Lyt nu, du lutende sanger,
tonerne strømmer tilbage!
Varmt om dit sinn
ungdommens glade falanger
under dit vindu dem jage
jublende in.
Hjærternes gjænlyd sig gynger
højt i det blå,
i det solsittrende blå,
hvori din sølverne tone den slynger.
Smiler du ikke ved målet,
du, som i vintren har vugget
forårets tekst?
Alt hvad dit mot har bestrålet,
alt hvad dit mismot har dugget,
nu har det vækst,
ranker sig op om din skulder,
fyller din favn, —
fanger i roser dit navn,
fanger din digtnings den koglende hulder.
Videre livstoget drager,
tankerne suser som faner
over dets vej.
En blant de højeste rager,
finnes på forreste baner,
den kom fra dig!
Oldtidens manende rune
højt på dens skaft,
tyder, hvor du tok din kraft,
løftende land i din ildhu, dit lune!