Efter Rings Død var Constance bleven ved at bo paa samme Sted. Hun leved et meget tilbagetrukket Liv, stængte sig konsekvent ude fra enhver Berøring med Verden og vilde ingen se af sine Venner og Bekjendte.
Efterretningen om hendes Mands pludselige Endeligt havde fra først af havt en bedøvende Virkning paa hende. Det tog hende Tid, før hun kunde faa det ind i sit Hode som en fast formet Forestilling, at den forhadte Ægteskabslænke nu var falden af hende, og at hun var løst fra ham for stedse.
Da hun omsider havde tat denne Frihedsfølelse i fuld Besiddelse, begyndte hun at pines af Anger over Fortiden.
Hun spurgte sig selv atter og atter, om det ikke vilde ha gaat bedre, hvis hun straks fra Begyndelsen af havde sat alt ind paa at være ham en god og Kjærlig Ægtefælle. Men hvorledes havde hun tét sig!
Hun havde ladet Opgaven ligge, som om det hele ikke kom hende ved, og slaat sig til Taals med, at hun var som hun kunde være. Hun var gaat ind til sit Ægteskab som til en Dans og havde kun tænkt paa det ene: sin egen Fornøjelse, kun villet et: sig selv.
Hun gjorde sig de heftigste Bebrejdelser og havde en nagblandet Tilfredsstillelse af at udmale sig selv som et rigtig daarligt Menneske.
Hun drog frem fra Forgangenhedens Glemsel mangt et lidet Træk fra det første Ægteskabsaar, hvor Ring havde været rørende taknemmelig for hendes mindste Smule Venlighed. Hun mindedes en Gang, hun gik ind og bad ham om Tilgivelse, fordi hun en hel Dag igjennem havde været urimelig og vrangvillig. Han fik Taarer i Øjnene, tog og kyssed hendes Haand mange Gange og sa med blød Stemme: „Min søde Constance, Du har jo ingenting gjort.”
Det sved hende i Sjælen at tænke paa saadant noget nu, da han laa paa Havets Bund, og hun aldrig skulde faa Anledning at sige ham, at hun erkjendte sin Uret.
Saa længe hun sysled med disse Forestillinger, havde hun en kraftig Trang til at være alene. Siden, da hun ved sin idelig fortsatte Grublen og Rugen havde perset den sidste Livskraft ud af disse Tanker, saa de stod som tause Skygger omkring hende, havde hun vænnet sig saaledes til Ensomheden, at den var bleven hende kjær, og hun ikke for nogen Pris vilde opgi den.
Og de Adspredelser, Livet kunde byde, havde ogsaa tabt sin Tillokkelse for hende; de forekom hende som de Fornøjelser, man i Barndomsalderen glædes ved, men som det ikke kan falde den voksne ind at ta Del i.
Efterhaanden sank hun hen i en sløv Magelighedstilstand, en apathisk Blaserthed, der var stærkt i Slægt med Livslede. Folk trode, det var Enkesorg og roste hendes store Trofasthed, men hendes nærmeste rysted paa Hodet og mente, det var Skam at gi saaledes efter for en fiks Idé, for anderledes kunde jo hendes menneskefjendske Skyhed ikke betegnes. Det kunde jo gaa over til en ren Sindssygdom.
Constance brød sig ikke om, hverken hvad de sa til eller om hende. Alt hvad hun begjærte, var at faa være i Fred. — —
Nogen Tid efter Rings Død havde Lorck et Par Gange med Mellemrum aflagt hende en Visit, men var ikke bleven indladt. Saa skrev han en Billet og spurgte, om hun ikke vilde tillade ham at hilse paa hende. Hun svarte tilbage, at hun aldrig var hjemme for nogen. En Eftermiddag, da han saa hende paa Gaden, gjorde han et Forsøg paa at tiltale hende, men hun gik hurtig forbi ham med en afvisende Hilsen.
