Morgenen efter stod Anna tidligt op; hun var dybt bedrøvet, men fuld af gode Forsætter; hun vilde holde af Faderen; det var jo lige saa lidt hans Brøde, at han var simpel og udannet, som hendes Fortjeneste, at være bleven godt opdraget og oplært. Hurtig aabnede hun Vinduerne i Dagligstuen, tog, med den bedste Vilje, Kosten i den uvante Haand og begyndte at feje Gulvet; derpaa tørrede hun af, og tog saa Asken ud af Kakkelovnen, men den støvede hende op i Øjnene, og da hun endelig var færdig, maatte hun igen feje og igen tørre af. Mureren sov endnu; hun vilde se at faa Vandet i Kog, til han vaagnede; men hvor skulde hun faa Vand og hvor Ild? Ganske modløs stirrede hun paa de tomme Spande og Komfuret, der saa saa sort og uddød ud. Dog her maatte handles; Anna tog Spanden i den fine, lille Haand, bar den ud i Gaarden og hængte den paa Posten; hun var en modig Pige og rede til at bekæmpe alle sine forfinede Sædvaner. Den tunge Postestang gik op og ned, op og ned, til hun blev ganske træt i Armen, og da der endelig kom en lille Straale Vand, og det netop gjaldt, maatte hun standse og hvile sig. Uret, hun havde hørt om Natten, slog i det samme otte; Slagene lød saa fornøjeligt og kom saa hurtigt paa hinanden, som skyndte de sig at blive færdige, før Kirkeklokken begyndte, og de naaede det ogsaa akkurat. Lyden kom fra Baghuset, der vendte ud til Gaarden; Anna saa derhen, og mødte gennem Vinduet et venligt Blik af en svær, rødmosset Kone med blændende hvid Kappe paa, der stod i en Taage af Damp og vadskede. Det venlige Blik efterfulgtes af et ditto Nik og en hel Del Tegn, som den unge Pige dog ikke saa sig i Stand til at udtyde. Tilsidst lukkede Konen Vinduet op og sagde:
„Lad bare være, det er ingen Ting for Peter; han kommer straks, jeg kan ikke forstaa det, han skulde allerede være her."
Hun havde næppe udtalt, før han var der i flyvende Fart, glidende henad den frosne Rendesten og svingende den blanke Mælkespand i Luften. Under Armen holdt han et stort Brød, som han rakte Moderen, idet han gav det et lille Klap, og saa paa det med det halvt kærtegnende, halvt ærbødige Blik, der er ejendommeligt for Fattigfolks Børn. Derpaa stormede han hen til Posten, løftede høflig sin lodne Hue for den unge Pige, og postede saa løs.
Det var en firskaaren, trettenaars Dreng med lyst, krøllet Haar, en bred, hvid Pande, et Par klare, blaa Øjne, et fregnet, rødmosset Ansigt og et paafaldende opvakt Udtryk. Hans barnlige Skikkelse kontrasterede snurrigt med hans meget selvstændige Mine, en halv Familieforsørger-Mine, og det var han da ogsaa paa en Maade. Før Anna saa sig om, laa han paa Knæ foran Skorstenen, og havde snart ved Hjælp af Svovlstikker, Kul og Spaaner, antændt en lystig Ild; derpaa fyldte han Kedlen, satte den over, og spurgte saa, om der var mere.
„Jeg har ti Minuter, før jeg skal til Apotekerens," sagde han i en Mands Tone, der ved, hvad Tiden er værd.
„Der er ikke mere; tusind, tusind Tak! — Har De Sygdom hjemme? De talte om Apoteket."
„Aa, nej, men jeg passer Apotekerens Gris, og gaar dem til Haande, og saa faar jeg Tran, dejlig, renset Tran, i Stedet. Stakkels lille Rikke trænger til al den Tran, hun kan faa; De maa tro, det var en Skrælling, vores Rikke, men nu er hun meget bedre. — Ja, skal jeg ikke gøre mere, saa gaar jeg ind til Moder og faar en Bid."
