Martssolen skinnede saa foraarsagtigt ind i den lille Stue: Anna var beskæftiget med at sætte en stor Buket Vintergækker i Vand; Mureren sad ved Vinduet med en stumpet Pibe i Munden og en stor Kat paa Skødet, som han i Mangel af andet Haandarbejde uophørlig klappede.
„Naa, naa, Kis; se det Bæst, hvor det snor sig, for at komme løs."
„Lad den dog gaa, Fader, det er virkelig Synd!"
Jens slap den med en gnaven Mine, idet han mumlede, at han ogsaa skulde have lidt at fornøje sig med, men at ingen tænkte paa ham.
„Se paa disse smaa hvide Klokker," sagde Anna, efter en lille Pavse, idet hun holdt Blomsterglasset hen til ham, „er de ikke mageløs friske og yndige; det var saa smukt af den gode Herr Fuglesang at bringe mig dem."
„Mindre kunde han da ikke gøre," indvendte Jens, der var ude af Stand til at skjule sit onde Lune, „kommer han ikke her hver Ugedag og faar sin Kaffe og gode Levemaade. Jeg er ked af ham, er jeg; han har ikke mange Ord tilovers for Din gamle Fader; ak ja, hvad skal man sige, sikken Verden vi lever i."
Han stod op, humpede et Par Gange frem og tilbage i Stuen, og sagde derpaa i en indsmigrende Tone, idet han lagde sin Haand paa Annas Stoleryg:
„Jeg gaar lidt ud, Du, kanske var der et Ærinde?"
„Nej, Tak! — Tør Du gaa alene, Fader?"
„Aa, ja vist, men det er ellers kønt, Du passer paa mig. Ak ja, Du er en god Pige; hør, vi har da ikke en Skilling tilovers, hvad?"
Anna rakte ham straks sin Pung, og bad ham tage, hvad han behøvede. Jens havde helst beholdt det hele, men fandt det dog— for ikke at afskære sig Muligheden af at komme igen — raadeligst at være nogenlunde beskeden, og lod sig derfor nøje med en Tokrone.
„Gud velsigne Dig, jeg skal nok komme hjem til Middag; ak ja, jeg sølle Karl."
Da han var gaaet, gyste hun uvilkaarlig; hans Egoisme og Hensynsløshed kunde hun bære, men naar hun saa et vist lavt, slesk Smil paa hans Ansigt, oprørtes hendes inderste Væsen, og hun var nær ved at forsage. — Hvor den lille Stue var lummer; hun aabnede Vinduet, og indsugede i lange Drag den klare, friske Luft; højt oppe i den blaa Himmel sang en Lærke; hun fulgte den med sit Blik, men længe efter at den var ude af Sigte, kunde man endnu høre dens lystige Trille.
Med hvilken Glæde havde Anna ikke før hilst Foraarets Komme; nu passede den kolde, mørke Aarstid bedre til hendes Sindsstemning, og hun fik Lyst til at græde ved at se paa Blomsterne. Hvor tydelig stod ikke den lille skjulte Krog i Haven hjemme for hendes Erindring, hvor hun hvert Aar plejede at finde den første Vintergæk: o, det havde været lykkelige, lykkelige Dage!
Det var en forunderlig stille Stund; der var ikke et Menneske paa Gaden; den unge Pige lod Arbejdet synke ned i Skødet, og gav sin Fantasi frit Spillerum. Som sædvanlig bar den hende til Hjemmet; hun sad ved Claras Side og hørte Faderen komme; men tys, hvad var det? Hun sprang skælvende op og lyttede. Var hun endnu hildet i Indbildningskraftens Drømme? Bedrog hendes Øre hende? Kunde hun forveksle hans Trin med nogen andens? Nej, nej, det var ham, hendes Fader. En overvældende Glæde, en Fryd, hun næsten ikke kunde rumme, fyldte hendes Sjæl. Store Gud, han kom til hende, o, hun vilde kaste sig paa Knæ for ham og bede om hans Tilgivelse.
Skyggen af hans Skikkelse faldt ind i Stuen, da han gik forbi; et Øjeblik efter aabnede han Døren og traadte ind.
Anna blev staaende som rodfæstet; hun kunde ikke ile ham imøde; der var noget i hans alvorlige Blik, fattede Mine og høflige Buk, der, tydeligere end Ord, sagde hende, at han ikke kom, for at gøre alt godt.
