organist op.
Flere af Familierne viste iøvrigt den unge Pige megen Venlighed, men hun var yderst tilbageholdende, og lod ingen komme i nærmere Forhold til sig. Det oprørte hendes Stolthed, naar de, hvem hun i Opdragelse stod over, vilde protegere hende, og hun gav tydeligt tilkende, at hun ikke ønskede sine Sorger omtalte, og hverken forlangte Raad eller Deltagelse. Det var vistnok ikke smukt, men hun var en stolt Karakter, og en saadan bøjes ikke paa en Gang. Kun Organisten kom ofte til hende, og den gamle, underlige Mand levede formelig op igen ved pludselig at føle sig som Trøst og Støtte for et ungt, forladt Væsen; det var en glædelig Bevidsthed, og han takkede Himlen ydmygt for en saa uventet Velsignelse.
Gamle Jens kom sig Dag for Dag og kunde snart være oven Senge. Hans Tilfredshed tiltog dog ikke i samme Grad, som hans Helbred; tværtimod, efterhaanden som han blev vant til det sorgfri, magelige Liv, satte han mindre og mindre Pris derpaa. Dagen blev ham lang, hans gamle Venner kom ikke til ham, og Datterens Selskab generede ham; han kunde ikke tale frit til hende, og aandede ganske let, naar hun gik ud. Hun var en god Pige, og sørgede for Mad og Drikke, Tobak og Klæder, men man havde da ogsaa Trang til andet, mente Jens og saa lettede han paa Skuldrene, og sukkede over sin Afmagt til at gaa ud, medens Billedet af en lille, smudsig Ølkælder, hvor han plejede at spille Firkort med tre andre gamle Fyre, svævede for hans Indbildningskraft. Han havde været det vittige Hoved for dem, og det holdt han af. Anna havde ingen Smag for hans Vittigheder; hvor alvorligt betragtede hun ham ikke, naar han en sjælden Gang kom frem med dem. Og Mureren kastede længselsfulde Blikke ud i det Frie, tog saa en Pris, og spekulerede paa at faa Bud til Kammeraterne: var de bange for den fine Datter, kunde de jo komme, naar hun var ude, hun var saa meget ude.
„Vil Du spadsere med os?" spurgte Stine en Søndag, idet hun traadte ind med den pyntede, men ingenlunde forskønnede Christoffersen under Armen; „jeg har fri til otte, og det er rart Vejr og Maaneskin. Det har vel ikke saa farlig Jag med Læsningen," tilføjede hun, idet hun lagde sin svære Haand paa den opslaaede Bog.
Anna sad et Øjeblik stille og betænkte sig, eller rettere, kæmpede med sig selv, men den skikkelige Smedesvend hjalp hende ud af Forlegenheden.
„Sig kun nej, lille Jomfru, vi er ikke Selskab for Dem, det maa vi selv kunne føle; ja, se kun paa mig, Stine, sandt er sandt alligevel".
„Ja vist, lad os bare gaa; det var ikke for min Skyld, jeg vilde haft hende med; jeg tænkte det kunde more hende at se Majorens Anlæg."
„Majorens Anlæg, hvilken Major?"
„Det ved jeg ikke, jeg har, heldigvis, ikke noget at gøre med saadanne store Folk."
„Fy, Stine, er det stikne Sind nu over Dig igen; De skal ikke tro, hun er saa slem, Jomfru, som hun lader, det er bare lidt Nykker, vi har imellem — Krattet hedder ganske vist Majorens Anlæg efter Deres Plejefader, som har plantet det. Naa, tag saa min Arm, Stine, aa Passiar, vi vil ikke surmule den Smule Fritid, men more os."
Og med en venlig og dog determineret Mine, der spaaede godt for det fremtidige Ægteskab, tog Christoffersen Stines modstræbende Arm under sin, og fjernede sig med et muntert Nik.
Et Anlæg, hendes Fader havde plantet: der maatte hun endelig hen, men helst alene, eller, hvad der i Grunden var det samme med lille Rikke. Anna tog næsten altid Barnet med paa sin daglige Spadseretur; den lille svage Stakkel kunde dog ikke gaa langt, og hun plejede at køre hende i en lille Kurvevogn, Peter havde fabrikeret. Næste Morgen var det klart Frostvejr og straalende Solskin, den unge Pige besørgede hurtig sine Sysler og gik saa over efter Rikke. I Døren mødte hun Tvillingerne, der skulde i Skole; de havde smaa røde Næser, hver en Tavle under Armen og en Pose i Haanden; Vadskerkonen stod og strøg inde i Stuen; Peter drejede Maskinrullen med højre Haand, og gestikulerede ivrig med venstre, for at gøre sin Tale mere indlysende.