Et Øjeblik efter stod Peter i Gaarden med en lille, i et stort Tørklæde indhyllet, fireaars Pige paa Armen og et mægtigt Stykke Fedtebrød i Haanden; det maatte være et helt Arbejde at spise det; dog Drengen forrettede dette Arbejde som ethvert andet med en utrolig Hurtighed, og de ti Minutter var næppe forløbne, før han igen gled henad Rendestenens Glidebane og forsvandt som et Lyn.
Lidt efter kom Moderen; hun havde lagt det store, grove Forklæde fra sig og saa meget net og ordentlig ud.
„Kan jeg ikke tjene Dem med et eller andet," spurgte hun, og der var noget beskedent, og dog moderligt i hendes Mine, „jeg staar midt i en Vadsk, og er der et Stykke af hans," — hun pegede forklarende ind til Mureren — „saa kom kun med det. Jeg hørte i Gaar det hele af Prokuratorens Karl, og Gud skal vide, det kan røre en Sten; jeg har saamænd ogsaa grædt for Deres Skyld, unge Frøken, da jeg saa Dem komme med ham i Gaar, og havde jeg ikke frygtet for at være i Vejen, var jeg gaaet herind. Naa, kom saa kun, hvad gør et Stykke mer eller mindre."
„De er meget god, men der er ikke noget, desuden bør jeg lære at hjælpe mig selv."
„Det er ikke kønt, lille Frøken, at forsmaa en ringe Haandsrækning af sine Naboer, men saa kanske en anden Gang. — Naar Pigebørnene kommer fra Skole, skal jeg sende dem herind, om der var et Ærinde."
Og hun fjernede sig med et opmuntrende Nik. Anna var saa underlig tilmode, baade bevæget og skamfuld; hvor ofte havde hun ikke klaget over simple Folks Egennytte, over at de ventede Betaling for alt, selv for en venlig Mine, og nu kom denne fattige Vadskerkone hende uopfordret til Hjælp. Ja, hun, den forladte, havde allerede mødt stor Venlighed, og hun huskede paa den skikkelige Landmand og hans Hundredekronerseddel, som han ikke engang havde faaet Tak for. Hvor vilde hun ikke før have overset, ja, næsten skyet ham, paa Grund af hans grove Dragt, simple Manerer og ligefremme Væsen. Hjemme havde hun altid været saa besynderlig uimodtagelig for Moderens Tale om store Dyder — dobbelt store, fordi de ikke falder i Øjnene — der kan findes hos ringe, uanselige Folk. Kunde hendes Vantro maaske først overvindes ved egen Erfaring; var det umuligt at faa dette Hovmod knækket, før hun selv havde været afhængig af disse oversete Væsners Godhed og Medlidenhed. O, dersom hun turde tro, at Himlens Gud opdrog hende, som en Fader sit Barn, at denne store Prøvelse var sendt i Kærlighed, hvor vilde det ikke lette Byrden og gøre Vejen lys og sikker, men nej, endnu vovede hun ikke, ydmygt og enfoldigt, at aabne sit Hjerte for en saa overvættes Naade og Velsignelse. Hidindtil havde hun staaet i et fremmed Forhold til Gud og kendte ham kun — om man saa tør sige — paa anden Haand gennem Moderen og Søsteren; det havde næsten været, som var hun uafhængig, og trængte ikke til ham, og dertil havde hun haft en trykkende Følelse af sin Ringhed og hans Storhed, en Følelse, der ofte findes, netop hos stolte Folk. Nu knælede hun imidlertid ned paa Stengulvet i det lille Køkken, erkendte sin Skyld, og erkendte, at dersom det var en Straf, — hun kunde bedst tænke sig det som en Straf, — var den velfortjent.
Da hun rejste sig op, kom Solen netop frem og tittede smilende ind af de halvtilfrosne Ruder; og en smuk lille Fugl slog i det samme med sit gule Næb gentagne Gange paa Vinduet. Anna skyndte sig ud i Gaarden med lidt Krummer til den, medens det klang trøstende for hende: „Ikke en Spurv falder til Jorden uden Eders himmelske Faders Vilje, ja, selv Haarene paa Eders Hoveder er talte."
