De foran omtalte Kjendemærker, som særtegne den ældre Middelalders Kalkmalerier, blive færre og færre og høre ganske op hen mod Aar 1300; fra den Tid og særlig ind i det følgende Aarhundrede have vi i det hele kun et ringere Antal Billeder at fremvise, hvilket muligt maa tilskrives den lange Ufredstid, som da herskede i Landet, der ogsaa har indvirket paa de kirkelige Forhold. Først i den sidste Halvdel af det fjortende Aarhundrede mærkes det, at Interessen for Kirkerne atter er vakt, navnlig under Dronning Margrethe, der som bekjendt stod i et særlig godt Forhold til Gejstligheden. Det mærkelige Maleri i Næstveds St. Peterskirke — med hendes Fader og Moder, der knæle foran den treenige Gud, omgivet af den nye Periodes sammenslyngede Ornamenter — er et karakteristisk Arbejde fra den Tid (o. Aar 1375; Fig. 14), ligeledes et nu tabt Billede i Stubbekjøbing Kirke med 3 Rækker Figurer med Apostle, Engle og Serafer staaende under gothiske Buer. Den byzantinske Stil har man nu ganske forladt, kun sjældent ses et romansk Ornament, og den gothiske Stil er stærkt fremtrædende i de arkitektoniske Former (Fig. 15). Figurerne have ikke mere de overleverede Dragter fra den klassiske Oldtid, men bære Datidens Klædninger. Gud-Fader Figuren har man nu ingen Betænkelighed ved at fremstille; vi se ham saaledes i ovennævnte Billede i Næstved Kirken som en aldrende, langskjægget Mand med Korsglorien om Hovedet holdende den Korsfæstedes Billede foran sig. Overalt ser man, at der hersker en anden Aand og en anden Forstaaelse af det religiøse; Maleren frigjør sig for den tidligere, overleverede Stils noget stive Figurer og højtidelige Ansigtstræk; med den større Frihed i Valget af Æmnerne følger ogsaa en livligere Opfattelse af Handlingen i Billedet, i Figurernes Stillinger og i Grupperingen. Men det stemningsfulde, Skjønheden og den kunstneriske Beaanding, tillige med den inderlige religiøse Tro, der udtalte sig i de ældre Billeder, savnes nu. Farverigdommen er ogsaa langt ringere og Udførelsen mindre omhyggelig, ja, ofte endog raa og skjødesløs. Stærkest træder Forskjellen frem i Billederne med den himmelthronende Kristus, som den nyere Tid optog efter den gamle. Nu er han ikke mere fremstillet som den milde, velsignende Guds Søn, nu se vi ham paa den yderste Dag, med opløftede, blodige Hænder, som den dømmende og straffende Herre, fra hvis Hoved det blottede Sværd og Liliestænglen udgaar, som et Tegn paa Straffen og Naaden, der udtales over Menneskene (Fig. 16). En enkelt Gang ser man ham truende knytte Haanden mod de fordømte. Ved hans højre Side knæler Maria fremvisende sit blottede højre Bryst, hvilket hentyder til Luc. 11 Kap. 37 V.: »Saligt er det Liv, som bar Dig, og det Bryst, Du diede«; til venstre knæler Johannes Apostel, som Malerne nogle Steder forvexle med Døberen, idet de afbilde ham bærende Dyrehuden, der er dennes Særmærke. Under denne Gruppe ses til den ene Side de udvalgte Sjæle fremstige af Gravene og af Engle føres ind i de himmelske Boliger, til den anden Side slæbes de fordømte af Djævle hen til det flammende Helvedssvælg. I dette Billede, der — ligesom Fremstillingerne af den himmelthronende Kristus i det ældre Tidsrum — optager Hovedpladsen i den østlige Del af Kirken, ser man ret, hvor den yngre Tids Malere nu have fri Raadighed over deres Fantasi og et ubegrænset Felt at bevæge sig paa. De himmelske Boliger have de fremstillet som prægtige Bygninger med Taarne, Søjlegange og Altaner, hvor Engle modtage de udvalgte blæsende paa Basuner, medens St. Peter staar ved Hovedindgangen med Nøglen i Haanden. Nogle Steder ser man Englene spille paa andre musikalske Instrumenter (Fig. 17). Med ikke ringere Fantasi er Helvede malet i disse Dommedags-Billeder; Kunstneren har skabt et helt Korps af uhyggelige Djævleskikkelser med Horn og Dyreben med skarpe Kløer, og paa Ryggen Dragevinger; man ser dem paa de mest utænkelige Mander pine de fordømte med grufulde Torturer og til sidst støde dem med lange Gafler ind i Flammegabet. Samtidig med disse Billeder begynde Helgenlegenderne at blive fremstillede; men først i sidste Halvdel af 15de og de første Tiaar af 16de Aarhundrede træffes de i større og større Antal. Malerens Opfindelsesevne fornægter sig heller ikke her. De hellige Mænds og Kvinders Martyrier søger han at gjengive i sine Billeder saa forstaaelige og gribende som muligt, undertiden endog paa en højst frastødende Maade, for at give Beskueren en tydelig Forestilling om, hvad disse Mennesker have maattet lide for Kristendommens Sag (se Fig. 22, St. Simeons Død).
