Lorck havde ekspederet fem Patienter, to Tjenestepiger, en ung Dame, der havde Ørebyld, og to Mandspersoner, af hvilke den sidste var en firskaaren, brunbarket Sømand med en Mængde Tattoveringer paa Hænderne. Da Lorck var bleven færdig med ham, trak han op sit Uhr og saa', at der endnu var fem Minutter tilbage. Idet Sømanden gik over Tærskelen raabte Lorck: „Den næste, men saa ikke flere i Dag!”
Der kom en Kvindeskikkelse ind, som havde slig underlig Møje med at faa Døren lukket efter sig. Hun gik tøvende nogle Skridt og blev usikker staaende. Hun var middelhøj og slank med et svært, mørkt Haar, graaagtige, mandelformede Øjne, en kort, bred Næse og en fyldig, godtformet Mund, der vilde været smuk, hvis ikke Huden omkring Læberne havde, været saa besynderlig strammet. Hendes Dragt var net og tarvelig, et sort og hvidrudet Kjoleskjørt lagt i brede Plisséfolder, et sort Overstykke af fint Klæde og en Hat af samme Farve med en hvid, stiv Fjær. Hun var meget bleg; Aandedrættet gik hurtigt, og Situationen syntes at være hende i høj Grad pinlig.
„Værsgod kom nærmere,” sa Lorck, der sad og skrev i en Notitsbog.
Men hun rørte sig ikke.
„Værsgod, værsgod,” blev han ved og pegte i Retning af Lænestolen ved hans Skrivebord. Saa la han Trækpapir over det skrevne, og idet han strøg hen over det med Tværsiden af sin højre Haand, drejed han Hodet og saa' paa hende.
Med et pludseligt Sæt kasted hun sig bagover i Stolen og spiled Øjnene lidt op.
„Kristine, er det muligt!”
Hun gik et Par Skridt og blev atter staaende, gjorde saa et Forsøg paa at sige noget, men opgav det. Saa tog hun Lommetørklædet frem og holdt det for Øjnene.
„Saa Du er her, Kristine? Du var jo rejst til Drammen.”
„Jeg er vendt tilbage” — stammed hun.
„Og nu kommer Du hid?” Hans Tone lød halvt vemodig, halvt misbilligende.
Hun skotted til ham. Han havde foldet Hænderne over Maven og lod Tommelfingrene uafladelig dreje rundt om hinanden.
„Jeg vilde saa gjerne tale med Dem.”
Der kom et Udtryk af Raadvildhed og Mishag paa hans Ansigt.
„Er der noget jeg kan gjøre for Dig? Forresten, Kristine, Du forstaar jo nok, at forbi er forbi.”
Hun blev blussende rød og saa atter bleg.
„Det er ikke paa den Maade —. Tro endelig ikke — jeg vilde blot be om en Recept.”
„Er Du syg?”
Graaden, som hun hele Tiden havde kjæmpet mod, tog nu Overhaand.
„Ja,” — hulked hun.
„Kom og sæt Dig, din Stakkar,” sa nu Lorck deltagende, idet han rejste sig. Han tog om hende og trykked hende sagte ned i Stolen. „Lad mig saa høre, hvad der fejler Dig.”
Kristine tørred sine Øjne og holdt dem fæsted paa Gulvet, mens hun talte.
„Jeg er saa plaget af Mathed og Hodepine, liksom den Gang, jeg havde Blegfeber og jeg fik de Jærnpiller, De husker, men nu har jeg ogsaa slige onde Smerter for Brystet.”
„Har Du havt det længe?”
„Et Par Maaneders Tid; i de sidste fjorten Dage er det blet rent ilde.”
Han følte hendes Puls og betragted hende opmærksomt.
„Og saa sover jeg saa daarligt om Nætterne, at jeg er trættere om Morgenen, naar jeg staar op, end om Kvælden, naar jeg lægger mig,” vedblev hun.
„Har Du spurgt nogen Læge før nu?”