„Er her nogen?" lød pludselig en Stemme, og da hun kom ind, stod en smækker, middelhøj Pige, med et højrødt, hæklet Tørklæde paa Hovedet, et stort, tærnet Sjal, et lyserødt Forklæde, violette Vanter og en stor Torvekurv paa Armen, midt i Køkkenet. Det var en ganske køn Pige, skønt hun lignede den gamle Murer i høj Grad og saa temmelig forslagen ud; hun var meget forlegen, men søgte at skjule det med et rask, paa ingen Maade klædeligt Sving.
Anna gættede straks, hvem det var. „Skulde jeg kysse hende?" tænkte hun, men hun kunde ikke godt; derimod tog hun den violette Vante mellem begge sine Hænder og trykkede den venligt.
„Det er da den mærkeligste Historie, jeg i mine Levedage har hørt," begyndte Stine, idet hun satte Kurven fra sig, „bare Du nu ikke skal fortryde det i Tiden; ja, jeg siger Du, for naar vi er kødelige Søstre, kan det vel ikke være andet."
„Nej, naturligvis, men gaa ind i Stuen, gode Stine, og tag Plads; en Kop Te vil maaske smage Dig, saa koldt det er til Morgen."
„Ak nej, jeg skal hjem, Fruen er ikke at spøge med, der er en farlig Kontrol," Stine betonede dette Ord med et vist Velbehag, „med alle Dele. — Naa, gamle Fader kan rigtignok sige, han har skudt Papegøjen, hvis Du da ikke bliver ked af ham paa Halvvejen. Det var vel strenge, urimelige Folk, Du var hos, kan jeg tænke."
Hvor det skurrede i hendes Øre, hvor det oprørte hele hendes Sjæl at høre dem saaledes omtale.
„Fortræffelige, ædle, velsignede Mennesker!"
„Nu har jeg hørt det med," svarede Stine forundret, idet hun igen tog sin Kurv, „Christoffersen havde altsaa forstaaet fejl, han mente, at Du var forstødt af dem."
Forstødt! en Gysen for gennem Anna, og en fortvivlende Følelse af Modløshed berøvede hende næsten Stemmens Brug.
„De gav mig Valget mellem dem og — men lad os ikke tale mere derom! Vil Du ind til Fader, Stine?"
„Jeg har ikke Tid," svarede Stine med en halv sur Mine, „Du kan forresten være rolig, jeg skal ikke blande mig i Dine Ting, men det faar jeg da ud, at naar man er saa villig til at slippe nogen, vil man helst af med dem. Hils Fader, jeg gjorde saamænd for ham, hvad jeg kunde, dog det var naturligvis ikke meget og bliver vel nu glemt. Farvel, ja, Du er da for fin til at besøge mig."
„O, nej, jeg vil gerne besøge Dig, hvor bor Du?"
„Jeg tjener hos Postmesterens, det store gule Sted paa Torvet. Du kan komme i Mørkningen og gaa lige op til mit Kvistkammer; det er den anden Dør, husk det, den første fører til Drengenes Værelse. Farvel, saalænge."
Og Stine fjernede sig med en determineret Mine, som en Person, der forstaar at vurdere sig selv.
Kunde hun leve i disse Forhold, i denne Omgang, spurgte Anna sig selv, medens hun saa efter hende; var Byrden ikke for tung, vilde hun ikke segne under den?
Lidt efter vaagnede den gamle Murer; han var meget vel tilmode; Armen smertede kun ubetydeligt, og Søvnen havde forfrisket og styrket ham; dertil følte han Tegn til opvaagnende Appetit, hvilket i disse gunstige Forhold var ham dobbelt behageligt. Da Anna bragte ham Theen, hilste han hende med et bredt Smil, og ytrede det Haab, at hun havde sovet ligesaa fortræffeligt som han. Anede han slet ikke, hvilke grænseløse Ofre den unge blege Pige, der stod ved hans Side med et saa alvorligt Udtryk i sit yndige Ansigt, havde bragt for hans Skyld? Nej, han anede det ikke, eller rettere, han tænkte ikke derpaa, han tænkte kun paa sig selv.
„En dejlig Ild, det var ret, læg dygtig i, min Pige; aa, det gør godt; lad mig faa nok en Kop The og nok et Franskbrød. Av, den Arm, aa, jeg arme Skrog, hvad jeg ogsaa har døjet i mit Liv."