I det 16de Aarhundrede — navnlig ved Slutningen — vare de fleste Landsbykirker blevne forsynede med Hvælvinger, hvorved der vandtes en rigelig Plads til Fremstillingen af de mange Helgenlegender og Helgener, som man netop nu følte Trang til at forherlige. Af Altertavlerne fra den Tid — hvoraf selv mindre Landsbykirker havde to—tre — erfare vi, hvilke Helgener Kirken var indviet til; disses Livshistorie maatte forklares i malede eller udskaarne Billeder, og hvad der ikke fandtes Plads til paa Altertavlen, blev malet paa Kirkens Vægge eller Hvælvinger. Da disse Helgenlegender danne et væsentligt Hovedæmne for den senere Middelalders Kalkmalerier, vil det være for vidtgaaende her at nævne dem alle; men nogle af de vigtigste og mest fremtrædende Helgener, der findes fremstillede i vore Kalkmalerier, fortjene at omtales, tillige med deres Legender i korte Træk.
Den Helgen, vi træffe tidligst og i størst Antal, er St. Laurentius; hele hans Færd betegner ham som den ædle Martyr, der er opfyldt af den sande kristelige Aand. Han viser et urokkeligt Mod ved at optræde som de fattige og forfulgte Kristnes Beskytter og Støtte mod den hedenske Kejser Valerians Forfølgelser. Da Kejserens Høvedsmand affordrede ham Kirkens Skat, hvilken han som Diakon havde at bevare, henviste han ham til de fattige og fromme, som Skatten var brugt til at bespise og hjælpe. Han blev fængslet og dømt til Døden o. Aar 257; med UforL færdethed og Taalmod gik han den pinefulde Død i Møde paa den glødende Rist, og den Maade, paa hvilken han saaledes efterfulgte Kristi Exempel, maa i høj Grad have grebet de troende; thi vi træffe ham ikke mindre end o. 20 Gange i de hidtil fundne danske Malerier, og deriblandt flere, hvor han ses at lide Døden, medens Guds Engel modtager hans Sjæl, Et sjælden smukt Billede af ham fandt Forf. 1890 i Bryndum Kirke ved Varde (Fig. 18); her staar han støttet til Risten, medens to hvidklædte Engle løfte den hvide Martyrkrone over hans Hoved. I samme Kirke er der et andet Billede af ham, hvor han ligger udstrakt paa Baalet, og Kejseren eller Høvedsmanden opmuntrer Bødlerne til med Pustere og Stænger at forstærke Ilden; over Baalet svæver en Engel med udbredte Arme for at modtage hans Sjæl. Efter Stilen i Billederne og de omgivende Ornamenter maa de være malede hen mod Aar 1400.
Et ikke mindre interessant Maleri af St Laurentiuslegenden findes i Draaby Kirke i Sjælland (Fig. 19); her ser man ham i Færd med at uddele Gaver til de fattige; noget derfra staar Kejseren og vinker ad ham, for at han skal komme og gjøre Regnskab for den betroede Skat. I Billedets Midte ses St. Hippolytus bunden til en Hest. Han var Biskop i Rom og led Martyrdøden o. 250. Ifølge hans Navn (Hippos, Hest) dømtes han til at ihjælslæbe af Heste. I et andet Billede i samme Kirke (Fig. 20) er St. Laurentius's Martyrdød afmalet; hans afsjælede Legeme ligger paa Baalet bundet til Risten; fra hans Mund udgaar en Seddel, hvorpaa der staar: „in man(us) tuas d(omi)ne (com)mendo sp(iritu)m. meu(m)" (i dine Hænder, Herre, befaler jeg min Aand). Kejseren, med tredobbelt Krone paa Hovedet, staar ved Siden af og støtter sig til et stort Slagsværd, og over Helgenen ser man Englen, der bortfører hans Sjæl. Disse Billeder i Draaby Kirke ere udførte senere end de i Bryndum, omtrent ved 1460-70; men de ere malede med megen Omhu og godt tegnede. Endnu længe efter Reformationen har man holdt St. Laurentius's Minde i Ære; thi i Auning Kirke ved Randers er et Maleri af ham (Fig. 21) med Risten i Haanden og iført en Dragt fra Frederik den 2dens Tid, o. 1562—65.
