Nu hviler mark og enge,
nu alle gå til senge,
nu slumrer by og land.
Men I, min sjæl og tunge,
skal nu til afsked sjunge,
hvad eders skaber tækkes kan.
Se, dagen gik til ende,
i himlens sal sig tænde
de gyldne stjerner små.
Som dem skal Gud mig smykke,
når han mig vil undrykke,
hjem til hans Paradis at gå.
Som mine trætte hænder,
når dagens gerning ender,
til hvilen glæde sig,
så glæd dig og, mit hjerte,
til efter strid og smerte
at vinde fred i Himmerig.
Træt er jeg af at våge,
luk jer, I øjenlåge!
Men over liv og sjæl
våg du i al din nåde,
og vogt dem vel fra våde,
du øje over Israel!
O Jesus, du min glæde,
du dine vinger brede
og sænke om mig ned!
Vil slangen mig omslynge,
så lad din engel synge:
Det barn er gemt i Herrens fred!