Nys fyldte skøn Sired sit attende år,
var rolig i vinter og munter i vår,
som bækken i engens det blomstrende skød
så stille, så klare de dage henflød.
From var hun i hjertet, i adfærd så blid,
var rød som en rose, som liljen hvid,
to øjne hun havde, så klare, så blå
som himlen, til hvilken hun sørgefri så.
Hun bandt uden hensigt den skønneste krans,
var altid den første i sang og i dans.
Så mangen stolt ungkarl forelskt hende så,
men håbløse lod hun dem alle bortgå.
Rask ride de bønder nu sommer i by.
De sange, de lyde så højt udi sky,
sin Oluf ved gildet hun første gang så,
veltalende øjne hinanden forstå.
Han elsker nu Sired og elskes igen,
hun græder, da Oluf fra hende drog hen,
med glæde hun ser ham at komme til by,
og når han bortdrager, hun græder på ny.