„De maa undskylde," begyndte han, og det fremmede De lagde sig som Is om hendes Hjerte, „at jeg forstyrrer Dem, men jeg kommer med en meget stor Bøn."
Hun svarede ikke, men ventede i spændt Tavshed med bøjet Hoved.
„Min Datter," vedblev han, „er meget farlig syg, og forlanger med feberagtig Uro at se Dem. Vil De rejse hen til hende? Jeg føler godt, at det er et stort Offer, vi fordrer, men Sygdommen er ikke smitsom; dertil vil det næppe vare længe, før alt er forbi, og De kan komme tilbage."
„Store Gud, er der da intet Haab?" det svimlede for hende, og hun betragtede den høje, alvorlige Skikkelse næsten med Rædsel.
„Der er intet Haab;" han sagde dette i en kort, afbrudt Tone; hvorfor skulde han formilde Sandheden for at skaane hende; det var hans Sorg, hun havde ingen Ret til at dele den.
„Dersom De vil opfylde vor Bøn og beslutte Dem til Rejsen, hvornaar tør jeg saa hente Dem?"
„Straks, straks, jo før jo heller!"
„De har sikkert noget at ordne først," sagde han, og der gik et Udtryk af Haardhed over hans Ansigt; maaske mindedes han deres Afsked, da hun ogsaa havde sagt: straks, straks.
„O, jeg kan snart blive færdig, om et Kvarter i det højeste."
Han bukkede, takkede og gik. I første Øjeblik løb alt rundt for Anna, men hun samlede hurtig hele sin Sjælskraft; de behøvede hende hjemme, de trængte til hende, og det var nødvendigt at være fattet og rolig. Hun gav Vadskerkonen en kort Forklaring, bad hende passe Faderen saalænge og forsynede hende med Penge. Derpaa klædte hun sig paa til Rejsen, og gik saa op og ned, utaalmodig ventende paa Vognen. Blot hendes Fader vilde blive borte, til de var kørt; hun vilde dø af Skam, dersom han og Plejefaderen traf sammen.
Endelig kom den lukkede Vogn; Obersten hjalp hende op, og pakkede hende ind med rolig Forekommenhed; selv satte han sig hos Kusken. Da de kørte over Torvet, saa hun et Glimt af Mureren, der stod og talte med en lurvetklædt Mand, hvem han holdt fast i en Trøjeknap; de saa begge meget fornøjede ud, og hendes Øre opfangede Lyden af deres raa Latter.
Hvor det var forunderligt at sidde der ganske ene; hun havde dog saa gerne spurgt rigtig ud om Clara, den kære, velsignede lille Clara. Ikke smitsom, havde han sagt, som om hun brød sig om Smitte, som om det ikke vilde være en Lykke at dø i Hjemmet. Hun var inderlig, usigelig bedrøvet, og dog følte hun, midt i sin Sorg, en uvilkaarlig Tryghed ved at være i Faderens Nærhed og under hans Beskyttelse.
„Vil De maaske overlade mig Deres Plads?" sagde han, da de sad sammen i Jernbanekupeen, „det trækker fra Vinduet."
Anna saa frygtsom hen paa ham; havde han da ingen Medlidenhed, kunde han ikke forstaa, at denne formelle Høflighed var som et Sværd i hendes Hjerte. Hun turde ikke sige et Ord, af Frygt for at den tilbagetrængte Hulken skulde bryde løs; stille, bleg, beklemt sad hun ved hans Side. I Tankerne havde hun udmalet sig Gensynet paa tusinde Maader, men aldrig saaledes; var denne Kulde en paataget Maske, eller følte han virkelig intet for hende? Havde han glemt, at han engang plejede at kalde hende sin Rose, sin Solstraale, sin Glæde?
Efter en Times Kørsel faldt Obersten i Søvn, udmattet, som han var, af Sorg, Spænding og Nattevaagen. Anna vovede at brede sit Sjal over ham og hænge sit Lommetørklæde for Vinduessprækken; derpaa stjal hun sig til at se paa ham. Hvor det dog var et ædelt og udtryksfuldt Hoved, men han var bleven ældre i den korte Tid; Haaret var mere graat og Panden mere furet. Hun vovede næppe at trække Vejret af Frygt for at bortjage den venlige Drøm, der oplyste hans Ansigt med et Smil.
„Deres Fader sover trygt," hviskede en lille gammelagtig Dame med grønt Slør, der sad sammenkrøbet i Krogen lige overfor og forgæves paakaldte Søvnen.
