Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk!
Jeg hører Vinterens Stemme;
Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,
Og haver andensteds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra;
Det Hjertet ikke betynger,
Og derfor lige glad nu og da
Paa Gjennemreisen jeg synger.
Jeg skulde sjunget lidt meer maaskee —
Maaskee vel ogsaa lidt bedre;
Men mørke Dage jeg maatte see,
Og Storme rev mine Fjædre.
Jeg vilde gjerne i Guds Natur
Med Frihed spændt mine Vinger;
Men sidder fast i mit snævre Buur,
Det allevegne mig tvinger.
Jeg vilde gjerne fra høien Sky
Udsendt de gladere Sange;
Men blive maa jeg for Kost og Ly
En Stakkels gjældbunden Fange.
Tidt ligevel til en Smule Trøst
Jeg ud af Fængselet titter;
Og sender stundom min Vemodsrøst
Med Længsel gjennem mit Gitter.
Lyt og, o Vandrer! til denne Sang;
Lidt af din Vei du hidtræde!
Gud veed, maaske det er sidste Gang
Du hører Livsfangen qvæde.
Mig bæres for, som ret snart i Qvel
At Gitterværket vil briste;
Thi qviddre vil jeg et ømt Farvel;
Maaske det bliver det sidste.