I gamle dage det var engang,
at danske folk var i kongetrang;
de gode græd, og de onde lo,
hvor ingen hegner, kun torne gro
Da kom en snekke for fulde sejl
med løvehoved og hjertespejl,
med guld og våben og stads om bord,
men ikke en sjæl ved mast og ror,
dog var der liv, for en lille dreng
alene lå i den store seng,
en neg var bundet med aks og strå,
den hviled drengen sit hoved på,
og hvor han sov både spæd og spag,
dér vajed over et kongeflag,
så liljehvidt og så rosenrødt
som kun hos Freja på kinden mødt
Hvor det i landet blev hørt og spurgt,
det tyktes alle et jærtegn stort,
de hvisked: barnet er Odins søn,
til hjælp os skikket fra ham i løn
De satte negen da på sin rod,
hvor dane-kongen han ellers stod,
så tog de store den lille op
og kønt ham satte i aksetop
Da nyt man spurgte med våbengny,
og højt det gjalded i vilden sky:
Hil dig, vor konning, bliv rund og bold!
så skjalde sjunge om Danmarks Skjold