Einn Vin, so væl oss unne,
Opregtig, holl aa stød’,
So me betru oss kunne
I Gledskap aa i Nød:
Denn Skat æ stor’ aa mykje vær’,
Ei Trøst, ett Hyggje kvar me fær;
Naar me lid’ Tap aa Saknad,
Daa tæ’ hann se dæ nær.
Aa denn so, der han vaanka,
Slett ingjinn Vin kann sjaa;
Dær givst so maange Taanka,
So hann maa teie paa.
Hann frammand’ æ paa kvar einn Stad;
Om hann æ sorgfull’ elde glad’,
Om hann so sekk’ eld’ flotna,
Æ alle like glad’.
D’ æ tungt omkring te vandre
Aa aldre sjaa se fri
Aa lite paa dei Andre
Aa tidt bedrejinn bli.
Einn treffe vandt dæ rette Maat;
Ett vanta, kur einn ber’ se aat,
Aa Skam paa Bakje vaanka,
So snart der ett æ aat.
Aa Folk æ sume Stunde
So vanskele’ forstaa:
Dær Falskheit bur inn-unde
Aa Finheit utta paa.
Dei lokka all’ vaar Meining fram,
Aa sida faa me Last aa Skam.
Naar Finheit væl he vunne,
Daa kjeme Fulheit fram.
Ja sæl æ denn so finne
Einn Vin, so trufast æ;
Naar hann hev’ ett isinne
Hann daa Opmuntring fæ.
Kvarandre dei so væl forstaa,
Om einn lid’Vondt, hann Trøst kann faa;
Om einn fæ større Lukke,
Vil hinn dæ gjerne sjaa.