„Nej” — sa hun, „jeg har været her ved Døren mange Gange, men naar jeg skulde til at ringe, havde jeg ikke Mod.” Hun hæved Øjnene og saa paa ham med et ubeskriveligt rørende Udtryk. „Jeg var saa bange, De skulde bli sint,” tilføjed hun frygtsomt.
„Hvor kunde Du tænke,” sa han aandsfraværende.
„Men saa havde jeg slig græsselig Lyst til at se Dem en eneste Gang til —” Graaden var atter ved. at bryde frem, „— ja, og til at høre Dem tale, og saa var jeg desuden saa syg, at jeg maatte ha Dokter.”
„Hvor længe har Du været her i Byen?”
„Siden straks før Jul.”
„Hvorfor blev Du ikke i Drammen?”
„Aa, det var for saa meget —. Jeg trivtes ikke og kunde ikke altid faa Arbejde. Naar en er ukjendt, gaar det ikke saa glat i en liten By — —.
Og saa blev jeg ogsaa uenig med min Søster, eller rettere sagt med hendes Mand —. Ja, alt det kom sig nu bare af, at han ikke lod mig være i Fred.”
„Aa saadan, din Stakkar,” sa Lorck og rysted medlidende paa Hodet. „Og gaar det Dig bedre nu da?”
„Ja her har jeg nok at gjøre, mere end jeg kan overkomme — —. Bare jeg var frisk, men jeg tror, det er Tæring.”
„Hvor falder Du paa det, Kristine?”
„Jo for med begge mine Søstre, som døde af den Sygdom, begyndte det akkurat saaledes —. Og saa har jeg sørget saa græsseligt.” De sidste Ord sa hun med neppe hørlig Stemme, mens hun hurtig visked de Taarer bort, som randt ned over hendes Kinder.
„Hum,” sa Lorck og sukked uvilkaarlig. „Stakkels Pige. Men forresten, Tæring kan jeg ikke tro, der er Tale om.”
„Jeg vilde slet ikke bli lej, om saa var.” Hendes Tone lød med ét frimodig. „Tværtom, jeg vilde gjerne dø.”
Lorck betragted hende ufravendt. Han fandt hende i Grunden slet ikke forandret; det havde bare forekommet ham saa i det første Øjeblik. En Smule magrere var hun maaske bleven, men det klædte hende egentlig. Hun saa unægtelig sød og net ud og var sig selv saa lig fra gamle Dage. Han kunde ikke modstaa sin Lyst til at klappe hendes Kind.
„Saa Du vil ha Tæring og være dødsyg, Du” — sa han og slog en halvt kjærtegnende, halvt spøgende Tone an. Han tog hende om Hagen og rysted hendes Ansigt frem og tilbage. „Nej min Ven, saa let gaar det ikke. Tror Du, Tæringspatienter kan ha sligt et Smilehul?” Han pegte med sin Finger paa det lille runde Hul i hendes Kind, som var kommen tilsyne ved hendes modstræbende Smil. „Dit gamle, søde Smilehul, Kristine,” sa han blødt.
„Det havde mine Søstre ogsaa,” svarte hun modfaldent, „ja næsten like til de døde.”
„Du har ikke mere Tæring end jeg selv —. Men kom, nu skal vi se efter. Jeg maa undersøge Dig.”
„Skal jeg knappe op?” spurgte hun.
„Javist ja, Kjolelivet maa af og Korsettet med, hvis jeg skal faa noget at vide.”
Hun hægted Broschen løs og knapped op i Brystet. Lorck la Lytterøret tilrette og vented paa, at hun skulde bli færdig.
Men hvordan det gik til eller ikke — pludselig vidste han ikke andet, end at det var hans gamle Kristine, hans Veninde, hans Kjæreste, som kom og besøgte ham, og inden han fik besinde sig, stod han og holdt hende i sine Arme og kyssed hendes varme, blottede Bryst.
„Læg den bort” — sa han og løfted Hatten af hende.
Hun vendte sig fra ham med en afværgende Bevægelse.
Han gik hurtig over Gulvet og laased Døren til Modtagelsesværelset, kom saa tilbage og slog Armen tæt omkring hende. „Jeg vil holde af Dig, som i gamle Dage” — hvisked han...
