Hvor de kom langsomt frem; hun havde Lyst til at staa ned og gaa paa sin Fod; det syntes hende, en Evighed var forløbet, inden de naaede Mosegaarden, og dog var Klokken kun elleve. De havde Tiden for dem, sagde Fru Klemme, og den store, svære, joviale Svoger, der kom hen til Vognen, forsikrede, at en Forfriskning skulde nydes, før de kørte igen.
„Hvad, her er jo en med," udbrød han forundret, men tilføjede straks leende og gnidende sine Hænder, „ja, ja, der er Punsch og Kager nok til saadant et Pigebarn med, skulde jeg mene."
Hun bad imidlertid om at maatte blive paa Vognen, og den gæstfri Mands Forsøg paa alligevel at løfte hende ned, afvistes med en Fasthed, der ganske berøvede ham Fatningen.
Det var for den unge Pige som en Drøm; hun kunde fra Vognen se lige ind i Stuen, hvor glade Børn og unge Mennesker sad om det dækkede Bord og spiste Nødder og Æbler, Fru Klemme stod i Forgrunden og snakkede Og gestikulerede, og Anna forstod, at det var hendes Historie, der blev drøftet og gjort saa interessant som tænkeligt. De to Lænkehunde Ludede uafbrudt og syntes at ophidse hinanden; af og til kom Maanen frem og oplyste det lave Hus og de fremmede Omgivelser. Karlen bredte et Hestedækken over hendes Fødder, og gik saa op og ned ved Hestene, slaaende sine Arme sammen, for at holde Varmen.
O, dersom det var en Drøm! Havde hun ikke før haft skrækkelige Drømme, og var saa vaagnet om Morgenen i det kære, hjemlige Soveværelse, i Solskin og Glæde, vaagnet med en Følelse af usigelig Lettelse og Taknemmelighed. Dog nej, dette var virkeligt! O, kunde hun blot komme afsted, komme med Trøst og Hjælp til Faderen. Hvorledes havde han det nu i dette Øjeblik, spurgte hun sig selv; trængte denne skarpe Vind maaske ind i hans elendige Stue, var hans slakkels syge Arm stiv af Kulde, længtes han efter kærlig Pleje og Deltagelse, tænkte han paa hende? Og Billedet af ham — hvor vidt forskellig fra Virkeligheden var ikke dette Billede — stod martrende levende for hendes Sjæl.
Endelig aabnedes Døren, men det var ikke Fru Klemme — hun sad i god Ro og spiste og drak ovenpaa den megen Talen — det var den skikkelige Svoger med et Glas Punsch og en toppet Tallerken Klejner.
„De skal drikke dette, lille Dame," sagde han i en hjertelig Tone, „jo min, Sjæl skal De saa; vi kan ikke forsvare at lade Dem fryse ihjel. De kan, Skam, trænge til Kræfter, synes jeg."
O, ja, han havde Ret! Hun nippede til den varme Drik og forsøgte at spise en Smule.
„Blot vi ikke kommer for silde? Diligencen er bestemt kørt, inden vi naar Byen."
„Saamænd er den ikke, nej, vær bare rolig; nu laver Christiane sig desuden til, ser jeg. Et Ord forinden hun kommer: De er en brav Pige, og jeg har ondt af Dem; hvilke Planer har De lagt for at ernære ham og Dem, vil De læse med Børn?"
Hun havde slet ingen Planer lagt, men svarede, at det vilde hun gerne, alt vilde hun.
„Men straks," vedblev den ærlige Proprielær, idet han talte tæt ved hendes Øre, „vil det vel knibe med Mønten; ty ikke til Christianes Mand, kan det undgaas, for han er en af disse" — han fortsatte ikke, men hans „disse" var ogsaa fuldkommen saa udtryksfuldt, som om han havde sagt Aagerkarl, „her er en Seddel, ingen Tak, jeg faar den igen, det tør jeg bande paa, og det vil man jo ogsaa helst, naturligvis. Selv begyndte jeg med mindre, gjorde jeg, og er dog bleven den, jeg er. Det bliver mellem os, Mutter kan gerne være udenfor. Naa, der har vi Madammen, eller Fruen skal det vel hedde, skynd Dem, og gem Seddelen, men forsvarligt. Farvel, Christiane! Farvel, lille Frøken, Held og Lykke!"