Anna nikkede blot, hun kunde ikke faa Ordene: „De tager Fejl, han er ikke min Fader," over sine Læber.
Idet Obersten vaagnede, forekom det den unge Pige, at han saa paa hende med sit gamle, kærlige Blik, men det varede kun et flygtigt Sekund; saa snart han blev sig bevidst og fik Tankerne samlede, var det forbi.
„Men De fryser jo for min Skyld; det kan jeg paa ingen Maade tillade," han lagde Sjalet omkring hende og rakte hende Lommetørklædet; i det samme mødte hans Øjne hendes bønfaldende, taarefyldte Blik; den stolte Mand vendte hurtig Hovedet bort, og der viste sig en underlig Blanding af bitter Sorg, Medynk og urokkelig Bestemthed i hans Træk.
Udenfor Jernbanegaarden i København holdt Oberstens egen Vogn. Kusken erklærede paa Forespørgsel, at alt stod ved det samme hjemme, og saa sukkede han bedrøvet; den lille Frøken Clara var Folkenes Øjesten.
Annas Hjerte sank efterhaanden, som hun kom nærmere og Omgivelserne blev mere kendte; hun syntes, det var saa længe, længe siden, hun havde været her, og nu kom hun til et Dødsleje; vilde hun kunne bestaa denne Prøve? Inderligt og ydmygt bad hun Herren staa hende bi.
„Endnu en Anmodning har jeg," begyndte Obersten, da de var ganske nær ved Maalet, saa nær, at hun kunde se de høje, bladløse Poppeltræer i Alleen og Plænerne i Haven, „at De ikke vil sige min Datter imod, men gaa ind paa hendes Indbildninger, som var de virkelige. Hvorfor skulde man uden Nytte forbitre hendes sidste Øjeblikke."
Lægen stod i Døren. „Er hun med," spurgte han ivrigt, „ah, det glæder mig! Velkommen min kære unge Frøken; ja, det er en tung Stund, men jeg har i flere Aar vidst, den maatte komme. De vil jo gøre Deres bedste, ikke sandt, for at være rolig og fattet."
„Det vil jeg med Guds Hjælp; o, lad mig straks komme ind til hende!"
Hun ilede hurtig gennem Dagligstuen og Kabinettet, og aabnede sagte Døren til deres forrige fælles Værelse.
Der var saa hyggeligt i den venlige, lyse Stue; Solen skinnede muntert paa Gulvtæppet; lille Clara sad med udbredte Arme i Sengen.
„O, Gud ske Lov, der er hun endelig!"
Anna kvalte sin Hulken og forsøgte at smile; derpaa kyssede hun ømt og sagte den lille, magre Haand, det smukke blonde Haar, den rene, hvide Pande.
„Min lille Søster, min elskede lille Søster, Du vil nok komme Dig!"
„Det forlanger jeg ikke! Nu, Du er her, er jeg glad, men Moder, har Du ikke set Moder."
Den unge Pige saa ængstelig op; hvorledes vilde Moderen tage imod hende?
Oberstinden havde siddet halvt skjult bag et lille Skærmbrædt; nu nærmede hun sig og tog kærlig Annas Haand.
„Gud velsigne Dig, Barn, jeg vidste jo nok, Du vilde komme."
Det var Anna umuligt at holde sig længer; hun kastede sig til Moderens Bryst og lod Taarerne frit Løb. O, hvor det var velsignet og gjorde godt; hun havde trængt dertil i lang, lang Tid.
„Tys, Kære, tys, kom herind: Clara maa ikke mærke det."
„Min stakkels, stakkels Moder, der skal miste hende; og Du er dog saa blid og from og har endnu Deltagelse og Kærlighed for andre; hvor kan Du! O, jeg har ikke elsket Dig nær højt nok før, men nu gør jeg det."
Hele Dagen sad hun ved Søsterens Seng; lille Clara følte sig saa meget bedre, og smilede saa glad, at hun næsten begyndte at fatte Haab, men naar hun saa betragtede den brændende røde Plet paa Kinden og det forklarede Blik, og hørte den korte, tørre Hoste, svandt det igen.
