Næste Morgen stod de sent op hos Rings. Klokken var næsten ti, da Constance viste sig i Spisestuen, hvor Fru Blom sad og læste i Sofahjørnet.
„Noget saa forsøvnigt” — sa Constance og gisped, — „jeg trode, jeg aldrig skulde faat Øjnene op i Dag. Er det længe siden, Du kom ind, Mor?”
„Nej da, jeg laa saamæn i Sengen til den var næsten ni.”
Lidt efter kom Ring. Hans Øjne var lidt rødsprængt i det hvide, og Pupillerne mattere end sædvanlig. Med et sky Blik saa han fra den ene til den anden, idet han sa god Morgen og tog Plads ved Frokostbordet, hvor Avisen laa ved Siden af hans Tallerken.
„Din Mor maa hen og se „Røverne”, Constance,” sa han med Munden fuld af Æg og Franskbrød — „stormende fuldt hver Aften.”
„Er der ikke sjofelt paa Tivoli?” spurgte Fru Blom.
„Ikke i Teatret, Mor.”
„Der træffer Du saamæn Byens bedste Folk, saa for den Sags Skyld — — nej, men søde Constance — at Du kan la Mysosten se saadan ud.” —
„Det ma være Alette, — her inde skjærer vi jo altid saa pænt.”
„Saa maa Du sige det til hende, — det ser saa stygt ud.”
„Men Gud, Ring, hvor Du har forkjølet Dig,” sa Fru Blom deltagende.
„Intet at bety,” svarte han med Øjnene i Avisen.
„Han er ofte lidt hæs om Morgenen, Du, det gaar over ud paa Dagen,” sa Constance.
„Atter igjen Bedragerier i Banken — det er Fanden til Administration ogsaa.”
Ring havde været inde og hentet sin Pibe.
„Skal jeg saa ta Billetter til i Aften?”
„Til „Røverne”, mener Du? ja, det kommer an paa Dig, Mor.”
„Skulde vi ikke heller holde os i Ro i Aften, nu har vi været sa svært paa Farten.”
„Ja, saa i Morgen da,” foreslog Ring og flytted sin Kaffekop hen til Bordet ved Sofaen, hvor han satte sig.
„Da er vi udbuden, husker Du vel.”
„Og paa Fredag skal vi i Teatret,” sa Fru Blom.
„End Lørdag da?”
„Paa Lørdag skal vi intetsteds hen.”
„Saa siger vi altsaa Lørdag.”
„Tag Tobaksskrinet med Dig, Constance,” hun skulde ind efter Aftenavisen.
„Lad mig faa Piben, saa skal jeg stoppe den,” sa hun og tog den ud af hans Haand; „jeg kan godt.”
Ring saa efter hende med et taknemligt Blik.
„Synes Du ikke, Constance ser godt ud om Dagene, Du — hun gaar og skinner som en Sol — og vakker! — Da vi blev gift, var hun ingen Ting mod nu” — han gned sig i Hænderne, hjærtefornøjet — „og saa er hun saa elskelig, at det staar efter.”
„Ja, Gud ske Lov,” sa Fru Blom.
„Vi sidder her og fryder os over Dig,” sa han da Constance kom tilbage, „for Resten var vi enige om, at Du havde tabt Dig svært.”
„Saa—aa,” sa hun og rakte ham den stoppede Pibe, „det var jo lejt for mig — det.”
„Tak, Kjæresten min,” sa han glædestraalende og drog hende ned paa sit Knæ.
Hun la den ene Haand paa hans Skulder, og han tog og kyssed den anden.
Constance saa drømmende hen for sig.
Saaledes var det at være en lykkelig Hustru — ja, det vil sige — saaledes bar en lykkelig Hustru sig ad — og der sad den lykkelige Hustrus Mor og glædede sig over, at Datteren var saa forgudet. Et stille Velbehag kom over hende — hun gled ind i Forestillingen om, at hun var lykkelig — at hun elsked —; men hun var ligesom saa uendelig langt borte fra det altsammen, over i en anden Verden —. Et dunkelt Barndomsminde stod for hende — en Dame i graa Silkedragt med rød Strudsfjer paa Hatten havde siddet paa Verandaen derhjemme og drukket Selters med Bringebærsaft af et Glas paa høj Fod og talt med fremmed Akcent om en anden Dame, som blev dadlet, og saa var disse Ord falden, som Constance husked saa tydelig: „Saa skrev jeg til hende: Klag ikke over at være alene med den Mand, som elsker Dig over alt i Verden, for det er selve Paradiset.”
„Ja, men hvis hun nu selv ikke havde elsket?” tænkte Constance.
Rings Læber flytted sig op paa Halsen, paa Øret, paa Kinden og Munden. Hun lukked Øjnene for at fortsætte Drømmen om den lykkelige Hustru, men en gnavende Lede greb hende. Men nu vilde hun ikke la sig mærke med det — det var Synd for Ring, som var saa glad, han kunde jo ikke forstaa det, og saa for Morens Skyld.
„Skal Du ikke paa Kontoret i Dag, maa jeg spøre?” sa hun og rusked ham i Øret.
„Hvem tænker paa Kontoret med saadan en Kone.”
„Der kommer en lillebitte Mus,” begyndte han, som havde han et Diebarn paa Skjødet.
Constance slog ham over Fingrene.
„Hvad tror Du Fuldmægtigen tænker?”
„Fuldmægtigen kan rejse til Bloksbjerg — der kommer en liden bitte Mus. — For Resten Du, vi skal huske at be ham engang — han vil sætte Pris paa det.” —
„Hvad skal I ta jer til i Formiddag, Smaapiger?” spurgte han, da, han endelig stod med Hat og Stok færdig til at gaa.”
„Smaapiger! — den Ring, den Ring,” lo Fru Blom.
