Jeg gik mig i lunden en sildig sommerkvæld
og tømte mig et bæger af sprudlende væld.
Men vogt dig, vogt dig, o min pige,
for elverkongen ser dig!
Den brusende bølge sprang ud fra grønne høj,
med ét så blev den stille, den flød uden støj.
Men vogt dig, vogt dig ...
Da tonede luften af sang og strengespil,
tre hvide møer dansed i duggen dertil.
Nu vogt dig, vogt dig ...
Som dunst over engen, så flygtig til at se,
de trende blev til en, og den ene til tre.
Nu vogt dig, vogt dig ...
Han selv stod i midten af hines lette sving,
da drog han af sin finger en kostelig ring.
Ja, vogt dig, vogt dig ...
Jeg greb efter ringen, men han greb om min hånd,
de hvide møer slynged omkring os et bånd.
Ja, vogt dig, vogt dig ...
Nu bor jeg i højen som elverkongens brud,
og kun når duggen falder, jeg vover mig ud.
Thi vogt dig, vogt dig ...