Hun rettede Puden under hans Hoved, lagde Armen i den bekvemmeste Stilling og holdt Koppen, han drak af, men det var Pligtfølelsens kolde Hjælp; hun maatte overvinde sit Sind og tvinge sig til at yde den, og den blev ikke ledsaget af kærlige Ord eller Blik. Pludselig saa Mureren op og sagde:
„Ja, Du maa da ikke tro andet, end jeg vidste, Du havde det godt; jeg forhørte mig af og til om Dig, og fik altid samme Svar. Man kan stride meget, naar man ved, at de, man holder af, har det godt; aa ja, aa ja."
„Hvor længe er det siden, Moder døde," spurgte Anna sagte; hun vilde saa gerne høre lidt godt om Moderen, at hun kunde faa Mindet om hende kært.
„Aa, det er lang Tid siden, jeg ved saa Skam ikke straks, naar det var."
„Har hun været i den Bolig, Du flyttede fra?"
„Nej, nej, da havde vi det bedre. Majoren har vel fortalt, at han gav os Tohundrede, da han fik Dig? Ikke, jo, det gjorde han, men den Slags kan jo ikke betales, naturligvis."
„Vil Du fortælle mig noget om Moder?"
Gamle Jens rejste sig uvilkaarlig op af Forbavselse over dette Forlangende; det var næsten, som troede han, hun ønskede at høre noget slemt om Moderen, thi han svarede:
„Salig Malene havde sine Fejl, som vi alle, men jeg skal ikke være den, der roder op i gamle Kævlerier, lad de Døde hvile i Fred."
Anna følte, at flere Spørgsmaal var unyttige, og tav derfor, men hun tænkte dog hele Dagen paa sin Moder, og klyngede sig med en forunderlig, sygelig Halsstarrighed til Haabet, at Søsteren kunde give hende trøstende Oplysninger.
Det var meget trist og uhyggeligt at vove sig ene ud i Skumringen; hun fandt imidlertid let Postgaarden, smuttede hurtig opad den smalle, stejle Trappe, og stod snart lykkelig og vel, men med bankende Hjerte i det lave Pigekammer. Da Stine for Øjeblikket var fraværende, satte hun sig paa en trebenet Stol, der stod støttet til det rødmalede Skab, og øjensynlig var uskikket til at flyttes fra Stedet; hun havde ikke siddet to Minutter, før Døren i Værelset ved Siden blev aabnet og lukket, og den ind til hende revet op. Ved Skinnet fra. Kakkelovnen kunde hun se en halvvoksen Skoledrengs Skikkelse; han kastede et Par Støvler ind til hende, idet han i en kommanderende, højrøstet Tone raabte:
„Maa jeg frabede mig saadanne Støvler en anden Gang, Jomfru Magelig!"
Døren sloges i, saa de smaa Ruder klirrede. Den stakkels unge Pige var rystet og harmfuld, og saa varede det saa længe, før Søsteren kom; da det endelig skete, gjorde hun hende straks opmærksom paa Støvlerne.
„Aa, det er igen Julius," svarede Stine, alt andet end forknyt, idet hun proppede Kakkelovnen fuld af Tørv, „ja, han faar vente, den krakilske Dreng!"
„Du maa vist helst gøre det straks, han lod til at være opbragt."
„Mig ligemeget, jeg la'er mig ikke saadan gaa paa. — Naa, det var rart, Du kom, jeg har noget til Fader, som Du kan tage hjem med; nu trænger han vel ikke synderlig dertil mere, men jeg er angst for at have det længere her."
Hun aabnede Skabet, og tog en lille, stribet Pude ud, men standsede i det samme og raabte forskrækket:
„Fruen, Fruen, Du maa skjule Dig!"
Og før Anna kunde besinde sig, stod hun skælvende som et Espeløv, halvt begravet i uldne Kjoler, med Puden i Favnen i det rødmalede Skab. Hun kunde høre Kakkelovnsdøren blive aabnet, og en skarp Stemme udbryde:
„Du ender ikke, før Du stikker Ild paa Huset, her skal aldrig komme en Pind i mere, sker det nok engang. — Forrykte Menneske!"
