Da en fremmed Indflydelse og Paavirkning, saaledes som der her i Korthed er forklaret, i alle Retninger har gjort sig gjældende, er det ikke saa underligt, at den ældre Del af vore Kalkmalerier i saa meget ere overensstemmende med Udlandets eller i hvert Fald kun meget lidt afvigende fra dem. Den fremmede, byzantinske Stil i Figurerne, de alvorlige Ansigter, Draperierne, Ornamenternes omhyggelige Tegning, de rene og fine Linier i Bygninger, Søjler, Kapitæler og Buer gjenfinde vi i vore Malerier. Mest træder Ligheden frem i de mange Fremstillinger af Kristus, der som Himlens Herre sidder paa den mangefarvede Himmelbue. I Enkelthederne ses ogsaa Ligheden ; saaledes er der i St. Apollinare nuovo i Ravenna et af de ældste Billeder af denne Art (Fig. 3), hvor Ansigtsudtrykket og Formen i Kristushovedet fører Tanken hen til flere af vore danske Kristusbilleder, der synes at have taget hint og lignende til Forbilleder. Samme Kirke bar paa nordre Væg et Mosaikbillede (Fig. 4) af de tre Vise, der frembære deres Gaver for Maria og Jesusbarnet; man ser dem komme i en fremadilende Gang, der mulig skal antyde deres higende Længsel efter at naa deres Maal: at tilbede og bringe deres Offer. Den samme ilende Bevægelse i Figurerne ses i Basrelieffer paa de ældste romerske Sarkofager fra 4de—5te Aarhundrede. Hos os gjenfindes den i Kalkmaterierne paa Væggene i Fjenneslev (Fig. 5) og Slaglille Kirker. En anden Overensstemmelse med de fremmede Billeder viser sig deri, at de Vise nærme sig fra den venstre Side af Mariagruppen, som, paa meget faa Undtagelser nær, ogsaa almindeligt er vist paa de oldkristelige Basrelieffer. I Ravennamosaiken holder den forreste Mager sin Kappeflig imellem Hænderne og Gaven, for ikke umiddelbart at røre ved den, idet han overgiver den til Barnet; det samme ses paa et Vægmaleri fra ellevte Aarhundrede i Lambachs Stiftskirke i Ungarn (Fig. 6). Dette Tegn paa Ærbødighed er ikke nøje vist i de to nævnte danske Malerier, men det træffes paa andre Fremstillinger her, navnlig paa Korbuen i Estvad og paa en Dørsten (Tympanon) i Aalum Kirke (Fig. 7). I den senere Middelalders Billeder hos os er dette Ærbødighedstegn endnu beholdt; thi man ser ofte i Malerier og udskaarne Billeder den hellige Læst blive frembaaren paa denne Maade.
Det betydningsfuldeste Billede; Kristus i sin Herlighed som Himmeldrot — findes altid malet paa den østlige Væg i Koret eller paa Hvælvingen af den med dette forbundne, halvrunde Tilbygning (Absis), saaledes i Hagested Kirke (Fig. 8). Man ser Herren siddende paa en Art Throne eller paa Himmelbuen omgivet af en mandelformet Nimbus. I venstre Haand holder han Evangeliet, Livets Bog, og den højre opløfter han til Velsignelse. Med en gribende, ophøjet Ro i Stilling og Aasyn er han fremstillet som den himmelske, altvelsignende Guddom. I Hjørnerne uden for Nimbusen ses de fire Evangelistsymboler: Ørnen, Løven, Oxen og Englen, og ved Siderne staa Maria, Johannes og Ærkeengle i bedende Stillinger. Endelig ere disse Fremstillinger i Almindelighed omrammede med prægtige farverige Ornamenter.