Hans længe nærede, aldrig nedkuede Lidenskab for Constance var blusset op i lys Lue, i det Øjeblik han vidste, hun var fri. Forgjæves havde han i de Aar, som var gaat, kjæmpet mod, hvad han kaldte sin usalige Kjærlighed. Han havde styrtet sig over sit Arbejde med graadig Iver, git sig hen til Læsning og Studier; han havde kastet sig ind i Forbindelser med andre Kvinder og havt en febrilsk Afsky for at være ubeskjæftiget. Han havde villet hade og foragte hende, sagt sig selv de hundrede Gange, at hun ikke var værd et Fnug af den Kval, han led, hun, som blev ved at leve i sit besudlede Ægteskab; men det nytted ikke. Hans Kjærlighed var som den Urt Løvetand, der gror frodigst, jo mere den trædes. Og saa kom dette til, at hvad han havde oplevet med denne Kvinde, havde faat en stor Betydning for hans Liv og Udvikling. Det var begyndt den Aften, da hun viste ham fra sig. Hans store Fejltagelse, dette at han i blind Selvsikkerhed havde dømt alt hos hende efter sine egne, grovt sammensatte Landevejsteorier, bragte ham til at se paa Livet med andre Øjne.
Naar han tænkte paa den brutale Frækhed, hvormed han var brudt ind over hendes Enemærker, var det, som han skulde synke i Jorden af Undseelse. Jo mere han kom bort fra sin tidligere Tankegang, jo grellere blev Lyset, han saa' det i. I sin plumpe Uvidenhed havde han troet at vide Besked, medens Sandheden viste sig at være, at han var den dummeste Blagueur. Det blev en Tid fuld af Lidelse for ham, men han sa sig selv, at det var paa denne Lidelse han blev Mand. I enkelte Øjeblikke var han endog taknemmelig over, at det var gaat som det gik. Havde Constance været, hvad han antog hende for, og den Gang kastet sig i hans Arme, vilde han aldrig lært, hvad Kjærlighed var, og aldrig være kommen til at se med Respekt paa Livet. Det var, som om han først gjennem den dobbeltartede Smerte, som hans haabløse Kjærlighed og hans ved det lidte Nederlag indvundne Selverkjendelse beredte ham, lærte at skjelne mellem godt og ondt i finere Forstand paa alle Omraader.
Imidlertid steg hans Ry som dygtig Læge. Et Par heldige Kure under vanskelige Omstændigheder bragte ham fra først af i Skuddet, og hans alvorlige Færd og rolige Væsen gjorde, at man fik Tillid til ham.
Blandt hans Venner var det en almindelig Mening, at han var bleven et helt forandret Menneske, og de talte med Respekt derom.
Efter sin Far, den rige Grosserer Lorck, hvis Død indtraf omtrent to Aar efter Rings, havde han arvet en efter norske Forhold meget betydelig Formue.
— Et Par Gange i Løbet af halvtredie Aar havde Constance givet efter for Maries og Hansens indtrængende Forestillinger og samtykket i at deltage i et Selskab, de gav. Men hun fandt sig saa uvel derved, at hun loved sig selv Skaansel for Eftertiden. Jo mere hun blev afvænt med at træffe Folk, jo værre blev det. Deres Snak forekom hende saa fremmed. Den flygtige Maade at samtale paa med disse Sprang i Øst og Vest, som hun tidligere havde været saa dreven i, forvirred og nedtrykte hende. Hun sad imellem dem uden Forstaaelse, og hun ikke alene kjeded sig, men hun ligefrem led derunder.
I et af disse Selskaber havde hun truffet Lorck. Constance mærked, at han pønsed paa at nærme sig hende, og hun gik med et Slags Skræk af Vejen for ham. Ud paa Aftenen var hun bleven alene i Kabinettet med en gammel tunghørt Dame, som sad og bladed i et Album og af og til spurgte hende om Portrætterne. De andre var inde for at se Ungdommen danse.
Pludselig stod Lorck i Kabinettet. Et Øjeblik tænkte hun paa at flygte, men opgav det og lod, som om hun var stærkt optagen af Damen med Portrætterne.
„Skal De ikke danse, Frue?” spurgte han og satte sig i nogen Afstand fra hende.
„Nej,” svarte hun uden at røre sig.
„Bryr De Dem ikke længer om det?”
„Nej.”
Her gjorde den gamle Dame et Spørgsmaal, som Constance besvarte, idet hun bøjed sig tæt hen til hende og hæved Stemmen.
