Nedenunder var der Hestestald, og ovenover en Familiebekvemmelighed, og Huset laa i en af de simpleste Bydele.
Glasset i Vinduesruderne var flaskegrønt, og Bobinetsgardinerne sortsjollede og grovgrisne med lange ustoppede Flærrer.
Rullegardinerne var stokkeløse; — de hang og dingled med sine trapsede Kanter, og havde aldrig vært ordentlig oprullet; det var tydeligt at se paa det skjæve Fald, som ikke vilde være til at faa Bugt med.
Det var slet ikke Armod, disse Vinduer for-talte om; men de havde et Prag af Sjuskeri og Ustel, som gjorde et kvalmt og lurvet Indtryk.
Oprindelig havde Stalden, dengang Huset kun bestod af en Etage med spidsgavlet Kvist, vært en Beboelseslejlighed med Stue og Kjøkken og en liden Krambod. Her havde et Ægtepar drevet Høkerhandel ligefra et halvt Aars Tid, for de blev viet, og indtil sin dødelige Afgang, der først fandt Sted i deres sene Alder.
Konen levede længst, og det uagtet hun havde indfundet sig her i Verden hele syv Aar tidligere en Manden. Det var dog ham, som først maatte pille af, og det var ogsaa ham, der var bleven sløv og havde gaat i Barndom, og undertiden i al Stilhed gjort slig Ugagn, at den gamle Skurekone, der var til Hjælp om Lørdagene, bekymret havde rystet sit Hode og tænkt ved sig selv, at Vorherre vistnok kvied sig for at ta sligt et Huskors, siden det varte saalænge, før han løste op for ham. Men omsider blev der jo Ende paa ham; og Aaret efter lagde Konen sig en Aften tilsengs mod Stik i Siden og en underlig Tomhed i Hodet. Hun var træt og udslidt, og Ugedagen efter var hun gaat den Vej, vi alle skal afsted paa.
I henved forti Aar havde disse Ægtefæller boet her, og trolig vært hinandens Medhjælp i at knibe fra sin Næste paa Maal og Vægt og efter fattig Lejlighed og bedste Skjøn forfuske Kaffe og Sirup.
At denne Livsgjerning maa have vært temmelig indbringende, fremgaar deraf, at man efter deres Død fandt Penge indsyet i Sengklæder og Stolesæder, ja endog under Skoningen af Konens Underskjørter.
„Deres Liv havde vært prunkløst og arbejdsomt, ja, — han tog ikke i Betænkning at kalde det fromt", sa Præsten i Sørgetalen over Konen, i hvilken der ogsaa faldt af nogle vakre Ord til Mandens Ihukommelse. „Hver eneste Søn- og Helligdag havde de i stille Andagt siddet under Prækestolen paa den simple Træbænk, og aldrig var de gaat forbi Bøssen for Zulumissionen med tillukkede Hjerter. Derfor havde Gud rigeligt velsignet deres Møje og overflodigt forøget deres Gods, der nu vilde falde værdige trængende i Menigheden tilbedste, saa som Herren i sin Visdom havde nægtet dem Livsarvinger, og der, saavidt vidstes, ingen paarørende forefandtes". —
Saa var Huset ved Auktion tilfaldet en forhenværende Trælastskipper, der hed Høier og havde en hjemført Kone med en Korketraekkerkrølle bag hvert Øre. Hun var forøvrigt norsk af Fødsel, men var som ganske ung kommen over til Newcastle for at tjene hos Sømandspræstens der. Siden havde hun været „barmaid" paa forskellige Logishuse, hvor der vanked Skippere, og paa et af disse var hun bleven funden og ægtet af Høier, der var Enkemand og noget tilaars. Men da ogsaa hun var, hvad man kalder til Skjælds Aar og Alder kommen, maatte man jo sige, at hun havde gjort det godt.
Nu vilde Høier slaa sig fra Søen og havde den Plan at drive Kjøreri. Derfor rev han Væggene ned mellem salig Høkerparrets fordums Rum, og indreded en Hestestald med tilhørende Vognremisse. Taget blev løftet op, og af Kvisten lavedes en anden Etage med to „Sale" til Gaden og et Kammers til Gaarden, foruden Kjøkken og fornødent Udrum.
Det skyldtes formodentlig denne Vold mod Bygningens oprindelige Bestemmelse, at Huset luded forover som en gammel Bondekone, der er bøjet af Rygværk, og at anden Etage viste en foruroligende Tendens til at synke sammen i Midten, hvad der gav det hele Etablissement et gebrækligt og usundt Udseende.
