Grøn er Vaarens Hæk,
Kaaben kastes væk,
Jomfruer sig alt paa Volden sole;
Luften er saa smuk,
Deres Længselssuk
Kjendes let paa deres Silkekjole.
Nu har Viben Æg,
Pilen dygtig Skjæg,
Og Violen smaat paa Volden pipper;
Gaasen sine Smaae
Lærer flittig gaae,
Skaden vindigt med sin Hale vipper.
Svenden med sin Brud
Gaaer i Haugen ud,
Paa de grønne Skoe hun synes dandse;
Ak, hvor hun er let!
Foden er saa net.
Pogen sælger til dem grønne Krandse.
Storken er saa travl
Høit paa Bondens Gavl,
Og de røde Fødder Næbet slibe;
Høkren med sin Viv
Gaaer for Tidsfordriv
Med sin sølvbeslagne Meerskumspibe.
Hulde Piger smaae,
Røde, hvide, blaae,
Sende deres Blikke rundt som Pile;
Og som Krigerflag
I det kjelne Slag
Silkebaand fra Lilienakken ile.
Aftnen driver paa,
Mens de Skjønne gaae,
Bare de dem ikke skal forkjøle!
Hvilken yndig Strøm!
Barmen blier saa øm,
Man mit Hjerte kan paa Vesten føle.
I den tause Nat,
Som en stor Dukat
Maanen stænker Guld paa alle Grene.
Ak, de Skjønne svandt
Jo fra hver en Kant,
Det er tungt, man skal gaae hjem alene.