Constance saa' hvad der foregik. Hun var kommen ind i Studerværelset kort efter Kristines Indtrædelse fra Modtagelsesværelset og havde med bankende Hjærte tat Plads paa den yderste Kant af et Stolesæde.
Pludselig hørte hun noget, som forekom hende besynderligt og bragte hende til at rejse sig og gaa med listende Trin over Tæppet til Døren, hvor hun gav sig til at kige gjennem Sprækken.
Med stive Træk og hvid i Ansigtet som et Menneske, der gaar i Søvne, gled hun et Par Minutter senere ud af Værelset, lydløst og uhørt som hun var kommen. Rent mekanisk tog hun Tøjet paa og sneg sig ilfærdigt ud af Huset. Blodet brændte i hendes Aarer, og hun syntes, at hun uafladelig af al Magt raabte paa Brand; hun kunde ikke begribe, at man ikke kom styrtende for at slukke. Den troløse Forræder, som bedrog hende med halvnøgne Fruentimmere i hendes eget Hjem Og gjorde det saa roligt, saa angerløst, saa selvsikkert, med dette lystne Smil paa sine Læber! aa det Smil! Den falske Løgner, den utugtige Fyr, som sveg hende, uden Kamp eller Betænkning, ikke for en stor Kjærligheds Skyld, mens hun... Hun vilde ha Hævn, Hævn, om hun saa skulde kjøbe den med sit Blod. Det sved og brændte i Hjærtet, det stak og suged for Brystet — —. Hvor det vilde svale og kjøle at føle sig hævnet —. „Svale, svale, svale!” gjentog hun utallige Gange. Men han skulde faa vide det. Sikkert ja! Ellers var der jo ingen Hjælp i det —. Hun vilde sige ham det selv med en hoverende Latter lige i hans frække Ansigt —. Nej han skulde overraske hende i Mejers Arme paa Soveværelset, naar han kom sent hjem —. Hun vilde være afklædt, han skulde ikke kunne tvile —. Saa skulde han se, hvorledes han likte det —. „Aa lindrende, lindrende!” hun sa dette Ord saa længe, til Tungen kjendtes tør og træt af det.
Hun strøg nedover Karl Johansgade. Kjendte Ansigter passered forbi som i en Taage. Og hun saa paa dem med straalende Øjne og bøjed, naar hun hilste, Overkroppen mere, end hun plejed med en elastisk, hurtig Bevægelse. De, hun hilste, vendte sig uvilkaarlig om og saa efter hende.
Hun mødte Fru Hansen, der stansed og foreslog hende at vende om og spasere lidt.
Uden at ville det, dreven af en nervøs Trang til at være behagelig, gav Constance sig til at gaa med hende. Hun svarte muntert med raske Vendinger og lo overstadigt, da Marie fortalte om en morsom Fejltagelse, hun havde oplevet i en Butik. Men pludselig brød hun af.
„Jeg er gal, som gaar her,” sa hun. „Jeg skal jo med Jærnbanen, adiø med Dig!” Og hun slog Marie overgivent paa Skulderen, nikked lystigt og fo'r fra hende, inden denne havde faaet Tid til at tilbyde sit Følge.
Marie stod stille og saa efter hende; hun kunde ikke klare for sig selv, hvorledes det var, Constance havde set ud —. Og saa havde hun været saa forfærdelig smuk, egentlig uhyggelig at se paa, med noget underlig knistrende over hele sin Skikkelse.
Constance gik videre, hurtig, næsten løbende. Ved Akersgaden stansed hun for at se paa Uhret i Hjørnebygningen. Bare 6, og der gik først Tog halv 7. Saa vilde hun være der inden 7 og Mejer kom først Klokken 10.
Hun gik langsommere nu. Hun fik Lyst paa Vin, stærk, sød Vin, Masser af Vin i store Pokaler — — og Cigaretter, nej Cigarer, stærke, fine.
Hun gik ind i en Cigarbutik og spurgte efter Cigarer med det Navn, der plejed at staa paa Lorcks Cigarkasser. Hun fik, hvad hun forlangte og begav sig atter paa Vej. Vin var der nok af derude, og Proptrækker havde hun set ligge etsteds i en Vinduspost.
