Efter Lægens Raad var det blevet besluttet, at Constance skulde til Modum. Tanten havde faaet hende overtalt til at opsætte alt angaaende Skilsmissen til Hjemkomsten fra Badet. De var alt langt inde i Maj, om en fjortendags Tid skulde de afsted. Paa det sidste var Constance rent hørt op med at hentyde til det brændende Spørgsmaal, og Tanten begyndte saa smaat at haabe paa, at hun vilde ende med at la sig sige.
En Formiddag de sad sammen i Dagligstuen med sine Haandarbejder blev det Constance paafaldende, at Tanten maatte ha noget paa Hjærte. I Løbet af en halv Time havde hun fire Gange skiftet Plads og slæbt sit store, hvide Sytøj med sig rundt omkring i Stuen. Hun kremted og pudsed sin Næse, tog Brillerne af og satte dem paa vist for syvende Gang, mens hun af og til mumled: „Ak ja, ak ja, en faar gjøre, hvad der er Ret.” —
Constance blev urolig. Hvad var det nu for en Slags Pinebænk hun skulde lægges paa igjen? Hun var til Mode som en Patient, der ser paa, at man gjør Anstalter til at løse paa Forbindingen om et smertefuldt Saar. Omsider kunde hun ikke holde det ud længer.
„Hvad er det, Du sidder og ruger over, Tante?” sa hun og kasted sit Sytøj. „Er det nu noget galt igjen?”
„Nej, Constance, — men jeg er bange for, — ja, Gud véd, om det ikke vil angribe Dig,” stammed Fru Wleügel.
„Men saa sig det dog, saa sig det dog!” hun skreg op som et utaalmodigt Barn.
„Herregud, Du lar mig jo ikke komme til Orde —,” sa Tanten med en forurettet Mine. „Det vil vække Minder — lov mig nu, at Du vil ta det roligt, Constance —”
„Er det noget paa Molde?” spurgte Constance med aandeløs Hast.
„Langt fra! Nej, men det er Barnet, skjønner Du —”
„Barnet,” gjentog hun.
„Ja det, Du véd, Constance, det, som skulde komme.”
Constance vendte sig om mod Vinduet med Ryggen til Tanten. Blodet var stormet op i Hodet paa hende.
„Hvad det?” sa hun med en let Dirren i Stemmen.
„Det er dødt, og det er rigtig en Lykke, Du —”
Constance rørte sig ikke.
„Det var jo det bedste for det stakkels Kræ, — ja, for alle Parter,” vedblev Tanten. ”—Ak ja, vor Herre gjør al Ting vel til Slut.”
Constance folded Armene over Brystet og stirred hen for sig.
„Og Moren,” fortsatte Tanten, mens hun humped om i Stuen og med sine Fingerspidser slog Støvet af de stoppede Stolerygger, „hun er nu rejst til Amerika — ja, tænk med én, som vilde gifte sig med hende. — De har nok været forlovet —, han var svært ud af det med det samme, tror jeg nok, men saa sa han: Om hun er falden, kan hun rejse sig igjen, — det var Moren, som fortalte det, hun er Gangkone her, husker Du — og det var nu virkelig pænt og kristeligt af ham.
Og nu Constance,” tilføjed hun med lavere Stemme og stod pludselig stille tæt ved hende, „nu synes jeg liksom, at al Ting er blet anderledes, ja, næsten, som om alt dette fæle bare har været en Drøm.” — Hun rusled af igjen og gav sig til at ordne og flytte paa en Del Smaating, som laa paa sin Plads i Forvejen.
„En skal gjøre, hvad der er Ret —,” blev hun ved, „og det kan aldrig være Ret at støde et Menneske fra sig, som ligger angrende og bønfaldende for ens Fod, især naar det nu er en af ens allernærmeste, ja som Alette og Sømanden f. Eks. — En blir ikke lykkeligere, fordi en sætter sit igjennem, — Jeg har aldrig fortalt Dig, hvordan det var med mig, men nu skal Du høre —.” Fru Wleügel stod og rettede paa en Antimacassar, som hun ikke kunde faa til at sidde bent. „Jeg fik saamænd Separation, ja, det gjorde jeg, — jeg havde en Følelse af, at jeg maatte forgaa, hvis jeg ikke fik sat det igjennem, men da det saa var sket, havde jeg ikke Ro hverken Nat eller Dag — bare græd og sørged —. Det hjalp ikke det ringeste, at jeg var bleven skilt —. Jeg havde tænkt, at der skulde være som en Lise eller Svalelse i det, men det var saa fejlt, som fejlt kan være her i Verden, — det blev bare værre. — Jeg gik og længtes efter Wleügel, for jeg havde altid syntes, at jeg ikke kunde røre mig uden ham. Saa — da der var gaat en tre Maaneder, kunde jeg ikke holde det ud længer; saa skrev jeg til Wleügel, at jeg vilde tilgi ham, og en saadan Glæde har jeg aldrig set. Han storgraat og bar mig ned i Vognen, og da jeg saa var kommen hjem, syntes jeg næsten, det var den gladeste Dag i mit Liv. — Det forstaar sig, Wleügel fik Tilbagefald —” hun holdt et Øjeblik inde og tørred sine Øjne. „Ak ja, Stakker, — han var værst mod sig selv. — Men den Gang maatte jeg rigtig takke Gud paa mine Knæ, fordi han havde tat begge de smaa hjem til sig, — for da var lille Conny ogsaa død, og det var saa nylig efter.” Stemmen blev borte i Graad. „— Ak ja, Constance min, der er Sorger for os alle, kan Du tro. Saa længe vi er unge, skriger vi op og siger, at vi kan ikke bære det, men saa kommer vor Herre og viser os, at der er saa mange, som har det meget værre, og saa forstaar vi, at Tugtelsen lutrer os, og hvis vi bare stræver efter at gjøre det rette, saa vender Gud al Ting til det bedste til Slut.” — De sidste Ord fik hun kun med Møje frem, hendes stille Graad var bleven til en Hulken.