Af en anden Helgen, den ridderlige St. Georg (Jørgen), have vi et lige saa stort Antal Billeder. Legenden breder sig vidt Om hans kjække Daad ved uopfordret at træde frem som Forsvarer af en værgeløs Kvinde, en Prinsesse, der var udsat for en umættelig Drage, som kun vilde fodres med Menneskekjød. Med sin Lanse dræbte han Uhyret, og Kvinden reddedes, Paa Lansen bærer han ofte en hvid Fane med et rødt Kors, som Sagnet siger, at en Guds Engel havde bragt ham, da han alene overvandt en Skare Hedninger, og det blev troet, at hver den, der kæmpede under dette Kors, skulde have det evige Liv. Den dybere Tanke, der egentlig ligger til Grund for Legenden, nemlig at den underkuede Kristendom nu frigjordes, og at dens fuldt rustede Forsvarere dristig tør træde frem og bekæmpe den lede Hedendom, er selvfølgelig i den tidlige Tid ikke fortaaet af Folket, som kun i Helgenen ser den ridderlige og kjække Helt, der træder i Kamp for Uskyldigheden. Mange mærkelige Billeder af ham findes her hos os; et af de ældste ses paa en Korvæg i Aarhus Domkirke, hvor han med sin Lanse gjennemborer Dragen og befrier Prinsessen. Omkring Borgen, hvor hendes Forældre iagttage Kampen, ser man en Ringmur med en Række Kanoner, der, tillige med Karakteren for øvrigt i Billedet, vidne om, at det er malet ved Aarene 1430—40. I Ballerup er der ogsaa et smukt Billede af Helgenen, men fra noget senere Tid; ligeledes i Vallensbæk i Sjælland, men som nu er udslettet. Længe efter Reformationen malede man ham endnu, hans Anseelse var endnu ikke svækket. Saaledes var der i en Hvælving i Fausing Kirke et meget daarligt Maleri af ham, der var malet 1562— 65; det er nu overhvidtet. I Faxe Kirke er der ogsaa et sildigt Billede af St. Georgs Kamp med Dragen (Fig. 22), hvor man ved Siden af ser St. Simeons Martyrdød (han er ophængt ved Benene og bliver skaaret igjenmem med en Sav). En tredje Helgen træffes ogsaa hyppigt, nemlig den hellige Michael; han forvexles ofte med St. Georg, da han ogsaa fremstilles i Kamp med og dræbende den onde Aand. Men under Kampen er han ikke som St. Georg iført Rustning, derimod bærer han en lang, sid Kjortel, og som Vaaben har han kun en Korsstav. Han er én af de fire Ærkeengle og har ogsaa det Hverv at prøve Sjælenes Værd, før den endelige Dom sker. Vi se ham derfor undertiden i Kamp med Uhyret, men oftest staaende med en Vægtskaal i Haanden, i hvis ene Skaal der sidder én eller to Sjæle, medens flere Djævle ivrigt søge at nedtynge den modsatte Skaal ved at lægge tunge Vægte, Sandposer o. dsl., i den, eller, naar dette ikke strækker til, at klynge dem selv ved Skaalen (Fig. 23). Det ældste malede Billede af Helgenen afdækkede Forf. i Værum ved Randers, efter den gothiske Omfatning at dømme malet ved Aar 1300; det var meget beskadiget, men man saa Figuren temmelig tydeligt staaende paa den hæslige Drage, som han nedstøder med sin Korsstav. I Roskilde, Udby og Ballerup (Fig. 24) i Sjælland, og i Aarhus, Skive og Udbyneder m. m. i Jylland er der ogsaa interessante Billeder af ham, malede i 15de—16de Aarhundrede.
