De vår en daw i høstens ti,
da Pærs slow row for fuld',
der var inne hjemm undtejn Mari,
som kogh e unnen skuld'.
Tria-ra, tria-ra, tria-ria hopsasa.
Tria-ra, tria-ra, tria-ria-ra.
Hun haj e sopgry øwwerhæhn
ò tørt e sved å e kinne;
hun pust lidt aw ò gik et væhn
hen ò se ud a e vinne.
Men hva vår de? hun bløw så hop
ò rød i e hoj som en rohs';
hun pynte sæ, ò strøg så op
hin hår, ò mædt en hohs.
Ja hillemind! der kom en mand
med tværsæk, stok ò pihf,
ò lig op å e bro kom han,
no vår de let ò begrihf.
For de vår Jens, der kom frå kri,
han så e lidt bedrøwwe;
men da han fik sigt å Mari,
kan nok væe, de vår øwwer.
Han kom derind; »goddaw Mari!«
- soj han vel nok så glæjle, -
»hwo hæ do bløwwen køhn den ti,
law æ vår henn, ja dejle!«
»Men kjærre Jens, do hæ dò it
rend frå din kammeråter!
for der vår nok, der dowt kuns lidt
iblahn vor kongs soldåter.«
- »Nej kjærre, søde lill Mari,
hvor kan do tro så tombe,
te æskuld øw forræderi
ò føhr mæ op så lompe?«
Mari bløw glaj, te det gik vidt,
ò rådt hin hahn så jøwwer;
- men hva så mer? - de véd æ it, -
e sopgry den kogt øwwer.