Hun kom ned paa Jærnbanestationen og spaserte rastløst frem og tilbage paa Perronen. Men saa husked hun, at der kunde komme nogen, hun kjendte, som skulde samme Vej, og satte sig derfor ind i Ventesalen i en Krog lige bag Indgangsdøren. Hun kunde ikke være stille, men stemte Taaspidserne mod Gulvet og bevæged Knæerne op og ned med en hurtig, rystende Bevægelse. Saa slog hun Tappenstregtakt med Støvlehælerne og akkompagnerte med Dammerammeram, Dammeramme ram.
Endelig peb Toget, og hun sad i Kupeen.
Var det i Morges hun var kjørt den samme Vej? Umuligt! det maatte være for Aar tilbage. Men nu var det jo alligevel i Morges. „Ja, ja, ja,” sa hun til sig selv og gjorde en Bevægelse med Haanden, som gav hun tabt.
Uden for Løkken mødte hun Hanne Stuepige med en Kurv paa Armen og Gadedørsnøglen i Haanden.
„Men er Fruen da ikke rejst til Byen?” spurgte Pigen med en Mine, som om hun ikke troed sine egne Øjne.
„Nej, jeg rejste alligevel ikke, — jeg har været en lang Tur,” svarte Constance. „Det er ogsaa bedre at bli her i Nat; saa kan vi begynde straks i Morgen tidlig.”
Hanne saa skuffet og slukøret ud, men vendte rask om og gik uden at svare foran Fruen for at lukke op.
„Ja saa faar jeg gjøre i Stand til Fruen oven paa vel?” sa Hanne, mens Constance stod og tog Tøjet af. „Det var rigtig godt, at jeg havde lagt i Ovnen tidlig i Dag, saa der ikke er koldt deroppe.
Constance havde drukket Te, men ikke rørt ved Smørrebrødet. Da Hanne tog Bakken ud, sa Constance, at hun ikke behøved hende mere; hun kunde lægge sig, naar hun vilde.
Saa gik hun ovenpaa for at se paa Soveværelset. Der stod en Seng paa den ene Væg med mørkerøde Uldtæpper og snehvide Lagener. Lige over for var der et hvidmalet Bord med et stort Spejl. Paa en Stol stod Vaskefadet og Vandkanden. Sæbeskaalen og Karaflen var stillet i Vindusposten. Haandklæderne var hængt over Stoleryggen, og et Lagen tjente som Rullegardin. Ellers var der af Møbler kun et stort hvidmalet Klædeskab og en Straasofa. Vadsækken stod paa Gulvet og en Messingstage med et Lys i paa en stor Kuffert, der var trukket hen til Sengen.
Nu gik Constance rastløs omkring nede i Havestuen, hun stod et Øjeblik ved Vinduet og damped paa en Cigar, saa skifted hun Plads og drak Vin af et Ølglas, satte sig i en Mejestol og rejste sig igjen.
Hun havde slukket Lampen, og gjennem de tynde, hvide Gardiner flød Maaneskinnet ind. Hun kasted Cigaren paa Gulvet, traadte Ilden ud med Foden og skjøv den hen i en Krog. Saa gik hun atter til Vinduet og saa' ud. Det var altfor lyst. Maanen stod lige foran og gloed gjennem de bladløse Træer og Buske. Nede i Hjørnet var der et Lysthus af Træ; det satte Ryg imod Lyset og kasted en aflang Skygge foran sig paa Græsplænen. Der var tyst og stille rundt omkring. En Hunds monotone Gjøen — det lød, som kom den langvejs fra — var det eneste, som hørtes. Hun drak mere Vin, tændte en ny Cigar, røg et Par Drag og la den fra sig i Vinduet, satte sig derpaa i Sofaen, men gik tilbage for at se, om ogsaa Verandaen var fuld af Maaneskin. Saa prøved hun, om Døren vilde knirke, naar hun aabned den, lod den staa paa Klem og saa' sluttelig paa sit Uhr. Hun maatte tænde en Fyrstikke for at bli sikker paa, hvad det viste. Det mangled fem Minutter paa 10. Det gav et Sæt i hende; hun slog Hænderne haardt mod sit Ansigt, bøjed sig i Knæerne, saa hun næsten sad paa Hug, retted sig op i næste Nu og greb et stort uldent Sjal, som hun havde i Beredskab. Om Hodet svøbte hun et sort Kniplingstørklæde; saa listed hun sig stille ud og iled i raskt Løb op til det aftalte Sted, der laa i omtrent hundred Skridts Afstand fra Huset. Her slog hun ind paa Vejen til venstre og befandt sig pludselig inde mellem slanke, kjæmpehøje Furustammer. Hun læned sig op til en Træstamme og vented. Det vared lidt, før hun hørte Toget pibe. Hjærtet banked, som om det skulde sprænges, og hvert Øjeblik kom der noget i Halsen, som vilde kvæle hende.