„Var det Fader, der gik med Døren," spurgte Clara en Aften, „ja, nu ser jeg det. Du maa ikke ringe efter Lys, Moder, jeg holder af Skæret fra Kakkelovnen og af Maaneskinnet; se, hvor de to Lysninger mødes paa Gulvet. Sæt Dig i Lænestolen, lille Fader, saa jeg kan se Dig, og tag Anna paa Dit Knæ, som i gode, gamle Dage, det vil fryde mit Øje. O, Gud ske Lov, at alt er godt igen!"
Obersten satte sig ned og gjorde en Bevægelse henimod Anna, som bad han hende føje det stakkels syge Barns Luner. Et sagte: „Undskyld" naaede hendes Øre, da hun kom, og hans Arm laa saa let om hendes Liv, som vilde ogsaa den sige: „Tillad". O, det var en sørgelig, uhyggelig, gribende Komedie! nu forstod hun, hvad han havde ment, da han talte om at gaa ind paa Claras Indbildninger: det var næsten mere, end hun kunde udholde.
Men hun holdt det dog ud Dag efter Dag og fik Kraft til at glemme sig selv og tænke paa Søsteren. Det var et stille, fredeligt, næsten lykkeligt Sygeleje; Clara led ikke og var saa glad og taknemmelig over al den Kærlighed, der blev hende til Del.
„Anna," bad hun en Dag, „fortæl mig lidt om din stakkels Fader: er han syg endnu, og var han meget bedrøvet, da Du skulde forlade ham?"
„Han er næsten rask, Kære, og kunde godt undvære mig."
„Men han maa dog savne Dig hver Time paa Dagen; hvor han vist holder af Dig!"
Moderens Øje hvilede ømt og udforskende paa Anna, hvad skulde hun svare?
„Ved Du, hvad jeg har tænkt," vedblev Clara, „at nu, Du bliver her, skal han bo i det lille, gule Hus, der ligger ved Højen, med Vinløvet opad Muren og Hængebirkene udenfor. Du kan se det fra Vinduet, og løbe derhen paa et Kvarter; eller havde Du maaske tænkt, at — at Fader vilde tillade, han boede her?"
„O, nej, nej!"
„Du ser saa bedrøvet ud, Anna, er det for min Skyld? Det maa Du ikke; jeg er saadan en lille svag Stakkel, der daarlig kan bære Sorg og Modgang, og maa være glad, Vorherre vil befri mig. Vi, der tror paa Frelseren, behøver jo ikke at frygte Døden, vel Søster? I skal tænke med Glæde paa mig og vænne Eder til at tale om mig uden Taarer; og dersom Moder ikke straks kan tage det saaledes, vil Du trøste hende. O, jeg havde saadan en yndig Drøm i Nat; jeg saa Dig og Gustav staa Haand i Haand ved en lille Grav, der var skjult af Roser; Du talte til ham om mig og sagde, at det var min Skyld, Du kom til Hjemmet igen. „Havde hun blot været hos os," svarede han, men jeg tænkte i min Lyksalighed, at dersom I vidste, hvorledes jeg havde det, vilde I sige: gid vi var hos hende."
Netop, som hun havde udtalt, traadte Obersten ind; han saa meget bekymret ud, og det var ligefrem pinligt at se ham smile hen til Sengen.
„Se, Clara, hvad jeg fandt til min lille Pige."
Det var en hel Haandfuld Violer; hun indsugede begærlig deres Duft, kyssede Haanden, der holdt dem, nikkede taknemmeligt, og slumrede saa sagte ind.
Faderen betragtede hende med et mørkt, haabløst Blik; naar hun sov, saa man bedst, hvor bleg og mager hun var; men den anden unge Pige, der knælede ved hendes Side, var hun ikke næsten lige saa bleg, var der ikke en unaturlig Glans i hendes Blik?
„Dette kan ikke gaa an længer," sagde han, idet han nærmede sig Anna, og det var forunderligt, hvor megen Godhed der laa i hans Stemme, og hvor fremmed den dog var; „De tør ikke sætte Deres Helbred paa Spil; naar De vaager om Natten, maa De sove om Dagen."
Hun bøjede sit Hoved, rejste sig op og gik ud. Der var en sælsom Stumheds Aand over hende i hans Nærværelse, og hun vovede ingen Indsigelse, men, da han var gaaet, listede hun sagte ind igen.
„Jeg tør ikke gaa bort, Moder; herinde har jeg mest Ro."
„Saa sæt Dig her paa Skamlen og læg Hovedet i mit Skød; maaske kommer Søvnen saa Lille Stakkel, hvorfor beklager Du Dig aldrig for din Moder? Hvorfor gaar Du saa tavs og stille omkring?"
