Lorck og Constance laa i Lausanne. De vilde nyde den dejlige schweiziske Septemberluft, inden de drog til Norge, og havde foresat sig at blive der, saalænge Vejret var sommerligt.
Nu havde de flakket om i snart halvandet Aar. Først et Par Maaneder i Paris, derfra til et Badested i Sydfrankrige, saa til Italien. Vinteren havde de tilbragt i Rom, og hele Sommeren havde de været paa Hjemrejse.
Lorck var paa det sidste begyndt at savne sit Arbejde; han længtes efter at komme i Virksomhed og efter at leve Livet med Constance i hjemligt ordnede Folder. Ogsaa Constance mente, det skulde være godt at komme til Ro. Lorck havde skrevet til den unge Læge, der havde bestyret hans Praksis, at de vilde være i Kristiania i Oktober.
I Begyndelsen af Ægteskabet havde Constance følt sig ilde tilpas. Hun var fremmed og forlegen overfor Lorck og havde saa vanskelig for at tale med ham.
Naar han sad med Armen om hendes Liv og i fortrolige Meddelelser udøste sin Sjæl for hende, mens han legte med hendes Haand og kyssed hendes Haar, naar han fortalte om, hvorledes han havde elsket og lidt, vidste hun aldrig noget videre at svare. Lorck, som mærked, at hendes Taushed ikke var Ligegyldighedens, trængte ikke paa for at faa hende til at tale; han haabed, at den Tid snart vilde komme, da hun skulde føle sig tryg og hjemme hos ham, og han syntes, han havde Raad til at vente. Men Constance var mangen Gang bedrøvet, halv skamfuld over intet at kunne gi ham til Gjengjæld. Hun droges med en Fornemmelse af Undseelse, som hun forgjæves stræbte at faa Bugt med. Det gik saa vidt, at det formelig pinte hende at sidde alene til Bords med ham, og hun kunde aldrig bekvemme sig til at bede ham om Penge til det, hun kunde faa Lyst paa at kjøbe. Han maatte altid af sig selv huske at forsyne hende med Lommepenge, og Anledningen var som oftest, at det tilfældig kom for Dagen, at hun ikke ejed en Skilling, naar Lorck mangled Smaapenge til dette eller hint, som skulde betales.
Lorck var imidlertid lykkelig. At hans Hustru ikke var saa varm og elskovsfuld som han selv, formindsked ikke den Fryd, han følte ved endelig at ha Gjenstanden for sine Drømme og Længsler i sine Arme. Han vidste, at han ikke ejed hendes Kjærlighed, da han fik hende; men hun havde sagt ham, at hendes Sind og Vilje var bøjet mod Lysten og Trangen til at elske ham, og paa dette hendes Tilsagn havde han bygget sit Haab. Han var gaat til sit nye Liv med den ærlige Hensigt at ville gi hende sin Fremtid, og han tviled intet Øjeblik om, at han tilsidst skulde vinde hendes Hjærte. Al den Anledning en Ægtemand med nok af Penge, som er alene med sin Hustru, har til at gjøre sig elsket, udnytted han som en Gnier. Hans hele Væsen var som et Væld af Ømhed, hvert Ord, hvert Blik en Kjærlighedserklæring. Og aarvaagent passed han paa de Udtryk, han gav sin Lidenskab, at hans Kjærtegn ikke skulde støde eller skræmme hende. Han spandt hende ind i en Atmosfære af Elskov og Tilbedelse, og hun leved deri først uden at tænke paa det, saa frygtsomt undrende, og endelig glædedrukken lykkelig. Ja, for saaledes gik det. Kjærligheden var der, inden hun fik Tid til at se, hvordan den begyndte. Naar hun tænkte paa, hvorledes hun i sit første Ægteskab havde slidt og strævet for at komme til at elske Ring, lukked hun Øjnene og smilte i taknemmelig Glæde over Forskjellen.