„Vi kommer for silde, vi kommer bestemt for silde."
Men de kom for tidligt, og maatte vente tre lange, dræbende Kvarter i den skumle Stue i Postgaarden. Den mørke Novemberdag begyndte netop at gry, da de rullede ind i København, gennem den Gade, hvor Oberstinden opholdt sig. Anna saa den smukke Hjørnegaard og det nedrullede Gardin i Gæsteværelset, hvor Moderen vist slumrede trygt, eller maaske netop nu vaagnede med en Bøn for dem hjemme paa sine Læber. Udenfor Porten stod en Gartnerdreng med Kurven fuld af Potteblomster; der skulde jo være Glæde og Sølvbryllup.
Endelig, endelig sad de paa Jernbanen, men heller ikke den gik hurtigt, syntes hun; hvor mange og lange var Opholdene ikke. Fru Klemme søgte at indlede en Samtale, men da det ikke vilde lykkes, sad hun nok saa fornøjet i sine egne Tanker, smaatyggende paa Klejnerne, hvormed hendes Pose var bleven fyldt.
„Nu vil mine Pigebørn da lære Sprog og Musik ordentligt," tænkte hun, „og vi kan faa den lille ledige Lejlighed i Huset ved Porten, der netop passer for hende, lejet ud. De Møbler, Klemme fik af Rebslageren, da han ikke kunde svare sit, sender jeg derop, og gør mig saa naturligvis betalt af Faderens Penge. Det arme, unge Væsen er som et Barn med sligt, en Lykke, at hun er kommen i gode Hænder."
Og saa regnede hun og regnede, hvad Rebslagerens Møbler var værd og havde kostet fra ny, og jo mere hun regnede, desto mindre blev den Del af de otte Hundrede, der blev tilbage til Anna.
Ved Sorø steg de ud af Jernbanen, og kørte saa videre paa en lille, landlig Vogn, der var sendt ind for at hente Fru Klemme. En, to, tre Timer, saa var Rejsen omsider endt, og de holdt udenfor Prokuratorens Hus. Den unge Pige sprang hurtigt ned af Vognen, hun vilde straks derhen, straks!
„Vent lidt, Kære, De kunde jo dræbe ham; han maa naturligvis forberedes. Sæt Dem her ved Kakkelovnen, medens jeg gaar hen for at gøre det. — Ingen Støj, Børn, eller Uartighed, hører I."
Medens Fru Klemme skyndte sig ned ad Gaden, sad Anna og stirrede ind i Ilden, bestræbende sig for at samle de forvirrede Tanker; hun hørte ikke Børnenes Leg og Strid, mærkede ikke, at de talte til hende, ja, rørte ved hende. Først da Prokuratorens Kone aabnede Døren, besindede hun sig, og var øjeblikkelig rede til at efterfølge det hviskende:
„Nu kan De komme."
„Hvad Indtryk gjorde det paa ham?" spurgte hun ivrigt, medens de gik derhen. Fru Klemme var ganske optaget af sine egne Tanker, og maatte samle sig, inden hun svarede:
„Det gik bedre, end jeg havde turdet haabe; først blev Staklen naturligvis lidt altereret, men siden tog han sig rolig i det. Her er Huset, ja Lejligheden er ikke den bedste, det var Synd at sige, men vi flytter ham endnu i Aften ind i en anden Bolig. Bevares, De faar da ikke ondt?"
„O, nej, det har ingen Nød! Tak, fordi De har fulgt mig; De vil nok gaa nu; jeg vil helst være ene; De maa endelig gaa."
Det var en bitter Skuffelse for den nysgerrige lille Frue: hvor gerne havde hun ikke overværet, og siden skildret det rørende Optrin mellem Fader og Datter; hun fandt sig imidlertid i sin Skæbne, og gik uden Indvending.