„Tror Du, Moder, det kunde nytte, om jeg sagde til ham, at jeg fortrød min Opførsel hin Aften? Naar jeg ser ham, taber jeg ganske Modet, men maaske bør jeg dog gøre det."
„Endnu ikke; han gav dog ikke efter, og det vilde kun føje Selvbebrejdelse til den Sorg og Kamp, der allerede gærer i hans Bryst. Han har sørget ubeskrivelig over Dig, Anna; ofte, naar han troede, jeg sov, har jeg hørt ham hulke, en skærende, kvalt Hulken uden Taarer. Men Herren vil nok føre det til en god Ende; Du har ved din kærlige, taalmodige Opførsel fuldkommen afsonet din Ubesindighed, og midt i min Sorg erkender jeg med inderlig Tak til Gud, at Prøvelsen har bøjet dit Sind, lutret og forædlet Dig. Se, Barn, da Du var saa fuld af Tillid til Dig selv, saa stolt, saa lykkelig, var Din Moder ofte meget, meget bekymret for Din Skyld, men dengang jeg kom tilbage og hørte, at Du var rejst, og Hjemmet lukket for Dig, blev jeg nok ængstelig og urolig, men jeg tænkte dog straks: Det er Herren, der vil drage hende til sig, og det var saa. — Gud velsigne Dig, mit elskede Barn, nu skal Du sove og samle Kræfter, og vaagne med Haab."
Anna faldt virkelig i Søvn og vaagnede med en forunderlig Følelse af Fred, og Moderens Haand paa sit Hoved.
Lidt efter slog Clara Øjet op, og saa sig uroligt om.
„Hvor er mine Blomster?" spurgte hun, „og Fader, o Kære, hent Fader."
Atter stod Anna i det lille Studerekammer, bleg og skælvende; da Obersten saa hende, rejste han sig øjeblikkelig og fulgte med.
„Lad mig se rigtig paa Eder," bad Clara med sagte Stemme, „Du maa ikke være bedrøvet, Anna! Du skal jo trøste dem alle, ogsaa Gustav. — Hvad var det jeg drømte, o, nu husker jeg det! Gud er saa naadig imod mig, her er saa lyst, Moder — saa lyst!"
Og hun sank blidt tilbage, det var Døden.
Næste Morgen modtog Anna en lille Billet fra Obersten, hvori han takkede for den Kærlighed og Udholdenhed, hun havde vist under hans Datters Sygdom. „Vi er for bestandig i Deres Gæld," skrev han. Hun kunde neppe læse mere; var hans Datter ikke hendes Søster? Hvor kunde han i dette Øjeblik have Hjerte til at saare hende med sin Taknemmelighed. De vilde ikke holde paa hende længer, stod der endvidere, og Vognen var til hendes Tjeneste, naar hun ønskede; han var ikke oplagt nu til at se eller tale med nogen, og sendte hende derfor skriftlig sin dybtfølte Tak og sit Farvel.
Det havde været et smukt Brev til en fremmed, men for hende var det bittert og haardt; slog han da ganske en Streg over Fortiden, og glemte, at hun ogsaa havde Del i Sorgen og Tabet?
Kort efter kom Moderen; hun havde meget længe forberedt sig til dette Øjeblik, og det var rørende, at se hendes stille, fromme Hengivenhed.
„Stakkels, stakkels Fader," sagde hun efter at have læst Brevet, „han gør sit Kors saa tungt, han formaar. Jeg vil ikke takke Dig, Anna, men vi vil græde sammen, vi elskede hende jo begge saa højt, saa højt. — Det var en skøn Død, ikke sandt, en trøstende, velsignet Afsked. O Gud, at Du nu ogsaa skal tages fra mig! Men vi vil være meget taalmodige, min stakkels lille Pige, og holde fast ved Haabet; jeg skimter allerede en Udvej, det vil alt klare sig med Guds Hjælp. — Har Du tænkt paa Gustav, hvor bedrøvet han vil blive; Du holdt dog endnu mere af ham end af Clara, tror jeg."
