I Begyndelsen gik al Ting godt. Ring var saa blid som en Lærke og saa ydmyg som et Tyende, der er tagen til Naade af sit Herskab og gjør alt for at vinde den Gunst og Tillid tilbage, som det ved et Fejltrin har forspildt. Paa alle optænkelige Maader søgte han at vise sin Redebonhed til at være hende til pas. Han gætted hendes mindste Ønsker, stak Skamlen ind under hendes Fødder, sørged for, at Avisen laa parat til de Tider, hun plejed at læse den, kjøbte Bøger og Blomster hjem med til hende og takked hende rørt, da hun gav ham Lov til at kysse hendes Haand til god Nat.
Constance fandt sig bedre til rette, end hun paa Forhaand havde ventet. Naar det gik paa denne Maade, syntes hun nok, hun kunde holde Livet ud sammen med Ring.
Men efterhvert som Ring blev fortrolig med den nye Tingenes Tilstand, trængtes hans Taknemmelighed og Glæde over, at Constance havde opgivet Skilsmissen, mere og mere i Baggrunden. Det vilde nu ogsaa været rent bort i Natten handlet, — forlade sit gode Hjem og bryde med et velordnet Liv for en saadan skidt Histories Skyld! — En snakked om at gjøre en Flue til en Elefant, men her var et godt Eksempel. — Heldigvis var hun bleven stanset, og Ring gratulerte sig selv med den Andel, han havde havt deri.
Denne Tanke gav ham større Sikkerhed, og bragte den Blanding af Forlegenhed og Ærbødighed, som fra først af havde præget hans Adfærd over for Constance, til mere og mere at tabe sig. Han blev mere lig sig selv fra gamle Dage, og en Aften han havde drukket noget, kom han med spøgende Hentydninger til, at Constance burde flytte ind igjen fra Gjæsteværelset, — det var saa uhyggeligt for ham at ligge der alene paa det store Værelse, han var mørkeræd — o. s. v.
Hun lod, som om hun ikke forstod og fik det hurtig slaaet hen.
Nogle Dage senere kom han tilbage til dette Æmne. Constance skammed sig paa hans Vegne og mødte hans Ord med et saa afvisende og harmfuldt Øjekast, at han ikke fik Mod til at fortsætte den Gang. Men efter et Par Dages Forløb gik han lige løs paa Sagen, beklaged sig over sin Stilling og fremsatte sine Ønsker og Forhaabninger i en meget paatagelig Form. Constance afviste ham med Foragt og spurgte, om han ikke ejed Ære i Livet. Han blev flou, holdt sig stille nogle Dage, men begyndte saa atter at lirke paa det samme. Constance minded ham i heftige Ord om deres Aftale og sa, at han drev hende til Fortvilelse, hvis han ikke lod hende i Fred. Han slog sig for Panden, stønned og svarte, at hvad han gik paa, kunde ingen Mand udholde. Saaledes gik det et Par Maneder. Constances Indignation fortog sig efterhaanden under den sløvende Vane, Til sidst mødte hun hans Tilnærmelser med den halvt haabløs forargede, halvt overbærende Mine, hvormed en voksen søger at tie ihjel et uopdragent Barns plagsomme Overhæng.
I denne Tid var Ring hyppig temmelig omtaaget, naar han gik til Sengs. Constance kjendte ofte, at han lugted af Drik, naar han sa god Nat. Et Par Gange hørte hun ham komme saa beruset hjem fra Herreselskab, at han kun med Møje fandt ind paa sit Værelse.
En Morgen efter et saadant Gilde var han saa daarlig, at han ikke kunde gaa paa Kontoret om Formiddagen, men maatte lægge sig paa Sofaen straks han var paaklædt. Han klaged over Hodepine og Svimmelhed, og ytred flere Gange, at han ikke kunde begribe, hvad der var i Vejen med ham.
„Det er da let nok at skjønne,” sa Constance ligegyldigt, „naar man kommer hjem om Natten i en saadan Forfatning, maa man naturligvis ha Tømmermænd Dagen derpaa.”