„Bare der ingen Visitter kom, saa fik vi læse højt,” sa Constance, „saa smaat det gaar med at komme igjennem „Kvinden paa Tjele”, Du.”
„Ja, ja, vær nu snille Børn, saa skal jeg ha noget godt med hjem til jer.” Han kyssed paa Fingeren og gik.
Om Eftermiddagen laa Constance paa Sofaen i Kabinettet med Blyvandsomslag paa Foden. Den havde gjort ondt fra om Morgenen af, men hun havde ikke villet vedgaa det. Til sidst havde Fru Blom beskyldt hende for at halte og paastaaet, at hun vilde se selv. Ved Undersøgelsen viste det sig da, at Anklen var stiv og ophovnet.
De havde alle tre havt en lang Middagslur hver paa sin Sofa, og havde drukket Kaffen inde hos Constance, som de plejed. Ring var gaat paa Kontoret igen, og Tusmørket begyndte at falde paa.
Fru Blom sad i en lav Lænestol ved Vinduet og strikked.
„Vil Du ha Lampen tændt, Constance?” spurgte hun.
Der kom intet Svar.
„Ja, saa min Sandten, er hun ikke falden i Søvn igjen,” smaalo Fru Blom efter at ha lyttet til det rolige Aandedrag.
Hun lagde Strikketøjet ned i Fanget og satte sig magelig tilrette; hun havde tabt en Maske og kunde ikke se at ta den op igjen.
Lidt efter ringed det.
„Se saa, hvem er nu det?” mumled hun.
„Hvad sa Du, Mor?” spurgte Constance og var med et lysvaagen.
„Den, som havde dit Sovehjærte, Barn.” Constance smilte; det var Morens Svaghed at bilde sig ind, at hun led af Søvnløshed.
„Ja, værs'go, baade Fruen og Fru Blom er hjemme,” hørte de Alette sige, idet Døren til Dagligstuen blev aabnet.
Fru Blom gik den indtrædende i Møde.
„Aa, er det Dig, Marie,” sa hun livlig og dasked hende paa Skulderen efter først at ha hilst god Aften i den stive Tone, man bruger til en fremmed.
„— Constance siger Du? — naturligvis er hun Invalid, det var noget, jeg vidste.”
„Værsgod, kom her ind — jeg kan ikke høre, hvad I snakker om,” raabte Constance.
Fru Blom tændte Lys i begge Stuerne og stilled en massiv Lampe med pletteret Fod hen paa det lille, med broncegul Silkeplyds monterede Bord ved Siden af Constances Chaiselongue.
„Du tar vel af Dig og slaar Dig til Ro, Marie,” sa Constance.
„Oprigtig talt, det var Meningen, men siden Du er daarlig —”
„Jeg tror Du vil, — at jeg ligger her i Stedet for at sidde paa en Stol, gør vel ingen Fortræd.”
„Men Rikard kommer ogsaa.”
„Ja lad ham bare det — han skal være velkommen, med mindre han slaar sig vrang og forlanger, jeg skal gaa omkring og være Opvartningspige.”
„Du da!” lo Marie og tog af sig.
„Se saa, der er en til,” sa Fru Blom, de hørte Marie snakke med nogen i Entréen; hun var gaat ud med sit Tøj. Straks efter kom hun ind med Fru Wleügel.
„God Aften, Tante — ta bare af Dig med det samme, for Du er vel ment paa at bli,” raabte Constance imod hende.
„Saa Du har maattet gi Dig over i Dag,” sa Tanten og rysted paa Hodet „ser Du, vi fik Ret — det var nu ogsaa ufornuftigt at danse. Har her været Doktor?”
„Nej, er Du gal, Tante! — Det er ingen Verdens Ting — jeg ligger her ene og alene for Mors Fornøjelses Skyld, forsikrer jeg Dig. Er Du kommen ind fra Landet saa sent?”
„Jeg tog ind med Tolvtoget —, blir i Byen i Nat.”
Næppe var Fru Wleügel kommen til Sæde, før der atter blev ringet.
„Her blir folksomt i Kvæld, skal I se,” sa Constance og lytted efter.
„Hr. Lorck spør, om der er nogen hjemme,” hvisked Alette efter at ha lukket Døren forsigtig bag sig.
„Ja, vist er vi hjemme,” sa Constance, „lad ham bare komme, hvad gør det, Mor” — hun vendte sig til Fru Blom, der ivrig havde rystet paa Hodet.
„God Aften!” Lorck stod bukkende for dem.
„Hvad for noget, — Sygestue, med Visitter og Medikamenter og alt muligt.”
„Aa, det er bare lidt Blyvand til Foden,” sa Constance.
„Er det virkelig efter Faldet i Gaar, — det har vel ikke noget videre paa sig?”
„Hele Ankelen er opsvulmet,” sa Fru Blom. — „Naturligvis, — det maatte den jo.”
„Lad mig se paa det — det er ikke sikkert, at Blyvand er det rette,” sa Lorck og nærmed sig.
Constance var straks villig.
„Det behøves ikke,” sa Fru Blom og traadte imellem. „Naar der ikke er Hul, er Blyvand godt — saapas Dokter er jeg da.”
„Naa ja, som De vil, — uden at broute af mine Doktorkundskaber — Mediciner er jeg nu alligevel, og hvad er det man siger om, at det smager dog altid af Fugl.”
„Sæt Dem ned, Lorck,” sa Constance, „naar Ring og Hansen kommer, kan De faa en l'Hombre.”
Lorck rakte Fru Marie Haanden og takked for i Gaar. Saa faldt de alle i Snak om Gaardsdagen og opfrisked en Mængde Enkeltheder, som de ikke havde havt tilstrækkelig Tid til at more sig over i Øjeblikket, men som de nu under Latter nød desto bedre.