Hun hørte hans Skridt, inden hun saa ham; hun kunde ikke begribe, at det varte saa længe, før han kom. Endelig blev Lysningen ved Indgangen til Skoven formørket af en Skikkelse, som hurtig kom nærmere. Hun stod stille, til han var lige ved Siden af hende for at være sikker paa, at det var ham, saa traadte hun pludselig et Skridt frem og rørte ved hans Arm.
„Constance” — hvisked han med en overstrømmende Ømhed i Stemmen, „min elskede, min, min.”
Hun kasted sig heftigt ind til ham; de holdt hinanden tæt omslyngede, mens han bedækked hendes Øjne og Mund med Kys.
„Gudskelov, at Du er kommen, Harald,” sa hun med sin Mund ved hans Øre. „Jeg har været saa bange, saa bange.”
Hendes Sindsbevægelse havde lagt sig nu, der var kommen Tryghed og Hvile over hende. Dejligt, at de græsselige Ventetimer var forbi. Det var saa beroligende at kjende hans Arm omkring sig. De gik mod Huset; Lyset i Kjøkkenet var slukket; Hanne var altsaa gaat i Seng; sandsynligvis sov hun allerede. Sagte og forsigtig med Armene omkring hinanden kom de gjennem Haven og steg op ad de tre lave Trappetrin, der førte til Verandaen. De tændte ikke Lys, men blev siddende i Mørke, indtil de gik ovenpaa.
Klokken fire om Morgenen kom Mejer ud af Huset gjennem Verandadøren. Han kasted spejdende Blikke til alle Sider.
I det graagule Morgenlys saa han bleg og forpjusket ud. Han tændte en Cigar og stod et Øjeblik og lytted. Saa kasted han et Slængkys op til det tildækkede Altanvindu og skyndte sig ud af Haven. Han havde omtrent en Mils Vej at gaa og regned ud, at han vilde være hjemme Kl. 6.
Da han var kommen et Stykke ind i Skoven, stod han stille, aabned sin Lommebog og tog frem et Fotografi. „Det fordømte Billede,” mumled han, rev af en Fyrstikke og tændte Ild paa det.
„Sligt et grandiost Fæ! gaa med det paa sig” — sa han halvhøjt. Han kasted det flammende Billede fra sig og traadte Ilden ud med Foden.
„Se saa, nu skal det ikke gjøre mere Fortræd, end det alt har gjort.” Han gik videre med raske Skridt og slog flere Gange ud med Haanden som for at skyve noget ubehageligt fra sig. Den pinlige Situation ved Afskeden stod atter og atter for ham, og han saa uafladelig Constance bøje sig ned og ta Billedet op fra Gulvet, da det var faldet ud af hans Lommebog, saa', hvorledes hun betragted Bagsiden og hørte den Stemme, hvormed hun læste op: Fra Emma til Harald. Saa havde hun vendt det om og udbrudt: „Men du gode Gud, det er jo Emma Sypige,” og saa i næste Nu var hun bleven flammende rød og havde betragted ham med et Blik, som det tog Vejret fra ham at gjenkalde sig. Og saa som hun havde set ud, da hun lod ham kysse sig til Farvel!