Stod med Krist vi op af døde,
did opsvinge sig vor ånd,
hvor opstandnes førstegrøde1
sidder ved Guds højre hånd;
altid svæve os for øje
trods det lave, kun det høje!
Selv i dåben vi er døde,
men vort liv er skjult i Gud,
skjult med Himlens morgenrøde,
bryder brat i stråler ud,
dages under stjernekransen
med Guds Søn i soleglansen.
Bort med gamle Adams klæder!
Vandre vil i os den ny,
som kun lysets vej betræder
under sol som over sky;
i Guds billed vi, nyskabte,
vise skal, hvad Adam tabte.
Lad os da som Guds udkårne,
elskelige helgenkuld
klædes op med den Enbårne,
ydmyg, god og nådefuld,
som med ynk, med hjælp til rede,
englemild, kun sen til vrede!
Over alt lad kærligheden
som fuldkommenhedens bånd
os omslynge, så Guds-freden
i vort hjerte som vor ånd
kan med sejerskranse bolde
med triumf sit indtog holde!
Rigelig bo Kristi tale
med al visdom i vort bryst!
Lad os lære og husvale
som med ynde, så med lyst,
varsle, minde, love, prise
smukt med salme, kvad og vise!
Lad da Jesus Kristus være
ét og alt for os på jord,
Herren til Gud Faders ære,
som hans billed, så hans ord!
Da i Jesu navn Gud Fader
os sin borg og favn oplader.