„Hys, det ringed,” sa pludselig Constance.
„Det er vist Rikard,” mente Fru Marie og saa paa sit Uhr.
„Vær stille, saa vi kan høre paa Stemmen, hvem det er,” sa Constance og la Fingeren paa Munden.
„Ikke en Lyd,” hvisked Lorck.
„Aa nej, saa min Sandten om der var nogen,” sa Fru Blom.
„Hys, hys, denne Gang hørte I det vel,” sa Constance triumferende, da Klokken straks efter lød med en Hæftighed, som var man bleven utaalmodig af at vente. „At den Alette ikke lukker op?”
„Kanske hun er gaaet efter noget til Aftens,” hvisked Fru Blom og rejste sig.
„Nej, lad nu Lorck, Mor, han har yngre Ben.”
Lorck var allerede henne ved Døren.
„Er vi hjemme?” spurgte han sagte og kom et Par Skridt tilbage.
„Det kommer an paa, hvem det er,” svarte Constance, „lad Døren staa paa Klem, saa skal vi gi Lyd, hvis vi vil ha dem ind.”
De andre lo dæmpet.
„Det er Mejer,” rapporterte Fru Marie ind i Kabinettet; hun stod lyttende midt i Dagligstuen.
„Mejer skal slippe ind,” raabte Constance, saa de hørte det ud i Entrén. „Frit Lejde for Mejer!”
„Frit Lejde for Mejer,” gjentog Marie leende.
„Aa, bi et Øjeblik, mens jeg bytter Omslag,” sa Fru Blom, hun stod bøjet over Constances Fod.
„Se saa — nu maa I gjerne komme,” tilføjed hun straks efter og lagde Slumretæppet til Rette over hende.
„Gjorde han Vanskeligheder?” spurgte Constance med et Blik paa Lorck, da Mejer havde hilst og taget Plads i Halvrundingen om Chaiselonguen.
„Det var ikke frit,” svarte Mejer med et Smil.
„Jeg maatte jo vente paa Parolen,” sa Lorck.
„Men Mejer hørte jo til fra i Gaar, kunde De nok vide. De skulde ha vovet at vise ham væk!”
„Se saa, nu ringer det igjen.”
„Denne Gang er jeg vis paa, det er Rikard,” sa Marie, og straks efter viste det sig, at hun havde Ret.
„Hvad er det, Alette spør om, Mor?”
„Hun vil vide, hvor mange der skal dækkes til. — Ring er kommen og har én med sig — siger hun, de er i Entréen.”
„Lyt efter, hvem det er, Lorck,” sa Constance.
Lorck vilde rejse sig, men Mejer kom ham i Forkjøbet.
„Jeg skal bande paa, det er Fallesen,” sa Lorck.
„Uf nej, ikke band,” bad Fru Wleügel.
„Jo ganske rigtig — det er Løjtnanten, kan jeg høre,” sa Mejer og kom ind igjen.
I det samme gik Døren op og Ring og Fallesen traadte ind.
„Vil De bare sætte Dem ned igjen, Mejer,” sa Constance utaalmodig og pegte paa den nærmeste Stol — ellers faar jeg Fallesen der.”
Mejer gled ned paa Sædet — hurtig som et Lyn.
„Det kan jeg like,” sa Ring efter at ha hilst paa Gjæsterne. „For en hyggelig Forsamling! — Hvad tyller I det skidt Punsch i Jer for — kom ind til mig, skal I faa noget andet.”
„Men først drikke Te,” indvendte Constance.
Ring gik og satte Cigarer og Askebægre frem paa Bordet inde hos sig selv, gav sig derefter til at ransage Bufetten og stilled Kognakskarafler, og Selters med Glas paa en stor Bakke.
Ved Aftensbordet, da Fru Blom havde skjænket Te og lavet til, hvad Constance skulde ha, vilde baade Lorck og Mejer bringe det ind til hende, mens Fru Blom forsikred, at hun godt kunde gjøre det selv. Slutten blev, at de alle tre tog hver sit og gik med.
„I har glemt Salt,” raabte Constance, og som en Vind var Fallesen der med det.
„— — Hvis nogen kunde sige mig, hvad det er de vil, disse Radikalere, denne sammenløbne Flok af al Slags Bærme,” sa Hansen og fortsatte Dispytten fra Maaltidet inde hos Constance.
„Ja, hvis nogen bare kunde det,” sekunderte Fru Marie.
„Men det har jeg altsaa aldrig været i Stand til at faa Svar paa,” vedblev Hansen; han stod og balancerte paa Hælene og tog et Tag med begge Hænder i Ryggen af en Lænestol, som fulgte hans vuggende Bevægelse.
„Det vil jeg gjerne tro,” sa Lorck ironisk.
„Ja hvorfor det?” spurgte Marie.
„Deres Mand er saa grov, Frue, — han bruger Betegnelser, som en ikke kan svare paa,” svarte Lorck i en Tone, som om han klaged sig.
Constance og Mejer gav sig til at le.
„Ja, hvad Navn skal man altsaa give Folk, der ene og alene arbejder paa at nedbryde Respekten for, ja, for altsaa det bestaaende,” ivred Hansen.
„Ja det er nu virkelig sandt, ogsaa,” sa Ring, „de gjør ikke andet end rive ned paa baade Kongen Og Øvrigheden — den stakkels Kongen, som ikke gjør en Kat Fortræd, — det er en pøbelagtig Trafik.”
„Det var min Salighed et sandt Ord,” sa Fallesen. „Tak for det, Ring.”
„Og Religionen da” — indskjød Fru Marie — „det er nu det allerværste.”
„Ja for det undergraver al Ting,” mumled Fru Wleügel.
„Og fordærver baade Sjælen og Legemet,” tilføjed Fru Blom.
