Nu lider dagen så jævnt og trindt,
alt månen står over Stevens Klint.
Bægeret blinker,
glæden os tilvinker,
mens kølighed vifter fra træernes krans.
Duggen den falder med perlers glans,
aftenen kalder til sang og dans.
Nu sidder pigen i elverkrat
og vogter tavs på sin gyldne skat.
Kongen alene
titter bag grene,
han skimter vor lystighed, hører vor sang,
lytter til støjen på enlig gang,
hører fra højen vor bægerklang.
Snart tænder månen, ej længer bleg,
sit natlys højt over bøg og eg.
Stjernerne funkle
snart på det dunkle,
når smykket til højtiden aftenen står.
Freja vil spinde sit gule hår,
vejen vi finde til bryllupsgård.