Da Constance vaagned efter et Par Timers fast og dyb Søvn, stod Solen højt paa Himlen. Først havde hun ingen tydelig Forestilling om, hvad det var, som laa saa knugende over hende, men lidt efter stod alt, hvad der var foregaat, i klare Omrids for hende. Hun lukked Øjnene fast i og graved Ansigtet ned i Puden. Hun vilde gjemme sig for det, vilde væk, væk, men det nytted ikke. Hun maatte gjennemgaa det altsammen, leve det om igjen, Smule for Smule. Nu havde hun hævnet sig. Men havde hun nu ogsaa fundet Lindring derved? — — Hun følte Trang til at spytte sig selv ud. Der var ikke Stof i hende til det, hun havde villet, kunde hun mærke. Hun væmmedes ved sin Mand, ved Mejer, ved Livet, men fremfor alt ved sig selv.
Hvad skulde hun nu gjøre? Hvorledes forholde sig? Hun satte sig overende i Sengen for at tænke efter. Saa faldt hendes Blik paa hendes Billede i Spejlet. Med et Skrig slog hun Hænderne for Ansigtet og slang sig tilbage i Puderne. Hun kunde ikke udholde Tanken om at møde sin Mand. Hun vilde ikke, at han skulde røre ved hende og hun ikke ved ham, ikke for nogen Pris i Verden. Hun vilde ikke se ham mere. Men hvor skulde hun hen? Forlange Skilsmisse? Begynde paa alt det en Gang til; hun gad ikke spendere en Tanke paa det. Mejer strejfed flygtigt hendes Sind, men det var liksom han gled ud i Taage for hende.
En fortærende Livslede bemægtiged sig hende. Borte var Hadet, Hævnlysten, Smerten. Der var blevet saa stille indeni hende, saa tomt og saa dødt. Hun begreb, at hun ikke orked at leve mere. Hun sa det til sig selv, med en langsom, rolig Stemme. Saa stod der jo kun ét tilbage: at dø. Hun laa og overvejed det omhyggeligt. Var hun nu vis paa, at det var Alvor? At hun virkelig vilde og turde? Ja, det var det eneste, hun kunde finde paa, det eneste, der var Hvile i.
Men det maatte ske straks; vented hun bare en Time mere end nødvendigt, vilde hun maaske ikke ha Mod.
Hun stod op og klædte sig paa sindigt og med Omhu. I Ro og Mag drak hun sin Kaffe og spiste et Par Kavringer til. Hun saa paa Klokken og regned ud, at hun vilde være hjemme Klokken tolv. Da var Lorck i Praksis, og Lejligheden vilde være gunstig. Hun gav Pigen nogle Instrukser, sa, at hun kunde ta til Byen, naar hun var færdig, og gik ned til Toget.
I Kupeen sad hun trykket tilbage i det ene Hjørne med lukkede Øjne. Konduktøren maatte to Gange tiltale hende, inden han fik hendes Billet. Hendes Tanker kredsed om dette ene: at skynde sig med at dø.
Liksom den foregaaende Dag lukked hun selv op og kom ubemærket ind i sit Værelse; hun gik hen til sit Skrivebord og skrev staaende de Ord til Lorck: „Du skal ikke sørge over mig. Jeg var saa lej af Livet, at jeg ikke kunde bære det længer. Constance”.
Hun stak Papiret ind i en Konvolut, som hun forsegled, skrev Lorcks Navn uden paa og la det ind paa Bordet i hans Modtagelsesværelse.
Saa gik hun ind i Soveværelset, laased Døren og tog frem fra Skabet i Vaskebordet en Flaske Morfin, som var bleven staaende der fra en Gang Lorck, havde git hende en Insprøjøning for Tandpine. Det var en stor Portion; Lorck havde spøgende sagt, at det var nok for tre at dø af.
Mekanisk løsned hun sine svære Fletninger og la Haarnaalerne fra sig paa Toiletbordet. I det samme faldt hendes Øjne paa et Fotografi af Familjen paa Molde, der hang paa Væggen i en sort, poleret Ramme. Hendes Far og Mor siddende i Midten og Børnene grupperet omkring dem. Moren havde den mindste paa Skjødet, og selv stod hun bag Farens Stol med sin Haand paa hans Skulder. Hun var en ganske liden Pige den Gang, med udringet Kjoleliv, smaa Pufærmer og Haaret i Pisker ned over Ryggen. Hendes Hjærte skrumped sig pludselig sammen. Rask greb hun Billedet og trykked et Kys paa alle Ansigterne, ogsaa sit eget. Det forekom hende, at Barnet der var en ganske anden end hun. Saa husked hun Farens Ord, da de fik Prøvebilledet hjem. Han havde været saa fornøjet med dem alle; men om hende havde han sagt: „Constance har en Mine som et Individ, der ser skeptisk paa Tilværelsen,” og saa havde Moren lét og svaret, at han i Grunden havde Ret.
Nu saa hun ikke længer skeptisk paa Tilværelsen, nu var hun færdig med den. „Havde jeg bare vidst bedre Besked om det, der spiller denne store Rolle i Livet,” tænkte hun, idet hun hang Billedet tilbage paa sin Plads, „saa var det gaat mig bedre.” — Saa mindedes hun et andet Ord af sin Far; det var falden i den Tid hun gik for Præsten. „Du er en stor Egoist, Constance,” havde han sagt en Gang, han var utilfreds med hende, „og Egoisme er en Dødssynd.”
