Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
Rædsomt, og Kvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
Ned til Hades’s Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
Fugle den gav deres Liig – fuldbragt blev Zeus’s Beslutning –,
Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon.
Men efter elleve Dage, da Morgenen dæmred den tolvte,
Vendte de evige Guder igjen til Olympen tilbage
Alle tilhobe, Zeus førte dem an; men ikke forgjetted
Thetis sin elskede Søns Paamindelser; aarle ved Daggry
Steg hun af Bølgerne op til Olymp til Himlen den høie.
Der Fjernskueren Zeus hun traf, afsides fra Alle
Øverst han sad paa en Tind af Olympos’s takkede Rygning,
Lige foran ham hun satte sig ned, og slynged sin venstre
Arm om hans Knæe, med den høire hun tog under Hagen ham bønlig.
Bedende taled hun saa til Zeus, den høie Kronion:
Fader Kronion! saasandt jeg dig har blandt Guderne gavnet
Enten ved Raad eller Daad, saa hør den Bøn, som jeg beder:
Hevn min Søn, som kaldet jo blev til utimelig Henfart
Fremfor de Andre, ham haanede nys den Drot Agamemnon,
Selv har han ranet hans Løn, og end han har den i Værge
Skaf ham da Hevn, Olympiske Drot, raadsnilde Kronion!
Troerne give du Seier, til atter Achaiernes Sønner
Hædre min Søn, og mage det saa, at han stiger i Hæder.
Saa hun taled, men ei Skysamleren Zeus hende svarte;
Taus nu sad han en Stund, men bestandigen klynged sig Thetis
Fast til hans Knæe, som i Favnen hun holdt, og atter ham bønfaldt:
Lov mig usvigelig vist, og giv mig dit Vink – eller afslaae
Reent min Bøn, det kan du jo trygt, da veed jeg med Vished,
At der er Ingen saa ringe som jeg blandt samtlige Guder.
Dragende tungt et Suk Skysamleren Zeus hende svared:
Det er dog ret en fortrædelig Sag, da Kiv du med Here
Volde mig vil, naar med knubbede Ord hun siden mig tirrer;
Selv uden ringeste Grund i Gudernes Kreds hun bestandig
Skjænder, og siger, at Troernes Folk jeg hjelper i Striden.
Dog forføi dig nu bort, for at ei dig Here skal mærke.
Tænke jeg skal paa dit Hverv, indtil jeg faaer det iværksat.
Dog med mit Hoved et Nik til Betryggelse vil jeg dig give,
Det er det helligste Tegn fra mig blandt salige Guder,
Ei er bedragersk det Ord, som med Hovedets Nik jeg forjætter,
Ei kan tilbage det kaldes, opfyldt det vorder bestandig.
Talt, da nikkede Zeus med de sortblaae Bryn i det samme,
Og fra udødelig Isse faldt Drottens ambrosiske Lokker
Bølgende ned, og høien Olymp han kom til at skjælve.
Da de nu Raad havde lagt, adskiltes de. Ned i det dybe
Har sprang Thetis paastand fra den straalende Tind af Olympen;
Zeus gik ind i Paladset, og flux deres Fader at hilse
Reiste sig samtlige Guder, ei dristede Nogen at tøve,
Indtil han kom; op stod de fra Plads, og gik ham imøde.
Ned paa sin Throne han satte sig nu; men Here tilfulde
Vidste Besked, selv havde hun seet Havoldingens Datter
Thetis, den sølverfodede Viv, raadslaae med Kronion.
Strax med stiklende Ord til Zeus Kronion hun talte:
Hvo blandt Guder har atter med dig, du Skalk! sig beraadet?
Altid det er dig en Fryd, afsondret fra mig og i Løndom
Listig at fatte Beslutning og Raad; godvillig dig lysted
Aldrig endnu at betroe mig et Ord om hvad du bestemmer.
Hende da gav til Svar hiin Guders og Menneskers Fader:
Here! forvent dog ei, mine Raad at erfare tilhobe,
Meget for svære de falde dig vil, er end du min Hustrue.
Dog hvad mig rimeligt tykkes, at vide du bør, skal jeg ikke
Nævne for Gud eller dødelig Mand, før dig jeg har sagt det;
Hvad derimod mig lyster, for Guderne dulgt at bestemme,
Derom du spørge mig ei, om Sligt du fritte mig ikke!
