Sønner af Norges det ældgamle Rige,
Sjunger til Harpens den festlige Klang!
Mandigt og høitidsfuldt Tonen lad stige!
Fædrenelandet indvies vor Sang.
Fædreneminder
Herligt oprinder
Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.
Svulmende Hjerter og glødende Kinder
Hylde det elskte, det hellige Navn.
Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,
Herlig den skuer vort Fædrelands Glands;
Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider,
Vandre til Ledingefærd som til Dands.
Mandige Skarer
Bølgen befarer,
Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;
Hjemme er Kjæmpere nok som forsvarer
Arvede Frihed med modige bryst.
Medens de Staalklædte prøve sin Styrke,
Medens de stande i kjæmpende Rad,
Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,
Riste i Runer de herligste Kvad.
Konninger bolde
Scepteret holde,
Røgte med Visdom det hellige Kald;
Gjennem Aarhundreders Nat deres Skjolde
Gjenstraale klart i Erindringens Hal.
Oldtid du svandt, men din hellige Flamme
Blusser i Nordmandens Hjerte endnu;
End er af Æt og af Kraft han den Samme
End staar til Frihed og Ære hans Hu;
Og naar han kvæder
Norriges Hæder,
Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst:
Ham er selv Sydens de yndigste Steder
Intet mod Norriges sneedækte Kyst.
Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
Stander saa herligt i Lye af hans Fjeld;
Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held.
Fuglen i Skove,
Nordhavets Vove
Friere er ei end Norriges Mand;
Villig dog lyder han selvgivne Love,
Trofast mod Konning og Fædreneland.
Elskede Land med de skyhøie Bjerge,
Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
Troskap og Kjærlighed fro vi dig sverge;
Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.
Evig du stande,
elskte blandt Lande,
Frit som den Storm der Omsuser dit Fjeld!
Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,
Stedse du voxe i Hæder og Held!