„Og hvad tror Du det kommer af?” sa han og vendte sine matte Øjne mod hende, „hvad skal en Mand i min fortvilede Tilstand ta sig til — aa, Constance, Du har Synd for det —”
Hun kneb Læberne sammen, maalte ham med et foragtende Øjekast og gik fra ham. —
— Fru Marie havde faaet Constance til at melde sig ind i en Fattigpleje, hvori hun var Bestyrelsesmedlem. Constance tog ivrig fat. I denne Tid, hvor deres Omgangsvenner liksom i Usikkerhed holdt sig noget paa Afstand, havde hun jo intet at forsømme derved. Hun syed og strikked og forfærdiged Klædningsstykker, ikke alene i de ugentlige Sysammenkomster, men ogsaa hjemme paa egen Haand. Sammen med Marie gik hun omkring og undersøgte Tilstanden i det Strøg, som hørte deres Forening til. Det adspredte og optog hende, og hun fandt stundom en Trøst i at glemme egne Sorger over andres Elendighed.
En Formiddag var hun og Marie gaaet ud paa Rusløkvejen for at finde en Familie, der var flyttet ind i Strøget, og som havde været hos Pastor Huhn for at faa ham til at tegne paa en Ansøgning om Bidrag af Fattigplejen. Han havde givet Fru Marie i Kommission at faa Greie paa, om det var værdige trængende. Marie havde Navnet og Husnummeret optegnet, hvorfor de med Lethed fandt Stedet. Det var en af disse store Kaserner med Masser af Lejligheder paa ét Værelse og fælles Kjøkken for flere Familier.
Uden for Huset stod et Fruentimmer med de bare Ben i et Par Træsko og vasked uldne Plag i en afskaaren Smørfjerding med noget tykt, mørkegraat Sæbevand. Et Stykke hullet Hampelærred med et stort sort Nummertal i det ene Hjørne, øjensynlig en Levning af en Sæk, tjente hende til Forklæde, og om Hodet havde hun et blaarudet Lommetørklæde, der var knyttet sammen i Nakken. Vandet havde sat smudsige Sjoller paa de nøgne, knoklede Arme. Hende spurgte de, om hun kunde sige dem, hvor de skulde finde vedkommende Familie.
Med en muggen Mine og et nysgjerrigt, stikkende Blik pegte hun paa et Kjældervindu tæt nede ved Jorden til venstre.
De to Damer takked og tog et Tag i sine plissébesatte Kjoleskjørter, inden de steg ned ad den smudsige Stentrappe.
Fru Marie banked et Par Gange paa en Dør, som stod paa Klem, og da der intet Svar kom, stødte hun den op og traadte over Tærskelen, fulgt af Constance.
Naar undtages en Sengebænk borte i Krogen, hvor paa det bare Halm en sammenrullet Skikkelse laa og snorked, fandtes der saa godt som intet Bohave i det lave, aflange Rum. Foran de nederste Ruder i Vinduet, der begyndte helt oppe ved Taget og naaed halvt paa Væggen, var ophængt en Pjalt af et forhenværende Rullegardin. Midt paa Gulvet, der var bedækket af Fejeskarn, stod en Kasse af uhøvlede Brædder, fuld af nogle ubestemmelige Laser. Paa Kanten af denne sad en femaarsgammel Gut med et Ansigt, hvorpaa Urenligheden laa i tykke Lag, og Øjne, der var halvt sammengroet af Væsker, og legte med en itubrukket Stegepande. Borte ved Kogeovnen stod en tomskrabet Jærngryde med en Tvare i; øverst oppe ved Ørene saa man Spor af, at der havde været Grød i den. Paa en Kiste under Vinduet sad en liden, graableg Pige med unaturlig store Øjne og det tynde Haar knyttet sammen til en Pisk i Nakken med et Stykke Skolidse. Hendes bare Ben var meget smudsige og den pjaltede Bomuldskjole holdtes sammen i Ryggen af en eneste Hægte. Paa Skjødet havde hun et Spædbarn, indsvøbt i en Rest af et chokoladefarvet Damesjal. Dets Hode bestod af en eneste Saarskorpe; det klynked og sutred, mens det suged paa sine Fingre og stirred tungsindig ud af sine vandklatagtige Øjne. Den lille Pige rysted det op og ned og frem og tilbage paa sine Knæ for at faa det til at tie. Rummet var opfyldt af en forpestet Lugt, og Fugtigheden havde sat brede Striber paa de kalkede Vægge.
„Vi søger efter Arbejdsmand Severin Bendiksen,” sa Marie og vendte sig til Pigebarnet paa Kisten. „Er det her, han bor?”
„Ja,” svarte den adspurgte og skeled frygtsomt til Sengebænken.
„Er han hjemme?” vedblev Marie og saa sig om i Stuen.
„Nej-ej —”, svarte Barnet nølende og skotted atter til Sengestedet.
