1
Naglet til et kors på jorden
hænger under Lovens torden
Himlens Herre og Guds Søn.
Selv den evig gode Fader
ham i bitrest kval forlader,
hører tavs hans angestbøn.
2
Ak, hvor ængstet, trøst berøvet
og til døden dybt bedrøvet
er vor frelsers hu og sjæl!
Vredens fulde kalk uddrikke
må han, skal han, ellers ikke
frelses kan min arme sjæl.
3
For al verdens fejl og brøde
måtte Jesus grusomt bøde
nagelfast med fod og hånd;
skille ad sig måtte, ville
livets flod og livets kilde,1
og Guds Søn opgav sin ånd.
4
O, lad aldrig nogen sinde
korsets træ mig gå af minde,
som dig, frelsens fyrste, bar;
men lad kors og død og smerte
tale, råbe i mit hjerte,
hvad min frelse kostet har!
5
Hjælp, at jeg min synd begræder
og mig stedse varsomt glæder
ved min fred og salighed:
købt jeg blev, dit navn ske ære!
dyrekøbt; ak, lad det være
mig til varsel ved hvert fjed!
6
Giv mig hjertelag og kræfter,
så jeg skikker mig derefter,
elsker, følger, lever dig!
Daglig hendø synder-livet,
vokse det, du mig har givet,
det, som glad opofrer sig!
7
Ja, Forsoner, lad mig være
ofret dig til tak og ære,
leve dig til velbehag!
Da jeg smile skal ad døden,
thi jeg skuer morgenrøden
af en evig højlys dag.