„Det gaar saa sjældent paa at faa se Dem, Frue,” sa Lorck, „man skulde tro, De ikke var i Byen.”
„Jeg holder mig ogsaa mest hjemme.”
„I hele Vinter har jeg omtrent ikke bestilt andet end at udspejde og eftersøge Dem, — ja, bliv ikke vred,” bad han til Svar paa det Blik, hun retted mod ham, „det forholder sig virkelig saaledes?”
Hun vendte Nakken til og bøjed sig atter over Albumet.
„Jeg véd, at jeg plager Dem,” sa han med et bekymret Tonefald, „men hvad skal jeg arme Menneske gjøre — tale med Dem vil og maa jeg, og Lejligheden er ikke god at faa fat i.”
Hun saa hurtig hen paa ham.
„Hvad vil De mig?” spurgte hun koldt.
„Jeg har noget paa Hjærtet, — men først skal De gi mig Lov —.” Han talte alvorligt og indtrængende.
En Pige kom og meldte, at den gamle Dames Vogn var kommen. Hun rejste sig straks, sa venligt god Nat til Constance, hilste til Lorck og gik.
Constance vilde følge efter, men Lorck stilled sig i Vejen for hende.
„De maa ikke gaa,” sa han med en underlig sammensnøret Stemme. „Vær ikke bange,” vedblev han afværgende, „og staa ikke der som paa Spranget. Hvad jeg har at sige, kan ikke fornærme eller harme Dem. — Det er bare dette, at jeg er ikke mere den samme —” han stansed og drog Vejret dybt, „som den Gang, som den Gang jeg gjorde Dem Fortræd. — Tror De mig?”
Der var noget ved ham, som imponerte hende.
„Alt det har jeg for længe siden glemt, — lad os ikke rippe det op igjen,” sa hun med træt Stemme.
„Nej, nej, ikke rippe op igjen, — men De véd ikke, hvorledes hin Scene, Deres Hjælpeløshed, Deres Smerte og stumme Bøn om Skaansel har brændt sig ind i mig. — Aa, jeg var en Usling. — Jeg havde ikke tænkt det muligt, at noget kunde gribe mig saaledes. — Husker De „Kongen” hos Bjørnson lige over for Klara, hans Forvandling? — Noget lignende er foregaat med mig. — Tror De mig ikke?”
„Jo,” sa hun roligt.
„De skal vide,” vedblev han hæftigt, „at jeg ikke er den Mand, De nu i saa mange Aar har gaat og foragtet — De har ingen Ret dertil, — ikke den ringeste Ret har De.”
„Jeg har ikke foragtet Dem, jeg har slet ikke tænkt paa det.” —
„Nej, jeg har været Dem saa altfor ligegyldig,” der gik en skjælvende Trækning over hans Ansigt. „Men giv mig nu Deres Haand til Tegn paa, at De har tilgit mig hin Aftens Hæslighed.” Hans Stemme lød frygtsomt bedende.
„Jeg har intet imod Dem, — vær vis paa det,” sa hun mildt og rakte ham Haanden, idet hun saa ham ind i Øjnene.
Han knuged et Øjeblik hendes Haand i sin. „Tak,” hvisked han og forlod Værelset. Han gik lige hjem.
Nogle Uger senere havde Constance truffet ham paa Gaden. Da var han kommen hen til hende, og da de første Hilsener var udvekslet, spurgte han, om han fik Lov at aflægge hende et Besøg.
Constance havde set forskrækket paa ham og nølet, før hun svarte, at naar han havde Lyst, maatte han det gjærne.
Dagen efter var han kommen og havde siddet der en Timestid og talt stilfærdigt med hende. Han stræbte at være saa underholdende som muligt, fortalte om de svenske Skuespillere og om en Koncert, som nogle polske Kunstnere havde git. Han foreslog hende at høre de franske Sangere paa Tivoli, men det havde hun ikke Lyst til. Han vilde endelig tale om noget, som mored hende, og det lod ogsaa virkelig til, at han havde Held med sig. Hun hørte venlig paa ham, spurgte om et og andet og takked ham ved Afskeden for Besøget. Han forlod hende med en Følelse af, at hans Nærværelse i det mindste ikke havde været hende ubehagelig, og paa Trapperne overvejed han, hvor snart han kunde komme igjen.