Ham gjensvarede Here, den kviøiede Drotning:
Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
Aldrig min Vane det var, at spørge dig eller at fritte,
Nel! aldeles i Mag du beslutter jo Alt hvad dig lyster;
Stærkt befrygter jeg dog, at nys Havoldingens Datter
Thetis, den sølverfodede Viv, har træsk dig besnakket;
Aarle hos dig hun sad, og dit Knæe omfavned hun bønlig:
Ventelig loved du hende forvist, at hædre Peleiden,
Og ved Achaiernes Skibe mangfoldige Kæmper at styrte.
Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
Stedse, min Kjære! mistænker du mig, og belurer min Idræt,
Intet du dog udretter ved Sligt, men vorder mit Hjerte
Derved kun meer forhadt, for dig selv saameget des værre.
Skeer forresten nu hiint, da viid, at det saa er min Villie.
Sæt dig nu hen, og knye el et Ord, men lyd min Befaling!
Vogt dig, thi selv om hver Gud paa Olymp kom farende mod mig,
Hjalp det dig ei, naar jeg lagde paa dig mine farlige Hænder.
Saa han taled, da skjalv den kvieøiede Here;
Taus hun satte sig hen, men nagedes dybt i sit Hjerte.
Rundtom i Zeus’s Palads fnøs alle de himmelske Guder
Først til Orde da tog den kunstberømte Hephaistos,
Trøstende kjærlig sin Moder, den lillearmede Here:
Vistnok det vorder en ærgerlig Sag, og ei til at udstaae,
Naar for en Dødeligs Skyld I To saalunde vil klamres,
Yppende Støi i Gudernes Kreds; det herlige Maaltid
Taber jo ganske sin Fryd, naar sligt Uvæsen skal herske.
Raade min Moder jeg vil, skjøndt selv det rette hun indseer,
Fader at stille tilfreds med venlige Ord, for at Fader
Ei skal skjænde paany, og reent forstyrre vort Maaltid.
Thi hvis det lyster ham saa, den Olympiske Lynildsvinger,
Fra vore Throner han styrter os ned, thi han har jo Magten.
Derfor, min Moder! med venlige Ord til Fader du tale,
Da vil Olymperen strax igjen vorde mild mod os Alle.
Saa han taled, og springende op han Tvillingpokalen
Rakte sin Moder i Haand, da tog han atter til Orde:
Fat dig, min Moder! og slaae dig tiltaals, skjøndt saare bedrøvet,
At jeg dog ei for mit Øie skal see min elskede Moder
Tugtet med Slag, ei kunde jeg da, hvor dybt det mig smerted,
Yde dig Hjelp, den Olympiske Drot er slem at bekæmpe.
Alt tilforn engang, da til Hjelp jeg vilde dig komme,
Tog han ved Foden mig fat, og smed mig fra Gudernes Tærskel,
Dagen igjennem jeg svæved omkring, men da Solen sig dukked’
Faldt paa Lemnos jeg ned, ei synderligt Liv var der i mig;
Venlig da tog de Sintiske Mænd mig op efter Faldet.
Saa han taled, da smilte den liliearmede Here,
Og med et Smiil hun tog af sin Søn det Bæger, han rakte.
Derpaa af Kummen han øste den liflige Nektar og fyldte
Bægre til samtlige Guder i Kreds fra Venstre til Høire.
Men fra de salige Guder der skingred umaadelig Latter
Over at see Hephaistos, hvor vims gjennem Salen han pusted.
Saaledes Dagen igjennem, til seent da Solen sig bjerged,
Spiste de, Hjertet ei savnede her et rundeligt Maaltid,
Eller den yndige Lyre, som sloges af Phoibos Apollon,
Eller de vexlende Kvad af Musernes deilige Stemme.
Men da den skinnende Sol med sit Lys var gangen tilbjerge,
Ginge de, hver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove,
vist hvor Guden Hephaistos, den høistnavnkundige Lamfod,
Havde med synderlig Kløgt Enhver indrettet en Vaaning.
Zeus, den Olympiske Lyner, sig ogsaa begav til sit Leie,
Hvor han var vant at sove, naar Søvnen den søde betog ham;
Der opsteg han til Roe med den guldstolthronende Here.