Ja, vi ælsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, vejrbitt over vandet,
med de tusen hjæm, —
ælsker, ælsker det, og tænker
på vor far og mor
og den saganat, som sænker
drømme på vor jord.
Dette landet Harald bærget
med sin kjæmperad,
dette landet Håkon værget,
medens Øjvind kvad;
Olav på det land har malet
korset med sit blod,
fra dets høje Sverre talet
Roma midt imod.
Bønder sine økser brynte,
hvor en hær drog frem;
Tordenskjold langs kysten lynte,
så den lystes hjæm.
Kvinner selv stod op og strede,
som de vare mænn;
andre kunde bare græde,
men det kom igjæn!
Visstnok var vi ikke mange;
men vi strak dog til,
da vi prøvdes nogle gange,
og det stod på spill;
ti vi heller landet brænte,
æn det kom til fall;
husker bare, hvad som hændte
ned på Fredrikshald!
Hårde tider har vi døjet,
blev tilsist forstøtt;
men i værste nød blåøjet
frihed blev os født.
Det gav faderkraft at bære
hungersnød og krig,
det gav døden selv sin ære —
og det gav forlig.
Fienden sit våben kastet,
op visiret fór,
vi med undren mot ham hastet;
ti han var vor bror.
Drevne frem på stand av skammen
gik vi søderpå;
nu vi står tre brødre sammen,
og skal sådan stå!
Norske mann i hus og hytte,
takk din store Gud!
Landet vilde han beskytte,
skjønt det mørkt så ud.
Alt, hvad fædrene har kjæmpet,
mødrene har grætt,
har den Herre stille læmpet,
så vi vant vor ret.
Ja, vi ælsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, vejrbitt over vandet,
med de tusen hjæm.
Og som fædres kamp har hævet
det av nød til sejr,
også vi, når det blir krævet,
for dets fred slår lejr.