„Det kan jeg ikke føle nu, Moder; hun var altid som en Engel, og jeg har været saadan et Verdensbarn; og jeg følte mig saa stærk og tænkte, hun var svag, og saa var hun dog langt, langt stærkere. — Hvorledes skal det nu gaa mig, naar jeg kommer tilbage! Mit Hjerte er saa fattigt paa Kærlighed, at Du ikke tror det; o, lær mig, Moder, hvad man skal gøre, naar man vil holde af, men ikke kan. Dog, jeg bør ikke opholde Dig; Fader trænger vist endnu mere til Dig end jeg. Lad mig kysse Din Haand endnu en Gang, saa Farvel, og Tak for hvert kærligt Ord og Blik; nu rejser jeg straks, da han ønsker det."
Vilde hun nogen Sinde komme her igen, spurgte hun sig selv, medens Vognen rask rullede nedad Alleen; det var saa unaturligt, saa haardt at forlade dem nu i deres Sorg. Dersom hun sprang ned, gik tilbage og faldt paa Knæ for ham, vilde han da vise hende bort? Hun vidste, han vilde; havde ikke hele hans Væsen i al denne Tid været en Afvisning.
Hvor Rejsen dog gik hurtigt, eller var det kun, fordi hun ikke længtes efter Hjemmet? Billedet af den gamle Murer og det triste daglige Liv stod frygtelig afskrækkende for hende, og hun var tilmode som et Menneske, der efter at have aandet Bjergluft igen skal ned i en mørk Grube under Jorden. Dog, hun vilde ikke knurre, men være taalmodig og stille; haabe paa Fremtiden kunde hun dog ikke, i det mindste ikke endnu; og hun græd tunge, bitre Taarer over Faderen, milde, husvalende over den lille Søster.
Ved Postgaarden steg hun af Vognen og gik til Fods hjem. Gadedøren til det lille Hus stod helt aaben, den til Dagligstuen paa Klem; Katten sad paa Dørtrinnet og stirrede uhyggeligt paa hende med sine klare, grønne Øjne; en kvælende Dunst af daarlig Tobak og Punsch trængte ud fra Stuen; hun kunde høre, at der blev spillet Kort, og skelne Faderens Stemme.
„Hvad siger Du om Kløverknægt, go' Karl, kan Du den? He."
Annas Haand, der allerede var udstrakt efter Laasen, sank ned igen; hun kunde ikke give sig til Kende for ham i sin nuværende Sindsstemning. Dog, hvor skulde hun ty hen? Pludselig huskede hun paa sine ydmyge Venner i Baggaarden og skyndte sig derover.
„Kom ind, kom ind! Nej, er det Frøkenen!" lød det som sædvanlig i en glad, gæstfri Tone. Den lille Stue var endnu nettere og pynteligere, end den plejede; der stod Paaskelilier og Aurikler i et Glas paa Kommoden, og man saa ingen Hverdagsarbejder; Vadskerkonen var iført sin sorte Højtidsdragt, og Tvillingerne havde nye Bluser paa; der maatte aabenbart være noget paa Færde.
„Velkommen, kære, unge Frøken! Ak, jeg tænkte, De var bleven der, da det trak saa længe ud, og glædede mig ret paa Deres Vegne, skønt vi havde ondt nok ved at trøste Rikke, maa De tro. Hun er ude, det lille Dyr, med Peter; de gik med Krans til Faderens Grav, for i Dag er det min Peters Alterdag, maa De vide, og saa skulde Graven jo pyntes lidt, naturligvis. Det var ret, De kom herind; jeg kan se, De trænger til Ro; nej, hvor De dog er bleg! — Tag Plads i Lænestolen, mit velsignede Barn, saa lægger jeg de smaa Fødder paa en anden Stol og breder lidt over dem. Se saa; her skal ikke komme en Moders Sjæl ind uden Peter, og jeg skal ikke vige fra Deres Side."
Da Anna vaagnede, var det halvmørkt; lille Rikke trippede forsigtig omkring paa Taaspidserne; Tvillingerne lo og støjede ude i Køkkenet; Peter stod lænet op til Væggen i sin Konfirmationsdragt og vidste ikke rigtig, hvad han skulde gøre med sig selv.
„Ved Du hvad Moder," sagde han, „det er drøjt at gaa ledig en hel Dag; tror Du virkelig, Vorherre holder af det?"
„Det er vel Herrens Mening, Peter, at vi skal tænke paa ham, og samle os."
„Ja, men det kan jeg meget bedre, naar jeg arbejder. — Hør, Moder, Herr Sivertsen paa Fabriken skal have sagt til Provsten, at han vil tage sig af mig og lade mig lære noget. Det kan nok hænds, jeg vil gøre mig Umage, og stræbe at blive en dygtig, skikkelig Mand, saa mine Børn ikke skal se ned paa mig, som den stakkels unge Frøken, der skammer sig over sin Pjalt af en Fader."