Aldrig havde Constance drømt om, at det kunde være saa frydefuldt at leve, at der kunde være saa megen Underholdning i alle de ligegyldige Smaating, et Menneske gaar og foretar sig mellem Morgen og Aften. Hver eneste liden Syssel fik et Indhold fuldt af Behag. Hendes Ungdoms Munterhed, der havde sit Udspring i Sjælens inderlige Tilfredshed, var vendt tilbage, hun gik og nynned om Dagene, og der laa et solglansagtigt Smil i hendes Øjne. Der var en egen stille Glæde i at gaa ved hans Side, ikke med noget bestemt Maal, men bare gaa og gaa, og føle det sagte Tryk af hans Arm, naar hun kom med en Bemærkning, som han glædedes ved, eller hun gjorde et Spørgsmaal, som klang fornøjeligt i hans Øre. Og naar han drejed Ansigtet og saa ned i hendes Øjne med et lykkedrukkent Smil, saa gik der en varm Strøm af Henrykkelse gjennem hende. Var de paa ensomme Veje, blev Smilet til et Kys, der faldt af med en munter liden Latter, som i Hastværk, fordi de havde Raad til at skynde sig. Om igjen, og om igjen. Hun leved fra Dag til Dag som i et blødt Favntag af Lykke og Kjærlighed, der ganske omslutted hende og lukked hende inde i en Verden, hvor der var godt at være.
Men umærkeligt undergik deres Forhold en Forandring. Da han følte sig i den fulde Besiddelse af hendes Kjærlighed, faldt han til Ro i Bevidstheden om, at han havde vundet, hvad han attraaed i Verden. En usigelig Fred fyldte hans Sind. Alt hvad der laa bag hans Ægteskab var ikke længer til for ham. Forholdet til Constance blev ham Livets centrale Indhold, det faste Stade, ud fra hvilket han leved, handled og opfatted Tingene. Han var tilmode som et Menneske, der efter i en Række af Aar at ha været en ganske almindelig Dampskibspassager har faat egen Befordring at fare med, og han sa sig selv, at hans Skude var et Førsteklasses Fartøj.
I enkelte Stunder ligned han sig i Tankerne med en Sejrherre, der har Ret til at hvile paa sine Laurbær. Uden at gjøre sig rede derfor, gik han over til at ville være den modtagende, og han nød hendes Nærværelse og Ømhed i fulde Drag. Han elsked hende lige inderligt, dybere og bedre, mente han selv, men der var ikke mere nogen Skat at kjæmpe for, og derved fik hans Væsen en mere passiv Form.
Constance mærked Forskjellen og fornam Savnet af den forrige Henrykkelsestilstand. Det blev ligesom stillere og tausere omkring hende. Det var, som om deres Kjærligheds Fartøj var kommet ind i et Dødvand, og det hændte en sjælden Gang, at hun syntes Sejladsen begyndte at bli lidt ensformig. —
De sidste Par Uger, inden de slog sig ned i Lausanne, havde Constance ikke følt sig rigtig vel. Hun plagedes af Kvalme og Mathed og kunde af og til uden Spor af Grund faa smaa nervøse Graadanfald. I Lausanne gik det pludselig op for hende, hvad det var hun fejled. Hun havde læst i en fransk Bog, som hun tilfældig fandt i Hotellets Havestue; den havde til Titel: Sundhedspleje for unge Mødre. Der kunde ikke være Tvil; hun havde alle Tilstandens Symptomer. En svimlende Glædesfølelse greb hende; hendes første Tanke var at styrte ovenpaa til Lorck og fortælle det. Men da hun var kommen ind i Soveværelset, hvor han gik og bytted Flip, blev hun pludselig undselig; en brændende Rødme skjød sig op i hendes Ansigt, og da Lorck venlig smilende vendte sig om med et Udtryk, som om han vented en Meddelelse, kasted hun sig ind til ham med Ansigtet gjemt ved hans Hals. Og saa kom det hviskende, i forblommede Udtryk som en frygtsom Tilstaaelse om en farlig Hemmelighed. Lorck forstod ikke straks. Constance maatte knibe ham i Øret og skjænde, fordi han var saa tungnem. Men da det saa gik op for ham, blev han stum af Henrykkelse. I Begyndelsen af deres Ægteskab havde han med iversyg Utaalmodighed ventet paa, at denne Lykke skulde bli ham til Del; nu kom det saa uventet paa ham. Han holdt hende ud fra sig, betragted hende med et Udtryk af Rørelse, som Constance aldrig havde set i hans Miner. Hun slog Øjnene ned og vilde atter gjemme sig hos ham, men han greb hende, løfted hende op paa sin Arm og bar hende rundt i Stuen som et Menneske, der rent ellevild af Glæde ikke véd hvad det gjør.