„Men Moder, nu maa Du dog kunne forstaa!"
„Ikke det ringeste, min kære Dreng, Moder har et tykt Hoved, og Du faar lade hende blive den, hun er. — Godmorgen, lille Frøken, tænker De igen paa Rikke? Ja, vi kan aldrig takke Dem nok, at De tager hende med; jeg har saa daarlig Tid og Lejlighed til at spadsere, naturligvis, og hun skal jo i Luften. — Hvad siger De om min Peter; han var i Gaar paa Fabrikken og saa alle de Hjul og Maskiner, og nu vil han forklare mig, hvordan det ene sætter det andet i Bevægelse. Det staar nu saa levende for ham, og saa mener han, alle maa kunne forstaa det; men saadan er det ikke. Vorherre har givet Dig en sjælden Forstand, Peter, og ikke enhver kan følge med. Naa, nu bliver han vred, fordi jeg taler om hans Forstand, men det er ikke Pral, Du har jo ikke selv givet Dig den, Dreng; Æren er Herrens. Se, naar jeg hører om alle disse Indretninger, hvorledes det mindste er ligesaa uundværligt som det største, saa tænker jeg i min Enfoldighed, at ogsaa vi Mennesker hver har sin Bestemmelse, og det smaa griber ind i det store, og det store i det smaa, og det er saa glædeligt, at ingen er tilovers. Naa, her er Rikke, det lille Skrog ser ud som et helt Menneske, saa indpakket er hun." Rikke saa dog, indhyllet som hun var i Moderens store, strikkede Sjal, langt snarere ud som en grøn Bylt, end som et Menneske, og kun af den lille hvide Næsetip gættede man, hvad der var skjult indenfor. Hun var saa glad ved at komme ud, sagde hun, og Peter havde lovet hende et stort Æble siden, og hun vilde slet ikke sove hele Vejen. Det varede dog næppe ti Minutter efter denne Forsikring, før hun sov som en Sten.
Anlæget laa paa en stejl Skraaning, der gik ned til Stranden; Rimen var falden stærkt, og de smaa slanke Træer straalede i Solskinnet med en blændende Glans; af og til pustede Vinden den unge Pige lette Skyer af hvidt Støv lige i Ansigtet, Hun gik ind i det smukke Lysthus paa den lille Høj; o, de havde vist drukket The her mangen en Sommeraften; og hist nede havde de bestemt ogsaa siddet paa den lille Bænk med Udsigt over Vandet. Lidt derfra var en Bro; de havde vistnok haft Baad, og Tanken om at blive Sømand var maaske allerede her opstaaet hos Gustav. Hvor var han nu? Hvad tænkte han paa? Hun turde ikke engang besvare disse Spørgsmaal, ikke dvæle ved Mindet om ham; hendes Kind, der havde været saa bleg i den sidste Tid, blev pludselig bedækket af en levende Rødme.
Næsten hver Dag spadserede Anna herefter til Anlæget, alene, naar Vejret var daarligt, ellers med lille Rikke; undertiden sluttede Herr Fuglesang sig til dem.
Tiden gik saa langsomt, saa langsomt, men den gik dog; det gamle Aar fik Ende, og det nye begyndte. Naar Dagens Arbejde var fuldbragt, Mureren gaaet i Seng, og alt stille rundt om, sad Anna gerne en lille Tid ganske ledig og tænkte paa Hjemmet, saa dem alle i Tankerne, og forestillede sig, hvad de nu sagde og gjorde; det var næsten, som levede hun med dem. Derpaa læste hun et Stykke i Moderens Bibel, og der kom efterhaanden mere og mere Klarhed i hendes Sjæl, saa hun fik Kraft til at vente stille og taalmodigt.
Vente, hvorpaa? derom spurgte hun undertiden sig selv; hun havde jo intet Haab, og dog ventede hun og følte, at alt ikke var forbi mellem dem og hende; det kunde ikke være forbi.
En Dag, da hun gik hjem fra sine Informationer, saa hun med Forbavselse gamle Jens komme ud af et Hus. Han var listet hjemme fra uden hendes Vidende og imod Doktorens Forskrift; paa en ubehjælpsom Maade støttede han sig til Muren og søgte forgæves at faa Fodfæste paa det glatte Fortov; han kunde ikke flytte sig, uden at tabe Balancen, og stod og rokkede og fægtede med Krykkestokken, idet han, paa sin ejendommelige Vis, lettede paa Skuldrene og smaaklynkede.
