Var I ikke galilæer
kaldte eder farisæer
ej med hån ulærde mænd,
I, som bragte først på tale
ham, som lå i dødens dvale,
men stod herlig op igen!
Jødelands apostelskare!
Hvad i verden kan forklare
kraften i dit gamle ord,
som endnu gør underværker,
har til stolte mindesmærker
kirker alle trindt på jord!
Ja, hvor kan, skønt sproget døde,
eders ord på tunger gløde,
trodse vid og blok og bål!
Hvor kan eders ånd i Norden,
i hver stad og vrå på jorden,
tale folkets modersmål!
Påskemorgen, pinsedagen,
ikkun de forklarer sagen,
gav jer alle tungers Ånd:
Ånden, som kan alt udvirke,
som i Jesu Kristi kirke
løser alle tungebånd.
Ikke jer det er, som tale,
siger han, som kan befale,
men det er min Faders Ånd;
derfor, skønt I tidlig døde,
eders taler evig gløde,
smelter alle sjælens bånd.
Sandelig, det var Guds finger,
som gav bruden ørnevinger,
midt i ørken hus og gård,1
som gav korsets ord fra Østen
sangerstemmen, kæmperøsten
her hos os i tusind år.
Derfor gløder vore tunger,
derfor sødt det i os sjunger,
når vi priser Jesu navn,
og vor sjæl i kirkeordet,
smeltende ved nådebordet,
synker sødt i Jesu favn.
Modersmålet dybt sig bøjer,
let og lifligt det sig føjer
efter Herrens tankegang;
yndigt selv, men blødt derefter,
låner ånd og ild og kræfter
det af Zions heltesang.