Omsider havde Dagen for Fru Bloms Afrejse indfundet sig. Da Constance gik og hjalp hende med Indpakningen, kom det med en saar Fornemmelse over hende, at nu skulde hun atter blive alene med Ring.
Morens Nærværelse havde fyldt ud Tomheden for hende, ikke saadan indvendig fra, men alligevel — der havde været saa megen Hygge dem imellem, og denne uafladelige Væren paa Farten havde adspredt hende. Og saa havde hun virket som en daglig Ansporelse. Undertiden havde vel den udvortes Karakter, deres Forhold havde antat, pint hende en Del, naar hun droges med Fornemmelsen af, at denne Travlhed var nødvendig, hvis de ikke skulde sidde og være i Forlegenhed for Samtalestof. I saadanne Stunder havde hun endog følt hendes Nærværelse som en Byrde, og ikke været lang fra at ønske hende bort.
Men nu, da det kom til Stykket, stod det med Rædsel for hende, hvor ensom hun saa vilde bli. Ved Afskeden græd hun meget, og tigged og trygled Moren i sidste Øjeblik om bare at bli til næste Dag, skjønt hun vidste, at hun maatte og skulde afsted.
Nu havde hun fulgt hende ombord, og sad oppe paa sin gamle Plads i Soveværelset, og stirred ud over Fjorden mod den Kant, Moren var draget.
Hun følte sig saa beklemt, saa bitterlig ensom — —
Og nu rejste Moren opover mod det Hjem, hvor hun havde været saa tryg og glad ved Livet, hvor Tilværelsen havde været fyldt af sit eget Indhold, og hvor intet i Verden havde været kjedeligt eller vanskeligt.
Det var dette fatale, at hun var bleven gift, som havde bragt hende paa Kant med sig selv og alting. Hvorfor i al Verdens Rige havde hun ogsaa giftet sig! Hvad skulde det til — — og med Ring!
Dette usympathetiske Menneske, som hun slet ikke harmonerte med.
Hun sad ikke mere ved Vinduet; hun gik op og ned ad Gulvet med en sagte, ensformig Klagelyd.
Skulde hun altid leve i dette,... til hun blev gammel, gammel, gammel,... aldrig bli løs og fri og sig selv igjen... Hvis han døde,... men det gjorde han ikke,... han havde jo ingenting at dø af... det skulde da være, hvis der skete en Ulykke, f. Eks. med Kutteren,... uf, men hvad var det for Tanker, hun gik med... at hun ikke skammed sig!
Træt af sin Marsch satte hun sig paa Kanapéen med Ryggen mod Væggen og Armene overkors paa Brystet. Fuldmaanen stod paa Himlen, og Værelset var saa lyst, at hver enkelt Genstand tydeligt kunde skjælnes.
Aa, hvis Moren nu kunde komme ind ad Døren, bare én eneste Gang til, for at hun kunde faa kaste sig om hendes Hals og faa græde, saa den frosne Skorpe om hendes Hjærte smelted. Saa vilde hun sige hende, at hun var ikke glad, at hun kunde og vilde ikke være det, ikke om de la hende paa Pinebænken, at hun ikke følte det, ikke vilde føle det som en Pligt og et Kald at gjøre dette store, selvtilfredse Mandfolk lykkeligt, han, der aldrig spurgte om, hvordan det hang sammen med hende, som om hun ikke havde en Sjæl i sin Krop, men kunde trækkes op og drejes rundt som en Lirekasse.
Der kom nogen i Entréen, og hun hørte paa Skridtene, at det var Ring. Nu vilde han komme og være kjælen, og naar hun drog sig fra ham, vilde han bli sint og ryste paa Hodet med denne Mine, der satte hende i Klasse med et vanartet Barn. Hun hørte ham gaa i Værelserne; nu var han i Spisestuen, der kaldte han paa hende,... hun kunde ikke holde hans Stemme ud.
Med et Sæt rejste, hun sig og gjorde nogle hoppende Bevægelser; det saa ud, som om hun havde Benene inde i noget, som hindred hende fra at komme bort.
Pludselig fo'r hun ind i Krogen mellem Klædeskabet og Væggen, og i samme Nu aabned han Døren og raabte ind, om hun var der. Saa gik han tilbage, kaldte paa Alette og spurgte, om Fruen var gaat ud. Rent mekanisk gled Constance frem fra sit Skjul, glatted Haaret med Hænderne og gik ind til sin Mand.
„Hvor Pokker holder Du til,” sa Ring i en Tone som en Mand, der har lidt Overlast. „Jeg har søgt Huset rundt efter Dig.”
Hun gav intet Svar, men satte en Skjærm over Lampen.
„Hvorfor svarer Du ikke?”