Korets Sidevægge ere som oftest afdelte i tre Bælter paa langs af Muren, hvoraf det mellemste gjærne har noget over den dobbelte Bredde af det underste og øverste (A. B. C. i Fig. 9). I det brede, mellemste Bælte er malet bibelske Fremstillinger, og i de to smallere — der danne en Art Friser over og under det mellemste — er der malet smukt tegnede Alagrecque-Snoninger og romanske Ornamenter. Korbuen, der spænder over Opgangen fra Kirken til Koret, har i Almindelighed i Toppen en Cirkel med agnus dei (»Guds-Lammet«) og nedad Siderne Figurer af Evangelister eller Apostle (Fig. 10).
Skibets Vægge ere afdelte paa samme Maade som Korets, med Figurfremstillinger i det brede, midterste Bælte og farverige Ornamenter i de to andre.
Foruden den tekniske Dygtighed i Udførelsen skille Malerierne fra denne ældre Periode sig bestemt fra de følgende Tiders ved den ædle Simpelhed og Alvor i Figurernes Stillinger og Aasyn og ved de overalt med fin Sans sammenstillede Farver. Alt vidner om en fuldt udviklet Kunst, der tillige har været beaandet af en inderlig og ren Opfattelse af den kristne Tro. Med en egen Ærbødighed se vi paa disse Billeder nu; hvor meget mere maa de ikke have virket betagende paa vore tidlige Kristnes uvante Øjne, da Malerierne vare nye og stod i al deres friske Farvepragt og paa en let fattelig Maade fortalte Beskueren Hovedtrækkene af den kristelige Lære!
Ved en nærmere Betragtning af de ældre Malerier træde flere Ejendommeligheder frem, der ere bestemt kjendetegnende for dem; saaledes vil man mærke en paafaldende Tilbageholdenhed i Valget af Figurerne i Fremstillingerne. Maleren indskrænker sig til kun at gjengive de allervigtigste Personer: Kristus, Maria, Johannes, de tre Vise; kun en Gang imellem træffes Maria og Elisabeth, Johannes Døberen, Evangelisterne og andre, som Kristus og Maria komme i Berøring med ved enkelte Lejligheder, som ved Besøget hos Familien i Bethanien og ved Lazarus's Opvækkelse. Billeder af disse Optrin findes i Hjørlunde Kirke i Sjælland og Lyngby Kirke i Jylland. Maleriet i Lyngby (Fig. 11) med den i ægyptisk Mumieklædning omhyllede Lazarus minder paafaldende om et Billede i Capella dell'Arena i Padua af den italienske Maler Giotto (f. 1266, † 1337), hvor Lazarus ogsaa træder frem af Graven som Mumie. Muligvis er Giottos Billede atter en Efterligning af Fremstillingen paa en Sarkofag fra Katakomberne (nu i Lateranmuseet i Rom), hvor han ligeledes er iført Mumieklædning. En figurlig Fremstilling af Gud-Fader har man endnu ikke dristet sig til at give; dennes Legemliggørelse synes at have ligget for ophøjet for Malerens Tanke; først længere hen i Middelalderen træder Gud-Faders Figur frem i vore Kalkmalerier, og da som oftest med Kristi Korsglorie eller en Pavekrone paa Hovedet. Betegnes Gud-Faders Tilstedeværelse i Billederne, er det i Almindelighed paa en egen tilbageholden Maade ved en fra en Sky fremstrakt velsignende Haand (se Fig. 13). Martyrer og Helgener synes Kunstneren enten fremmed for, eller han finder dem ikke værdige nok til at stilles ved Siden af Frelseren og hans nærmeste. Men ved disse Begrænsninger blive Billederne — hvor tiltalende de end ellers ere — ofte noget ensformige; i forskjellige Kirker ser man saaledes atter og atter det samme gjentaget uden væsentlige Forandringer; i en Gruppe Kirker i det nordlige Sjælland ere Malerierne i hver for sig saa ens, at man skulde tro, at den samme Maler har udført dem, hvilket