Inde i den lille mørke Forstue hang en gammel pjaltet Trøje; et Par store Træsko med Halm i stod op til Muren; medens Anna saa herpaa, følte hun igen sin gamle syndige Skræk for at komme i personlig Berøring med Nød og Fattigdom, men det var kun et flygtigt Sekund, i det næste havde hun aabnet Døren, og laa paa Knæ ved Faderens Leje. Sindsbevægelsen kvalte hendes Stemme, og hun var næsten bevidstløs; den gamle Mand i Sengen syntes derimod langt mere forlegen og urolig, end bevæget. Det var, som følte han, at han burde sige noget, at der med rette kunde fordres en kærlig Udtalelse, men at Hjertet ikke vilde indgive ham Ordene, og saa hjalp han sig med en sagte Klynken og Jamren, idet han samtidig lagde sin svære, knoklede Haand tungt paa den unge Piges bøjede Hoved.
„Stakkels, stakkels Fader! Du lider saa meget; havde jeg anet dette før, var jeg kommen før, men nu vil jeg heller aldrig forlade Dig."
Hun hævede Hovedet og saa op; den syge laa, bestandig smaaklynkende, med lukkede Øjne, en udtæret Skikkelse, et plumpt, simpelt Ansigt med store, grove Træk; Udtrykket frembød en underlig Blanding af Sløvhed, Godmodighed og List. Anna gøs tilbage; aldrig forlade! Hvad havde hun gjort! For denne Mand havde hun altsaa ofret alt, nu følte hun det først, alt. Men det var jo kun Pligt, svarede hun sig selv, han var jo hendes Fader, og fuldkommen uskyldig i de taabelige Illusioner, hun havde dannet sig om ham; o, vilde hendes Hjerte blot tale hans Sag!
Men det var et genstridigt Hjerte; hvad vilde hun ikke have givet for Søsterens medynksfulde, overbærende, kristelige Sind.
Hun rakte ham den sprukne Krukke, der stod i Vinduet med Vand, og holdt hans Hoved oppe, medens han drak, men det skete med Overvindelse, og hendes Stemme lød ikke som første Gang, hun havde talt; den var tvungen og usikker.
„Kan Du taale at flyttes, stakkels — Fader? Her har Du det saa sørgeligt; Du vil hurtigere blive rask et andet Sted."
„Til Hospitalet?"
„Nej, til et lille hyggeligt Hjem, hvor jeg vil pleje Dig."
„Gud velsigne Dig," svarede den Syge, og det akkurat paa samme Maade, og med samme Udtryk, som den fattige Kone hjemme, — hun aldrig havde kunnet lide, — der hver Lørdag fik en Tiøre af Clara.
En Pavse indtraadte; gamle Jens laa rolig og trak Vejret højt; Anna troede, han sov, hvilket var hende en sand Lettelse. Det var dog ikke Tilfældet, men han fandt det bekvemmest at ligge saaledes: bag de hvide Øjenhaar sendte han skulende, iagttagende Blikke hen paa den unge Pige. Dette Vendepunkt i hans Liv var indtraadt, da det saa allersortest ud; han kunde næsten ikke tro, at et andet Væsen for Fremtiden vilde sørge for ham; her var sandelig Grund nok til at være baade forbavset, forlegen og glad.
„Stakkels, skikkelige Barn," tænkte han, „ja, min Samvittighed er da fri, jeg har ikke tigget hende om at komme. Bare hun ikke saa saa græsselig fin ud, og saa at tænke sig, hvad lille Kryb det engang var, kun de mørke Øjne kan jeg kende igen."
Medens han anstillede disse Betragtninger, stod Anna ganske stille midt i Stuen; hun turde ikke græde eller paa anden Maade give Følelserne Luft. Lang og trøstesløs laa Fremtiden for hende, og endnu i Gaar havde den været smilende og lys. Det var, som havde en hvirvlende Malstrøm grebet hende og kastet hende op paa en øde Kyst, langt borte fra alt, hvad hun skattede og elskede. Hendes egne tillidsfulde Ord Dagen i Forvejen: „Hvad skulde der kunne møde os, naar Fader er hjemme," gik som et Stik gennem Hjertet. I den ophidsede Stemning havde hun været fuldkommen sikker paa at handle rigtigt, nu derimod vaklede hun. Burde ikke alle de uendelig mange Taknemmelighedsbaand, hvormed hun var knyttet til Hjemmet, have holdt hende tilbage der? Men Faderen havde været for haard, og dog, hvor ofte havde ikke netop hun rost hans Fasthed; og hun saa hans, selv i Vreden, saa ædle Skikkelse for sig, og hørte hans advarende: „Ulykkelige Barn, betænk Dig vel."