„Vil Du virkelig, at jeg skal gjøre Dig Regnskab?”
„Herregud, Constance, skal Du nu alt være sær igjen.”
„Saa fattig Du er paa Ord. Dette „sær” bruger Du i Flæng.”
„Og det vil jeg ogsaa godt være hjulpen med, hvis Du nu skal begynde paa din gamle Manér.”
Hun gav sig til at blade i en Bog med en ligegyldig Mine.
„Aldrig set Mage til uhyggeligt Menneske,” sa han opirret — „men sæt bare Fallesen eller en af dette Slænget dit kom, saa skulde vi se for et Ansigt Du fik paa.”
„Det er dit Slæng og ikke mit... Jeg tænkte, det var dine Venner, jeg.”
„Aa, Fanden heller... De er Venner af at fjase og føjte med Dig, og Du er sandelig tilfals for deres Kuring, saa det staar efter.”
„Du tænker saa simpelt... Jeg vil ikke svare Dig.”
„Javist, ja — jeg er fattig paa Ord og simpel og dum, sig det bare.”
„Det kan godt være, Du har Ret,” sa hun koldt.
„Men jeg er under alle Omstændigheder din Mand, og det vil være klogt, om Du husker, at jeg ikke vil finde mig i Uartigheder.” Han stod stille foran hende med en truende Mine.
Hendes Øjne gled med et ringeagtende Udtryk ned over hans Ansigt og Bryst. Saa flytted de sig hen paa den opslagne Bog, og samtidig drejed hun sig halvt om.
„Hører Du?” spurgte han og greb hende haardt under Hagen for at tvinge hende til at se paa sig.
„Hvorfor skulde jeg ikke det, jeg er jo ikke tunghørt, som bekjendt. Slip mig,” sa hun vredt med et, Lyn i sine Øjne, og forsøgte at rejse sig.
„Sid stille, — jeg skal lære Dig.” Han tog begge hendes Haandled og klemte dem, saa det værked.
„Du er stærkere i Fingrene end i Argumenter,” sa hun foragtelig uden at gjøre ham den ringeste Modstand.
Han slængte hendes Hænder med Voldsomhed fra sig og gav sig til at trave paa Gulvet med blussende Ansigt og Hænderne i Bukselommerne.
„Hum!” — sa han efter en Stunds Forløb, „— saadant et Menneske! Hun kunde ærgre en Sten.” Han skotted til hende, mens han talte, som vented han paa et Ord; men hun aabned ikke sin Mund.
„Og saa som Du kunde skabe Dig til, mens din Mor var her... Nu skulde hun se Dig... Men jeg vidste nok, hvordan det vilde gaa, naar hun var rejst.”
Uf ja, — Moren var borte, og hun var ladt tilbage med dette fæle Menneske, som hun haded, — ja, for han var jo en Tølper!
Rødmen steg op i hindes Kinder, og Taarerne pipled ned over dem.
Ring saa, at hun græd.
Hun gaar i sig selv, tænkte han, og blev ved at spasere. Tilfredsheden med denne heldige Vending bragte ham til at gestikulere og tale videre: „En Engel kunde jo tabe Taalmodigheden — — al min Digten og Tragten gaar ud at være hende tillags, men det er som at skvætte Vand paa en Gaas.”
Hun havde ikke villet ænse sine Taarer. Nu blev hun dog nødt dertil og fo'r hurtig med Lommetørklædet over Ansigtet.
Ring satte sig ligeoverfor hende.
„Hvis det stod til mig, Constance”, — han talte i en mæglende Tone — „saa skulde der aldrig bli vekslet et uvenligt Ord imellem os. Du skulde vist slippe for at sidde og græde.”
„Jeg græder ikke,” sa hun afvisende.
„Jovist græder Du, og det gjør mig saa ondt at se det. Sig nu, at Du angrer det, og lad saa alt være glemt.”
„Jeg!” Hun maalte ham med et ubeskriveligt Blik.
Han bøjed sig helt hen over hende.
„Hør nu, Constance, lad os være Venner. Giv mig et Kys og vær sød Pige.”
Hun fo'r op som stukket af noget stygt, og rysted ham heftig af sig.
„Gaa væk!” raabte hun. „Jeg har imod Dig,” og hurtig sprang hun over Gulvet, ud af Stuen.
Ring saa ud som et skrækslagent Menneske. Han stod nogle Sekunder stiv som en Pind og stirred paa Døren, hvorigjennem hun var forsvunden.
„For en Sinnetag!” sa han snærrende. Men hun skal Pinedød faa andt at vide, før hun faar mig god igjen.” Han fo'r ud i Entréen og klemte Døren haardt i efter sig. Straks efter gik han nedover Gaden. Han vilde paa Tivoli.