Saa tidlig maatte Baandet briste,
Saa tidligt sænktes Du i Jord;
Men Sörgekrandsen om din Kiste
Er ei dit Mindes sidste Spor;
Det rækker over Graven ud,
I Haab paa Gjensyn hist hos Gud.
Livsaligt Haab i Verdens Kvide,
For Sorgen bedste Helsebod!
Det letter Striden ud at stride
For dem, Du her saa braat forlod, —
For hende, som i Smerten gaar;
For Gubben, som ved Graven staar.
Saa hæv dig, Sjæl, paa frigjort Vinge,
Sög hjemad til Gud Faders Skjöd!
For os skal Haabets Röster klinge
Om Gjensyn bagved Grav og Död.
Vort Hjem er ikke Nat og Muld,
Men Evighedens Morgenguld.