Og saa var al Spænding og al Uro borte. Istedetfor traadte en iskold Forhærdelse, som gav hende Fred. Det var altsaa alligevel sandt, at Knut ikke havde villet se hende. Naar han ikke var kommen efter det Brev, hun havde sendt, saa — — Hun forstod ikke et Muk af det hele — men det fik være det samme.
Da Hieronimus kom ved Aftenstuegangen, spurgte Else, om hendes Mand nu havde faat at vide, at han kunde besøge hende.
„Nej,” sa Hieronimus i frydefuld Tone. „Det haster ikke.”
„Nu kan det forresten ogsaa være det samme,” svarte Else. „Jeg har ikke længer Lyst til at se min Mand.”
„Den Lyst kommer nok igjen,” Hieronimus vimsed ud.
Næste Morgen ved Stuegangen begyndte Reservelægen igjen at snakke om, at nu kom Hr. Kant. Professoren gik ikke fra sit Ord.
„Jeg bryr mig ikke mere om at se min Mand,” sa Else heftigt. „Aldrig mere i dette Liv!”
„Fy, fy,” sa Reservelægen.
„Her har han ladt mig være, ikke en eneste Gang set til mig. — Det er ikke hans Fortjeneste, at jeg ikke har mistet Forstanden.”
„Vær nu fornuftig, Fru Kant,” Reservelægen tog Elses Haand og saa fast paa hende. „De véd
jo ikke, hvilket Pres Deres Mand har vært under.”
„Men hvorfra har han faat denne pludselige Autoritetstro? Og det paa saadan en vildfarende Herre som Hieronimus?”
„Man maa jo tro paa Lægerne, ikke sandt, Fru Kant? Dannede Mennesker er opdraget til det.”
„Og saa udsætter man sine nærmeste for at gaa tilgrunde af bare Dannelse!” raabte Else forbitret.
— Om Eftermiddagen ved Femtiden stod med ét Dr. Tvede foran Else. Hun sad ved Vinduet og hæklet.
Else tog imod ham med iskold Ro. Han skulde hilse saa meget fra hendes Mand.
„Og jeg skal til „Svt. Jørgen”, spurgte Else blot.
„Ja, Fru Kant.”
„Saa har vi ikke mere at tale med hinanden om. De har nok godt røgtet det Ærinde, jeg gav Dem til min Mand.”
Dr. Tvede stod og stammed i det, og saa alvorlig og bedrøvet ud. Hans Besøg blev kun kort. Da han gik, rakte han Haanden.
„Farvel,” sa Else og rejste sig. „Det kan godt være, det er sidste Gang, jeg taler med Dem, for naar jeg kommer ud fra „Sct, Jørgen”, søger jeg ikke Dem.”
Saa gik Tvede.
En Timestid senere kom Hieronimus. Else spurgte igjen, om hendes Mand havde faat Underretning om, at han kunde besøge hende.
Og atter igjen lød det samme frydefulde „Nej,” og det samme: „Det haster ikke.”
„Jeg skulde forresten gi Dem dette,” Hieronimus la et Brev paa Bordet foran Else. Det var fra Knut, og Else saa straks, at det var flænget som det forrige Brev.„Jeg læser ikke et Brev fra min Mand, som De har aabnet,” sa Else og rejste sig i Hast.
„Det gjør mig ondt for Deres Mand,” svarte Hieronimus.
Else fjerned sig nogle Skridt. Saa blev hun staaende halvt bortvendt.
„Forresten er dette en højst forloren Indignation,” sa Hieronimus med Spot. „De, som før har været interneret, véd jo, at Sindssygepatienternes Breve altid blir aabnet.”
„De, som skrev Breve til mig dengang, brød jeg mig ikke om,” svarte Else. „Det er anderledes nu. Desuden var mine Breve ikke aabnet.”
„Hum. Der husker De vist fejl”
Else maalte ham med et koldt Blik.
„De bør stadig lægge an paa at tøjle Deres Sind,” vedblev Hieronimus haanlig. „Det vil De ogsaa faa god Lejlighed til, naar De nu kommer til „Sct. Jørgen” for længere Tid.”