En fjerde Helgen findes lige saa ofte som de foregaaende, det er den stærke Kristoffer. Sagnet om denne Mand, og hvad der fortælles om hans Djærvhed, har levende grebet Krigeren og den menige Befolkning. Denne Kæmpe, der troede sig uovervindelig og mente at kunne underlægge sig alt ved sin Kraft og legemlige Styrke, havde foresat sig kun at ville tjene den mægtigste i Verden. Han tog derfor Tjeneste hos en mægtig og stor Konge; men da han under sit Ophold hos ham mærkede, at hans Herre nærede en stadig Frygt for Djævelen, blev han kjed af at tjene ham og opsøgte denne onde Fyrste. Dog heller ikke her varede det længe, før han lagde Mærke til, at Djævelen skjalv og ængstedes for at møde Kristus eller det hellige Kors, ja, han kunde ikke engang taale at høre disse Navne udtalt. Det var Kristoffer for stærkt, han forlod Tjenesten og drog ud i Verden for at finde hin ukjendte Herre, der var mægtig nok til at indgyde en saadan Frygt. Paa sin Vandring traf han en from Eneboer, som raadede ham til — for at behage hin mægtige Herre — at bruge sine Kræfter til at staa de hjælpeløse bi, og han henviste ham til en nærliggende Strøm, som standsede alle vejfarende. Kristoffer paatog sig her at bære disse over Vandet og kæmpede længe udholdende mod de stride Bølger og førte mangfoldige rejsende over Floden, Endelig kom Kristus selv i et lille Barns Skikkelse og forlangte at bringes over Strømmen; men da Barnet sad paa hans Skulder og Kæmpen var begyndt sin Vandring, syntes han, at han nedtyngedes saa stærkt, som om en langt sværere Vægt, end han nogensinde før havde baaret, var lagt paa hans Skuldre —: »Du er saa tung, som om hele Verden hvilede paa mig«, sagde han til Barnet; men dette svarede: »Du skal vide, at du bærer ikke alene hele Verden, men endog den, der skabte den«. Ved disse Ord trykkede Kristus ham ned under Vandet og gav ham saaledes den hellige Daab. Nu følte Kristoffer, at han endelig havde truffet sin Overmand, og efter dette ofrede han sig ganske til Kampen for den kristelige Læres Udbredelse og led til sidst Martyrdøden omtrent ved Aar 250. At Skippere valgte ham til deres Skytspatron, kan forstaas; men at Skattegravere ogsaa gjorde det, er mindre fatteligt — maaske fordi Helgenen endelig fandt det, han saa længe og møjsommeligt havde søgt. Man havde ogsaa den Tro, at naar nogen i farefuld Færd, navnlig Krigere, saá hans Billede tidligt om Morgenen, forskaanedes de for en brat Død.
Billederne af Helgenen vise ham for det meste som vandrende over Floden med Kristusbarnet paa Skulderen og støttende sig til et Træ med en bladrig Krone, hvilket sindbilledlig hentyder til den kristelige Læres Fremblomstring ved ham. Et sjælden godt Billede findes paa en Væg i st. Hans Kirke i Hjørring (Fig. 25), der tydeligt betegner, hvor stærkt han trykkedes af sin Byrde; et andet godt Billede af ham findes paa en Væg i et Kapel ved Viskinde Kirke, og mange Steder paa Øerne og i Jylland er der mere eller mindre gode Billeder af Helgenen.
Af vore hjemlige, nordiske Helgener: Knud Konge, Knud Hertug og St. Olaf — have vi ogsaa flere Billeder iblandt vore Kalkmalerier. Det er ikke uden Betydning, at der kun kan paavises tre—fire af den førstnævnte; thi det er bekjendt, at han kun var lidet yndet af det menige Folk, og at det derfor varede længe, inden hans Anerkjendelse som Helgen blev fastslaaet (Fig. 26). Af de to andre er der hidtil fundet otte Billeder af hver. Des værre er et af de mærkeligste Malerier af St. Olafs Legenden tilintetgjort; det fandtes i Vallensbæk Kirke i Sjælland og fjærnedes 1867 tillige med alle de andre Billeder, St. Georg m. fl., paa Forlangende af Kjøbenhavns Magistrat, som den Gang var Ejer af Kirketienden. Iblandt disse Billeder var der interessante og morsomme Fremstillinger; i en af dem (Fig. 27) saá man St. Olaf staaende i et Skib, i Færd med at bortmane en Del mandlige og kvindelige Djævleskikkelser, der søge at hindre Skibets Fart, og om Bord paa dette saá man nogle af Skibsfolkene lide haardt af Søsyge under den stærke Søgang, som de onde Aander have rejst.
