Det lysned i Skoven, da ilede jeg frem
snart sto jeg, hvor Bakkestupet skraaned.
Jeg så den vide Bygd, jeg saa mitt kjære Hjem,
jeg saa, hvor de fjerne Aaser blaaned.
Jeg så de brede Fjorde, der skar sig ind i Bugt,
og Elven saa jeg blinke og krumme sig smukt –
jeg længtes til de sollyse Sletter.
Og dog var det atter, som den sukkende Li,
kunne blidelig holde meg tilbake,
som om den bak meg hvisket: Forlader du min sti,
for ned i folkevrimmelen at drage?
Ak, Skoven og Fjellvandet hadde i mit Sind
for første Gang suset sin Vemodstanke inn,
og siden jeg glemmer den vel aldrig.
Thi ofte, naar jeg går i den myldrende By,
i de bonede, skinnende Sale,
den samme Hvisken lyder så bønlig, så bly
fjernt henne fra min Barndoms grønne Dale.
Da griber mig en Længsel til Skov og til Fjeld,
jeg hører atter Bjælder og Lurlok ved Kveld,
og Sus gjennem skjæggede Graner.