Ja det var sandt; hun havde været en topmaalt Egoist, hun saa det saa klart i denne Stund; det var hendes Livs store Synd.
Hun hægted Kjolen op, løsned Korsettet og la sig paa Sengen. Saa greb hun Flasken, lukked Øjnene, og tømte Indholdet i ét Drag...
Om Aftenen efter Hændelsen med Kristine havde Lorck været ilde tilpas. Da han kom hjem fra sin Praksis, var han gaat ind i Studereværelset for at hente en Bog. Idet han traadte over Tærskelen, stod han stille og snused. Det forekom ham, at der lugted Constance, som han plejed at sige. Uvilkaarlig saa han sig om. Ja, sandelig — laa ikke hendes Lommetørklæde der paa Sofaen. Han tog det op og besaa det; jo rigtig, det var hendes. Hvorledes var det kommet der? Om Formiddagen havde han siddet derinde en halv Times Tid —, havde det monstro ligget der den Gang.
Han blev saa underlig ilde ved. Straks efter gik han hen og ringed.
„Har Fruen været hjemme i Dag?” spurgte han den indtrædende Kokkepige.
„Nej da, Fruen har ikke været her siden i Morges, da hun og Hanne Stuepige tog ud til Løkken.”
„Det er godt,” sa han og vinked.
Da hun var gaat, klemte han Lommetørklædet mod sine Næsebor. Dets Duft bragte Constance saa levende frem for ham; han syntes næsten, han holdt hende i sine Arme. Til sidst trykked han et Kys paa Lommetørklædet og stak det til sig.
Han gik ind i Spisestuen, hvor Aftensbordet stod dækket. Under Maaltidet la han sig flere Gange tilbage i Stolen og stirred op mod Loftet med en distrait og misfornøjet Mine. Det var kjedeligt dette med Kristine. Hvordan Fanden var det ogsaa gaat til! Det var kommet saadan over ham, et Øjebliks Selvforglemmelse —. Det var det, som var det ærgerlige, at han lige godt kunde lat være. Han gjorde en smældende Lyd med Tungen, kløed sig i Haaret, hented en Cigar og satte sig ned i en Lænestol i Dagligstuen, hvor han forsøgte at læse. Men hvert Øjeblik gled Bogen ud af hans Haand. Han kunde ikke forvinde den Usmag, han havde af sig selv. Han fik Lyst til at drikke noget, gik ind og undersøgte Buffetens Indhold, fandt en Karaffel Portvin, skjænked sig et stort Glas og drak det ud. Saa gik han frem og tilbage paa Gulvet og røg. Lidt efter lidt arbejded han sig ud af den trykkede Stemning. Det var jo i Grunden ingen Ting at bry sig om. Constance fik jo aldrig vide det, hvad Fortræd kunde det saa gjøre? Han havde jo egentlig slet ikke krænket hende eller Forholdet til hende, det følte han helt ned paa Bunden af sin Sjæl. Det var noget rent fysisk, noget ham aldeles uvedkommende, rent ud sagt, noget Sludder det hele.
Han var bleven rørt ved Synet af Kristine, hun havde set saa lidende ud, han havde følt Trang til at trøste og hjælpe hende, og saa gik det, som det gik. Det var hans gode Hjærte, som var Skyld deri. Han var ingen utro Ægtemand, ikke paa nogen Sæt og Vis — det vilde han rigtignok protestere mod.
Da han gik til Sengs, var han i en blid og fornøjet Stemning. I Morgen Aften kom Constance tilbage, og det var rigtig godt, for han savned hende allerede. Om hun end ikke var saa kjærlig, som han kunde ønske, saa var der dog saa ulidelig tomt efter hende. Han glæded sig til Gjensynet, det kunde han, fordi han ikke var sig nogen Skyld bevidst, kun den, der havde et skyldfrit Sind, havde Evne til at føle Glæde, og skyldfri var hver den, som for sin Samvittighed kunde forsvare sine Handlinger. —
Den næste Dag kom han fra Praksis omtrent ved Tretiden. Han gik, som han plejed, lige ind i Modtagelsesværelset for at se efter, om der laa skriftlige Bud til ham. Det første hans Øje faldt paa, var Brevet fra Constance. En underlig Fornemmelse, lig en Kuldegysning gik igjennem ham. Hurtig aabned han det og læste de faa Ord. Bogstaverne blev borte for hans Øjne, og han tumled ligbleg tilbage. Som et forvildet Menneske stormed han gjennem Stuerne. Til sidst kom han til Soveværelset, hvis Dør var stængt. Han satte Ryg mod Døren og med en overmenneskelig Anstrængelse fik han den, efter et Par Forsøg, brudt op.
Der laa hun paa sin Seng med aaben Mund og brustne Øjne. Læberne var bedækket af et blaaligt Skum, som ogsaa var sivet ned over Hagen. Den ene Haand hang uden for Sengen og var opsvulmet paa Oversiden, og den tomme Flaske var rullet et Stykke hen over Gulvet. Med et Sprang styrted han sig over hende og løfted det livløse Legeme op mod sit Bryst, Saa udstødte han et jamrende Raab; Legemet faldt tilbage, og selv sank han hen over det.