.mw-parser-output .wst-size-block{line-height:1.4}.mw-parser-output .wst-xx-smaller{font-size:58%}.mw-parser-output .wst-x-smaller{font-size:69%}.mw-parser-output .wst-smaller{font-size:83%}.mw-parser-output .wst-fine{line-height:1.4;font-size:92%}.mw-parser-output .wst-m-larger{font-size:110%}.mw-parser-output .wst-larger{font-size:120%}.mw-parser-output .wst-x-larger{font-size:144%}.mw-parser-output .wst-xx-larger{font-size:182%}.mw-parser-output .wst-xxx-larger{font-size:207%}.mw-parser-output .wst-xxxx-larger{font-size:249%}Kom fra en Husmandsplads borte ved Lister,
havde paa Heierne ligget og drømt,
trodset sin Far og sin Mor og Vorherre,
levet i Angst for at blive fordømt . . .
Han var en hjemløs Proletar,
der drev omkring ved Nat og Dag
blandt Lurv og Rak og Gadeslæng
med Næven knyttet som til Slag. . . .
hele Luften ryger,
Vinden hvæser, Sneen fyger ...
Ulv og Gaupe, Bjørn og Jærv
farer sammen over Sletten.
Bamsen brummer, Tussen tuder,
Stormen slaar mod Godtfolks Ruder,
og jeg staar og tuder efter,
for vi er af samme Ætten.
. . . tænker paa Helvede, Ild og Blod,
og saa er det blot Solen, som rinder.
Bryder der en Storm over Vidden en Kveld,
er det, som den ruger tungsindig paa et Minde,
og Skyerne er Tanker, der flygter for sig selv,
og Stormen er de klagende Røster herinde.
Det er blevet sent paa Høsten,
Luften dirrer ikke mer,
Luften staar blot taus og ser
med sit isblaa, kolde Øie
paa de unge ranke Birke,
der lig gule Altarblus
lyser op i Skogens Kirke.
Naar saa Vinterstormen kommer,
— hele Skogen farer sammen,
og de gule Altarlys
slukkes ud ved første Gys,
Blade fyger om som Gnister,
Luften blegner, Sneen falder, —
er det kun de høie Graner,
der lig store, sorte Faner
suser gjennem Skogens Haller.
Og da driver jeg i Skogen,
og jeg hører Vinden sukke,
slide i de gamle Toppe,
tude om det mørke Fjeld,
som staar lige mørkt deroppe.
Og jeg tænker ved mig selv:
Du er intet Tællelys,
som det første Gufs skal slukke.
Var jeg blot en Gran i Skogen,
der, naar Vinterstormen kommer,
— Luften blegner, Sneen falder, —
suser gjennem Skogens Haller
lig en vidt udslagen Fane,
til det grønnes næste Sommer!
Jeg er Barn af min Tid,
jeg er viljeløs Træl af min Tid,
har ikke Frihed og har ikke Fred,
vaander mig under dens rastløse Strid.
Vaagner om Natten: Hvad er det, den vil,
ja, hvad vil vel Tiden bruge mig til;
kan ikke sove, den kalder og lokker,
ringer og kimer med Stormveirsklokker —
Saa slaa da løs! . . .
lad Tordenen smelde, lad Lynene flamme,
hellere det end i Længselsvaande,
sidde med syg og tilbagetrængt Aande . . .