Stakkels Tante, hun har sandelig ogsaa havt sit, tænkte Constance. — Men hvorfor de altid skal sige, at det er vor Herre, som sender det, som om han kan ha noget at gjøre med alt det væmmelige Væsen —. Hun gik hen til Tanten, tog hende om Halsen og kyssed hende med Inderlighed. Saa forlod hun Stuen og lukked sig inde paa sit Værelse.
Men om Aftenen i Sengen spurgte hun sig selv for første Gang, om hun kunde tænke sig Muligheden af at vende tilbage til Ring.
Alt, hvad i hende var, rejste sig til Modstand ved Tanken, men Spørgsmaalet kom igjen og igjen, og hun endte med at græde sig i Søvn af Sorg over, at hun endnu ikke var naaet videre end til at være i Uvished om, hvad de kunde faa hende til.
Da Dagen for Afrejsen var kommen, havde Constance givet efter for Tantens indtrængende Bønner og samtykket i at se Ring, inden hun tog afsted, men ikke før med det samme de stod færdig til at kjøre bort.
Det blev et stormende Knæfald med Graad og Haandkys. Constance gjorde sig fri — sa Farvel og gik.
Han fulgte efter ud i Entréen og bad om Lov til at skrive. — Han tigged saa ihærdig og forsikred, at han ikke vented Svar. Til sidst gav hun sig over og sa ja.
Paa Modum kom der et Brev hveranden Dag. Da dette havde varet et Par Ugers Tid, lod hun sig af Tanten bevæge til at skrive nogle Ord tilbage.
Rings Henrykkelse i det næste Brev var aldeles grænseløs. —
Opholdet ved Badet syntes ikke at ha en heldig Indflydelse paa Constance. Lægen trøsted imidlertid Tanten med, at den gode Virkning sikkert snart vilde indfinde sig.
Men Constance blev mager og følte sig stadig mat og kraftesløs. Hun led ofte af Søvnløshed og var saa nervøs, at hun paa de urimeligste Foranledninger fik Taarer i Øjnene.
Fra Molde kom der jævnlig Brev. I et af dem skrev Moren til Tanten, at Blom efter at ha skrantet nogen Tid var bleven sengeliggende; Lægen havde kaldt Sygdommen for snigende Nervefeber.
„Jeg tror, det er Sorgen over dette med Constance” — skrev hun —. „Kunde han faa gode Tidender fra hende, blev han nok frisk; men Du maa ikke overtale hende, hendes Far vil ikke paa paa nogen Maade, at hun skal ta noget Hensyn til ham.”
Dette Brev læste Constance om Aftenen kort før Sengetid. Den Nat faldt hun først i Søvn Kl. fem om Morgenen.
Hun laa og stræved med at indgi sig selv Mod. Hvis hun nu gik tilbage til sit forrige Hjem, vilde hun jo gjøre dem alle saa glade, — hvorfor skulde hun saa ikke gjøre det? — De var jo alle af den Mening, — saa maatte der vel være nogen Fornuft i det — —.
Og i Grunden, — det blev jo bare et Spørgsmaal om en tom Form, for leve med ham i Ægteskab var der ikke Tale om, — saa hellere frivillig søge Døden —. Og saa kunde det jo være hende det samme, hvor hun logerte, — der var jo ingen Ting, som lokked eller drog hende noget andet Sted hen —, og saa Herre Gud — Livet var dog vist ikke værd al den Kvalm, — og hun var desuden saa træt, saa træt. — Hele Verden var imod hende, saa var det jo vanvittigt ikke at overgi sig, — og som sagt, det gjaldt jo bare at indrette sig efter Omstændighederne. —
Da de forlod Badet, havde Constance pr. Korrespondance lovet Ring at opgi Tanken paa Skilsmisse og at vende tilbage til ham, men paa den udtrykkelige understregede Betingelse, at hun ikke kom som hans Hutru, men skulde ha Lov til at leve som hans Søster eller Husholderske.
Ring var gaaet ind derpaa med Glæde. Han havde endog skrevet tilbage, at det naturligvis faldt af sig selv. Og det gjorde mærkværdigt nok intet Skaar i hans Lyksalighed. Det viste, at han maatte være bleven forandret —. Constance skulde dog nok faa se, at den frygtelige Sjælekval, han havde gjennemstridt, ikke var gaaet sporløst hen over ham. Han tilsvor hende en evig Taknemmelighed og Hengivenhed og kaldte hende sin frelsende Engel.
Da Constance først havde taget Beslutningen, følte hun Hvile og Lettelse ved det. Det var, som om hun var løben i Havn efter at ha været ude paa en besværlig og farefuld Rejse. Den Ros og de Taksigelser, som Tanten overøste hende med, og som Brevene fra Forældrene og Marie svømmed over af, virked som en dulmende Røgelse. En slap Selvtilfredshed betog hende. Naar hun tænkte paa det Offer, hun havde bragt, var hun baade rørt og opbygget over sig selv.