„Det er naturligvis ham, som ligger og sover,” hvisked Constance. „Spørg hende ikke, den Stakker.”
„Konen skal hede Ellen Jakobsdatter,” inspicerte Fru Marie, som stod med Seddelen i Haanden. „Er hun ikke tilstede?”
„Nej,” blev der svaret.
„Er hun paa Arbejde?”
„Hun er ude og ber,” hvisked Barnet.
„Er det dine Søskende disse?” vedblev Marie og saa fra Spædbarnet til Gutten, der var kommen hen til Søsteren og nu stod og stirred paa de fremmede med Munden proppet fuld af kulsorte Fingre.
„Ja,” var Svaret.
„Har Du ikke en til?”
„Nej,” hvisked hun.
„Men her staar fire, fire uforsørgede Børn,” læste Fru Marie paa Papiret.
„Vi er fire med Fredrikke —” stammed Barnet.
„Hvor er Fredrikke da?” spurgte Marie.
„Ude og ber.”
„Er det ikke din Søster det da?” vedblev Marie
„Jo-o,” svarte hun med slæbende Stemme og saa paa Fru Marie med forskræmte Øjne.
Constance holdt Lommetørklædet for Munden; hun var nær ved at kvæles af Stank.
„Her kan vi jo ingen Oplysninger faa,” hvisked hun til Marie, „— det Barn er jo Idiot, — kom lad os gaa.”
„Har din Far Arbejde?” spurgte Marie, idet hun vendte sig mod Døren.
„Nej,” hvisked Barnet.
„Kan han ingen Ting faa?”
„Jo-o,” hun saa igjen til Sengestedet.
„Vil Du be din Mor komme op til mig,” sa nu Constance og skrev med en Blyant sit Navn og Adresse paa en Lap Papir, som hun rev af Maries Seddel — „saa skal hun faa nogle Klær til jer. — Hun forstaar naturligvis ikke et Muk,” mumled hun henvendt til Marie.
„Ja-a —” svarte Barnet.
„— Kjender De noget til Folkene der nede?” spurgte Fru Marie Konen, som stod og vasked, da de var kommen op paa Gaden.
„De kan e just inte sije,” svarte hun med et Kast af Nakken, som holdt hun sig bedre end som saa.
„De er nylig flyttet ind, jo?” vedblev Marie.
„Ja, aa med Guds Hjælp kommer dom vel snart ut igjen ossaa,” bemærked Fruentimmeret med en Mine, som om hun for sin Del intet havde imod at smide dem paa Dør.
„Er de lej at bo i Hus med?” spurgte Marie.
„E sku tru dom va lej —” svarte hun, mens hun ivrig bearbejded en tyk Mandfolkeskjorte.
„Hvorledes det, hvad gjør de da?” spurgte Marie nedladende.
„Dem kan jo spøre Værten,” sa Konen tvært.
„Skjænderi og Spektakel?” spurgte Marie og rysted paa Hodet, som om hun vilde sige: det undrer mig ikke, at De er forarget.
„Siden dom kom i Huset har der vist inte vært Ro aa faa noen eneste Nat.” Konen basked løs paa Tøjet, saa Vandet skvætted omkring. „Nej, de har der vist inte, vi faar saa finne vi, som losserer i Stuen over dom.”
„Drikker Manden?” spurgte Marie.
„Gu gje de inte va dom begge to —” sa hun forbeholden.
„Uf nej da,” sa Marie, „det maa jo være fælt for jer andre.”
„De fik no endaa være, dom som e voksen raar sej sjøl, men saa slaas dom og pryler Barna og banner og turnerer, saa en sku tru dom reiv Huse ner.”
„Herre Gud for en Elendighed,” sa Constance med et Suk. „Hvad lever de af?”
Fruentimmeret saa et Øjeblik hen paa Constance; der kom en haanlig Trækning om hendes lange, grove Mund.
„Lever a?” gjentog hun. „Spørre, hvad Fattigfolk lever a!”
„Har de ingen Indtægter, mener jeg,” vedblev Constance.
„Haa sku dom ha di ifra? Ja, kansje dom faar a Kassa, — e vet inte, e.”
„Gaar da Manden ikke paa Arbejde?” spurgte Marie.
„Han!” blæste Konen, „de kan no ossaa være net det samme, for kjener han en Sjilling — saa drikker han a op korsomer.”
„Men hvis han nu blev hjulpen og kom i fast Arbejde, tror De ikke saa, han blev bra?” spurgte Constance i en medlidende Tone.
