Imidlertid sad Lorck og Constance nede i et lidet Lysthus, som laa i det ene Hjørne af Hotellets rummelige Have. Det var en sval og stille Aften. Lorck var varm efter Turen og drak Rødvin med Is i for at kjøle sig. Constance sad tilbagelænet i den magelige Havebænk med et stort Sjal af sort Uldknipling kastet om Skuldrene. Haven var fuld af lyse Striber Maaneskin og skarpttegnede Skygger; ind i Lysthuset faldt det blege Dimmer gjennem Vinløvets Aabning og tegned sig paa Gulvet og henefter Bordet som utallige smaa og store uregelmæssige Flænger.
De talte om Mejer og var begge oplivet over Mødet med ham. Constance syntes, han var bleven saa forandret, ikke til sin Fordel, mente hun. Han var saa blaseret og snakked saa spottende om sig selv og al Ting. Lorck svarte, at saaledes gik det med de Kunstnere, som var dømt til at leve i Norge. „Det er forresten Synd i ham,” la han til, „for han er en kjæk og prægtig Gut. — Jeg har al Tid saa godt kunnet like ham.”
„Ja, jeg ogsaa,” sa Constance. „Jeg vilde ønske, han blev gift med en rig Dame.”
„Skal vi lægge vore Hoder i Blød og se at skaffe ham en?” spurgte Lorck smilende.
Constance lo.
„Naar vi nu kommer hjem, skal vi være rigtig hyggelig mod ham, Constance, — jeg tror, han synes om at være sammen med os.”
„Ja, rigtig hyggelig” — svarte Constance.
„Han var vist forresten rasende indtaget i Dig en Tid, Du. Mærked Du ikke noget?”
„Ikke Spor” — var Svaret.
„Lod han sig aldrig forlyde med sligt noget?”
„Aldrig!” — svarte Constance.
„Nej, han er nu en fin og velopdragen Person” — tænkte Lorck og ofred Mindet om sin egen Opførsel et stille Suk.
„Det har nu vel forresten ogsaa været en ganske forbigaaende Raptus, han har havt” — sa han højt.
„Sa han noget til Dig om det da?” spurgte Constance med et halvt skjælmsk, halvt undseligt Smil.
„Nej da, ikke det Guds skabende Gran,” forsikred Lorck. — „Det kan godt hænde, det bare var en Grille af mig, — jeg gik nu og syntes, at alle maatte forelske sig i Dig, skjønner Du.”
De taug begge stille nogle Minutter.
„Hvad er det, Du tænker paa, Conny min,” sa saa Lorck og søgte efter hendes Haand.
„Paa ingen Ting i Grunden” — sa hun venligt.
„Snak — fortæl det nu,” bad han, og drog hende nærmere til sig.
„Ja det er nu lettere sagt end gjort. — Under Tiden farer ens Tanker saa løbsk, eller de kommer i Smaastumper og er saa usammenhængende, eller det er det rene Tusseskab, en sidder og kjøres rundt af, det er slet ikke til at finde Ord for.”
Han havde lagt sin Arm om hendes Liv og bøjed med den anden Haand hendes Hode ind imod sig, saa det kom til at hvile ved hans Hals. De holdt hinanden omslyngede og sad lidt uden at tale.
„Men nu véd jeg, hvad jeg tænker paa” — hvisked Constance og trykked sine Læber mod hans Skjæg.
„Paa hvad da, Conny.”
„Paa det, vi saa ofte har talt om, paa hvor lykkelig Du har gjort mig, paa alle vore Skatte, paa alt det, vi har levet sammen, paa den Kærlighed, Du har elsket frem i mig, og især paa det, Du véd, det, som forestaar.”
„Min elskede, søde” — sa Lorck og trykked hende tættere til sig. „Hvor Du gjør mig lykkelig — hvor dine Ord er livsalige, og dine Kjærtegn søde. Og Du, som var saa bange for at ta mig —” la han lidt efter til med ømmere Stemme.