En Morgen nogle Dage senere sad Lorck nede i Havestuen og læste i en Avis, mens han vented paa Constance, der ikke var færdig med sit Toilette. Pludselig overraskedes han ved at høre en Stemme, som han syntes, han skulde kjende. Han vendte Hodet i den Retning, hvorfra Lyden kom, og saa gjennem den aabne Dør en høj, bredskuldret Skikkelse i graa Sommerdragt og Straahat, som stod og talte med en Opvarter inde i Restaurationen. Før han fik Tid til at summe sig, drejed Skikkelsen sig om paa Hælen, og straks efter kom han ind i Havestuen.
„Men hvad Fanden, er det Dig, Mejer!” raabte Lorck og rejste sig.
Mejer gik bag over af Forskrækkelse; han stirred et Øjeblik paa Lorck, som om han ikke troed sine egne Sanser.
„Naa ja —,” sa han med en Bevægelse, som om han samled sammen paa sig selv —. „Det er egentlig ikke det mindste mærkværdigt, Du kunde jo ligegodt være her som noget andet Sted.”
„Vel mødt da, gamle Gut,” sa Lorck og rysted hjærtelig hans Haand. „Jeg trode forresten, Du var i Norge, Bladene har fortalt, at Du var kommen hjem.”
„Det er jeg ogsaa for Aar og Dag siden, men derfor kan jeg jo godt være rejst ud igjen.”
„Det var da et pudsigt Træf, naar kom Du?”
„I Gaar Aftes med Jenny; det var hende, jeg skulde følge.”
„Saa Du har din Søster med, det blir hyggeligt for Constance —”
„Hende har jeg allerede afleveret. Hun fandt paa, at hun vilde lære Fransk, og saa skulde hun i Pension naturligvis.”
„Og hvor agter Du Dig hen?” spurgte Lorck.
„Hvor det kan falde sig. Jeg har en Maaneds Ferie, som jeg skulde se til at faa slaat ihjæl et Steds.”
„Nu, og hvordan gaar det Dig saa? Fortæl mig lidt om det.”
„Der er ikke stort at fortælle. Jeg fusker i at være Timelærer, bor i Pilestrædet Nr. 19 og lever af Melankoli og Næringssorger.”
„Du er jo blet berømt Mand, siden sidst vi saas,” raabte Lorck. „Hvorfor fortæller Du ikke det?”
Mejer trak paa Skuldrene.
„Berømt ja,” sa han mismodig, „det skal en bli fed af.”
„Men din store Komposition har jo gjort Lykke paa Koncerterne.”
„Puf —” sa Mejer med et Grin. „Det har intet at bety, naar en er saa ulykkelig at være født i et Filleland som Norge med saa elendige Musikforhold...” Han slog ud med Haanden. „En kan gjerne gaa hjem og lægge sig.”
„Er en først kommen i Skudet, saa er det vel ikke saa ilde fat,” mente Lorck.
„I Skuddet! Hvad Pokker kan det nytte at komme i Skuddet hos os? — Der er jo ingen Stilling at faa, hvad skal en ta sig til?”
„Men Du er jo Komponist!”