Der glimted noget griskt frem i Konens smaa, sløve Øjne; hun slog Vandet af Hænderne, støtted dem paa Kanten af den afskaarne Smørfjerding, vendte Ansigtet helt mod de to Damer og sa med en Stemme, der pludselig lød gneldrende livlig:
„De ville regti baade være Synn og Skam, en slik Skarv, som inte ist ant end skamslaa Kjærringa si, — nu laag hu borti Steinrøjsen i Nat igjen, fordi hu inte torte la ham se sej! Saann en Dovventamp, no ligger han og sover som en Hest igjen, — dem kan høre Snorkinga helt her ut, — og et slikt Svin som han e — no har han Høkkertøsen derborte i Kjælleren gaaenes Dags ventenes tilliks med Kjærringa si, men slikt e de, dem hjælper og gjøler for, mens en annen strævsom Stakker —” hun maatte stanse for at trække Vejret.
Constance var bleven ganske bleg. „Den arme Kone,” sa hun gysende, „hende burde der gjøres noget for.”
„Hu!” skreg Konen, „jo hu har regti nauen, kan dem tru — hu, som gaar ute paa Tiggeri og kommer hjæm med søkkende fulle Korger og Posser, saa hu og Tøsebarne mest inte orker slæpe di tilhuse. — Ja, de forstaas,” føjed hun til med et ondskabsfuldt Blink i Øjet, „somme Tier blir hu jo fakka og sat fast for Kjueri.”
„Kom, lad os gaa,” hvisked Constance og trak i Marie, „ikke staa og hør paa det fæle Fruentimmer.”
Marie sa Farvel; Konen besvarte det næppe, og de to Damer skyndte sig bort fra det skrækkelige Sted.
„Det maa da være noget daarligt Kram, denne Familie Bendiksen,” sa Marie, „dem kan man ikke kalde værdige trængende.”
„Jo daarligere de er, jo mere trænger de jo,” indvendte Constance. „Hvor det dog er sjælerystende og nedtrykkende at se og høre paa saa megen skidden Jammer; — jeg blir syg af det! Og tænke sig til, dette er bare et Ekempel af tusinde.”
„Du, som gav Besked, at hun skulde komme op til Dig, hvad vil Du gjøre med hende?” spurgte Marie.
„Give hende de færdige Klædningsstykker, jeg har, og Mad og Penge og hvad jeg bare kan skrabe sammen, naturligvis.”
„Men Du hørte jo, at hun drikker og stjæler jo.”
„Hvad kommer det mig ved? — Naar de nu sidder og sulter. — Jeg synes, det er rimeligt, at de gjør baade det ene og det andet.”
De, som er stræbsomme og arbejdsomme sulter ikke; man kan ikke sige andet, end at der blir sørget godt for de fattige her hos os,” sa Marie med Overbevisning.
„Ja, det er let nok at snakke, men jeg tror ikke paa denne Floskel, at alle som vil, kan faa Arbejde, i alle Fald ikke nok til at leve af; og naar der nu er mange Børn, og de blir syge! — Det er jo til at græde Blod over.”
„De skikkelige blir altid hjulpne,” forsikred Marie, „den Tro maa man da ha til vor Herre.” —
„De skikkelige, som fødes og lever i slige Vilkaar! Og nu selve den Hjælp, Du snakker om! — — Det er en Forbrydelse! — Opdrage dem til at leve af Almisse, det demoraliserer dem, for det lærer dem at lægge sig nedfor som Kvæget og vente paa mere.”
„Men du gode Gud, hvad skal man da gjøre?” raabte Marie.
„Ja, det véd jeg ikke, det véd jeg ikke, men hvad der gjøres, er galt, oprørende forkjert.”
Marie vendte pludselig Hodet og saa' paa hende.
„Nej, men Constance, var det ikke det, jeg hørte paa Stemmen, at Du græd —. Naar det tar saaledes paa Dig, er Du virkelig ikke skikket til at gaa omkring.”
Constance svarte ikke. Hun gik med bøjet Hode, Taarerne formelig strømmed ned over hendes Ansigt. Straks efter var hun ved sit Hjem. Hun sa hastigt Farvel til Marie og gik op.
— Om Eftermiddagen, da Ring var gaaet paa Kontoret, og Constance sad alene i Dagligstuen, kom Pigen ind og sa, at der var en Fattigkone, som vilde tale med Fruen.
„Har hun været her før?” spurgte Constance.