„Tys, Peter, tys!"
„Ja, det siger jeg," vedblev han i en determineret Tone uden at ændse Afbrydelsen, „havde han ikke været hendes Fader og saadan en elendig Krøbling, havde jeg slaaet ham lige i Synet, da han var grov mod Dig forleden."
„Tys, Peter, hun rører sig. — Nej, hvor det ellers var velsignet med Herr Sivertsen, om det nu bare maa ske. Hvad godt, lille Rikke?"
„Aa, Moder, har Du ikke en Kage til hende, naar hun vaagner, af dem, der blev tilovers?"
„Jo vist, mit Lam, jeg har selv tænkt det. Naa, hvorledes gaar det, lille Frøken, var det en rar Blund? Jeg haaber da ikke, vores Snak har forstyrret Dem?"
„Paa ingen Maade; De er saa inderlig god og venlig imod mig; jeg ved ikke, hvorledes jeg skal takke. Til Lykke og Velsignelse, lille Peter! og der er Rikke, men er det ogsaa virkelig Rikke? Du er jo bleven saa rødmosset og rask, at jeg neppe kan kende Dig."
„Ja, Gud ske Tak, det er ligesom, der er kommet nyt Liv i Barnet. Nu maa De drikke Peters Skaal, Frøken; her er lidt Mjød og en Æbleskive; den er rigtignok fra i Søndags, men jeg tænker dog nok, jeg tør byde den. Aa, gaa ikke endnu; vi har sendt Bud efter Deres Søster, og hun er nu ovre at gøre ryddeligt. Jeg kan ikke være den Gamle tilpas, og saa blev jeg derfra; han har saamænd kogt og braset om sig selv i al den Tid; ja, hver har jo sin Fornøjelse."
Da Anna kom ind til Faderen, sad han med en halv spag, halv fortrydelig Mine i Lænestolen; Stine gik smaaskændende omkring og tørrede af.
„Saa kom Du dog igen," sagde han, „aa ja, Du kan tro, jeg har savnet Dig, min Pige; det er ikke alle, som har Hjerte for saadan et gammelt Vrag, nej, det er saamænd ikke."
Hun havde meget lidt Hjerte for ham i dette Øjeblik; der var noget inde i hende, som gjorde Oprør mod, at han var hendes Fader.
„Naa," vedblev han, idet han slog Takt med sine store Sivsko, „døde Konen saa?"
„O, nej, det var den unge Datter."
„Ser man det; ja, den Vej skal vi jo alle, sent eller tidligt."
„Hvor Du ser ussel ud," sagde Stine, idet hun ikke uden Venlighed lagde sin Haand paa Søsterens Skulder, „gaa nu ikke hen og bliv syg for os! Hør ellers, Du skal aldrig give Fader Penge; han gaar bare og øder dem, og gør os Skam oven i Købet; det siger Christoffersen ogsaa. Du kan tro, her var rart inde, før jeg fik fejet og luftet ud; jeg skulde rigtignok anderledes forstaa at holde Styr paa ham, var han hos mig."
O, hvor det var en uhyggelig Aften! Anna takkede Gud, da hun endelig blev alene i sit lille snevre Sovekammer med de kalkede Vægge.
Næste Morgen gik hun ganske tidlig ud; hun følte saadan en ubetvingelig Længsel efter at se den lille Johanne, og maaske faa et deltagende Ord af hende. Heldigvis var den unge Pige ganske alene i Dagligstuen; hun sad ved Vinduet og legede med sin Kanariefugl, og saa forundret op, da den blege, sortklædte Anna traadte ind.
„Min lille Plejsøster er død," sagde Anna med kvalt Stemme, „og jeg er saa bedrøvet; o, dersom De vidste, hvor jeg fortryder, at have stødt Deres Kærlighed bort i Stedet for at takke Gud for den; jeg holder saa inderligt af Dem, Johanne!"
Endnu før hun havde udtalt, laa Johannes Arm om hendes Hals, og hun følte hendes Taarer paa sin Kind; den gode lille Sjæl var lige saa rede til at græde, som til at le med andre.
„De skulde vide, hvad Fader siger om Dem," sagde hun ved Afskeden; „han siger, at De er en rigtig Kærnepige, og at Vorherre ikke vil glemme Dem."