„Øvrigheden?” sa Lorck, „tør jeg spørge, regner De ikke Stortinget til den lovlige Øvrighed, Hr. Højesteretsadvokat?”
„Stortinget?” gjentog Hansen i en prøvende Tone.
„Og hvem er det, som arbejder paa at undergrave Respekten for det?” spurgte Lorck.
„Ja slig som Stortinget nu er sammensat, er det ikke bedre værdt,” svarte Hansen.
„Der er ingen Øvrighed uden af Gud — staar der skrevet” — faldt Mejer ind.
„Ja, men i de Tider havde de ikke den Slags Institutioner, for Pokker! Tror De, de tænkte paa dette folkelige Djævelskab den Gang kanske?” udbrød Ring. — „Det vilde nu ogsaa været for meget forlangt.”
„De havde vist ikke hverken Højesteret eller saadan noget heller,” raabte Constance.
„Ikke hold med dem,” formaned Fru Blom.
„En loyal Mand kan ikke andet end altsaa foragte det nuværende Storting,” sa Hansen med Vægt og gynged stedse ivrigere frem og tilbage.
„Nej, det véd Gud,” sa Fru Marie.
„Det synes nu Højre og handler derefter,” svarte Lorck, „men saa skulde de heller ikke fortænke Venstre i, at det ogsaa gjør efter sin Overbevisning.”
„Venstre!” raabte Ring, „nej det er Fanden til Forskjel.”
„Alt hvad Venstre vil er fordærveligt for Samfundet i Bund og Grund. — Du store Gud — hvis det altsaa fik Magten,” sa Hansen og vendte sine Øjne mod Loftet.
„Hvad f. Eks. er fordærveligt?” spurgte Mejer.
„Hold Mund, Fæ!” mumled Lorck, „svare slige Idioter.”
„Ja bare f. Eks. dette med Statsraadssagen,” docered Hansen, „faar de den gjennemført, betyder det Kuldkastelse af hele Forfatningen, hverken mere eller mindre.”
„Ja saa kan vi jo lave en ny da,” sa Lorck idet han satte sig.
„Ja sæt dem til at gjøre det, altsaa disse Bondekøterne der nede i Stortingssalen, saa skal De se for en dejlig Suppe de faar ud af det,” sa Hansen hidsig.
„Vor Herre bevare os for, at det skulde komme saa vidt!” udbrød Ring. „Aa nej, De har snart grasseret sig færdig nu, — Partiet har vist for meget af Klumpfoden frem, Landet er blet skræmt, — næste Gang blir der Højrevalg over hele Linjen. — Pas nu paa.”
Lorck og Mejer lo.
„En rask Profeti den,” sa Lorck.
„Som De skal se altsaa slaar ind,” forsikred Hansen. — „Det vil gaa, som han sa, han, Folkeforføreren, at naar Bonden vaagner — saa vaagner han til Reaktion.”
„Folkeforføreren?” sa Constance, „hvem er det?”
„Bjørnson, naturligvis,” svarte Lorck.
„Uf, han!” sa Fru Wleügel med en Grimace, som Fru Blom og Marie gjorde efter.
„Han er lovlig længe om det i alt Fald,” mente Mejer.
„Om hvad? aa, vaagne, — ja — desværre altsaa — disse stakkels Bønder er jo saa let at ta ved Næsen, men faar de først Øjnene op, saa —” Hansen vendte atter Blikket mod Loftet.
„Ja, Bønderne maa man bare ha ondt af, men Sverdrup og Jaabæk — ja, at ikke Lovens Straf kan ramme saadanne, — saadanne —” Ring holdt inde, som søgte han efter Ord.
„De som altsaa véd, at deres Virksomhed, — ja man kan sige, har til Formaal at lægge Landet øde” — supplered Hansen — „ja hvis ikke det er Kjæltringer altsaa — saa véd ikke jeg.”
Lorck fløjted ganske sagte og tændte sig en Cigar.
„Hvor kan De dog bekvemme Dem til at bruge Skjældsord om politiske Modstandere, Hr. Advokat,” sa Mejer opfarende. „Dannede Mennesker skulde dog ha et vist Begreb om noget, der heder en Mands ærlige Overbevisning —.”
„Aa, overbevise mig her, og ærlige mig der,” buldred Ring, „vi har Retten og Sandheden paa vor Side — det er det, det kommer an paa —”
„Og Historiens Vidnesbyrd, Retsvidenskabens Resultater, de lovlige Institutioner og altsaa alt, hvad der har Hævd i Samfundet,” fuldførte Hansen.
„Og det maa jeg rigtignok sige,” sa Ring, som nu havde faat Vejret igjen, „at jeg ikke trode selv den vildeste Venstremand var fræk nok til at nægte, at Sverdrup i det mindste er en Skurk.”
Lorck brast i Latter.
Mejer blussed af Vrede og vilde svare, men mødte i det samme Constances Øjne; hun la hurtig Fingeren paa Munden.
„Og Du kan gjerne ta de andre med,” sa Hansen, „Fyre som Bjørnson og Brun med Konsorter skulde mildest talt altsaa landsforvises.”
„Ja, for det er dem, som opvigler Masserne,” sa Fru Marie.
„Ja, Gudbevars — og underminerer paa alle Kanter,” ivred Hansen.
„Og saa denne Bjørnson, denne Stodderpave, som til og med vil ta Troen fra Folk,” udbrød Ring og tog sig et Slag rundt Bordet. „Jeg spør bare, om Troen kan være til Skade for nogen?”
„En Fyr, som har skrevet „Kongen”,” satte Fallesen i, „kan man vente andet af en slig Majestætsforbryder!”
„Men hvis nu det, De tror, er galt,” indvendte Mejer.