„Det tror jeg ikke; hun siger, at Fruen har bet hende komme.”
„Aa, er det hende,” sa Constance, „vis hende ind i Spisestuen.”
Da Constance kom derind, stod der borte ved Døren et stort, stærktbygget men umaadelig afmagret Fruentimmer med det kantede, sortgustne Ansigt knyttet ind i en brun Uldtøjskyse. Omkring Skuldrene havde hun det chokoladefarvede Stykke Damesjal, som Spædbarnet havde været svøbt i om Formiddagen, paa Fødderne et Par Mandfolkestøvler med store, gabende Flænger. Det sorte Kjoleskjørt var fillet for neden og stumped stærkt op foran. Hun var uden Forklæde, og de grove, knoklede Hænder holdt hun oven paa hinanden helt oppe paa den spidst fremstaaende Mave.
„De e mej, som der hadde vært to Damer hos i Formidda,” sa hun med slesk, vestlandsk Stemme.
Der var noget katteagtigt snedigt i den Maade, hvorpaa hun la Hodet lidt paa skjæve, naar hun talte; Øjnene havde et usikkert flaksende Blik, og omkring den fremskudte Underkæbe laa der et stærkt Præg af Raahed; det saa' ud, som om denne Mund havde spyttet ud enhver blidere Følelse.
Constance blev uhyggelig til Mode ved Synet; der paakom hende Ulyst til at indlade sig med hende, og hun var i Forlegenhed med, hvorledes hun skulde tiltale hende.
„Jeg vilde gjærne gi Dem lidt Tøj til de smaa,” sa hun efter et Øjebliks Betænkning.
„Ja, Tak skal Fruen ha, det kommer vel med,” sa Konen og strøg den ene Haand over den anden i rastløs Skiften.
Constance undrede sig over, at hun ikke saa gladere ud.
„Med Tilladelse,” føjede hun straks efter til, „vét Fruen, om vi faar a Fattigplejen?”
„Det haaber jeg sikkert,” svarte Constance, „I maa jo trænge græsselig til det,”
„Ja, Fruen kan vite, me en vanfør Mand og fire uforsørgede Børn, foruden de, eg gaar me,” sa hun ydmyg.
„Er han vanfør, Deres Mand?”
„Ja, paa den højre Arm, ska Fruen vite, — de sto i Ansøkningen — de ble, mens han fo'r tilsjøs — han faldt ner og brækket Skulderbladet.” Der var noget i Tonefaldet, som bad hun om Tilgivelse, fordi hun plagede Fruen med dette.
„Kan han da slet ikke arbejde?” spurgte Constance.
„Aa nej, Gu bære os, hva ska de bli te me én Arm, kan Fruen tænke. De kan være at bære lidt Fisk for Folk og slikt Smaatteri; men nu, siden di er begyndt me at bringe rundt i Husene, faller der næsten ingen Ting af for os andre.” Hun talte i den samme underdanige Tone, og Hænderne var uafladelig i Bevægelse.
„Men hvor kan I gaa hen og lægge jer saa mange Børn til, naar I nu ingen Ting har at underholde dem med?” spurgte Constance i en misbilligende Tone,
„Ja, hvor ska en hen?” sa Konen og rysted paa Hodet med en gudhengiven Mine. „Det er jo Guds Bestemmelse.”
Svaret irriterede Constance.
„Men nu de uægte Børn da — tror De ogsaa, at det er Gud, som sender dem?” spurgte hun.
„Ja, de maa vel være til en Straf over Synden,” sukked Konen fromt.
„Vilde De ikke heller leve for Dem selv, saa De slap at faa flere Børn?” spurgte saa Constance.
„Naar en engang er vidd for Altere, saa ska en jo leve sammen. — Hvad Gud har sammenføjet, skal Menneskene ikke adskille.” Det lød som læste hun op af en Bog.
Constance blev vammel ved at høre disse Ord i dette Kvindemenneskes Mund.
„Men Deres Mand er Dem jo ikke tro,” sa Constance, „han staar jo i Forhold til et andet Fruentimmer, har jeg hørt.”
„De e Skrøpelighedssynn, vet Fruen nok; Skriften siger, vi skal tilgi vor fejlende Broder,” kom det sødladent med et Suk.
Constance vilde gaa ind efter Tøjet, men husked i det samme, at der var nok et Spørgsmaal, hun vilde gjøre.
„Den lille Pige, vi traf i Dag, talte om en, som hed Fredrikke, er det Deres Barn, det?”
