CADA PIEZA VIVE EN UNA DIRECCIÓN · NADA VIVE EN UNA SOLA SALA  

PoetósferaLa BibliotecaMartin Hammerich

Martin Hammerich · Modernismo

Første Optrin

danés

6.Seer jeg Dig med strenget Bue

og den sorte Antilope,

Tykkes mig, jeg seer Gud Sivas

jage med Pináka-Buen.

7.See, yndig dreiende Halsen

sit Blik den fæster paa Vognen,

som følger dens Spor;

For Pilen sky, med sin Bagkrop

i Kroppens fremmeste Halvdeel

den trykker sig ind;

Med Græs halv tygget, som Munden

af Mathed gispende taber,

bestrøer den sin Vei —

Alt mens i flyvende Spring, see!

i Luften meer end paa Jorden

den farer afsted.

8.Da Tømmen slappes, de stolte Heste — med fremstrakt Hals,

Med dukket Øre, med ubevægelig Flagredusk,

End ei berørt af den tætte Støv, som de reise selv, —

I Løbet stævne som avindsyge paa Dyrets Fart.

9.Hvad der var nys som en Punct,

vider sig pludselig ud;

Hvad der i Midten var deelt,

trækker sig sammen til Eet;

Hvad der var bugtet og snoet,

retter sig ud for mit Blik:

Her fra den rullende Vogn

Intet er fjernt eller nær.

10.Lad ei, lad ei Din Piil slaae ned i vor Gazels

Den spæde Krop, som Gnisten i en Bomuldshob!

Hvad er de vildsomt flygtende Gazellers Liv

For slig en hvas, en fjærbevinget Piil, som Din!

11.Velan da, o Konge! tag Pilen tilbage,

tag Pilen tilbage fra Strengen!

Betrængte til Frelse Du bærer Dit Værge,

men ei for at ramme den Skyldfrie.

12.Dig, hvis Byrd er af Purus' Stamme, var dette værdigt;

Søn Du faae, med de samme Dyder, en Verdenshersker!

13.Ved selv at see de Andagtriges milde

Gudstjeneste mod Vanfreds Magter værnet,

Du kjende skal, hvorlangt Din Arm, forskrammet

af Buestrengen, raakker med sin Vælde.

14.Under Træet ligge Riiskorn,

tabt fra Papegøiereder,

Og i Græsset glindser Stenen,

blank af Ingudi at knuse,

Og saa trygt Gazeller trippe

uden Frygt for vore Stemmer,

Og af vaade Bastdug-Kjortlers

Dryp er Badeveien strimet.

15.Med kunstig ledet Vand, af Vinden kruset,

de Træers Rødder vadskes,

Og Farven, lys af unge Skud, fortones

ved Offerrøgens Dampe,

Og ligefor, paa Lundens aabne Grønning,

hvor Kusa-Straa er meiet,

De smaa Gazelle-Kid saa uforsagte

gaae langsomt om og græsse.

16.I denne Bolig er Lidenskaben

betvungen; men min Høire hæver:

Hvorfra skal her, hvad der varsles, komme?

Dog, overalt har Skjæbnen Porte.

17.Naar ikke let i Fruerhuus man træffer

Slig Skabning som en Eneboerindes,

Da maae jo Havens Slyngeplanter vige

I Yndighed for Skovens Slyngeplanter!

18.Vil den Vise hærde dette kunstløs-

tryllerige Legem til at øve Bod,

Sandelig! hans Idræt er at skjære

Offerqvas med Eggen af et Lilieblad!

19.Hyllet i en med Knuder om Skuldren fæstet,

Barmen blufærdig dækkende Bastdugskjortel,

Ei hendes unge Legem sin Pragt udfolder —

Retsom en Blomst i Hylster af visne Blade.

20.Selv overgroet med Mose-Urt

er Lotosblomsten yndig,

Og selv den dunkle Maaneplet

Fuldmaanens Glands forhøier,

Og selv i Bastdugskjortlen er

end skjønnere den Ranke;

Thi Hvad er ei et Smykke for

saa yndefuld en Skabning?