„Hvem siger det er galt?” fo'r Ring op. „Og selv om der ogsaa er dunkle Ting — et Menneske kan da ikke vente at forstaa sig paa det overnaturlige, vel? — Der staar jo noget om, at Forstanden er formørket. — Og hvor skal vi hen — spør jeg Dem — naar der er Fare paa Færde, hvis der ingen Vor Herre skal være? — Nej, Mejer Far, det gaar ikke det med at undvære Forsynet. — De er ung endnu, men bi nu bare, til De kommer op i Aarene.”
„Ja, Gud, hvor det er sandt,” sukked Fru Blom.
„Der maa være noget, som altsaa Menneskenes Kritik ikke kan naa,” sa Hansen med værdigt Alvor, „noget, som saa at sige holder sammen paa det hele, baade det, vi altsaa ser og det, vi ikke ser, — begynder man at grave og rydde der, — ja saa svigter al Ting under vore Fødder.”
„Og naar en nu skal dø,” — vedblev Ring med blødere Stemme, — „saa skulde jeg da tro, det maa være godt at kunne lægge sig hen i Jesu Navn og haabe paa, at der venter os noget bedre bag efter.”
„Ja, jeg skulde tro det,” sukked Fru Wleügel.
„Ikke det alene,” sa Fru Marie, „men tænk at skulle gaa gjennem Livet uden Religionens Støtte. Ja, jeg forstaar ikke, hvorledes nogen kan holde det ud. — Nu de fattige, f. Eks. — Ja saa véd Gud er jeg vis paa, at Bjørnson er en af Antikristerne, som der staar om i Biblen.”
„Det er derfor jeg er saa gal paa ham,” sa Ring. „Jeg vilde ønske, Vor Herre snart vilde ta den Fyren.”
„Det blev nok en anden, som tog ham,” mumled Hansen.
Lorck rejste sig pludselig og slog med et Smæld Asken af Cigaren.
„Ja for mig maa han saamæn gjerne bli tat hvad Dag som helst,” sa han.
„Det mener De ikke,” raabte Fru Marie.
„Jo, for han er mig ikke radikal nok, Frue —”
„Nu har jeg aldrig hørt saa galt,” sa Fru Wleügel og Fru Blom i Munden paa hinanden.
„Der er ingen af dem, som duer,” vedblev Lorck. „Hvad er det, de vil for noget? Nogle skidt Reformer, som de knapt nok har Mod til at vove sig frem med. — Alt skulde omkalfatres fra Grunden af.”
„Nej, véd De hvad, dann hört alles auf,” sa Hansen overlegen.
„Er det Revolution De vil ha, De da?” spurgte Fru Marie.
„Ja, hvorfor ikke? — Denne Linkeleren dernede i Nummer 22 blir vi Skam lige nær af.”
„De skulde rejse til Rusland, De, Lorck,” sa Hansen, der vil De passe bedre.”
„Og blive Nihilist,” tilføjed Marie.
„Ja, det var Skam ikke saa tosset,” svarte Lorck lakonisk.
„De vil da vel ikke forsvare Nihilisterne og?” spurgte Fru Marie, og saa rædselsslagen ud.
„Han!” raabte Ring og lo, „tror De han skyr noget!”
„Nihilisterne — Menneskehedens største Martyrer, Jordens ædleste Blodvidner!” raabte Lorck.
„Han er jo gal altsaa, den Fyren,” sa Hansen ud i Luften.
„Nihilisterne har jeg intet imod,” henkasted Mejer, „men selve Princippet har jeg ikke rigtig Fidus til paa Grund af dets bibelske Oprindelse.”
„Nu tror jeg Fanden rider Jer begge to,” sa Ring.
„Tør jeg spørge, hvorledes De altsaa begrunder det, ja De undskylder, — det Galimatias med den bibelske Oprindelse?” spurgte Hansen med et overbærende Smil.
„Hvad siger De nu f. Eks. om Syndfloden, Hr. Advokat? Jehovah er jo Historiens første og vældigste Nihilist — ikke rettere jeg skjønner.”
Et enstemmigt Raab af Forbauselse og Indignation stansed ham.
„Han fandt Tilstanden paa Jorden forkastelig,” vedblev Mejer, „han var ikke tilfreds med Stellet, og saa sopte han væk Mennesker og Dyr og alt hvad som paa Jorden fandtes. Er det ikke Nihilisme det, spør jeg?”
„Og endda der stod, at alt det, som var skabt, var saare godt,” udbrød Lorck.
„Ja, det har naturligvis bare været Ironi,” bemærked Mejer.
„Og det vil De virkelig komme med!” raabte Hansen. „Straffedommen, som altsaa den Almægtige maatte sende over Jorden for Menneskenes Ryggesløsheds Skyld. Nej, hør véd De hvad — skal det være en Vittighed, saa er den mildest talt usømmelig.” —
„Nu faar I min Sandten ikke Lov til at disputere længer,” raabte pludselig Constance og satte sig helt over Ende. „Hvad er det for en Splidagtighedens Aand, som er faret i Jer?”
„Det var Lorck, som begyndte,” sa Fru Marie.
„Nej, det var Skam Hr. Advokaten,” indvendte Mejer.
„Jeg tror nu, det var Ring,” sa Fallesen.
„Men saa hold dog Fred, Folk, saa vi kan høre, hvad Constance siger,” raabte Ring.
„Nu spiller Du og Hansen Whist med Marie og Fallesen, Mejer sætter sig til Pianoet, og Mor og Tante faar skjøtte sig selv,” instruerte Constance.
„Jeg skal snart hjem,” bemærked Fru Wleügel.
„End Fætter Lorck da, Constance, hvad skal vi gjøre med ham?” spurgte Ring.
„Han, den gudsforgaade Knægten, skal bli under mit Opsyn. Slipper vi ham ind mellem Jer andre, gjør han bare Ugagn.”