Af Knud Hertugs Legenden have vi flere lige saa mærkelige Billeder, som alle, paa enkelte nær, ere bevarede. Særligt maa nævnes Maleriet i Vigersted Kirke i Sjælland (Fig. 28), hvor Helgenen knæler barfodet for Kristus, der paasætter ham Helgenkronen, medens der bagved St. Knud optræder en Del Gildesbrødre, der have valgt ham til Skytshelgen. I Hænderne bære Brødrene forskjellige Redskaber, der hentyder til deres Haandteringer, som Skomagere, Skræddere o.s.v.; til venstre staar en mandlig Figur med et rundt Spejl, muligvis et Billede paa Forfængelighed, og til højre St. Martin, der deler sin Klædning med den fattige. I Hvidbjærg ved Skive er Hertugen malet i Legemsstørrelse paa Korbuens ene Side (Fig. 29); han er klædt i en Dragt fra Kong Hans's Tid (o. 1500), og om Hovedet bærer han den for ham egne Krans af tre røde og tre hvide Roser. I højre Haand holder han et stort Sværd og i venstre en Korsfane: ved hans Hoved staar i Munkebogstaver:
S. Kanut(us) Dux (St. Knud Hertug). Iblandt Skivekirkens store Antal Helgener er han ligeledes afmalet med en Fane i Haanden og Kransen om Hovedet (Fig. 30) ved Siden af Knud Konge og St. Olaf. Men ét af de mærkeligste Billeder af ham er i Skivholme Kirke i Jylland, som vil blive omtalt nedenfor i Forbindelse med en anden Helgen.
I vore Kalkmalerier have vi foruden de fire tidligere beskrevne, ansete Helgener andre, der ere kjendte og forherligede over hele den middelalderlige, katholske Verden. En af dem træffes meget ofte afmalet i vore Kirker, det er den hellige Clemens, Biskop i Rom, som døde ved Aar 80—90. Han var de søfarendes Skytspatron, og Aarhus Stift, By og Domkirke have udvalgt ham som deres særlige Helgen. I Kirken findes flere Kalkmalerier af ham, ligesom han har Plads i Byens gamle Segl. Kirkens Altertavle har en prægtig Billedstøtte af ham, og paa Fløjdørene er hele hans Legende og Martyrium afmalet.
Ogsaa i Aarhusegnens Kirker træffe vi paa hans Billeder. Det mest mærkelige afdækkede Forf.(1897)i Udbyneder Kirke ved Hadsund. Maleriet (Fig. 31) fremstiller ham staaende i sit pavelige Ornat med Krumstav i venstre Haand og den højre strakt velsignende mod et fuldrigget Skib, der ved sin knækkede Mast viser, at det er stedt i Havsnød. Paa Skibets Dæk staar en Mand, der bedende folder sine Hænder og synes at anraabe Helgenen om Bistand. Paa Malerierne i Aarhus Domkirke og andre Steder er han altid betegnet ved sit Kjendingstegn, Ankeret, som han støtter sig til eller holder foran sig; i Udbyneder-Maleriet har han det ikke, men vi kan ikke tage fejl af ham, idet vi her træffe ham første Gang i Udøvelsen af det ham af Apostlen Peter betroede Hverv, som Skjærmer af de søfarende at føre dem og Skibet i sikker Havn.
Den store Anseelse, denne Helgen har haft her i Landet, vidner et andet Billede om, som Forf. ligeledes fremdrog i 1896 i Skivholme Kirke (Aarhus Amt). Her staar han i overnaturlig Størrelse i paveligt Ornat med tredobbelt Krone paa Hovedet, og i venstre Haand holder han Ankeret støttet op mod Skulderen. Den højre Haand lægger han paa en foran ham staaende mindre Figur, der er iført en lang, hvid Kjortel. Denne Figurs Hoved er blottet, og i Panden er et stort Saar, hvorfra tre Bloddraaber løbe ned ad venstre Kind. Saaret gaar fra højre Tinding ned til venstre Øjenbryn og henpeger tydeligt til det Hug, som Knud Hertug fik ved Overfaldet i Haraldsted Skov 1131, og som blev hans Bane. Figuren forestiller utvivlsomt St. Knud, og dette støttes ved, at der et Par Alen derfra, i Hvælvingshjørnet, er malet en kronet Figur i ridderlig Dragt med Sværd i højre Haand, og om Panden, under Kronen, ses Kransen med de røde og hvide Roser, der bestemt betegne Figuren som Knud Hertug (se Fig. 29-30). I det modsatte Hvælvingshjørne var der Levninger af en Krigerfigur med et stort Spyd og Sværd, hvilken Figur turde forklares som én af Helgenens Drabsmænd; der er Spor af flere Figurer, men des værre have Nypudsninger i Hvælvingen forstyrret dette Parti, saa intet var at finde der.