Han vented fjorten Dage. Hun var hjemme og tog imod ham med et Par høflige Ord, men det var ham umuligt af hendes Miner at læse, om Synet af ham var hende kjært eller imod. Han havde haabet at komme hende lidt nærmere denne Gang, men deri blev han skuffet. Hans Forsøg paa at vække hendes Interesse for, hvad der foregik, og for det, Folk for Tiden var optagen af, mødte hun med saa afmaalte Svar, at han fik Angst for at kjede hende. Saa taug han stille, for at hun skulde begynde paa noget; men saa kom hun kun med nogle Bemærkninger om Vejret, som efterfulgtes af en pinlig Pause. Han førte Talen hen paa Theatret, men da hun saa svarte, at hun aldrig kom der og derfor ikke havde nogen Interesse for det, sank hans Mod. Hvad skulde han dog finde paa lige over for denne forborgne og tillukkede Kvinde. Han gik fra hende med en melankolsk Fornemmelse af, at han stod hende fjærnere end nogen Sinde. —
Da han var borte, sad Constance og tænkte paa, hvor pæn og tækkelig han var. Han gav et helt andet Indtryk nu end den Gang, — det var sikkert. Hendes Modvilje var forsvunden, og hun næred i Grunden et Slags Godhed for ham.
Men alligevel, hvad skulde hun med hans Besøg; hun vilde hellere være fri. Det var for brydsomt at sidde der opstrammet og skulle svare og finde paa noget at spørge om. Og i det hele tat at bli forstyrret, naar hun sad og pusled med sine egne Tanker, — det likte hun ikke. — Hvorfor kunde de ikke la hende i Fred.
Hun gik ud af Stuen og aabned Kjøkkendøren.
„Er De der, Johanne?” spurgte hun.
Johanne beviste sin Nærværelse ved at komme tilsyne i Pigekammerdøren.
„De kjender nok den Herre igjen, som De lukked ind i Dag?”
„Doktor Lorck? Jo, gubevars.”
„Hvis han kommer igjen, saa er jeg ikke hjemme. Glem det nu ikke.
„Nej, — jeg skal nok huske det,” sa Johanne.
— Der var gaaet en Maaned, og i Løbet af denne havde Lorck tre Gange forgjæves søgt Constance. Saa kom der en Dag et Brev til hende af følgende Indhold:
Fru Constance Ring!
Jeg har flere Gange været hos Dem, uden at træffe Dem; saa faar jeg prøve paa at skrive. Men jeg er saa bange for at støde eller skræmme Dem, at jeg ikke véd, hvordan jeg skal belægge mine Ord. Det er dette, jeg vil sige Dem, at jeg nu har grublet og grundet over mig og Dem i lange Tider, og at jeg véd til Bunden af min Sjæl, at jeg elsker Dem med en Kjærlighed, som De kunde være tjent med. Hos Dem ligger for mig Lykken i Livet. Vil De ikke have noget med mig at skaffe, finder jeg den ikke paa denne Jord. —
Hvis De kunde fatte Tillid til mig, tror De saa ikke, det var muligt, jeg med Tiden kunde vinde Deres Kjærlighed?
Deres meget hengivne
Nils Lorck.
Hun blev umaadelig forbauset over hans Brev, men da hun tænkte sig om, syntes hun det var saa dumt, at hun ikke før havde forstaat, hvad han mente.
Hun svarte øjeblikkelig tilbage:
Kjære Dr. Lorck!
De maa ikke bli sint paa mig, men jeg tror ikke, det er værdt, De spilder Deres Tid med Forsøg paa at vinde min Kjærlighed. Det vilde være uværdigt, om jeg for at faa en Smule Afveksling i mit ensformige Liv gav mig til at eksperimentere med mig selv og tog Dem i Brug dertil. Noget andet vilde det nemlig ikke være, om jeg indbød Dem til at anstille en Prøve. Dertil agter jeg Dem. for meget, og jeg har heller ikke Spor af Lyst til det. Tro nu ikke, at jeg nærer nogen Uvilje mod Dem; det modsatte er Tilfældet. Det maa De være ganske overbevist om.
Deres
Constance Ring.