„Brillant!” sa Ring. „Kom nu. Højre om, Marsch!” kommanderte han.
„Sligt Humør der er i Ring, Du,” sa Fru Wleügel til sin Søster — de sad i Dagligstuen og strikked — „altid saa godslig og munter.”
„Ja, han er mageløs,” svarte Fru Blom, „men jeg synes nu, han gjerne kunde forby Lorck og Mejer at føre slig styg Passiar. Det er ikke noget for Constance at høre paa.”
„De mener nu vist ikke saa meget med det, Du — jeg tror, det er mere for at gjøre sig til.”
„Ja, Gud véd, Ungdommen skal jo være saa fritænkerisk,” sukked Fru Blom.
„Derfor var jeg saa glad for, at Constance fik Ring, Du; jeg mærked jo straks, at han var en Mand med Respekt for Religionen. — Du husker, jeg skrev det til Dig.”
„Ja, Ring — han er fuldstændig i sin Barnetro.”
„Ja, Gud ske Lov for baade Constance og Marie — de har da været heldige for saa vidt,” sa Fru Wleügel.
„Især er det godt for Constance,” bemærked Fru Blom bekymret— „for hun trænger til Støtte.”
„Du mener da vel ikke, at hun er smittet af det nymodens.”
„Nej, Vor Herre bevares! Men somme Tider høres hun saa venstreagtig, og her forleden sad hun og gjorde Nar af Job, sammen med Lorck, og saa sa de, at Satan havde væddet med Gud om Sjælen hans, liksom Mefistofeles i Faust. — Sligt er jo bespotteligt.”
„Og saa grebet, som hun var, da hun gik til Konfirmationen,” sukked Fru Wleügel.
„Ja, det var nu for meget af det gode. — Laa hun ikke der og gjorde Bønner i Sengen og nynned Salmer, — jeg stod ved Døren og lytted, og en Gang jeg talte til hende om det, faldt hun mig hulkende om Halsen og sa, at hun var saa fortvilet, fordi hun ikke følte sig i Samfund med Gud. — Et Barn paa seksten Aar — det var rent uhyggeligt.”
„Men saa gik det jo ogsaa over, da hun kom ned til mig. — Det var en heldig Idé. For Resten, sligt plejer nu aldrig at vare,” sa Fru Wleügel.
„Nej, Gudskelov, — ja, for det var nu virkelig en forfærdelig Tid — tænk Dig til, hun rendte omkring paa Bibellæsninger og Opbyggelse, og de simpleste Bønnemøder. Du kan tro, hendes Far var i et Humør —”
„Hansen paastaar nu altid, at de, som overdriver sin Religiøsitet, er Hyklere og Kjæltringer —”
„Men det er noget Snak af Hansen,” afbrød Fru Blom.
„Ja, det var netop det, jeg vilde sagt,” ivred Fru Wleügel.
„Nej, men eksalteret, — ja, sligt er jo den rene Galskab, Du.”
„Det er nu for Resten besynderligt alligevel,” indvendte Fru Wleügel, „for der staar jo det, at vi Mennesker skal forarbejde vor Salighed med Frygt og Bæven uafladelig. — Det er jo en vigtig Sag, ser Du.”
„Men der staar ogsaa: „Værer altid glade,” Du,” sa Fru Blom overbevisende, „og Jesus selv gik i Bryllup, og Luther var med paa baade Dans og andet, saa Du ser, Birgitte, at der er nok af Steder at holde sig til.”
„Men det er nu ofte lidt vanskeligt” — svarte Fru Wleügel. — „Saasnart en er saa ulykkelig at bruge sin Forstand, gaar det rent rundt, ja ialtfald for mig.”
„Men saa har vi jo dette Ord om at gi Fornuften fangen under Troens Lydighed, Birgitte.”
„Ja, Du har nu altid været saa from, Du Emma — Ak ja, ak ja, — hvad er vi Mennesker — en faar gjøre, hvad der er Ret — —.”
„Aa, spil mere!” raabte Constance, da Mejer gjorde Mine til at rejse sig.
Pianoet stod inde i Dagligstuen paa skraa lige ved Døren til Kabinettet. Constance kunde se Tangenterne og den Spillendes Hode og Bryst. Hver Gang hendes Øjne faldt derhen, mødte hun Mejers Blik. Han begyndte straks paa noget nyt, da hun bad ham.
„Aa hør, Lorck, byt Skjærmen om,” bad Constance. — „Tag den store røde, som ligger inde paa Buffeten; denneher er saa kort, Lyset skjærer mig i Øjnene.”
„Lilleslem!” raabte Fru Marie, og kom løbende ind i Kabinettet. — „Sligt et Held, som Fallesen og jeg sidder i! Hvad bestiller I her?”
„Hører paa Musikken først og fremst,” sa Constance.
„Og instruerer om Spadille, Manille og Ponto dernæst” — tilføjed Lorck, som sad med et Spil Kort bredt ud over dét lille Bord, han og Constance havde mellem sig.
„Nu er det os, som skal sammen, Marie!” raabte Hansen.
En Stund efter gjorde Fru Wleügel sig færdig til at gaa. „Vær nu forsigtig om Foden din, Constance — jeg har endnu Mindelser om den Ankel, jeg vrikked for mange Herrens Aar siden. Doktoren vil, jeg skal gaa med Stok. Godnat, Godnat!”
„Gaa ind og vær femte Mand, Mor,” sa Constance, da Fru Blom havde fulgt sin Søster ud. — „Du er jo saa glad i en Whist. Ring, Mor vil være Femtemand!”
„Det skal være Slut paa Rummelen, siger Hansen,” raabte han tilbage og kom til Syne i Døren, „jeg faar dem ikke til at begynde paa en ny Rubber, de Tværdrivere.”