At den ansete Stifthelgen her fører den nationale Helgen med det blodige Saar frem for Menigheden, viser, hvilken Betydning St. Clemens har haft endnu ved Slutningen af det 15de Aarhundrede; Dragter, Rustninger hos Krigerne og nogle Vaabenskjolde betegne nemlig Maleriet som udført i det sidste Tiaar af Aarhundredet.
Som foran omtalt vare vore fleste Landsbykirker i Løbet af 15de Aarhundrede blevne forsynede med Hvælvinger; herved vandtes der rigelig Plads til de mange Helgener, som den katholske Religion forherligede. Vi træffe saaledes ofte Fremstillinger — dog i et mindre Antal end de forannævnte — af St. Lucias, Nicolai, Antonius, Martinus (se Fig. 28), Eligius, Dionysius, Severinus, Erasmus m. fl. samt af alle Apostlene, selv Judas Ischariot (i Skive og i Thingsted, sidstnævnte Sted rigtignok hængende i et Træ med Pengepungen om Halsen). I Aarhus Domkirke er der et Billede af St. Antonius (Fig. 32); han holder en Stav med det hellige Taumærke (den ældste Form paa Bispe- og Abbedstave) i Haanden, ved hans Fødder kryber en Gris, der hentyder til et Sagn om, at han i sin Ungdom vogtede Svin. Over hans Hoved læses: S. Antoni(u)s an(a)chor(eta) (St. Antonius Eneboeren). Undertiden træffes Malerier af mindre kjendte Helgener, saaledes St. Polykarp (Biskop af Smyrna, som led Martyrdøden Aar 166) i Draaby Kirke ved Æbeltoft, hvor man ser ham omfattet af Flammeglorien. — Helgeninder savnes heller ikke; alleroftest møder os Billeder af St. Katharina af Alexandria og Barbara, Veronica, Margaretha, Anna og Maria Magdalena. St. Katharina af Alexandria var en kristen Prinsesse; hun blev i Aaret 307 dømt til Døden paa Marterhjulet, men et Lyn sønderbrød det, da hun skulde lægges derpaa; derefter blev hun halshugget med Sværd (Fig. 33). Paa Grund af hendes Lærdom blev hun Skytshelgeninde for lærde Skoler og Filosoffer. St. Margrethe var Datter af en hedensk Præst som angav hende, fordi hun hyldede den kristne Lære; hun fængsledes og plagedes der af Djævelen, men slog denne ned med et Kors (Fig 34). Sjældnere findes Billeder af Ursula, Agnes og Elisabeth af Thyringen o. s. v. Af den sidstnævnte fandt Forf. dog et interessant Billede i den foran omtalte Udbyneder Kirke (Fig. 35). Hun er malet i noget over naturlig Størrelse med Krone paa Hovedet og bærer i Haanden en Kurv, som efter Sagnet indeholdt Brød og Levnetsmidler til de fattige, hvilke ved et Under forvandledes til Blomster, da hendes raa, hedenske Ægtefælle overraskede hende ved hendes Velgjørenhedsværk; foran hende knæler en lille kvindelig Skikkelse, der synes at anraabe Helgeninden om Hjælp og holder i Haanden de fra Brød forvandlede Blomster. At hun netop er malet her, har dog vist en anden Anledning og Hensigt end hendes Betydning for Kirken. Kirkens Hvælvinger ere malede i Begyndelsen af 16de Aarhundrede, kort før Reformationen, og sikkert paa Foranstaltning af den bekjendte Biskop Niels Clausen af Aarhus (1491-1620); thi hans Vaabenskjold (de Skaders) med to mægtie Vaabenholdere, en Løve og en Enhjørning er malet paa en af Hvælvingskapperne. I den anden, tilstødende Hvælving ses Kong Kristian den 2den og hans Dronning Elisabeths (Isabellas) Vaabener; det sidste er det, hun førte som østerrigsk Prinsesse. I Kappen nærmest dette Skjold er Helgeninden Elisabeths Billede, og det turde forklares som en Forherligelse af den af Gejstligheden yndede, endnu katholske Dronning og en Hentydning til hendes Navn, Elisabeth, som hun her i Landet blev kaldt. I Kirkens næste Hvælving er det før omtalte Maleri af St. Clemens og Skibet i Havsnød (se Fig. 31).