„Nej, — det hadde han, da vi giftet os.”
„Tror De ikke, De fik det bedre, hvis De gik fra Deres Ægtekab og bode for Dem selv?” spurgte hun. Det lød mere, som om hun tænkte højt, end egentlig talte til Konen.
Hun rysted paa Hodet. „Da kunde eg jo hverken vente Hjælp af Gud eller Mennesker, naar eg fo'r saa ukristeligt frem.”
Constance leverte hende en Byldt med Klædningsstykker. Hun tog den, takked og forsøgte at rulle den bedre sammen paa sit Knæ.
Constance undersøgte sin Portmonnæ. Der kom et spændt Udtryk paa Konens Ansigt; uden at røre Hodet fulgte hun hver en Bevægelse af Constances Fingre med lurende Øjne.
„Værsgod, her er lidt til Mad,” sa Constance og rakte en Femkroneseddel ud imod hende.
En mørk Rødme afløste pludselig den gustne Bleghed paa Konens Ansigt, et Glimt af Forbauselse lyste i hendes Blik, og der gik en Skjælven over Ansigtstrækkene. Idet hun tog Pengesedlen, greb hun om Constances Haand og trykked sine sprukne Læber paa den. Da hun hæved Hodet, randt Taarerne ned over hendes Kinder.
„Gud evig lønne og velsigne Dem,” sa hun med pibende Stemme, idet hun med Bagen af sin Haand tørred sine Øjne. „Gud styrke og glæe Dem for de goe, Di har gjort mot en sulten Stakker.”
Constance blev greben af Konens heftige Sindsbevægelse; der gik en Kuldegysning gjennem hende, og Mundmusklerne vibrerte. Hvor megen Sult og Pine maatte denne arme Skabning ikke ha lidt og set paa for at smelte saaledes hen ved Synet af en lumpen Femkrone.
„Jeg skal gjøre, hvad jeg kan for at skaffe Dem af Fattigplejen,” sa hun med et affærdigende Nik.
„Ja, Gud velsigne Dem og tusind Tak,” svarte Konen og gik.
Constance følte sig ilde til Mode. Hvad hun havde hørt i Dagens Løb, vilde ikke ud af hendes Sind. Det stinkende Kjælderrum og de forkomne Smaastakler stod uafladelig for hende, og Billedet af dette modbydelige Ægteskab med Drik og Bank og Ulevnet fyldte hende med Væmmelse.
Hun kunde ikke bli kvit en Fornemmelse af, at der hang Smuds ved hende efter Berøringen med disse Udskud, og hun maatte flere Gange snuse til sin Kjole for at forvisse sig om, at den ikke lugted ondt. —
Og denne Kone, som tog Mandens Adfærd som noget, der saa at sige hørte til, ikke gjorde Oprør eller vilde fra ham, som blev ved at avle Børn med ham, skjønt han mishandled hende og stod i utugtigt Forhold til et andet Fruentimmer lige for hendes Øjne — — —. Havde da Sulten og Nøden Magt til at dræbe enhver Gnist af menneskelig Følelse!
Intet Begreb om Ansvar, — ikke en Gang lige over for disse uskyldige Væsner, som de var tøjlesløse nok til at sætte ind i Verden og overgi til et Liv, fuldt af Jammer og Pine — —!
Det var Guds Bestemmelse, — det var ham, som sendte Børnene, en fik finde sig i hans Vilje, — det var alt det Svar, de havde.
Saa' det da ikke ud, som om Religionen gjorde Menneskene lig de umælende, der ikke tænkte ud over den Føde, de fyldte sig med i Øjeblikket —?
Disse Folk leved jo som Dyr, hvad kunde det nytte at hjælpe dem, — det var jo at kaste i et bundløst Svælg, for de graved sig stedse dybere og dybere ned i Pølen. — —
Nej, hun vilde ikke gaa omkring til de fattige mere, — der var jo ingen Ting at gjøre, — bare at ta paa sig en Lidelse, som ikke var til Nytte for nogen i Verden. Marie kunde gaa alene! Hun tog det saa praktisk og havde sine Rubrikker færdig for de værdige og ikke værdige. — Herefterdags vilde hun sende sine Gaver til Fattigplejen og la den staa for at uddele dem til de rigtige trængende.
Da hun havde fattet denne Beslutning, syntes hun det letted. Hun gik ind og vasked sine Hænder, fugted sit Lommetørklæde med Esbouquet, tog en Bog og satte sig til at læse.