Jesus, se til os i nåde,
Herre ved Guds højre hånd!
Løs dog snart den store gåde,
at dit ord er liv og ånd!
Hos de få, som for dig græde,
vis, at du er selv til stede!
Ser vi til vort eget hjerte,
templet for din Ånd på jord,
fluks vi føle må med smerte,
dånet dér er livets ord,
dine løfter, skygger lige,
flagrer i de dødes rige.
Rører i vort hjertekammer
livet stundom sig endnu,
rører læben sig og stammer:
»Jesus, i dit ord er du,«
skogrende os fjenden håner,
lyden dør, og læben blåner.
Se, dit ord er lagt i graven,
muret ind med kalk og sten,
trindt omkring i dødninghaven
smuldrer helgenfolkets ben;
vover seglet vi at bryde,
romerspyd os spidsen byde.
Derfor lad en engel dale,
alt som stråler fra en sol,
lægge vagten dybt i dvale,
gøre stenen til sin stol,
mens sig brat på lynets vinger
ordet fra sin grav udsvinger!
Ja, lad opstå fra de døde
ordets tugt og ordets trøst,
og lad hjertet i os gløde,
mens vi lytter til din røst!
Lad os, når du brødet bryder,
se, det er, som ordet lyder!