Hun forsøgte at jage disse Tanker bort og fæste sin Opmærksomhed paa Genstandene omkring sig. Gennem de smaa smudsige, af aargammelt Støv og Spindelvæv overtrukne Ruder, var der Udsigt over en Tømmerplads til Stranden; Vandet saa koldt og oprørt ud; en lille Baad kæmpede anstrengt for at komme i Land; hun betragtede den og tænkte saa pludseligt paa Gustav. Hvad vilde han, den kære, trofaste Gustav, sige, naar han hørte, at hun ikke var hans Søster? Eller, vidste han det maaske? Ja, han maatte vide det, han var jo fem Aar ældre end hun. Hvor levende stod ikke, i samme Øjeblik, deres Afsked for hendes Erindring, hvorledes han havde taget Clara i sine Arme, derpaa bukket halvt spøgende for hende og kysset begge hendes Hænder, idet han sagde: „Du er nu en ung Dame, Anna!"
Hun huskede ogsaa den yndige Majmorgen, da hun spurgte ham, medens de gik sammen i Haven, hvorfor han ikke var ganske som før imod hende, om hun ikke var ham saa kær længere, og han svarede, med et Blik i sine klare, ærlige Øjne, der tydelig sagde hende, at ingen var ham kærere: „Kunde Du se ind i mig." I det samme mindedes hun Faderens Brev til ham, og en sælsom, forvirrende Tanke jog alt Blodet til hendes Hjerte, men hun skød den fra sig med hele sin Sjælskraft, og bad lidenskabeligt:
„Store Gud, bevar min Forstand!"
Skumringen begyndte at falde paa, og endnu kom der ingen for at hente dem. Mureren sov nu virkelig trygt; den unge Pige dækkede hans Arm med sit Sjal, det forrevne lille Tæppe kunde ikke forslaa.
„Halløj, gamle Kammerat," lød det lige med et fra Døren, og en rask Smedesvend med opstrøget Haar, sodet Ansigt og Skødskind traadte ind; han holdt en lille Flaske henimod den syge, og vedblev, uden at se Anna:
„Hvordan gaar det med Armen og Feberen? Her har jeg en Draabe af det, der duer, til Jer. Naa, har vi saa forsonet os med Tanken at komme paa Fattighuset, eller skal vi stritte imod lidt endnu? Ja," tilføjede han hjerteligere, „kunde jeg gøre noget, skulde I aldrig komme der, men I maa gerne vende mine Lommer, gamle, og se hvad der er i dem. — Hvem der! Aa jeg be'r om Forladelse, om Forladelse!"
Var det hendes Broder? Hun syntes næsten ikke, hun kunde bære det, og dog, med hvilken som helst Ret foragtede hun den flittige Arbejder?
„De vil nok være lidt stille, min — den syge, sover. Hvem er De?"
Den unge Smed saa ud, som havde han mere Grund til at gøre dette Spørgsmaal; han svarede imidlertid tøvende i en godmodig Tone:
„Ja, jeg er jo egentlig ikke af Familien, men hans Datter Stine og jeg er Kærester, Forlovede vilde jeg sige. Jeg kender ikke Frøkenen, men jeg formoder, at De er kommen med Hjælp, og siger saa blot, at kunde den nogensteds behøves, saa var det her."
Anna saa vist paa ham; der var et ærligt Udtryk i det sortsmudsede Ansigt; lidt kaad og uopdragen saa han vel ud, men hun syntes dog skikkelig. Med faa Ord fortalte hun ham sine Hensigter, og hvem hun var. Den stakkels Fyr var aldeles himmelfalden.