„Komponist” — snerred han, „hvad Hjælp er der i at ha lavet en Smule Musik sammen, som blir spillet paa én, højst to Koncerter i en Provinsby som Kristiania?”
„Du er jo ogsaa blet opført i Kjøbenhavn og Dresden” —
„Og er blet rosende omtalt i Bladene,” — afbrød Mejer og lo ironisk, — „ja, tænk for en Lykke!”
„Men Du arbejder vel videre, Du har jo Tiden for Dig.”
„Arbejder videre! ja, klimprer Piano med Begyndere og tygger drøv paa Harmonilære med vordende Ukunstnere.”
„Snak, Gut,” lo Lorck, „komponerer Du ikke noget?”
„Hvor skulde jeg faa Tid til det fra? Naar man ingen Formue har, er en Fyr som jeg dømt til at gaa under i Forholde som vore.”
„Hvad er der blet af Dig, Gut? Du, som var—”
„Ja ikke sandt, et saa haabefuldt ungt Menneske!” — afbrød Mejer. „Sligt slides af en —”
De havde ført denne Samtale staaende. Lorck saa paa Klokken.
„Har Du spist Frokost?” spurgte han.
„Nej, det véd Gud jeg ikke har, — jeg er sulten som en Ulv.”
„Saa spiser vi sammen,” sa Lorck. „Eller har Du kanske Aftale med nogen anden” — la han til, da Mejer syntes at betænke sig.
„Ikke Tanke paa det, — jeg er komplet fri Mand.”
„Jeg glær mig til at se min Kones Ansigt, naar hun pludselig faar Øje paa Dig,” sa Lorck.
I det samme gik Døren op, og Constance viste sig paa Tærskelen. Lorck betragted hende smilende og forventningsfuld.
Mejer blev bleg og fo'r sig med Haanden gjennem Haaret. Constance studsed og saa paa Mejer med spørgende Forundring; saa gik der et lyst Smil over hendes Ansigt.
„Nej Snak, er det ikke Mejer!” raabte hun og slog Hænderne sammen som i overgiven Glæde — „hvorledes i al Verden kommer De her?”
„Ja Du maa nok spørge, Constance” — sa Lorck. „Her sidder jeg og véd af ingen Ting, før jeg hører Fyren staa og snakke der inde — aldrig set Mage til Menneske!”
„Overraskelsen er lige stor paa begge Sider, Frue” — sa nu Mejer, idet han tog imod hendes fremrakte Haand. „Jeg havde ikke den fjerneste Anelse om, hvilket Møde der forestod mig.”
„For et morsomt Træf,” udbrød Constance. „Hvordan har De det?”
„Tak, udmærket. — Det behøver man ikke at spørge Dem om, Frue.”
„Nu skal Du slaa Dig til Ro her nogle Dage, Mejer.”
„Ja, det maa De endelig —” tilføjed Constance.
„Saa gjør vi Udflugter —” sa Lorck.
„Og faar det rigtig hyggeligt sammen,” fuldførte Constance.
Om Eftermiddagen havde Mejer hentet sin Søster i Pensionen for at faa hende med paa en Tur, som han havde aftalt med Lorcks. De var kjørt ud til en Skrænt ved Genfersøen, hvorfra der var en bekjendt Udsigt, og havde valgt at gaa tilbage. Saa drak de Te sammen i Hotellet, hvorpaa Mejer havde fulgt Søsteren hjem til Pensionen. Nu var han paa Tilbagevejen. Han var glad ved at være alene, for han trængte til at samle sig efter Dagens Hændelser.
