Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjertet monne røre,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Den allermindste Fugl af dem, der vare,
Sang fra Træet ned i Toner klare,
Den sang: »Mens Ungersvenden gaaer saa ene,
»Længes En imellem Løv og Grene,
»Hen under Løvet gaae de lune Vinde.
»Der du skal din Hjertenskjære finde,
Hav Tak, du lille Fugl, for du har sjunget!
Ellers var mit Bryst af Længsel sprunget,
Hav Tak, du lille Fugl, der sang med Ære,
Stillede min Længsel og Begjære,
Af større Vee kan Verden ikke trænges,
End at skilles, naar man saare længes,
En større Fryd kan Verden ikke bære,
End at samles med sin Hjertenskjære,
I de dybe Dale,
Blandt de Nattergale,
Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
- Da nu min Hjertenskjæreste var funden,
Sang og blomstrede det rundt i Lunden,
Baade dybe Dale,
Og de Nattergale,
Og de andre Fugle smaa, som tale.