„Naa, hvad vil Stine sige! men er det ikke Synd for Dem selv, kæreste Jomfru" — han vilde have sagt Frøken, men fandt, at dette dog var mere passende efter Omstændighederne — „Kunde De ikke have hjulpet ham paa en anden Maade? Dette er for meget, ja, det er."
Og der laa tydelig i hans Mine: den gamle Karl er det ikke værd.
Et Øjeblik efter kom Fru Klemme; hun havde ordnet alt i det lille Hus, og var ivrig og forpustet; der stod nu blot tilbage at bære den syge derhen; to Karle og en Bærebør med Dyner ventede udenfor. Smedesvenden vækkede den gamle, løftede ham med et kraftigt Tag ud af Sengen og bar ham varligt ud paa Børen. Det kunde dog ikke ske uden at volde nogen Smerte, og Mureren lagde ikke Baand paa sin Stønnen.
„De har vist mig store Tjenester," sagde Anna i en rolig, fattet Tone til Fru Klemme, „i Morgen maa vi regne sammen, hvad jeg er Dem skyldig, jeg haaber at kunne —"
„Tal aldrig derom, det kan De snart godtgøre, naar De vil spille og læse lidt med mine Børn og nogle flere, der da kan komme til mig, og saa, naturligvis, betale mig. Her er sligt ikke i stor Pris, kan De nok tænke, men det kommer vi altid ud af; jeg skal rigtig tage mig af Dem, og De maa ofte besøge mig."
„Børnene underviser jeg gerne," lød det bestemte Svar, „men besøge Dem kan jeg ikke, vore Interesser er lige saa forskellige, som vore Forhold."
Endnu ikke kuet, tænkte den lille Frue, derpaa bankede hun, i Forbigaaende, paa et Vindue, ved hvilket en af hendes Veninder — der allerede var underrettet om det passerede — havde Plads, nikkede ind, og betydede hende, at her gik Heltinden i Fortællingen.
Den nye Lejlighed bestod af tre smaa, lave Værelser og et snævert Køkken, der var Bjælkeloft og hvidtede Vægge, men alligevel var det et Paradis mod Murerens forrige Opholdssted, og den stakkels Rebslagers Bohave tog sig virkelig ganske pynteligt ud. Doktoren, som kom henad Aftenen, var meget forundret og tilfreds. Nu, da den syge kunde faa stadig Pleje, og Armen blev ordentlig passet med Omslag, vilde han snart komme sig, sagde han; i Aften var han dog temmelig medtaget af Sindsbevægelse og Glæde, naturligvis, det var saa højst rimeligt.
Den gamle Murer var ogsaa for Alvor glad, og gottede sig rigtig i den varme, rene Seng; Saleppen, hans Datter rakte ham, smagte udmærket, og saa lagde hun Omslaget saa let og behændigt paa hans Arm; det var noget andet, end selv at hjælpe sig med venstre Haand. Behagelige Fremtidssyner gled frem for hans Tanke, og dog var der en lille Ting i Vejen, men, naar kan vi Mennesker sige, at der ikke er en lille Ting i Vejen.
Anna var meget træt og anstrengt, men slet ikke søvnig; hun tog Plads i den gammeldags Bedstefaderstol, der stod tæt ved den lille Kanonkakkelovn, og sad der, Time efter Time, og tænkte og tænkte. Hun kunde høre Kirkeklokken slaa, dog kom et lille Ur, der maatte staa et Steds i Nærheden, den altid et Øjeblik i Forkøbet.
Hvad tog de sig nu for hjemme? Clara græd over hende og bad for hende, det vidste hun, og Faderen? Han sørgede ogsaa, en indesluttet, nagende, uoprettelig Sorg; fortvivlet knugede hun Hænderne sammen. Havde Moderen allerede hørt det? Eller sad hun nu, pyntet og glad, ved Bryllupsbordet og tænkte paa næste Aar, da hun skulde fejre samme lykkelige Fest i sines Kreds; men Anna vidste, at hun lagde til: om Gud vil; hun lagde altid til: om Gud vil. Og den unge Pige fandt endelig Taarer.