Kær est du, fødeland, sødt er dit navn,
til dig står dine sønners stærke længsel,
med lønlig magt vi drages til din favn,
hvert andet land mod dig er kun et fængsel.
Kun dér er våren i sin fulde pragt,
kun dér i al sin ynde somren smiler,
og skøn er selve vintrens hvide dragt,
når den på vore barndomsegne hviler.
Ja, skøn er fjeldet med sin top af is,
skøn er den dal, som fossens bølge væder,
den gule ørken er et paradis,
når den har skuet barnets første glæder.
Min fødestavn er lyngens brune land,
min barndoms sol har smilt på mørken hede,
min spæde fod har trådt den gule sand,
blandt sorte høje bor min ungdoms glæde.
Skøn er for mig den blomsterløse vang,
min brune hede er en edens have.
Dér hviler også mine ben engang
blandt mine fædres lyngbegrode grave.