At Maria, Jesu Moder, ikke er nævnt imellem Helgeninderne, er fordi hun alt findes i de allerældste Malerier; men ogsaa i det yngre Tidsrum træffes hun ofte, ja, meget hyppigere end de andre Helgeninder, baade som Enefigur (Fig. 36) og som Bifigur i Grupper, som Korsfæstelsen, Omskærelsen, Hyrdernes og de Vises Tilbeden m. m. Et Sted (Tudse Kirke) se vi hende føre Jesus i Skolen, hvor Læremesteren med Værdighed tager imod dem med Riset i den ene Haand og Perlen i den anden (Fig. 37). I Saxkjøbing var tidligere et Maleri, der nu er tabt, hvor Maria ligger afsjælet paa Lejet omgivet af Disciplene, og imellem dem træder Jesus frem og modtager hendes Sjæl (Fig. 38). Ogsaa som Himmeldronning se vi hende afmalet flere Steder, hvor hun siddende eller knælende modtager Himlens Krone af Gud-Fader og Kristus; disse Billeder ere fra den allersidste katholske Tid og sikkert Efterligninger af de udskaarne Altertavler, hvor denne Gruppe ofte findes fremstillet.
Den interessanteste Samling blandt Kalkmalerierne med bibelske Personer og Helgener er den, der fremdroges af Forf. i Sommeren 1887 i Skive gamle Kirke. Ifølge et Aarstal, der fandtes imellem Billederne, vare disse malede 1522, og i den tælles ikke mindre end o. 70 Figurer. I Korhvælvingens Kapper fandtes en Kreds af Billeder, som vare tærkt medtagne af Tiden, men dog fuldt forstaaelige. Over Alterpladsen i den østlige Kappe var malet Treenigheden: Gud-Fader bærer den tredobbelte Krone paa Hovedet, og i Haanden holder han Verdenskuglen; ved hans Side sidder Kristus med en enkelt Krone paa Hovedet og fremviser sine gjennemstukne Hænder og Bryst; over dem begge svæver den hellige Aand. I de andre tre Kapper findes smukt malede Engle, flyvende parvis, iførte hvide Klæder; i Hænderne holde de en gjennem alle Kapperne fortløbende Skriftseddel, hvorpaa endnu læses enkelte tilbageblevne latinske Ord af Højsangen. I Skibets første (østlige) Hvælving er der Billeder af Maria, Maria Magdalene og Apostlene, parvis fordelte i de forskjellige Kapper; i den anden Hvælving er malet Marias, Josefs og Johannes Døberens Frænder og Slægtninge, samlede i Grupper. I de øvrige Hvælvinger er fremstillet Martyrer og Kirkefædre: St. Sebastian, Vincentius, Martinus, Bonifacius, Peter Martyr, Rocus, Franciscus, Botulf, Laurentius, Stefanus; endvidere: Gregor, Ambrosius, Dionysius, Augustinus, Ansgar, Rimbert, Bernhardt, Georg, de hjemlige Helgener Kjæld og Thøger, Vilhelm, Olaf, Knud o. fl. Peter Martyr ledede Inkvisitionen i Italien i 13. Aarhundrede. Flere Kættere, som han havde forfulgt, overfaldt og dræbte ham ved at kløve hans Hoved (Fig. 39). Rocus er ligeledes en Helgen fra den senere Middelalder. Da Pesten i fjortende Aarhundrede rasede i Italien, drog han dertil, plejede og lindrede de syges Lidelser, indtil han selv blev angreben af Pestbylder. Han lagde sig pint af Smerter i en Skov; en Engel kom og lagde sin Haand paa hans syge Legeme, og han blev da helbredet (Fig. 40).
Der er i hele Ordningen af Billederne i Skive Kirke en smuk, gjennemtænkt Plan, lige fra Korets med Treenigheden og Englekoret, der fortsættes i Skibet med de bibelske Personer, Kirkefædre og Martyrer, helt ned til vore egne hjemlige Helgener; alt er ordnet med Eftertanke, og den kunstneriske Udførelse er bedre, end man ellers træffer den i dette Tidsrum. Disse Malerier af Martyrer og Helgener ere ligesom et sidste Forsøg, en sidste Anstrængelse, Katholicismens Forkæmpere gjøre for at bringe de hellige Mænd i Minde og støtte den paa dette Tidspunkt stærkt vaklende Tro. Mærkeligt nok fremkom omtrent samtidigt — ved 1530 — et lille Skrift: »Peder Smed oc Atzer Bonde«), der indeholdt en Samtale imellem begge og nogle andre om »Monchenis Bedragerier oc Wildfarelser udi Paffuens Kierebe«. I dette Skrift henlægges Handlingen særlig til Skive By, hvilket oplyser os om, at der paa dette Sted har været en levende Bevægelse i de religiøse Forhold kort før Reformationen, med haarde Angreb paa Katholicismen, som dog ogsaa synes her at have haft sine dygtige og intelligente Forsvarere, hvad de malede Billeder i Kirken vidne om.