Hansen og Marie sa Godnat. Fallesen og Mejer gjorde Mine til at følge Eksemplet.
„Hvad Fanden, I har da vel ingen Hast,” sa Ring og puffed Løjtnanten ind igjen, hvor de havde spillet Kort. „Klokken er jo ingenting.”
Fru Blom fulgte Marie ud og hjalp hende Tøjet paa.
„Det var godt, vi kom til Kortbordet,” sa Fru Marie, „jeg kunde se paa Rikard, at han var temmelig oprørt. — Han er nu ogsaa fæl til at snakke, den Lorck.”
„Det undrer mig bare, at slige Fyre kommer til Folk,” svarte Fru Blom.
„Der er ogsaa mange, som taler om, at Ring lar Constance omgaas ham saa meget, — ja, for jeg skal sige Dig, han har saa løse Principer om Kjærlighed og alt muligt. — Og saa skriver han i „Dagbladet”.”
„Han vanker jo ogsaa hos Jer, Marie,” — sa Fru Blom med en lidt stram Mine.
„En sjælden Gang, Tante, i rigtig stort Selskab. — I Gaar var det nu Ring og Constance, som havde tat ham med.”
„Med Ring er han nu i Familie — ser Du.”
„Aa pyt, for den Sags Skyld! Nej, men han er morsom, skjønner Du. — Alle Damer er rent forhipne efter ham. — Det er nu i Grunden en Skam.”
„— Taler om Constance, siger Du.” Fru Blom havde set grundende hen for sig. — „Det er saamæn Ring, som altid vil ha fat i ham.”
„Ja, det vil han jo i alle, Tante.”
„Constance er sandelig lige glad, enten han kommer eller ej,” — vedblev Fru Blom.
„Men det kan jo Folk ikke vide, ser Du. — Vi, som kjender til det, Gudbevars! — Men saa meget som de to gir sig af med hinanden. — Ja, det er da ikke noget nyt, at Folk skal ha noget at snakke om.”
Nu kom Hansen, som havde været inde efter en Cigar.
„Godnat, Tante!”
„Godnat, Godnat.”
„I Aften var det ingenting,” hørte Fru Blom Constance sige, da hun kom ind i Dagligstuen. „Nej, naar Pastor Huhn er tilstede, saa kan De tro —”
„Snak, omgaaes de ham? —” afbrød Lorck.
„Naar de har rigtig fine Middager, Sognepræsten — skjønner De. — Da citerer hun „Luthersk Ugeskrift”, — ja, for Hansen holder naturligvis alt sligt noget. Saa gaar det løs paa Tidens hule Floskelvæsen og det omsiggribende Fritænkeri, og de, som driver med Vantroens Strøm, Marie kan alle Slagordene udenad.”
„Saa de er saa gudsfrygtige nede i Welhavensgade?” sa Lorck. — „Det vidste jeg ikke.”
„Jo da, Hansen gaar i Kirke med Marie hveranden Søndag om Vinteren. Men hvad der er det mest komiske: naar Marie venter sin Nedkomst, gir han femti Kroner til de fattige,” sa Constance med en Latter.
Fru Blom rejste sig brat og gik ind i Dagligstuen.
„Nu har vi gjort Mor sint —Gud, hvor det var lejt,” sa Constance sagte og saa uhyre forfjamsket ud.
„Kan De vente andet, slig som De snakker,” svarte Lorck ligeledes dæmpet.
„Jeg tror, De er slig! Var det ikke Dem kanske, jeg spør, Mejer, om det ikke var Lorck?”
„Nej, det om Nedkomsten gjorde Udslaget. Det havde jeg ikke turdet sige til min Far engang,” forsikred Mejer.
Constance trued til ham og skar Ansigter.
Lidt efter gik Lorck ind til Fru Blom; hun sad og saa i et Værk med Illustrationer.
„Nu tænker jeg, De gjærne vil ha os paa Dør, Fru Blom,” sa han med et indsmigrende Smil.
„Aa, for min Skyld har det ingen Hast,” svarte hun uden at se op. — „Men jeg tænker, Constance kan være træt.”
„Dejlige Billeder, Frue — —.” Han gav sig til at vende Bladene for hende.
„Hør paa Lorck,” hvisked Constance, — „nu vil han insinuere sig hos Mor, for at gjøre det godt igjen. — For Resten, hun liker ham vist ikke videre.”
„Men De, Frue?” Der kom et forskende Udtryk i Mejers Blik, som Constance opfanged med en vag Fornemmelse af nysgjerrig Forundring.
„Aaja saamæn,” svarte hun, „han morer mig.”
„Den, der var saa lykkelig” —
„Nu skal vi gaa, Mejer; her nytter ingen kjære Mor, Fru Blom vil ha det,” sa Lorck i Døren, og bar sig som en Skolegut, der er ivrig i Tjenesten.
Fru Blom maatte le imod sin Vilje.
„Saa skal I værsgod ta Fallesen med Jer,” bemærked Constance, „ellers gir han sig gjærne til at bli siddende.”
— Da Gjæsterne var gaaet, rydded Fru Blom Glassene og Kortspillene til Side.
„Skal Lorck ogsaa til Grimsgaards imorgen?” spurgte hun pludselig og skotted til Constance.
„Det véd jeg virkelig ikke, Mor,” svarte hun ligegyldig.
„Du burde være lidt forsigtig, Constance,” sa saa Fru Blom. „Du er for indladende med disse Spirrevipper. — Slige Øjne, som de sætter paa Dig, og saa'n som de dilter om efter Dig. — Uh, jeg kunde banke dem.”
Constance lo.
„Ja, det er nu ikke til at le af, Constance, og Du opfører Dig ikke som Du burde, for Du tar imod deres Kuring noksaa fornøjet.”
„Uf nej, men Mor da!”
