Uf, denne lange, lange, sørgelige Søndag. Else laa paa Chaiselonguen Mesteparten af Dagen, rolig, haabløs, forstenet.
Saa om Eftermiddagen kom Frk. Stenberg ind og satte sig hos hende, og gav sig til at klappe Else ustanselig paa Haaret og nedover Armen. Pludselig sa Else: „Skal jeg afsted nu?”
„Ja, Fru Kant,” sa Frk. Stenberg med mild og kjærlig Stemme. „Imorgen tidlig.”
Else kasted sig om hendes Hals og graad.
„Der kom Bud for lidt siden om, at Deres Sager skulde være parat. Der er ogsaa blevet sendt en Pakke fra Deres Hjem.”
„Deres Hjem” — det stak Else i Brystet. Hun havde jo ikke mere noget Hjem.
„De skal ikke være ulykkelig, Fru Kant,” trøsted Frk Stenberg. „Paa Sct. Jørgen blir De ikke længe, Tro De mig.”
„Nej,” sa Else sløvt,” „Saa slipper jeg da for at se Hieronimus.”
Saa kom Komtessen og sad og graad med hende. Hun var lige saa haabløs som Else.
Timerne gik, og Reservelægen kom om Aftenen.
„Kan De se, at min Mand dog ikke kom,” sa Else.
„Ja, jeg forstaar det ikke.”„En ordholden Herre, den Professor Hieronimus.”
„Nu gaar vi Stuegang sammen,” sa Reservelægen og stak sin Arm ind under Elses, hvorpaa de fulgtes ind i Cellerne. Al den Godhed og Taknemmelighed, Else i Begyndelsen havde følt for Reservelægen, strømmed i det Øjeblik friskt og fuldt igjénnem hende. —
Bella Holm var bleven flyttet, og i hendes Celle laa en gammel Bondekone, der havde faat sin Hofte knust ved et Hestespark. Hun jamred og klaged med en høj gneldrende Fistelstemme, der hvert Øjeblik brast, over dette Helvedes Fangehul, hun var kommen i, og forlangte at bli sendt hjem. Hun skulde koge Mad til sin Mand.
„Snak godt for mig hos Professoren, De Dame der!” raabte hun efter Else.
„Det er den rette, hun kommer til,” sa Else og næsten lo.
Den sidste Morgen var kommen, og Else havde pakket sine Sager sammen. Saa skrev hun i rasende Fart et Brev til Hieronimus, hvori hun gav al sin Foragt og Uvilje Luft, og Punkt for Punkt stilled op sine Anklager. Tilsidst lovte. hun, at Professoren, saasnart hun kom ud fra „Sct. Jørgen”, skulde bli draget til Ansvar for sin Færd mod hende og underskrev:
Deres oprigtige Fiende
Else Kant.
Hun var netop færdig med Brevet, da Reservelægen kom.
„Faar jeg tale et Øjeblik alene med Dem?” spurgte Else. „Og vil De svare mig paa det, jeg spør om, som man svarer et Menneske, der ikke er paa Galehus? Vil De det?” sa Else, da Reservelægen havde lukket Døren.
„Ja, sa Reservelægen. „Det vil jeg.”
„Vil De saa sige mig, om De nogensinde har set nogen Slags Sindssyge hos mig, mens jeg har vært her?”
„Nej,” svarte Reservelægen alvorlig.
„Finder De det alligevel rigtigt, at jeg blir sendt til „Sct. Jørgen?”
„Det er en Sag, som ikke vedkommer mig.”
„Har en Mand lovlig Ret til at spærre sin Kone inde i en Sindssygeanstalt mod hendes Vilje, saasnart han og en Læge siger, at hun er sindssyg?”
„Ja. Og vice versa.”
„Paa den Maade kan der jo let ske Misbrug,” sa Else.
„Ja, og det sker der vist ogsaa ofte,” var Reservelægens Svar.
„Og jeg har ingen Ret? Har ikke Lov til at faa tale med en Sagfører eller en Ven?”
„Nej, ikke naar De er her. Og Overlægen paa „Sct. Jørgen” kan beholde Dem der i Aarevis, hvis han vil” — der kom et Smil af Triumf i Reservelægens Øjne, som nød han den Magt Lægerne havde.
„Men det gjør han nu ikke,” tilføjed han lidt efter. „Han er saa elskværdig.”
„Og derpaa skal det altsaa komme an, hvorlænge en Patient skal holdes indespærret, om Overlægen er elskværdig eller ikke?”
Reservelægen trak paa Skuldrene.
„Ja, saa var det ikke mere,” sa Else. „Men jeg lar mig altsaa føre til „Sct. Jørgen” under den mest energiske Protest fra min Side. Det tar jeg Dem til Vidne paa. For det er galt, at jeg skal til „Sct. Jørgen.”„Farvel,” sa Reservelægen og rakte Haanden. „Sikken et dejligt Rejsevejr, De faar.”
„Det maatte meget heller vært stygt og fælt Vejr,” sa Else.
„Saadan en Pessimist. Altid misfornøjet.”
„Kan De virkelig ikke forstaa, at stygt Vejr vilde bedre svaret til min Stemning?” spurgte Else.
„Aa jo. Naturligvis. Men Farvel altsaa.”
„Farvel,” sa Else og trykked hjertelig Reservelægens Haand. „Mange Tak for Deres Venlighed mod mig.”
„Aa jeg ber. Hav det nu rigtig godt.”
Saa fik Else Overtøjet paa. Hun sa Farvel til Komtessen og Sygeplejerskerne, hvem hun allesammen kyssed og takked for alt godt. Hun var ogsaa inde hos Patienterne. Fru Syverts gav sløvt Haanden til Farvel, og sa nogle arrige Ord om dette modbydelige Komediespil.
Da de kom ind paa den „rolige Gang”, spurgte Else efter Bedstemor. Men Bedstemor laa endnu i sin Seng, og Tiden var knap.
Saa blev den store Fløjdør for Enden af den „rolige Gang” lukket op. Else kjendte Nøgleraslingen igjen fra den første Aften”, da hun var kommen her med Knut. Hun saa sig tilbage ned over den lange Gang, hvor nogle Patienter sad paa de gule Stole, og blandt dem Bella Holm, der holdt Hodet bøjet over et stort Strikketøj, og saa skamfuld ud. Og pludselig grebes Else af en Vemod, der dugged hendes Øjne. Her var hun nu jo kjendt og næsten hjemmevandt. Og her havde hun lidt og stridt og sejret. Hvad vented hende paa det nye Sted?
Frk. Stenberg fulgte hende helt ned og ud paa Trappen. Atter maatte Else tænke paa den Aften, da hun og Knut var kommen denne Vej. Femogtyve Døgn havde hun været der oppe. Femogtyve Døgn, der vejed som 25 Aar.
Foran Trappen holdt en Vogn med 2 Hester og to Portører paa Bukken. Ved Siden af Vognen stod en venlig gammel Kone, som skulde være Vogterske over Else paa den lange Kjøretur til „Sct. Jørgens” Hospital.
Da Else var kommen ud paa Trappen, vendte hun sig om til Frk. Stenberg og omfavned hende med en hjertelig Tak for al hendes Godhed. Saa steg hun ind i Vognen, fulgt af den gamle Kone.
Solen skinned blankt og blaat paa Hospitalets pyntelige Gaardsrum. Else saa ud gjennem Vognvinduet, og tænkte med noget, der ligned Misundelse paa Fru Fog og Selvmordersken, der ogsaa var bleven ført bort fra dette Sted.
— Og saa var hun da endelig paa Vejen til sit nye Fængsel.