Fra Haanden til Munden, idag som igaar,
— ja, slig er jo gjerne Arbeiderens Kaar.
For Evner og Yrke Tilværelsen bød
ham mangengang neppe det daglige Brød;
og sæl vil han prises, om ei han gik træt,
før han uden Bekymring fik spise sig mæt.
Êt efter êt rulled Seklerne frem;
Slægter og Meninger skifted med dem.
Det bobled, det bølged paa Folkenes Hav,
der hæved sig Tanker, der reiste sig Krav,
Legioner af dristige Viljer sig samle
saa man — til Kamp for det nye mod det gamle.
— Da slog Trikoloren, med Melding om Seir,
sin Vinge ud over Frihedens Leir.
Fornyet stod alt i den sprængte Ramme,
— Arbeideren blot var omtrentlig den samme.
Vistnok han midt i det svare Bulder
løfted mod Høiden sin brede Skulder
og sendte sit Blik mod det sælsomme Gry,
— men spytted saa raadvild i Næven paany,
greb atter om Skaftet, stræved og kaved,
og tænkte paa Føden, og roted og graved.
Det var, som fødtes han aandelig stum
og med Ryggen som skabt til at være krum.
Se, dette voldte den lammende Magt
af det tunge Aartuseners Tryk af Foragt;
og det tog Tid, før han blev saa lærd,
at han fatted sit eget Menneskeværd
— hin svære Lære. For det ved Vorherre:
det er smaat med den Kundskab endnu, desværre!
Imidlertid gryr det dog ogsaa af Dag
for Arbeideren nu og Arbeiderens Sag;
hans Lov er ei længer den gamle Vane,
og Verden begynder omsider at ane:
hans Hjerne kan fostre glødende Tanker,
— at ogsaa hans Bryst har et Hjerte, som banker.
Hvo Tidernes Tegn en Smule forstaar,
han ser, at Arbeidernes Tid, den er vor;
med higende Trang de fra Vinter mod Sommer
i tunge Fylkinger endelig kommer,
stævnende frem, efter Brødres Eksempel,
mod Menneskerettighedernes Tempel,
slig, at Europas Grundvold idag
skjælver ved Træsko-Trinnenes Slag;
vi hører alt, de knaker, de gamle Planker,
naar de barkede Næver paa Porten banker;
vi hører fra tusen Tuseners Nød
Fordringen tordne: Retfærd og Brød!
— Og Rigerne dirrer, og Sindene bæver,
mens Stemmer sig samler, og Raabet sig hæver:
luk op, luk op! skyd Slaaen tilside!
luk op, før der sprænges! luk op itide!