„Ikke Dig mere end andre — jeg havde Ulyst eller Afsmag, saadan i det hele tat.”
„Du stygge, som ikke vilde vide af mig. — Kan Du huske, hvordan jeg maatte stræve. — Og hvis Brevet ikke var — uf, jeg tør ikke tænke paa det.”
„Det var en græsselig Tid,” sa Constance, „sligt et Væsen jeg var bleven til. — At Du virkelig havde Mod paa mig, det var godt gjort af Dig” — hun klynged sig til ham.
„Jeg elsked Dig, Conny.”
„Og i Begyndelsen da vi var gift, — kan Du huske, hvor dum jeg var — rent ulykkelig af Generthed.”
„I Grunden har jeg været nok saa udholdende, Conny, det maa Du indrømme, for Du gjorde alt for at ta Modet fra mig, men som sagt, jeg elsked Dig, — jeg har aldrig elsket, før jeg begyndte at elske Dig.”
„Er det virkelig sandt, Nils, — sig, er det sandt?”
„Ja, min Ven, det véd jeg nu, havde Du ikke været, vilde jeg aldrig lært Kjærlighed at kjende. — Og nu, da vi har vor Skat i vente, — jeg er overlykkelig, Conny” —
„Men Du har dog været forelsket i andre, — ja, og staat i Forbindelse med andre?”
„Det har været Vrøvl og Tant, Conny, først Du har gjort Livet levende for mig.”
„Og saaledes er det ogsaa for Dig, Conny,” — vedblev han lidt efter, — „dit Liv begynder først med mig, ikke sandt?”
Hun svarte ikke.
„For Du elsker mig, sig, at Du elsker mig.”
„Det véd Du jo, Nils” — sa hun sagte.
„Men sig det alligevel, — det er saa sødt at høre.”
Der paakom hende en underlig Fornemmelse, Hun følte Lyst til at ryste hans Arme af sig og løbe bort. Det var, som om noget spøgelsesagtigt i Mørke kom listende bag paa hende, noget, hun ikke turde vende sig om for at se paa. Det fik hende til at gyse. Og saa i samme Nu mindedes hun det blide Velbehag, som var smøget sig over hende, da Mejer i Dag rent tilfældig kom til at lægge Armen paa Ryggen af den Stol, hun sad i. Men nu vilde hun bort fra alt dette, og satte med et Sprang ind i den Forestillingskreds af Elskov og Lykke, hun i disse mange Maaneder havde levet i. Hun svøbte Minderne om de søde Timer og alle de fortryllende Smaatterier, som havde været mellem hende og Lorck, om sig som et Værn. Hun vilde være lykkelig, var det.
„Jeg elsker Dig” — sa hun, „elsker, elsker Dig,” og hendes Kys og Kjærtegn var heftigere end nogen Sinde.
Lorck trykked hende til sit Hjærte med et henrykt Smil om de halvtaabne Læber. Hun gjemte sit Ansigt i hans bløde, tætte Skjæg.
„Men hvad er det” — sa han med et pludseligt Ryk, „jeg blir syg.” Han greb om hendes Haand og bøjed sig stønnende fremover. Heftige Kuldegysninger gik gjennem ham.
„Du har forkjølet Dig af den Is” — sa Constance — „kom lad os gaa op.”
Med Møje rejste han sig og gik støttet paa Constances Arm op gjennem Haven og ind i Hotellet; af og til stod han stille og gav sig af Smerter.
Da de var kommen op paa sine Værelser, forskrækkedes Constance over hans Bleghed; en kold Sved laa paa hans Pande, og han klaged over en ulidelig Kvalme. Hun lod straks sende Bud efter en Læge.
Det var en halvgammel, undersætsig liden Franskmand med Masser af graat Haar og Skjæg. Han sa til Constance, at hendes Mand havde paadraget sig en hæftig Forkjølelse, men at han haabed, det ikke blev slemt. Saa loved han at sende nogen Medicin og at komme igjen næste Morgen.