21.Læber er røde som unge Skud,

Armene bløde som Rankens Grene,

Og som en lokkende Blomsterflor

Ungdom svulmer i alle Lemmer.

22.Vist hun blive tør en Krigers Brud,

da mit ædle Sind begjærer hende;

Thi ved alle Ting, hvor Tvivl har Sted,

Sjælens Drift er Hjemmel for den Gode.

23.Hvorhen, hvorhen Bien end sværmer paa sin Flugt,

Derhen, derhen kastende sky et Sideblik,

I Nødens Stund, medens uroligt Brynet gaaer,

Skjøndt elskovsfri, lærer hun Elskovs Øienspil.

24.Hyppig rører Du ved hendes

frygtsomt blinkende Øienvig,

Summer sødt for hendes Øre,

retsom hvisked Du Løndomsord,

Drikker af den hulde Læbe,

mens hun jager Dig med sin Haand:

Jeg forsmægter i min Fersken,

Du, o Bil Du er lykkelig.

25.Mens Purus' Ætling er Jorderigs Hersker,

en Hævner over Voldsmænd,

Hvo øver Vold mod uskyldige Piger

fra Eneboerlunden?

26.Hvor kunde vel af et jordisk Liv

en saadan Skabning fødes?

Det straaleglimtende Lyn ei op

fra Jordens Tillie stiger.

27.Om ikkun til sin Brudefærd hun holde skal

det elskovshindrende Skovboerløfte,

Hvad eller boe for stedse hos de søsterligt

i Blikket hende lignende Gazeller?

28.Hjerte, giv trøstigt Længselen Rum!

Den sidste Tvivl er nu hævet:

Hvad i Din Frygt Du tog for en Ild,

er en Ædelsteen, man tør røre.

29.Jeg vilde følge den Vises Datter,

Men Blyhed standsed mig uvilkaarligt;

Det er, skjøndt ikke jeg veg af Stedet,

Som var jeg gaaet og vendt tilbage.

30.Hvor Skuldrene hænge, hvor Hænderne brænde

af Kanden at løfte og løfte paany;

End stedse hun drager saa hæftigt sin Aande,

at Barmen, den svulmende, bæver' derved;

Om Kinden er knyttet af perlende Draaber

et Øren-Siríshia fangende Net;

Haarfletningens Baand rev sig løs, og med Haanden

hun holder tilbage de flagrende Haar.

31.Thi blander hun end ei sit Ord med mit,

saa laaner hun mig Øre, naar jeg taler,

Og vender hun sit Blik end ei mod mig,

saa fængsler anden Gjenstand det ei heller.

32.See! paa de med vaade Bastdugskjortler

rundt behængte Træ'r i vor Andagts-Lund

Falder Støvet, reist af Hestes Hovslag,

aftenbrunlig tykt, lig en Græshop-Sværm.

33.Med sin Tand i voldsom Tørning

boret i den faldne Træbul,

Hildet i et Tøir af seige

fod-omsnørte Slyngeplanter,

— Vanfreds Billed i vor Bodslund —

splittende Gazelleflokken,

Bryder vognsky Elefanten

ind i Eneboerskoven.

34.Fremad mit Legem gaaer, min Sjæl

gjenstridig — flyer tilbage,

Som Flaget paa en Fanestang,

der bæres frem mod Vinden.

Sigue explorando

Por su autor
Martin Hammerich · 3 piezas más en la casa
Dónde vive
La Biblioteca

← Forspil til tredie OptrinMellemspil til sjette Optrin →

Expediente

Autor
Martin Hammerich
Título
Første Optrin
Lengua
danés
Época
Modernismo
Sala
La Biblioteca
Identificador
ws-da-frste-optrin--martin-hammerich-df769a
Cita recomendada
Martin Hammerich, «Første Optrin», Poetósfera, poetosfera.com/p/ws-da-frste-optrin--martin-hammerich-df769a.html

Las obras de dominio público se reproducen íntegras, con atribución y en la ortografía de su impreso. ¿Ves una errata o conoces una fuente mejor? Escríbenos desde Sobre la casa.