Det gjærende og urolige i de religiøse Forhold og den Uvilje, der begyndte at rejse sig mod den katholske Lære, affødte mange Uskejelser, som de mere rettænkende gejstlige søgte Midler til at modvirke. Fra tidligere Tid kjendtes den Virkning, de malede Billeder i Kirkerne havde paa Folket; men den senere Tids Fremstillinger af Helgenernes Martyrier vare saa ofte benyttede, at man trættedes ved at se dem. Tvivl og Mistro om Legendernes Troværdighed rørte sig ogsaa. Der trængtes til nye Æmner, der kunde vække Folkets Eftertanke og Forstaaelse af Livet her og hisset. Saaledes se vi nogle Steder Malerier, der henpege til Menneskelivets Forfængelighed og Ubestandighed.
I Tudse Kirke i Sjælland findes et mærkeligt Billede (Fig. 41), hvori man ser tre kronede Herrer, der ride ud til Jagtens Glæder med Falk og Hunde. Men Døden træder dem i Møde i tre uhyggelige Skikkelser, tre kronede Benrade med Slanger hængende ud af Øjenhulerne og slyngede om de ranglende Knogler. Den forreste Rytter vakler i Sadlen og hans Hest synker i Knæ. Det er atter et Billede, der er laant fra sydlige Landes Kirkemalerier. Fremstillingen er den samme — kun mere begrænset — som det bekjendte Maleri »Dødens Triumf« i Camgo santo i Pisa). I Skibby Kirke er der et noget lignende Maleri fra samme Tidsrum.
Et andet Billede, der ogsaa hentyder til dette Livs Ubestandighed og Omskiftelser, er det saakaldte Lykkehjul, en billedlig Fremstilling, der har sin Oprindelse fra Romernes Hedenskab, hvor deres Gudinde Fortuna ses staaende paa en Kugle eller et Hjul. I vore Kirker er hidtil fundet 9 Billeder af Lykkehjulet. Det mærkeligste og fuldstændigste er i Thingsted Kirke paa Falster (Fig. 42). Man ser til venstre en ung, fornøjeligt udseende Mand i Færd med at stige op paa Hjulet, og over ham staar: regnabo (jeg vil komme til at regere); øverst paa Hjulet sidder han, rigt klædt, og løfter triumferende et Glas, og over ham staar: regno (jeg regerer); til højre ser man ham i simpel Dragt styrte hovedkulds ned, og her staar: regnavi (jeg har regeret); men under Hjulet ligger en nøgen, hjælpeløs Mand, og over ham staar: sum sine regno, sic tra(n)sit gl(ori)a mu(n)di (jeg er uden Magt, saaledes forgaar Alverdens Herlighed).
Disse Billeder, der ere fri for al Helgendyrkelse, henpege paa det skrøbelige Liv her, og mane Beskueren til at forsage al verdslig og forfængelig Tanke, og alene søge sin Støtte i den sande Tro, der forjætter ham det evige Liv.
I andre Dele af Landet har man lignende Forsøg paa ved Billeder i Kirkerne at bekæmpe den tvivlende Modvilje og vaklende Tro, der mere og mere begyndte at røre sig mod den katholske Lære. Men det er paa en helt anden — næsten brutal — Maade, at det sker. I Voldby Kirke ved Grenaa fandtes 1891 en Række af Malerier i Hvælvingerne, der i sine Fremstillinger viste de ubundne menneskelige Lidenskabers og Lasters nedværdigende Følger, i Modsætning til Religionens og den frelsende Kirkes Magt. I Sammenligning med de samtidige Billeder i Skive Kirke vare de yderst raa og anstødelige, hvorfor de fleste bleve overhvidtede. I Herstedvester Kirke i Sjælland er et Billede, hvor man ser en krybende Mand, der er trælbunden af sin Lidenskab. I Saltum Kirke ved Hjørring og nogle andre Steder er fundet lignende Malerier. Men disse Bestræbelser bragte ingen Fremgang, den katholske Kirkes Anseelse og Krumstavens mægtige Vælde var brudt. Intet kunde standse den vakte Bevægelse og den rene, nye Læres Udbredelse. Den katholske Kirkes Afladshandel og Fritagelse for Synd og Brøde, der falbødes som en Vare for Penge, viste, hvor dybt det religiøse og sjælelige Liv var sunket, og gav det sidste Stød til Katholicismens Fald, der med alle sine Mangler dog havde løftet den kirkelige Kunst til et smukt Standpunkt her i Landet.