„Og sligt kan let ende med Forfærdelse, — ja for Du risikerer, at de gaar hen og blir tosset af Forelskelse i Dig.”
„Ak nej, Mor, det hænger ikke saadan sammen. Det er bare en Vane, de har, de liksom synes det hører til —”
Fru Blom rysted paa Hodet.
„Du skulde ikke være for tryg, Constance.
„Det betyr ikke det bitterste Gran, forsikrer jeg Dig. — De er akkurat ens mod alle andre Damer, det vilde da være indbilskt og væmmeligt af mig, om jeg tog det for andet end Spøg. — Og saa er jeg jo gift, Mor,” la hun søvnig til.
Fru Blom saa bekymret ud.
„En har da hørt saapas før, at en Herre blev forelsket i en gift Kone, véd jeg.
„Men ikke saadanne Herrer, som jeg kjender. — For en Forelskelse maa jo være noget ganske anderledes alvorligt, Mor.”
„Om ikke for andet, saa for Snakkets Skyld, skulde Du være forsigtig, Constance. — Du kommer i Folkemunde, forsikrer jeg Dig.”
„Ja, lad mig det, men for Resten, det tror jeg ikke, — Ring er jo altid med.”
„Han,” sa Fru Blom, og der kom pludselig en svag Dirren i hendes Stemme. „Han sidder jo allid med sin Tobak og sin Toddy, og lar dem sværme om Dig, saameget de vil. — Jeg forstaar mig ikke paa ham.”
„Det mangled bare, at han skulde gaa omkring og være jaloux,” sa Constance og gisped.
„Nej, men som nu i Gaar, Constance. — Der lar han Dig gaa mellem Lorck og Mejer, akkurat som Du ikke havde nogen Mand at følges med. — Det tar sig ikke godt ud.”
„Lorck og Mejer skulde samme Vej, Mor, saa var det jo rimeligt.”
„Mejers bor paa Løkken ude ved Frogner, og Lorcks Forældre ligger vist ogsaa paa Landet,” ivred Fru Blom.
„Ja, ialtfald i Vinter, skulde de samme Vej,” gisped Constance, „Lorck har for Resten Værelser i Byen. Og saa havde jo Ring mere end nok med at passe sig selv.”
„Ja, Du lar ham ogsaa drikke alt for meget,” sa Fru Blom grættent.
„Lar ham?”
„Ja, jeg mener, Du kunde vist hindre det, hvis Du var lidt omhyggelig, Constance.”
„Du sa selv, at jeg ikke maatte vise ham sure Miner, fordi om han drak nogle Glas,” sa Constance i en Tone, som om hun skjøv det hele af sig. — „Det var den sikreste Maade at faa sin Mand til at debauchere paa — sa Du. — Det var den første Aften, jeg husker det nok.”
„Jeg mener heller ikke, at Du skal skjænde, og jeg er, som sagt, slet ikke bange for, at Ring — dertil er han en Mand med for gode Principer, — men — Du kunde dog forsøge at virke paa ham, sige det til ham under fire Øjne i al Kjærlighed —”
En stærk Snorken lød pludselig ind til dem.
Fru Blom fo'r i Vejret, men Constance lo — „Det er Ring, som er falden i Søvn, — skjønner Du vel. — Hør, hvor trygt han sover —”
„Jeg faar ind og vække ham,” sa Fru Blom og rejste sig.
„Lad bare Manden ha Fred —”
„Nej, tænk om Pigen kom og saa ham, og saa er det saa usundt —”
„Det har han godt af — nu er han naturligvis drukken igjen,” sa Constance, og Udtrykket paa hendes Ansigt blev pludselig forandret. Fru Blom hørte ikke hendes Ord — hun var allerede inde hos Ring.
— En Strøm af Mismod skylled med et gjennem Constance, hun var saa træt og kjed —. — Uh, hvor de bød hende imod, Moren, Lorck, Mejer, Marie, Hansen, Tanten, hvert eneste Menneske, hun kjendte, og l'Hombren, Selskabet i Morgen, Malerierne paa Væggen, alt, alt i Verden.
Hun trykked de knyttede Hænder mod sit Bryst og sukked dybt og langtrukkent —
Saa dukked en Drøm frem, hun havde havt om Natten; hun saa det alt saa livagtig tydeligt. Inde i Spisestuen stod en Egetræs Ligkiste, og i den laa hun selv i sit Natlinned med de pibede Halsstrimler, dækket af et Lagen, som naaed halvt op paa Brystet. Haaret klæbed saa underligt dødt til de gulagtige Tindinger, og Øjenbrynene saa saa forlorne ud, som var hvert enkelt Haar stukket ind i Voks; Læberne var sortagtige, og bagenfor skimtedes de hvide Tænder; Hænderne var blevne saa bittesmaa og blaahvide; de stak saa frygtsomt frem i de krusede Ærmekniplinger. Men især husked hun Øjnene, for de havde ikke været helt lukkede, og Pupillerne havde stirret hen i Rummet saa stift og udslukt. Omkring Kisten stod der nogle, hun ikke kjendte, og hulked; en af dem havde sagt: Se, hvor fredelig hun ligger, som et Barn, der sover. Og hun havde syntes, hun stod mellem de andre og saa paa, men samtidig laa og var død, men kunde bli levende igjen, hvis hun for Alvor vilde, men det vilde hun ikke — det var saa godt at være død.
„Men Gud, Constance, hvad fejler Dig? er Du bleven syg!” Fru Blom stod pludselig bøjet over hende.
Constance slog Armene om hendes Hals og trykked Ansigtet ind til hende.
„Nej, Mor, jeg bare tænkte —”
„Men Du græder jo, Barn, hvad er det, som gaar af Dig?”
„Det var en underlig Drøm, jeg havde i Nat; i Morgen skal jeg fortælle Dig den —”