Stuen var ganske dunkel af Røg, da Anna kom ud fra sit Fængsel, og Stine saa ophidset ud.
„Se bare, hun tog hver Smule bort; ja Du mærker da nok, hvad Folk jeg er hos."
„Men havde din Frue ikke Ret, Stine, der var frygtelig meget i Kakkelovnen; og denne Pude! Store Gud, hvis er det egentlig?"
„Mange Tak! Jeg troede, jeg skulde have Trøst, og saa begynder Du ogsaa at hegle med mig. Gid jeg aldrig var født! Den tossede Pude; mit eget Forklæde havde jeg da Lov at tage, ved jeg, og den Smule Fjer kan aldrig savnes i Dynen. Jeg gjorde det for Faders Skyld, og dersom Du sladrer til Christoffersen," — Stemmen afbrødes af Hulken.
„Jeg skal ikke sige det, men vi maa fylde det i Dynen igen, endnu i Aften, straks; jeg forlader ikke Huset, før det er sket. O, Stine, ved Du ikke, at det er en frygtelig Synd?"
„Jeg ved, at Du vil styrte mig i Ulykke! Jeg tør ikke tænde Lys, kom her nogen, hvad saa?"
Der hjalp imidlertid ingen Indvendinger; Stine maatte tænde Lys og se paa, at Søsteren, med ilsom Haand og blussende Kind i feberagtig Hast sprættede op og syede sammen.
„Naa, Herren være lovet, nu er det da sket! Gør aldrig, aldrig, noget saadant mere!"
Den stakkels Tjenestepige saa ganske modfalden ud; hun var baade vred og rørt.
„Ja, Du behøver ikke at se ned paa mig for det; havde Du som jeg gaaet for Lud og koldt Vand, kanske Du ikke var bedre. Naa, saa er vi jo enige i, at Christoffersen bliver udenfor det hele."
„Naturligvis, Du skal ikke græde, Du vil nok blive en skikkelig Pige, og saa er det dobbelt stort. Sæt Dig her hos mig, og lad os tale sammen."
Stine følte sig fristet til at svare, at hun var en skikkelig Pige, men overvandt imidlertid sit Sind, tog stiltiende sin blaa Strømpe og satte sig paa Sengekanten.
„Kan Du huske Moder, Stine?"
„Om jeg kan! Jeg var en stor Tøs, da hun døde. Hun har saamænd ikke lært mig noget ondt: troede Du maaske det?"
„O, nej, men jeg vilde gerne høre lidt om hende; holdt Du meget af hende? Mere end af Fader?"
„Aa, ja, man holder vel gerne mest af Moderen; hun var ellers temmelig striks, men Fader gjorde hende ogsaa nok ud af det med sin Dovenskab; hun maatte være et rigtigt Slid for at skaffe Brødet."
„Mon hun nogen Sinde tænkte paa mig?"
„Det skal jeg ikke kunne sige, jeg vidste jo ikke, Du var til."
„Men nu, da Du ved det," vedblev Anna i en bedende Tone, „kan Du saa ikke huske en Ytring, eller noget, der tydede paa, at hun ikke ganske havde glemt sit andet Barn? Var Du ved Moders Dødsleje, mon hun da ikke" —
„Hvor kan Du nænne at minde mig om saadanne sørgelige Ting," klynkede Stine, idet hun tørrede Øjnene med det blaa Strikketøj, „det er Synd og Skam, er det. Naa, der er Fruen igen; man har da heller aldrig Ro!"
Døren blev aabnet, og et smalt Ansigt med en lang, spids Næse viste sig i den.
„Om et Kvarter maa Du komme ned og tænde paa Komfuret; de fremmede bliver. — Hvem er herinde?"
„Min Søster, Frue."
Damen kastede et hurtigt Blik paa Anna, og gik derpaa, men ganske kort efter lød Trin og Stemmer fra Trappen, og man hørte Værtinden to Gange gentage med lydelig Stemme: „Har De set hele Lejligheden, maa De dog ogsaa se Børnenes Værelse og Pigekammeret."
Stine lo. „Nu spiller de nok Komedie," sagde hun, „det er Dig, de vil se, men det maa vi naturligvis ikke mærke".
