Lig et nybyg i de tykke skoge
lå vort fædreland.
Gagnløst grov sig bondens gamle ploge
gennem moens sand.
Det, som trængtes mest, var sol derinde,
det var dagens bad; —
frem da gik, med bilens blanke blad,
gæve rydningsmænd i signet minde.
Da kom liv iblandt de trøskne stammer.
på den golde mo;
der, hvor tyriroden sprat i flammer,
kunde kornet gro; —
og da rydningsværket først var øvet,
rejstes grænd ved grænd,
vokste op en slægt af stærke mænd, —
enkelt sanger kvad vel og blandt løvet.
Gæve rydningsmand i åndens rige!
Du er en af dem,
for hvis dagværk mørket måtte vige
i vort fædrehjem.
Solgud sænktes mellem vindfalds-graner
ved din biles blad; —
derfor hilses du ikveld med kvad,
som et taksomt sind fra hjertet maner.
For hvad spredt i livet var dit virke,
gør dig Saga skel;
vi, som sønner kun af tankens kirke,
hylder dig ikveld.
Længe glimte dine klare syner
over vidden ud; —
sagnet siger, sædens unge skud
trives fagrest, når i vest det lyner.