Madam Høier var en Dame med udviklet Næringsvid. Det pinte hende derfor, at Kjøkkenet nedenunder, bag Stalden, der var bleven staaende urørt som i salig Høkerparrets Tid, skulde være til ingen Verdens Nytte. Rigtignok kunde hun trænge det til Bryggerhus, men det gik jo ogsaa an at hjælpe sig foruden. Hun fik det derfor omgjort til en Familiebekvemmelighed for simple Folk. Det vil sige: der anbragtes en Kogeovn istedetfor det gammeldags Ildsted med den aabne Grue, for saa gjorde det Tjeneste som Værelse og Kjøkken paa én Gang. Andre Forbedringer fandt Madam Høier det overflødigt at gjøre. Vindusruderne havde jo rigtignok Sprækker, men de værste Huller stopped hun til med hvide Kluder. Til den Slags Folk var det jo altid godt nok.
Der var en særskilt Indgang fra Gaden gennem et trangt Smug, der løb mellem Stalden og Nabohuset, og havde faat Navn af „Smalprangen". Herfra kom man ind paa Gaardspladsen, der ganske ligned en Mødding, og derpaa gennem et Slags Kot med et Stykke Stenhelle og noget Grus til Gulv, ind i „Lejligheden."
Da Madam Høier viste den frem til nogle, der ønskede at leje den, gjorde hun udtrykkelig opmærksom paa, for et lunt og hyggeligt Sted det var, og hun angred siden, at hun ikke havde forlangt sex Kroner istedetfor de fem, de var bleven enig om i maanedlig Leje.
Men den Bekymring kunde hun gerne ha sparet sig. Thi de Folk, som kom til at bo der, havde hverken fem eller sex Kroner Maaneden at erlægge. Følgen var, at de blev kastet ud, da Betalingsdagen kom.
Og det gik ikke bedre med dem, hun fik istedet. Det var saa uheldigt, at Madam Høiers lille „Lejlighed" kun syntes at finde Liebhabere blandt den Slags simple Folk, der ikke ejed et Øre at betale med. Det saa ud, som om de lejed sig ind ene og alene for at ha et Sted til at dø af Sult i. —
Den stakkels Kone havde derfor mange Ærgrelser og stort Besvær med sine Lejefolk. Det var nemlig hende, som stod for at faa dem baade lokket ind og sat paa Dør igjen, ligesom hun var den, der førte Regimentet i Huset. Og det maatte man jo bekjende, at hun var ganske anderledes Kar for sin Hat, end han som Mand skulde være.
Høier lagde sig ikke i nogen Verdens Ting, og det skulde man nu troet var det klogeste, Høier kunde gjøre. Thi hans Kone var ikke den, der taalte nogen Indblanding fra hans Side. Naar han prøved at ha en egen Vilje, hvad der sjelden gik paa, kom han altid tilkort, og Tjenestepigen sa ofte, naar hun talte om sit Herskab: „Gud hjælpe Høier, hvis han mukker, — jeg siger ikke mere".
Men hvordan Høier bar sig ad, saa var det lige ilde. Gav han sit Besyv med i Laget, var det galt, men tied han stille som en Mus, gik det ham endnu værre. Han vidste, som han sa, ikke „kvit for sit Liv".
Naar den arme Mand havde nogenting paa, græd han over sig selv og paastod, at han var kommen til Verden i en tung Time, og at han var skabt til at gaa sine Koner ivejen.
Og hans sidste især havde alle Tider hundset ham. Da de fo'r tilsøs, havde hun tat Kommandoen fra ham og gjort ham til Latter for Folkene, og nu, da de var kommet paa Landjorden, gjorde hun hele Huset til sine Enemærker og var, som sagt, sa vanskelig at gøre tillags, at Høier hverken turde røre sig eller sidde stille.
Det var kun, naar han slog sig uvorren og drak sig meget fuld, at han fik Mod til at lade sig mærke med, at han var til. Men saa fik han ogsaa dyrt undgjælde det bagefter.
Naar der var Udkastelsesforretning nedenunder, var Madam Høier altid selv tilstede og gaven Haandsrækning, idet hun kyled Stykker af saakaldet Bohave ud gjennem den hængselløse Dør. Og da kunde Høier belave sig paa en ordentlig Overhaling bagefter. Thi efter endt Gjerning var hun aldeles opløst af Sinne og maatte plent ha Høier til at bruge sig paa. Da blev han skjældt ud for et Drog, som hun ikke havde mere Nytte af end som kunde ligge paa hendes mindste Negl. Og det var jo tungt at gaa paa for en Mand, der vidste, at han vilde faat Grovheder og Spektakel til Tak, hvis han bare havde saameget som vist sig i Døraabningen eller sluppet fra sig et Ymt om, at han agted at ha noget at sige.
I Løbet af de sex Maaneder, som var hengaaet, siden de første flytted ind, havde Madam Høier havt en stadig skiftende Lejebesætning. De fleste var bleven jaget for Betalingens Skyld, men nogle havde ogsaa faaet Løbepas paa Grund af Uenighed med Madamen. Disse Uheld samled, som naturligt kunde være, et Overmaal af Galde i hendes af Naturen ikke synderlig blide Sjæl. Hun betragted sine Lejefolk som svorne Fiender, og gik bestandig paa Vagt, færdig til at lange fra Borde ved det første Skimt af en Anledning.