Døren aabnedes i det samme, og en Klynge Herrer og Damer tittede nysgerrigt ind. Anna blev ganske rolig siddende og saa ikke engang op. Der var noget ædelt og rørende i hendes Skønhed, som uvilkaarlig aftvang Agtelse, og Byens Organist — en skikkelig gammel Særling — skød næsten med Magt de andre ud igen, og sagde med sit bedste Buk, idet han lukkede Døren:
„Ærbødige Tjener, om Forladelse!"
„Vil Du følge mig hjem, Stine," bad Anna senere, „jeg tør ikke godt gaa ene."
„Ja, Du er vel altid vant til at have en Tjener i Hælene, kan jeg tænke. Jeg er bange, Du duer kun daarligt til at staa paa Dine egne Ben; saadan noget skulde man betænke iforvejen."
Den gamle Murer havde et velsignet Sovehjerte, og laa i det sødeste Blund, da Anna kom hjem. Hun gik op og ned i Værelserne, fortvivlet, urolig, fortumlet. Hvilke frygtelige Erfaringer havde hun ikke samlet i disse faa Dage! Hendes Hoved værkede, medens hun tænkte paa Faderens Ord: „Jeg kender Forholdene, det maa ikke ske."
Lyset brændte saa muntert ovre hos Vadskerkonen; maaske havde hun kendt hendes Moder, og gemte i sit venlige Sind nogle forsonende Erindringer om hende; hun vilde vove endnu et sidste Forsøg, og bankede sagte paa Døren.
„Kom ind, kom ind, nej, det er Frøkenen! tag Plads her i Lænestolen, behag, vær saa artig. — Det kan jeg lide!"
Modtagelsen kunde ikke være hjerteligere, og Stuen kunde ikke være renligere eller hyggeligere. De sad alle om et rundt Bord; Moderen reparerede Finvask, og Peter skar Klemmer; et Par otteaars Tvillinger, med gule Fletninger nedad Nakken, øvede sig i Skønskrift efter Bogstaver, Moderen havde skrevet for; og de efterlignede med en næsten fortvivlende Samvittighedsfuldhed deres ganske ejendommelige Sving og Former. Den lille svage Rikke havde ogsaa travlt; hun maatte træde Synaale og pille Baand ud. Snart saa den ene, snart den anden hen paa Uret i den kinesiske Kasse, og det var, som raadspurgtes det, om Arbejdet gik godt eller daarligt.
„Hvor her er rart inde; blot jeg ikke generer?"
„Gud velsigne Dem, nej. — Ja, er her ikke dejligt? Vi har nu ogsaa selv tapetseret, Peter og jeg. Og hvad siger De om mit Ur, lille Frøken, er det ikke et Stadsur? Det købte vi paa Auktion, og jeg har aldrig fortrudt de Penge. Ja, vi har det, Gud ske Tak, godt i alle Maader, naar vi vil skønne paa det og opføre os ordentligt."
Denne Ytring blev ledsaget af et formanende Blik til de stundom lidt overgivne Tvillinger.
„Kendte De min Moder?" spurgte Anna uden Indledning.
„Aa ja, en Smule, ganske lidt."
„Det er saa tungt, ingen kan fortælle mig noget om hende."
Vadskerkonen saa ulykkelig ud; hun vidste ikke noget godt om Malene; det havde været et dygtigt Fruentimmer, der dog kunde bruge Munden vel saa rapt som Hænderne. Engang havde hun laant Malene et Pund Sæbe, et Talglys og en Krukke — en god, ny Krukke — men aldrig set nogen af Delene igen; det var slet ikke honnet, og Blodet kogte endnu i den skikkelige Kone ved Tanken om den Historie; hun kunde umulig faa et rosende Ord over sine Læber, nej, ikke engang for at trøste den stakkels unge Frøken.
„De hjemme skal altsaa beholde min udelte Kærlighed," tænkte Anna, medens hun stod ved sit lille Køkkenvindue og stirrede ind i den klare Himmel, hvor utallige Stjerner funklede og blinkede, „og den vil ikke blive mindre selv om jeg aldrig skal se dem mere."