Idet Anna paaskyndede sine Skridt, for at komme ham til Hjælp, rullede en smuk lille Vogn henad Gaden; hun kendte den elegante unge Mand, der kørte den; det var en Ven af Gustav, som ofte havde besøgt ham, og da altid vist hende megen, overordentlig megen Opmærksomhed. Hun hørte sit Navn blive udraabt i en glad, overrasket Tone, og saa ham derpaa hilse dybt.
I første Øjeblik havde hun Lyst til at lade ham køre forbi, før hun hjalp Faderen, men i næste rakte hun den gamle Mand sin Arm, og hilste derpaa rolig og stolt med den vante Dronningemine, medens hun samtidig varligt ledte Mureren frem. Den unge Pige var vidunderlig smuk, som hun gik der, med opløftet Hoved og glinsende Øjne; Jens saa saa slukøret ud, som et uartigt Barn, der er grebet paa fersk Gerning. Af og til skottede han ængsteligt hen til sin Datter; hun var imidlertid altfor optaget af Selvbebrejdelser, til at skænde paa andre; hvor ussel, hvor fejg havde hun ikke før været; paa et hængende Haar havde hun fornægtet sin egen Fader; Gud ske Lov, at hun ikke gjorde det!
„Aa ja, aa ja, hvad skal man sige," begyndte Mureren undskyldende, „jeg fik saadan en Uro over mig, jeg gamle Liv, og saa gik jeg lidt ud, men det gaar ikke. — Se, hvor de staar der i Vinduet og griner af os; ja, Spot og Skade følges ad, ak ja!"
Anna hævede Blikket, og saa virkelig en Klynge leende Pigeansigter i et Vindue lige overfor. De morede sig øjensynlig kosteligt over hende og Faderen, og deres Latter — den første Ungdoms ubetænksomme, hensynsløse Latter, der egentlig ikke er ment slemt, men dog kan saare saa dybt, lød ud til dem. En af hendes Elever var derimellem, Provstens Datter, en lille femtenaars Pige med brune Øjne, Smilehuller, den sødeste Stemme og det venligste Væsen. Anna havde ordentlig holdt af hende, og det var meget tungt nu at vide hende saa hjerteløs.
Hun var imidlertid ikke hjerteløs, og kom i Skumringen for at gøre Afbigt. Den lille Stakkel var ganske undselig, og blev staaende ved Døren uden rigtig at kunne finde Ord. Anna saa koldt paa hende; hun gættede vistnok hendes Hensigt, men var altfor fornærmet til at ville hjælpe hende paa Gled.
„Dersom De vidste, hvor bedrøvet jeg er," begyndte hun endelig.
„For min Skyld skal De ikke være bedrøvet."
„Men jeg kunde ingen Ro faa, før jeg havde sagt Dem, at jeg kun lo, fordi de andre lo, og at jeg altid ler, naar andre ler, og at jeg slet ikke kan holde op, naar jeg først er i Latterhjørnet: og saa vil jeg bede Dem om Forladelse."
„Det er unødvendigt, det forlanger jeg ikke."
„Men jeg føler saadan en Trang til at gøre det; er De endnu vred?"
„Paa ingen Maade, men jeg er glad, at jeg ikke tog mod Deres Venskabstilbud forleden; havde jeg gjort det, vilde Deres Opførsel have krænket mig, ikke nu."
„Og jeg kom netop for at forny Tilbudet; jeg vilde være saa stolt af Deres Venskab. — O, hvor De ser mørk ud, De har vist en meget uforsonlig Karakter; maaske De ikke engang vil spille med mig mere?"
„Jo, naturligvis, med Glæde."
Den lille Pige tøvede endnu et Øjeblik; derpaa hilste hun og forlod Stuen, idet. hun sagde:
„Jeg har gjort, hvad jeg kunde; det gør mig ondt, at min Gang var forgæves."
Anna havde nær kaldt hende tilbage, men hun gjorde det ikke; derimod kastede hun sig paa Knæ og græd, som skulde Hjertet briste. O, dette stive, stridige Sind, vilde det da aldrig blive bøjet; hvor kunde hun vente Tilgivelse, der selv var saa haard. Mon den lille Johanne ikke skulde komme igen? Skete det, vilde hun løbe hende imøde, omfavne og takke hende. Men Johanne kom ikke igen; hendes Taalmodighed var udtømt, og i næste Undervisningstime havde hun paataget sig en lille værdig Mine, der kun slet harmonerede med det barnlige Ansigt, og man kunde læse i hendes Blik: „De skal ikke være bange, jeg vil for ingen Pris trænge mig paa."