Ikke et Muk svarte Else.
Hieronimus gav sig god Tid, før han gik.
Da han var borte, tog Else Brevet mellem Tommel og Pegefingeren og kasted det ud paa Bordet i Gangen.
— „De, som før har vært interneret.” — Ogsaa dette skulde denne „Sindssygelæge” med Haan kaste hende i Ansigtet.
Ja, dengang. Hvor stille og godt havde hun ikke havt det paa Anstalten hos den humane og kjærlige gamle Overlæge, der nu forlængst laa i sin Grav. Dengang var det ogsaa langvarig Søvnløshed fremkaldt ved sjælelige Rystelser, som havde voldt, at hun blev syg. Og hun havde dengang vært daarligere end nu. Havde ikke kunnet kjende sine allernærmeste og havde havt en bitte liden graa, tyk Mand, som ustanselig hopped op og ned paa Bordet, og altid fik Lampen mellem Benene. Men straks hun kom paa Anstalten fik hun sove. Den tykke graa Mand blev borte, og der faldt helbredende Fred over hende. Og da hun efter knapt 2 Maaneders Forløb skulde forlade Anstalten, havde hun bedt om Lov til at bli der lidt endnu. Men den gamle, kjærlige Overlæge havde smilende rystet sit graa Hode og sagt, at han kunde ikke forsvare at beholde hende længere, fordi hun tog Pladsen op for en virkelig syg. Det var netop Mindet om dette fredfuldt velsignede Ophold hos den gamle elskelige Overlæge, der havde gjort hende saa villig til at søge Hjælp hos Hieronimus.
Hos Hieronimus! Denne Mand, der havde skrevet nogle Afhandlinger, som havde vakt Opsigt, og som holdt Forelæsninger, der interessered de unge Medicinere! Andet vidste ingen om ham. Jo, man vidste ogsaa, at han havde daarlig Mave, og at han var noksaa grætten.
Næste Morgen var det Professoren, der gjorde Stuegang, fulgt af en hvid Kandidat.
Da han kom, gik Else frem og tilbage paa den lille Gang udenfor sit Værelse. Hun hørte hans Skridt, men vendte sig ikke om, før hun var ved Enden af Gangen.
„Godmorgen,” sa Hieronimus.
„Godmorgen,” mumled Else.
„Hvordan staar det til?”
„Som det plejer,” Else strøg forbi ham, og gik ind i sit Værelse op til Vinduet, hvor hun vendte Ryggen til.
„Dr. Tvede var her jo igaar,” hørte hun Professorens Stemme ude paa Gangen.
„Ja,” svartes der af Frk. Stenberg.
„Gjorde hun en Scene?”
„Nej. Nogen Scene var der ikke. Jeg sad herude paa Gangen, og det gik ganske stille af. MenDr. Tvede var der kun et Øjeblik, og da han gik, sa han, at Fru Kant havde vært vred.”
„Noter, at Fru Kant har vist Vrede mod Dr. Tvede,” skratted Hieronimus. Formodentlig henvendt til Kandidaten, tænkte Else. —
— „Det kunde De gjerne ha sparet mig for, Frk. Stenberg,” sa Else, da Stuegangen var overstaat.
„Dr. Tvede bad mig om at sige det. Saa er jeg nødt til at gjøre det.”
„Er det virkelig sandt. — Bad han Dem?”
„De kan da vide, at jeg ellers ikke havde gjort det, kjære Fru Kant,” Frk. Stenbergs Tone var mildt bebrejdende. „Tror De, jeg vil volde Dem Ubehageligheder, naar jeg kan undgaa det?”
Else stod maalløs. Tvede, denne Mand, som hun havde holdt saa meget af, og som havde vært hendes Ven. Hvad var dog dette for noget? — „Naar man er paa denne Afdeling, er der ingen, som ænser, hvad man siger.” — — Ja, ja, ja, hun blev passet paa og lagt Mærke til som et underligt Dyr.