Det pludselige Møde med Constance havde virket paa ham, som blev der revet op i et gammelt Saar. Denne Kvinde var hans Skjæbne. Tanken paa hende var det, som havde inspireret ham til at skrive sin store Komposition. Han havde gjort Udkast til den længe i Forvejen, men den Gang han fik vide, at Ring var død, begyndte han først for Alvor at arbejde. I Breve fra Søsteren hørte han om det afsondrede Liv, Constance førte. Uden ret at gjøre sig Rede for det fik hans Haab ny Næring ved det Billede af hendes Ensomhed, som Søsterens Ord maled for ham. Rastløst arbejded han videre; saasnart han havde gjort noget, som dued, vilde han rejse hjem, fortælle hende om sin Kjærlighed og spørge, om hun vilde bli hans. Med hende skulde han kjæmpe sig frem til noget stort og dygtigt. Han var saa modig og saa tillidsfuld. Han havde elsket hende bestandig og troet paa hende, forstaat hende bedre end alle de andre; det var hans Stolthed og Glæde. Naar han tænkte paa, at han engang skulde faa hvile sit Hode ved hendes Bryst, svulmed hans Hjærte af Længsel og Glæde. Saa, netop som han la den sidste Haand paa sit Arbejde, kom Budskabet om hendes Giftermaal med Lorck. Det slog ham fuldstændig ned. Han lukked sig inde om Dagene og strejfed ude om Nætterne, indtil han faldt sammen af Udmattelse. Han kunde ligge paa Sofaen og græde i Timevis som et lidet Barn. Søsteren havde skrevet om Constances Formuesomstændigheder, at Processen var tabt, og at hun — saa sa Folk — først da havde givet efter for Lorcks Frieri.
Hvis han altsaa bare var kommen tidsnok, kunde alt være reddet. Det var især denne Tanke, som grov i hans Hjærte som en Hakke med spidse Greb. Lorck havde tat hende fra ham, — tat hende, hjulpet af det letfærdige Tilfælde, Lorck, der saa lidt havde forstaat at vurdere hende, i al Fald fra først af. Rigtignok var han senere kommen og havde sagt, at han skyldte Fru Ring og Sandheden at tilstaa, at han havde været en Flab og tat saa rent bort i Natten Fejl af hende. Han husked, hvorledes han fik tilovers for Lorck fra den Dag af. Han kunde ha faldt ham om Halsen og takket ham; de var kommen hinanden saa nær; fra at være Kammerater gik de over til at bli Venner. Nu haded han Lorck. Han undte ham ikke hans Lykke, han var ikke god nok for hende, det var ingen, ikke han selv, ikke nogen.
Hvor var dog alt styrtet sammen for ham i det Øjeblik, han vidste, hun var tabt. Han forbanded den brutale Skjæbne; Livet forekom ham neppe værdt at leve. Han fik Afsmag for sit Arbejde, hvad var der nu at kjæmpe for, hvad at vinde?
Nogen Tid efter kom Budskabet om hans Fars Død. Det gjorde i den Sindstilstand, hvori han var, forholdsvis lidet Indtryk paa ham, men da den maanedlige Understøttelse da hørte op, blev han nødt til at rejse hjem. Der var saa godt som ingen Formue. Hans Mor sad igjen med sin Enkepension og to uforsørgede Døtre, som en Onkel forresten havde lovet at ta sig af.
Saa var han da begyndt paa sin Virksomhed i Kristiania og sled sig gjennem Livet fra Dag til Dag, kjed og led og træt og misfornøjet.
Han var liksom kommet mere til Ro paa det sidste, syntes han, han var begyndt at glemme, og saa lod Skjæbnen hende pludselig dumpe ned lige foran ham.
Nu var det altsammen brudt frem igjen. Hans Kjærlighed, hans Sorg, hans Lidelse ved at vide hende i en anden Mands Arme. Det var utaaleligt, umuligt at se paa det, — han maatte bort, inden han blev saa elendig, at det ikke mere var til at skjule. I Dag havde han klaret sig godt, de havde ikke mærket det mindste. Det var tydeligt paa Lorck, at han ingen Anelse havde om hans Tilstand. Men hvorledes havde han ikke ogsaa kjæmpet.
Han var ved Hotellet. Uden at se til højre eller venstre løb han op ad Trappen til sit Værelse.