for øvrigt vel ogsaa tør formodes. Dette falder f. Ex. let i Øjnene, naar man sammenholder de ornamentale Bordter i Slaglille og Fjenneslev Kirker (se Fig. 10 for neden og Fig. 12). Det før omtalte Hovedbillede med Kristus som Himmeldrot findes o. 20 Gange gjentaget her i Landet uden særlige Forandringer med Undtagelse af nogen Forskjel i de prægtige ornamentale Omgivelser. De gamle Malere synes dog selv at have haft Blik for det ensformige i Fremstillingerne og følt Trang til at bringe nogen Afvexling ind i dem. Man ser dette nogle Steder, hvor der indføres Personer i Billederne, der ikke høre til de udvalgte Helliges Kreds, Det er Mænd og Kvinder, som maa antages at have givet Gods og Gaver til Kirkernes Grundlæggelse eller ladet opføre saadanne og lignende Bygninger med religiøst Øjemed, og derved ydet Hjælp til den kristelige Læres Fremme. I flere danske Kirker er der fundet Billeder af denne Art, hvor en Mand eller Kvinde frembærer en lille Kirkemodel til Guds Velsignelse; Gud-Fader Figuren er ikke synlig, men hans velsignende højre Haand kommer frem fra Himlen. Det mærkeligste af disse Billeder, er det, der findes i Fjenneslev Kirke (Fig. 13), med de to Figurer, som antages al skulle forestille Asger Rig og Fru Inge, Esbern Snares og Absalons Forældre, som efter Sagnet lod Fjenneslev Kirke bygge. Fortællingen om, hvorledes Tvillingsønnernes Fødsel gav Anledning til, at Fru Inge under sin Husbonds Fraværelse i Leding lod sætte to Taarne paa Kirken, er vel kjendt fra Øhlenschlægers smukke Digt »De tvende Kirketaarne«, og hermed stemmer, at den lille Kirke, som Hr. Asger paa Billedet holder i sine Hænder, netop ogsaa er fremstillet med to ligedannede Taarne.
I Slaglille, Hagested og Førslev ere lignende Billeder, og paa Slesvig Domkirkes søndre Portal ser man en kronet Figur bære en lille Kirke frem til Velsignelse, som man har ment at skulle forestille Valdemar den store. Et andet Forsøg paa at bryde det ensformige er vist i enkelte jydske Kirker, hvor der i lange Friser under det egentlige Hovedbillede er malet Rytterkampe, navnlig i Aal, Hvejsel og Vellev Kirker; man har udtydet dem som Begivenheder i den bibelske Historie, f. Ex. Makkabæernes Kampe, men muligt er det, at de forestille en eller anden Kamp i vor egen Historie; en nærmere Forklaring af dem dog er endnu ikke lykkedes.
Et andet Særmærke for de ældre Malerier er, at der ikke træffes Billeder af Kristi Ungdomshistorie, som man i de efterfølgende Tidsrum finder saa ofte fremstillet. Kun et eneste Sted i de ældre Billeder ses Kristus som ung Mand staaende i en forklaret Skikkelse med opløftede Hænder. Det er i Billedrækken i Jellinge Kirke (Fig. 9, a), hvor Johannes forbereder de forsamlede Jøder paa hans Komme.
Af Korsfæstelsen er hidtil kun fundet et eneste blandt de gamle Malerier, nemlig i Hjørlunde Kirke. Det synes, som de ældre Malere have villet undgaa at fremstille Kristus som den menneskelig lidende. Naar Korsfæstelsen skulde betegnes, se vi meget ofte Billedet af det blødende Guds-Lam.
Ved Anvendelsen af Glorien om de hellige Personers Hoveder er der ogsaa vist visse Hensyn. Dette er tydeligst fremtrædende i Jellinge-Billedrækken; det spæde Jesusbarn og Elisabeth ere uden Glorier, den unge Kristusfigur ved Siden af Johannes har Glorien, men den er ikke betegnet med Korset (se Figuren S. 13); først da han modtager Daaben, i et Billede paa den østlige Væg i samme Kirke, ses han med Korset i Glorien.