Her vi dig bringe ville,
O elskte Fosterjord!
En trofast Søn, som stille
Dig dyrked med sit Ord.
Han løfted, hvad Du gjemmer
Af gamle Tiders Guld —
Gjem nu hans trætte Lemmer
Blidt i dit dyre Muld.
Han trængte alt saa saare
Til Hvile i dit Skjød,
Thi er nu mild vor Taare,
Vor Sorg en Veemod sød.
Den, som har Kraften givet,
Kan tage den igjen —
Kun her dog Aandelivet
Kan synes svinde hen.
Vi troe, hans Aand har fundet
Sin Klarhed atter hist,
Hvor hver en Sky er svundet
For Lys fra Jesus Christ.
Den Herre vil nok tage
Ham i sin Naadefavn —
Thi vil vi ikke klage —
Han naaet har sin Havn.
Fra Gravens Fred vi stævne
Tilbage til vort Savn,
Men ei blandt Grave levne
Vi Rudolf Keysers Navn.
Paa Norges Mindebue
Med Langes, Munchs det vil
Som Stjernebilled lue
I klar og stille Ild. —